Foto: Inge Bjørn, Tæt på havet, 2007. Foto Galleri Tom Christoffersen. VISDA
I denne artikel vil jeg på grundlag af min opdragelse og dannelse, mine forskningsresultater og min erfaring som billedvæver og underviser sætte fokus på tekstiler: 1) tekstiler som dannelse og kulturarv, 2) tekstiler som sprog og kommunikation og 3) tekstiler som social magi.
Midt om natten går tre kvinder rundt i Stockholms gader. Det er rimfrost, og deres ånde står omkring dem som damp. Deres mål er en skulptur i en rundkørsel. Da de når ud midt i rundkørslen, kravler den ene op på skulpturen, mens de to andre rækker synål og tråd op til hende. Med stor hast syr hun en strikket ting fast på skulpturen (foto 1). Hun syr hurtigt enderne sammen og hopper ned; de beundrer resultatet alle tre og tager nogle fotos fra forskellige sider. De få biler, der kører rundt i rundkørslen, tager ingen notits, og der er ingen forbipasserende. Det er sent og koldt. Hurtigt går de tre tilbage på fortovet, ser endnu engang på skulpturen, der nu er iklædt en varm beskyttende strikket ting på en af formerne – og går så hjem for at få en kop varm te og komme i seng. Næste morgen kan man i formiddagsbladene se billedet af skulpturen under store overskrifter.
I begyndelsen af årtusindeskiftet opstod der et nyt kulturelt fænomen i det offentlige rum: en slags graffiti udført af tekstile materialer og teknikker, placeret centrale steder, især i storbyen, og med et budskab til betragteren. Sådan indledte jeg min doktorafhandling (Koch, 2012), som beskriver tekstilgraffiti og dens sprog og budskab samt aktivisternes overvejelser over formålet.
I. Tekstiler som dannelse og kulturarv
Igennem hele mit liv har tekstile materialer været en stor del af min hverdag. I min barndom i 50’ernes Danmark blev jeg på den ene side oplært i at være en god husmor med grundlæggende kompetencer i husgerning. På den anden side var forventningen, at jeg tog en akademisk uddannelse, hvilket førte til en læreruddannelse, en livslang mesterlære i billedvæv og folkeoplysning og senere år på universitetet med fokus på køn, kultur, didaktik og pædagogik. Min praksis og mit teoretiske grundlag som forsker inden for køn, kultur og pædagogik understøttede min opfattelse af, at det nye fænomen, her kaldet craftivism (tekstilgraffiti), skulle undersøges for at afdække, hvilken læring, erfaring og identitetsdannelse der kan tilskrives en aktivistisk håndværkshandling i en subkultur.
I det følgende tegner jeg et billede af udviklingen af håndgerning siden slutningen af 1800-tallet set gennem min personlige historie. Ikke at jeg er over hundrede år, men den kulturarv og dannelse jeg i mit liv har modtaget, tager udgangspunkt i kompetencer erhvervet og videregivet siden 1890’erne. Det er således min subjektive fortælling om kundskaber og dannelse inden for det fagområde, der hele mit liv har optaget og ledt mig.
Tidligt i min opvækst lærte jeg alle grundlæggende tekstile håndværksteknikker af min farmors storesøster Hildur. Mine oldeforældre på fædrene side kom fra midt-Sverige omkring 1900 med det mål at rejse videre til Amerika. Min oldefar var kobbersmed, og min oldemor vaskede for folk, og da de begge fandt arbejde i Danmark, blev de her med deres fem børn. Da jeg blev født, bosatte mine forældre sig ved siden af min farmor og Hildur i Jægersborg nord for København. På grund af vores forældres karriere blev min søster og jeg passet af vores farmor og Hildur, som hun efter anden verdenskrig delte hus med. Denne baggrundshistorie skal til for at forstå, at jeg og min søster fik en stor del af vores opdragelse, læring og dannelse fra Hildur, som var 63 år gammel, da jeg blev født.
