Intet varer evigt
Transformation er en kerne i både arkitektur og glaskunst. I Ebeltoft findes arkitektoniske eksempler som Maltfabrikken og vandrehjemmet, der er blevet nyfortolket med respekt for den historiske kontekst. Glas er et materiale i konstant udvikling fra oldtidens forarbejdning til nutidens fokus på genbrug.
Glas – Museet for Glaskunst i Hack Kampmanns historiske toldbygning er selv et symbol på denne transformation, hvor fortid og samtid forenes gennem en moderne tilbygning af 3XN Architects. Tilbygningen, hvis store vinduesparti vender mod haven med blik til værkstedet, danner ramme for udstillingen When You Lose Control, kurateret af Masahiro Saito og Mette Bielefeldt Bruun.
Udstillingen præsenterer seks kunstnere, tre fra Japan og tre med udgangspunkt fra Danmark, og udforsker et særdeles præsent tema om kontroltab i en verden præget af forandring. Titlen spiller på det flertydige i at miste overblikket eller fodfæstet – en erfaring, der spejler menneskets sårbarhed og tilpasningsevne og et emne, der synes højaktuelt med krigshandlinger og planetære udfordringer i en skala, som vi aldrig har oplevet før.
Den japanske titel, 無常 (Mujö), betyder “intet varer evigt” og understreger udstillingens kernebudskab: forandring er den eneste konstant i en omskiftelig verden. Glas kan som materiale reflektere verdens skrøbelighed. Det kan let gå i stykker, ligesom tilliden til systemer, vi har taget for givet. Men glas er også stærkt og modstandsdygtigt. Det kan genbruges og formes på ny og dermed pege på muligheden for fornyelse og transformation.
Om udstillingen
When You Lose Control på Glas Museet for glaskunst, Ebeltoft. 11. oktober 2024 – 9. marts 2025
Kunstnere:
Runa Kosogawa (JP)
Hitoshi Kuriyama (JP)
Hidenori Tsumori (JP)
Maria Bang Espersen (DK)
Maria Koshenkova (DK/RU)
Kirstine Roepstorff (DK)
Kurateret af: Masahiro Saito (JP) og Mette Bielefeldt Bruun (DK)
Skrøbelighed, styrke og transformation
Runa Kosogawa (JP) har skabt et værk, der hænger fra loftet i et metalgitter. Hundrede små glasdråber, pustet af Kosogawa og indeholdende hendes ånde, hænger i hver sin tråd og repræsenterer en dag i kunstnerens liv. Dato, sted og vejrlig er indgraveret på hver dråbe, og trådene er indfarvet med planter fundet på de respektive dage. Højden af hver dråbe afspejler kunstnerens humør -og en lille del af glassene er skabt under Kosogawas ophold i Ebeltoft. Værket er et meditativt blik på nødvendigheden af at værdsætte hverdagen og gensidigheden med miljøet omkring os.
I Kirstine Roepstorffs (DK) værk A Short Night bliver glasset anvendt som beholder. Det består af vaser og amforaer, fremstillet i jordhuller i samarbejde med glasmuseets værksted og arrangeret i sirligt udførte metalbøjler. Objekterne indgår i et tableau med vægrelieffer og fritstående steler, der opleves som et alter. Værkerne, der kan anvendes i forbindende performances, reflekterer en dyb respekt for naturens rytmer og elementernes sammenhæng. Når disse mødes i en rumlig indretning, kan vi samles her og dele vores erfaringer.
I Maria Koshenkovas (DK/RU) værk Andromeda mødes glassets flydende former med materialer som reb og metal. Kombinationen fremkalder en brutal æstetik, hvor sårbarhed og styrke kolliderer. Kollisionen findes også i hvert glasværk, hvor kontrasten mellem velkendte elementer og de ekspressive værker sætter vores forestillingsevne om integrationen af materialet på prøve -måske vores forestilling om verden ofte opleves som en samling af modsatrettede meninger, der ikke umiddelbart kan forenes. De holdes, som i Andromeda, også ofte fast i rigide systemer, der er låst og sammensvejsede.
Lignende kontraster findes hos Maria Bang Espersen (DK), der udforsker glassets grænser ved at lade det mødes med inkompatible sten. De store glaskugler, der minder mig om flydelod, er monteret med sten, der har stresset glasset og fået det til at sprække. Mødet mellem de robuste sten og det sprøde glas, der er placeret i forskellige hjørner i udstillingsrummet, understreger materialets skrøbelighed. Og denne skrøbelighed findes også i de reliefinspirerede værker, der står frit i rummet i rammer skabt af fyrretræ og vinkelbeslag. Begge kunstnere inviterer os til at reflektere over, hvordan kontrol og kaos sameksisterer.
Hidenori Tsumoris (JP) værk undersøger et lignende tema i mødet mellem glas og keramisk ler. Værkets strukturer ligner sprækker i jordskorpen og fokuserer på (u)balancen mellem stabilitet og skrøbelighed. Alene på sit podium opleves det som et fastfrosset tredimensionelt billede af naturens og samfundets konstante forandring. Detaljerne er værd at stoppe ved, undersøge tæt på og fundere over.
Selvom Hitoshi Kuriyamas (JP) værk Noise of the Void er placeret ved det store vinduesparti, forsvinder det på ingen måde. I værket skaber flimrende røde neonrør en intens uro, der i mørkningen smitter af i hele udstillingsrummet. Den vibrerende gas sender et alarmerende lys ud i rummet. Det er ordnet kaos, da neongassen er holdt inde i de omhyggeligt udformede glasrør med rytmiske fordybninger, men uroen smitter, og den knitrende lyd minder os om dualiteten i verden, orden og kaos – og hvor tæt på hinanden de to er.
Orden og Kaos
I udstillingen er det tydeligt, at de performative aspekter og glassets iboende egenskaber spiller en afgørende rolle. Glasset bliver en metafor for en verden, der balancerer mellem skrøbelighed og styrke, og temaet er oplagt forløst gennem materialet.
Hvor ville det have været skønt, om de enkelte værker havde fået mere plads. Hver for sig rummer de elementer, som synes for tæt på, og samtalen mellem værkerne er intens. Kosogawas glasbeholdere stribes røde af Kuriyamas neonværk, og jeg ville gerne have haft den fulde rumlige oplevelse af Roepstorffs tableau. Det er svært, da rummet er et gennemgangsrum, her er trapper, døre og et stort vinduesparti. Det synes kaotisk, men da de udstillede værker viser os, hvordan kontroltab kan være en kilde til kreativitet, kan den rumlige præmis være tilsigtet.
De fysiske rammer til trods opleves glas i udstillingen som spejl af verden. When You Lose Control formår at samle japanske og danske perspektiver i en undersøgelse af kontroltabet som både frygt og mulighed. Materialet bliver et symbol på en verden i konstant transformation. Gennem værkerne opfordres vi til at være til stede, lytte og lade os inspirere. Værkernes insisteren på stedlig oplevelse minder om en japansk teceremoni, hvor du skal være til stede, nyde nuet og andres kuratering af de udvalgte elementer.
Tema: Udsyn
Artist-in-residence, udstillinger og konkurrencer i internationale sammenhænge har alle dage været en del af kunsthåndværkernes og designernes dna. Hvilke fortællinger drager de ud med? Hvilken viden tager de med sig hjem?
