Sølvsmed Lone Løvschal åbner døren til sit værksted i Roskilde, og jeg bliver med det samme ramt af en forunderlig ro. Alt er i orden, på sin plads, og alligevel er her en levende energi. På hylderne og væggene skimter jeg små historier: en krukke fyldt med plastikskeer, indrammede værker, hvor natur og funktion forenes, en samling skeer, der engang blev til både damaskduge og tapeter – og en historie om den særlige jordbærske, der engang åbnede døren til studierne på Royal College of Art i London for Løvschal.

Hvor begynder fortællingen om dine skeer i dag? Spørger jeg nysgerrigt, da vi har sat os overfor hinanden i hver vores Panton-stol.

Lone Løvschal (LL): Den begynder med et åbent spørgsmål. Jeg havde længe haft lyst til at udfordre mig selv og mit fag – og da Biennalen for Kunsthåndværk & Design i Ebeltoft annoncerede et meget open call, besluttede jeg at sende et forslag ind. Jeg havde ingen skitser, da projektet skulle skabes i processen, og ansøgningsteksten blev faktisk længere, end reglerne tillod, men mit projekt fandt alligevel vej og blev en del af den kuraterede udstilling.

Jeg (MLH) spørger videre om Løvschal har været tro mod sit oplæg. Hvortil hun prompte begejstret svarer: Ja!

At tage ejerskab over processen

MLH: Og det blev til 30 skeer – én for hver dag – fra fuldmåne til fuldmåne?

LL: Præcis. Jeg satte mig for at skabe én ske om dagen i 30 dage. Ingen skitser, bare en sølvblok på 10 x 10 mm x 7 cm og så hammeren, værktøjet, mine hænder. Nogle dage flød det, andre dage var jeg træt eller utilfreds, men skeen blev færdig. Det var vigtigt for mig at gennemføre – at acceptere, at ikke alt bliver perfekt, men alt bliver ægte, håndgribeligt.

MLH: Jeg hører både disciplin og intuition i det, du beskriver.

LL: Ja, det var en cyklus. Månens cyklus, men også min egen. Jeg befinder mig midt i overgangsalderen, og det blev et uundgåeligt afsæt. Kroppen ændrer sig, hormonerne leger med mig. Lægerne afviste først, at jeg kunne være i overgangsalderen – men jeg vidste, at noget var på færde. Jeg begyndte at læse, undersøge og acceptere de nye præmisser. Derfor blev dagbogstekster også en parallel med skeerne. Det var endnu en sårbar proces, men også en frigørende. Jeg opdagede, at erfaringen, selv i forandringen i overgangsalderen, kan være en del af en SUPERKRAFT.

MLH: Og netop det ord, “superkraft”, er stærkt – og modigt.

LL: Ja, fordi det handler om at tage ejerskab.

Efter konsultationer hos lægen besluttede Løvschal sig for at i stedet for at lade overgangsalderen definere sig, besluttede hun sig for at definere den. Den erfarne sølvsmed, der er uddannet korpusmager hos Georg Jensen vil vise, at denne livsfase kan give refleksion, styrke og klarhed. Der findes så lidt viden og forskning om området, og der er fortsat meget tabu omkring menopausen. Lone Løvschal insisterer på, at vi skal tale om det – ligesom hun insisterer på at tale om håndværket i en tid, hvor digitaliseringen fjerner os fra materialet.

I ærligheden ligger styrken

MLH: Det får mig til at spørge videre, om skeerne skal opleves både som objekter og fortællinger?

LL: De er ikke tænkt som et sæt, men som 30 individuelle værker – som dagene i en måned, de har hver sin karakter, sit humør, sit udtryk. Nogle skeer er rå og har ikoniske træk, andre er næsten smykker. Én har to hulninger, én ligner et ginkgo-blad, én føles som en medicinsk ske fra en anden tid. De er funktionelle og udefinerbare på samme tid. Man kunne dække bord til 30 gæster, hver med sin egen ske – og det ville blive en fest, fuld af nysgerrig åbenhed for funktion, materiale og hinanden.

MLH: Du synes at finde fordybelse gennem variationen og i processen?