Jeg lærte at maske silkestrømper op, vende og genbruge manchetter og skjorteflipper, trevle sweatre op og strikke strømper eller vanter af garnet og selvfølgelig at sy, hækle, væve og brodere. Dertil kom alle færdighederne inden for madlavning og konservering. Den dannelse, jeg modtog igennem min barndom, var målrettet en tid og en kultur, hvor mestring af tekstile håndværk var selvfølgelige kundskaber, som kvinder tilegnede sig. I min levetid har udviklingen ændret sig markant, og i dag er de omtalte kundskaber ikke værdier, som ligger til grund for læreplanerne inden for håndværksfag.
Tværtimod er de traditionelle håndarbejdsteknikker i min levetid blevet erstattet af teknologiske løsninger, og produktionen er flyttet fra Hammerum Herred til Asien. Økonomien spiller en væsentlig rolle. Dels er arbejdskraften billigere i Asien, dels har udviklingen af produktionsapparatet medført, at det er billigere for forbrugeren at købe færdige produkter frem for at fremstille dem selv. Det er resultatet af den arbejdskultur, som er udviklet op gennem det 20. århundrede. Udviklingen understøtter det samfund, vi i den vestlige verden har ønsket og skabt. Siden jeg var barn, er kvinders arbejdsområde er flyttet fra hjemmet til det omkringliggende arbejdsmarked, og på linje med mænd deltager vi nu aktivt i produktionen.
Samtalen som erfaringsdannelse
Som nyansat højskolelærer i tekstile fag, lige fyldt 25 år, mødte jeg tekstilkunstner Inge Bjørn, som er uddannet tilskærer og væver. Hun har igennem et langt arbejdsliv som underviser, foredragsholder og kunstner formået at præge og inspirere højskoleelever og kunstnere i hele Danmark og Norden. Mødet med Inge ændrede også min forståelse af mit eget arbejde som underviser. Jeg blev opmærksom på en ny dimension; min undervisning og mine egne værker, som var meget eksperimenterende, fik tilføjet et nyt blik, som jeg måtte forfølge. Inge lærte mig, hvordan den kulturarv, jeg byggede på, kunne sættes i relation til samtiden.
Lige siden vores første møde har Inge været min vejleder og mester i mit virke som højskolelærer, seminarielærer, selvstændig udøvende og forsker. Den samtale, vi påbegyndte for en menneskealder siden, er aldrig hørt op, og på nuværende tidspunkt hjælper jeg Inge med at færdiggøre en bog, der skal blive efterfølgeren til Oldtidsdragt – Nutidstøj. Igennem min undervisning (højskole, seminarium og designskole) har jeg set mit arbejde i et livslangt lærings- og dannelsesperspektiv med samtalen som et vigtigt parameter for det enkelte menneskes erfaringsdannelse.
En kamp for faget
I min karriere har jeg i stigende stødt mig på den kulturelle og politiske tendens, at håndvæk bliver opfattet som et ikkenødvendigt fagområde. Det har været en evig kamp om status i forhold til andre faggrupper, når der skulle fordeles finansielle midler til værksted og udstyr, fordi håndværksfag ikke er kompetencegivende i forhold til videregående uddannelse.
Min børnelærdom udsprang af nødvendigheden af at kunne genanvende materialer og at skabe materialer fra bunden. Den nødvendighed svandt i takt med efterkrigstidens masseproduktion og stigende købekraft i den vestlige verden. Da der i starten af dette årtusind opstod en aktivistbevægelse i den vestlige verden, hvor hæklede, strikkede og syede tekstiler blev til protestsprog kommunikeret i det offentlige rum, blev min interesse vakt, fordi jeg anede, at et paradigmeskift var på vej. Det skift ville jeg gerne undersøge og om muligt benytte til at tilskrive håndværksfagene værdi, fordi det set fra mit ståsted er en katastrofe, hvis vores kulturarv, viden og dannelse langsomt forsvinder.
Jeg så, at aktivisternes handlinger havde en kommunikativ drivkraft, hvor indholdet henvendte sig til lokal målgruppe, fx i form af en bænk komfortabelt beklædt med hæklet betræk og puder til ammende kvinder. Denne konkrete aktion, som blev dokumenteret på sociale medier, var målrettet en aktuel debat i Sverige om retten til at amme i det offentlige rum. Min nysgerrighed førte til, at jeg søgte et forskningsstipendium på Åbo Akademi i Finland, hvor jeg i 2008-12 skrev og forsvarede min ph.d.-afhandling Jeg strikker, derfor er jeg – læring og identitet i uformelle læringsrum.
