Jeg er ret vild med den nyåbnede udstilling i Anexet og Rustikken på Lundsgaard Gods, få minutters gang fra Storebælt. 40 tekstilværker af 32 kunstnere er ophængt, lagt eller opstillet i godsets tidligere staldbygning som strækker sig over to etager, og fire udendørs værker fungerer som en form for vejvisere, når man kommer ind på godsets område.

Denne Nye Verden – Overvejende Tekstil vil ifølge pressemeddelelsen sætte fokus på tekstil som et åbent felt på tværs af fagligheder og vise, at tekstil har potentialet til at gribe ind i den sociale sfære og være i kontakt med menneskers hverdagsliv.

Den ’nye verden’, som titlen refererer til, er syntesen mellem kunstarterne, som søgtes kanaliseret ud i virkelighedens rum af designere som Verner Panton og Nanna Ditzel samt genre-bryderen Gunnar Aagaard Andersen. Sidstnævnte er blandt andet beskrevet i Vibeke Petersen Gethers bog om GAaA (2016).

Panton og Ditzel er ikke repræsenteret på udstillingen, men vi må nok forstå det sådan, at navnene sender et signal om, hvilken kontekst kuratorerne gerne ser deres udstilling placeret i. Udstillingerne Verner Panton – Farver en ny verden (2021/2022) og Nanna Ditzel – Design til nye højder (2023-2024) på Trapholt er indlysende referencer, når kuratorerne nu skriver, som de gør, selvom setuppet på Lundsgaard naturligvis er helt anderledes.

Værker og omgivelser mødes

Det nylagte trægulv i Rustikken, som udgør den nederste udstillingsetage, fylder rummet med sin duft, mens værkerne har rigtig god plads omkring sig. Det er et overbevisende godt valg at lade landskabets og gårdspladsens skalaer blande sig med udstillingen, når der nu er så rigelig plads til det.

Oplevelsen fortættes mere op ad den stejle, neonoplyste trappe til overetagen, hvor tæppebilledet Drivebillede, Dirigeret tachisme af Gunnar Aagaard Andersen (1960/2025) agerer velkomstmåtte, og minder os om Aagaard Andersens samarbejde med Egetæpper.

På overetagen er mange af de udstillede tekstilværker ophængt i den fritlagte trækonstruktion. Her bringes værkernes teksturer og forskellige grader af transparens i spil og skaber en lag-på-lag virkning, hvor det er muligt at se værker igennem hinanden – og hvor det i øvrigt kunne være rigtig interessant at vide lidt mere om kuratorernes tanker bag denne opstilling og sammenstilling.

Mette Ussings fascinerende fem tekstilværker, som stammer fra perioden 1965-1975, er på den måde ikke blot flerdimensionelle i vævningen, men også i deres indbyrdes samspil og i relationen til f.eks. Anne Fabricius Møllers værker Traktorgang, gul og Traktorgang, grå (begge 1993) længere henne i lokalet.

Af nyere værker, som på lignende vis er interessante både for det fokuserede og det perifere blik, har jeg lyst til at nævne Ellen Bangsbos Nælde rød (2025) og Anne-Mette Schultz Material Things (2025). Men det føles nærmest uretfærdigt at fremhæve nogle enkelte værker fremfor andre, da udstillingen i sin helhed rummer så meget kvalitet og så stor og interessant forskellighed.

Lidt formidling ønskes

Værkernes teksturer, farver og teknikker skaber tilsammen en udstilling præget af høj kvalitet. Til gengæld savner jeg en formidling af, hvorfor udstillingen ser ud, som den gør. Hvilke sammenhænge eller debatter værkerne imellem er der tænkt over? Det bliver for indforstået– ja, faktisk kunne jeg også tænke mig, at de forskellige kunstnere blev præsenteret ved værkerne. Det er lidt ærgerligt, at det mangler her ved starten af udstillingsperioden, men efter sigende er det på vej sammen med et udstillingskatalog.

Når resultatet alligevel er en udvidet horisont, så skyldes det, at størstedelen af værkerne taler så stærkt i sig selv, gennem deres materialitet og nærvær i rummet. Udstillingen kan varmt anbefales.

Tema: Kunsthåndværkets Scener

Formkraft rækker blikket mod kunsthåndværkets udstillingssteder og kuratorer. Hvilke steder viser kunsthåndværk? Hvordan kurateres værker? Hvad er udfordringerne, mulighederne og manglerne? Artikler udgives løbende.

Læs tema