LL: Præcis. Søren Kierkegaard sagde, at i gentagelsen ligger fordybelsen. For mig var det et eksperiment i at turde tage hurtige beslutninger, slippe perfektionen, følge processen. Ikke alt er smukt, men alt er ærligt. Og i ærligheden ligger styrken.

MLH: Når jeg ser dine skeer, oplever jeg, at de er kommentarer til noget større – ikke bare til bestikkets rolle, men også til, hvordan vi lever og Biennalens fejring af kunsthåndværket. Dit håndværk træder tydeligt frem i hver enkelt ske.

LL: Det er rigtigt. Vi tager skeen for givet – som et gammelt, enkelt værktøj. Men den kan minde os om tilstedeværelsen: om at spise, dele et måltid, være i nuet. Projektet er samtidig en kommentar til den fortsatte berettigelse til at være på arbejdsmarkedet, til at skabe. På arbejdsmarkedet presses kvinder, både dem i overgangsalderen og dem udenfor, ind i en orden, en struktur, ofte skabt af mænd. Vi har brug for plads til erfaring, til nye rytmer, til diversitet, til at tage vare på vores kroppe og liv.

MLH: Hvad har du lært af cyklusprojektet, arbejdet med dagbogen og formgivningen af 30 unikke værker?

LL: At disciplin og intuition kan sameksistere. At fejl også har en værdi. At erfaringen kan blive en kraft. Og at jeg aldrig bliver færdig med skeen som form – den bliver ved med at fascinere mig. Jeg lærte også at sige stop, at vælge mine projekter med større bevidsthed. Og så mærkede jeg, hvor godt det gør at arbejde fysisk, dag for dag, med hammer og sølv.

Passionen og virkelysten sætter vores tanker fri

Lone Løvschal siger gentagne gange, at overgangsalderen er en superkraft. En frigørelsesproces, der sætter liv og værk i perspektiv. Er det også hendes gave til Biennalen og publikum? Projektet viser, at vi kan stå ved os selv, vores erfaring og vores kroppe – og at vi i det fysiske, nære håndværk finder en modvægt til det digitale. Skeerne er individuelle, ligesom vi er. De er en påmindelse om, at vi må insistere på dialogen, på forskningen, på det unikke i hvert menneske. Og måske, at vi kan lære at elske vores kroppe igen – fordi de rummer både erindring, funktion og skønhed.

Jeg overvejer, om de 30 skeer kunne danne grundlag for et bord dækket til middag. En middag, der ville handle om både sølv og om livet selv. Tredive mennesker, hver især unikke, må i en fokuseret tilstedeværelse forholde sig til netop den ske, der er placeret ved deres plads. Hvordan føles det at røre ved den, at løfte den, at holde på den? Hvordan føles det at spise med den – og smager maden måske anderledes fra netop den sølvske end fra den, du er vant til at spise med?

Selv sætter jeg mig gerne ved det middagsbord, hvor der er dækket op med særligt udvalgt bestik, hvor man har keret sig om maden. Jeg deltager gerne i den samtale, der i det fysiske samvær vil opstå, når skeen ikke gør, som skeer normalt gør. Tankerne får frit spil, når jeg sidder overfor 30 skønne objekter, som tydeligvis er både ordentlige og overordentlige.

Når alt serveres for og leveres til os i det moderne samfund, er der måske en tendens til, at vi bliver dovne. Ved at omgive os med kunsthåndværk, objekter skabt ved håndens arbejde, synes vi omsluttet af en stoflighed og en fysisk tilstedeværelse, der er i stærk kontrast til skærmens parallelle liv. Denne fysiske tilstedeværelse er udpræget i Løvschals arbejde, hvor passionen og virkelysten sætter tanker og idéer fri.

Lone Løvschal afslutter samtalen: Ja – for hver dag er ny. Og i morgen laver vi noget andet, noget nyt – funderet i vores erfaring og verden omkring os.

Tema: Diverse kroppe

Kunsthåndværk og design er tæt forbundet til materialitet, sanselighed og det kropslige – både i værkernes iboende kvaliteter og gennem de hænder, der former dem. Formkraft udfolder kropsligheden med flere blikke på kroppe og materialitet.

Læs tema

Læs også…