II. Tekstil som sprog og kommunikation: tekstiler som erkendelsesmulighed
Aktivister, der udøver graffiti med tekstiler, søger at kommunikere et budskab og bruger det tekstile håndværk som medie. De fremstiller et stykke håndværk, fx et strikket halstørklæde, som sys fast rundt om en lygtepæl. Som publikum kan man undre sig over, hvad (for)målet med handlingen er. Umiddelbart er målet ikke, som i traditionel undervisning og læring i håndværk, at fremstille noget, der kan bruges i hverdagslivet. Mine interview med aktivister viser, at de bruger håndværket som redskab til handlinger, der kommunikerer politiske, æstetiske og filosofiske værdier (Slöjdforum, 2008). Hele processen dokumenteres løbende med fotos, der straks lægges ud på sociale medier (Koch, 2012).
De første af disse aktivistiske handlinger fandt sted i USA og kaldes for ”craftivism” på engelsk. Begrebet blev først brugt af Betsy Greer (2008), som forklarer, at det skal fange indholdet og bevægelsen i ordene ”craft” og ”activism”. Greers (2008) definition på craftivism lyder:
Craftivism is a way of looking at life where voicing opinions through craftivity makes your voice stronger, your compassion deeper and your quest for justice more infinite (…) craftivism (…) is the point where crafts and activism meet. By taking two seemingly disparate words that are negatively stereotyped in their own ways (craft can be seen as dull or old-fashioned, activism as violent or radical) and combining them to create a new word, craftivism strikes out into new territory (Greer, 2008, s. 101).
Craftivism er et nyt ord i på engelsk, som via ‘craft’ også relateres til ”crafty”, som betyder klog, dygtig og behændig.
En svensk aktivist, Brunaluna, skriver på sin blog: ”Jag stickar, alltså finns jag!” (Stickkontakt, 2012), en reference til René Descartes’ berømte sætning ”Cogito, ergo sum”, på dansk ”Jeg tænker, derfor er jeg”. I den vestlige kultur anvendes læresætningen i mange sammenhænge, hvor den, der udtaler det, manifesterer sin væren som tænkende menneske.
Når Brunaluna indforstået henviser til Descartes (1644/2009) i præsentationen af sig selv, giver hun citatet en ny betydning, idet hun sætter den aktive handling at strikke i modsætning til det at tænke. Man kan sige, at hun ophæver den kulturelt betingede dikotomi mellem ånden og håndens arbejde, at tænke versus at arbejde med hænderne. Med sit udtryk ”Jag stickar, alltså finns jag!” sætter Brunaluna det at udføre et håndværk ind i en filosofisk kontekst og understreger, at aktivisten, her Brunaluna, reflekterer over, hvad hun gør, når hun handler gennem sit håndværk. Håndværket bliver en handling, der fører til refleksioner om væren og identitet.
Hønsestrik og kvindemagt
Vi kender et lignende fænomen fra 1970’erne i Danmark. Dengang var der en hel bevægelse af mennesker, der flyttede fra byerne ud på landet for på ny at være selvforsynende og fremstille alt selv. Den bevægelse rummede også et håndværksudtryk, hønsestrik, hvor man strikkede budskaber ind i sweatrene. Budskaberne handlede om fred, kvindemagt, yin og yang og andre tegn, der henviste til skabelsen af en bedre verden. De blev udført som fristrikning, uden opskrifter og i utraditionelle mønstre, og kommunikationen understøttede kvindefrigørelsesbevægelsens budskab (Hofstätter, Kampbjörn & Troest, 1973). I bogen Hønsestrik skrev forfatterne, at baggrunden for bogen og bevægelsen var:
Et opråb mod garnfirmaer og forlag, der kommercialiserede strikkeopskrifterne og et opråb mod de fastlåsende opskrifter, der ikke får strikkere til at digte og fantasere i strikketøjet! (Ibid., s. 1).
I samme tidsrum opstod der voksende politisk modstand mod general Pinochets styre i Chile. Mødre, hustruer og kærester til forsvundne politiske modstandere af regimet formulerede en billedlig modstand i form af broderede billeder (”las arpilleras” på spansk), der fortæller om savn, sorg, angst og vrede (Greer, 2008). Billederne blev solgt i hele verden og spredte på den måde budskabet om et undertrykkende regime. Marjorie Agosín (1996) dokumenterer modstanden gennem billedmateriale samlet ind fra hele verden. I forordet til Agosíns bog skriver Isabel Allende:
With leftovers of fabric and simple stitches, the women embroidered what could not be told in words, and thus the arpilleras became powerful forms of political resistance. (Agosín, 1996, s. x)
Ovenstående eksempler er vidt forskellige i udtryk og kontekst. Fælles for dem er den håndværksmæssige tradition brugt som et medie, der er frigjort fra traditionens teknikker og mønstre. Det er hovedsagligt kvinder, der udøver graffiti med tekstiler.
Aktivistens arbejdsrum – den meningsfulde handling
Det rum, hvori håndværksaktivismen udføres, kan være hvor som helst: toget, caféen, markedet eller gaden. Oftest skabes håndværket på caféer eller hjemme og bringes derefter ud til den lokalitet, hvor det færdiggøres og monteres. I rummet, hvor objektet placeres, kan man forestille sig at have fire aktører: et subjekt, der som aktivist udøver håndværket og kommunikerer sit budskab ud. Aktivisten skaber sin egen event for handling i det offentlige rum. Et artefakt, der er den genstand, i form af et stykke håndværk, som medieres gennem en aktivistisk event. En kontekst, der er en afgrænsning af det rum, hvor en event udspilles, hvilket betyder, at medieringen sker i forskellige rum og spiller ind på receptionen af artefaktet. Endelig er der de andre, nemlig de observatører, som oplever en event og (måske) handler på den (Koch, 2012).
Hverdagslæring
Stederne for de aktivistiske handlinger er ikke sammenlignelige med fx klasserummet eller den hverdagslige aktivitet, hvorigennem der sker læring. I den institutionaliserede kontekst er der en forventning om den rette løsning, mens der i andre situationer også løses problemer gennem en omdefinering af, hvad der er det rette svar.
Institutioner tager udgangspunkt i det formelle, hvilket indebærer, at læring er fastlagt med en formel læreplan – en diskursiv sandhed om den rette lære – set i modsætning til den uformelle læring, som er min afhandlings læringsfokus. Den uformelle læring kan defineres som den læring, der finder sted uden læreplan og i en moddiskursiv forhandling om den rette lære.
Læring handler om samspilsprocesser mellem individet og dets omgivelser, hvilket Illeris (2009) viser, da han diskuterer det, han kalder for en kompliceret læringsmodel. Han fremhæver mestringen, den psykiske habitus og integrationen – begreber, vi kender fra den diskursive forståelse af subjektets muligheder og handlekraft.
Det fleksible læringsrum
I aktivisternes udsagn om læring, før de blev aktivister, og om de læringsrum, de lærte i, ser man en skelnen mellem på den ene side læring i skole og uddannelse med et overordnet formål og en lærer og på den anden side hverdagsrummet med mor, mormor eller farmor som underviser. I forståelsen af læring som noget, der kan ske alle steder, kan man kategorisere de forskellige læringsrum, idet der findes uformelle rum i arbejdslivet, på internettet, i fritidsinteresser og i græsrodsarbejde (ibid.).
Det, der karakteriserer aktivistens uformelle rum, er, at det er et bevægeligt læringsrum, idet det flytter sig i forhold til formålet og hensigten med budskabet. Processen forløber fra ide til færdigt produkt, og rammerne er forskellige rum, fx et hjem, en café, en park, et tog, en bus eller gaden.
Aktionen udføres sommetider gennem en lang proces. Der udvælges først et bestemt træ på gaden, som skal have en ”sweater” på; denne strikkes et andet sted og sys derefter fast om det udvalgte træ. Et andet eksempel kan være, at aktivisten sidder i toget, tager nål og tråd frem og broderer et mønster eller et tegn på en nakkepude, et sæde eller et gardin.
Aktivisme som identitetsskabende aktivitet
Byrummet bliver til en legeplads for læring, kommunikation og konstruktion af aktivistiske subjekter. Resultaterne viser også, at aktivisterne kredser om begivenheder, hvor den aktivistiske handling giver mening for aktivisterne selv i forhold til det samfund, de aktionerer i.
Craftivism konstruerer en meningsfuld identitet for aktivisten, hvor det meningsfulde ligger i samspillet med kontekst, artefakt og de andre. Gennem kontekst, artefakt og modtagelsen fra de andre fyldes aktivisten af glæde over og tilfredshed med sin handling. Det aktivistiske subjekts fortælling om sine handlinger viser en anderledes måde at udføre håndværk på, dels begrundet i formålet med at gøre det, dels begrundet i håndværket som medierende faktor, der tilskriver aktivisten en plads i samfundet som et bevidst handlende subjekt. Det handlende subjekt kan kaldes ved flere navne, fx formidler, debattør, entreprenør eller performer.
En langsommelig og stille protest
Brunalunas udsagn ”Jeg strikker, derfor er jeg,” kan læses som en sammenfatning af, hvad alle aktivisterne siger, de gør og lærer, når de aktionerer. Resultaterne viser, at aktivistens handleformer og forholdemåder har et formål, der kommunikeres gennem temaerne mission, refleksion, relation og medborgerskab samt underkategorier, der nuancerer temaerne. Gennem artefakterne skaber de relationer mellem byens forskellige genstande som lygtepæle, træer, bænke og gelændere. Materialerne er ofte restgarner eller genbrugsmaterialer, som anvendes som en måde at artikulere modstand mod overforbrug og materialisme på.
Aktivisterne gør på egen hånd alle disse ting med stor variationsbredde. De bevarer, udvikler og formidler de tekstile håndværk og deres kulturtraditioner, men skiller sig ud i deres formål ved at fastholde, at det at skabe glæde og smil kan være et formål i sig selv. Aktivisterne forholder sig reflekterende til byrummet. Det vil sige, at den aktivistiske læring medinddrager relationerne mellem genstandende i byrummet, og de lader deres artefakter blive en aktiv stemme, der tager ansvar for et inkluderende budskab til andre medborgere.
Det aktivistiske budskab karakteriseres både af reaktioner på de fysiske værker og den digitale fortælling på sociale medier. Foruden at skabe glæde og forandre verden gennem smil er budskabet også, at vi bør skrue tempoet ned og forstå, at tid er en kostbar værdi i et menneskes liv. I forbindelse med tid fremhæves det genopbyggende og meditative aspekt af at udføre håndværk som et budskab, der ligger aktivisten på sinde. Et andet vigtigt budskab er at pege på aktivisme som en frivillig akt, der er tidsrøvende og uden betaling. Det gratis element i fremstillingen af artefaktet udtrykker et aktivistisk perspektiv på forbruget af tid og materialer.
Det er vigtigt at fremhæve, at det bagvedliggende budskab konnoteret til artefaktet fortæller historien om det traditionelle kvindehåndværk, som nu bruges i en aktivistisk kommunikativ sammenhæng. Der ligger en politisk protest i, at arketypen den ”pæne pige” – med sit strikketøj eller broderi – vendes 180 grader og bliver til en revolutionær, der vil ændre verden med et smil. Det er en del af aktivisternes budskab, at det maskulint dominerede byrum med jern, beton og asfalt får et tekstilt og blødere islæt.
Ny betydning opstår
Det subkulturelle produkt kendetegnes gennem form, materiale og fremstillingsproces. Produktet er overvejende enkelt fremstillet. De fleste artefakter er et strikket rør, der sys fast om en genstand. Enkelte artefakter udmærker sig ved at være strikkede betræk til parkbænke udført med stor teknisk kundskab, men det er undtagelser. De broderede artefakter er små og enkle i sting og udtryk. Undtagelsen i den sammenhæng er, når en aktivist broderer oven på sin farmors sofapuder for at give det perfekt udførte håndværk, der dog er gammeldags i stil, et nyt og tidssvarende udtryk. Materialerne er bløde, stærkt farvede og enkle; tråd og garn er udvalgt efter udtryk og evne til at spille sammen med konteksten.
Det håndværksfaglige sprog bringer budskabet rundt i hele verden. Artefaktet har en vigtig rolle som mediator, der kan ses som en selvstændig position. Alle aktivisterne giver udtryk for, at de sætter artefaktet fri i det øjeblik, det er sat op i det offentlige rum og er blevet dokumenteret fotografisk. Det vil sige at aktivisten ved at formidle traditionelle håndværksteknikker på en alternativ måde videregiver en læring om, at håndværk kan have andre funktioner end den generelt accepterede i kulturen.
Håndværk som fremtidssprog
Budskabet fra aktivisterne handler om at forstå, hvordan man kan bruge håndværk som medierende redskab til kommunikation, herunder med nye dimensioner som fremtidssprog lokalt i byen og globalt på internettet. Kulturarv kan betragtes som trendsættende i skabelsen af et nyt sprog og en ny kommunikationsform.
Nye værditilskrivninger til håndværksfagene kunne udspringe af den tilblivelsesproces, hvor individet sammen med andre individer, artefakter, kontekstualiserede sammenhænge, fag og miljøer skaber en identitet, som de handler ud fra. Konkret kunne man forestille sig et tværfagligt samarbejde mellem håndværksfag og den lange række af fag, der indeholder håndværkselementer, fx teknologi, sociologi, økonomi og kultur. Mine resultater i afhandlingen viser, at håndværksfagenes forskellige discipliner bruges medierende i meget andet end det, faget i skole og uddannelse foreskriver.
Ovenfor argumenteres der for, at afhandlingens resultater kan inspirere til nye værditilskrivninger til håndværk. De viser endvidere, at det afgørende ikke er fokus på skillelinjer mellem forskellige måder at udføre håndværk på. Det artefakt, der produceres i skoler og på uddannelser, er meget lig det artefakt, der sidder på lygtepælen. Hvis fokus flyttes fra en differentiering mellem to måder at udføre håndværk på til de hændelser, der opstår i mødet mellem artefakt og beskuerne eller effekten af interaktionen, flyttes fokus samtidig fra normen og håndværkets position.
Brud med traditioner og gældende normer
Min forskning viser endvidere, at håndværksaktivisterne forskelssætter sig positivt på faglighed over for almindelige udøvere af håndværk. Aktivisten E formulerer det således: ”Mine korssting vender til alle sider, jeg ønsker ikke min farmors sofapuder med smukke sting, jeg ønsker at skabe fred i verden!” Fra et fagligt synspunkt med udgangspunkt i den etablerede diskursive forståelse af broderi skal korssting sys ud fra et bestemt system. Ud fra en moddiskursiv forståelse er retningen på stingene ikke af betydning, bare man kan se, at der er syet tråde i to retninger, og at trådene ligger over kors.
Det er en pointe, at modtageren kan forstå budskabet. I den traditionelle diskurs er succeskriteriet, at der kan sælges et produkt. Her tænkes ikke på et budskab, men på, om broderiet er syet efter gældende normer. De, der læser budskabet eller køber broderiet, konnoterer deres diskursive forståelse til den bagvedliggende diskursive sandhed om broderi, hvilket i nogle tilfælde betyder, at aktivistens broderi affærdiges som ”ikke godt nok”. Hvis man forudsætter, at aktivisten kender de diskursive koder for broderi, er det muligt for hende at forhandle sig til diskursiv accept ved fx at placere broderiet i en kontekst, hvor modtageren overraskes og modtager budskabet, før vedkommende går tæt på og dømmer den faglige udførelse.
Aktivisten V siger: ”Det er vigtigt at gøre det (at aktionere, red.), fordi det fører til, at folk stopper op og tænker over tingene.” V handler ud fra en moddiskurs og får mennesker i tale, fordi de stopper op og tænker over det, de ser. Hendes moddiskursive standpunkt bliver forstået, og det vil sige, at hun har succes med sit budskab, og gør, at hun beslutter sig for at fortsætte sin handling, lovlig eller ulovlig. V fortsætter: ”I Berlin er der tags overalt, og jeg tænkte først, at det måske er lidt for meget at spraye overalt! Men nu tænker jeg, at alt skal forsvinde engang, så hvorfor tage det så alvorligt, at husene er malet over? Der er så meget at bekymre sig om i verden, jeg synes at fokus i samfundet er skævt fordelt.”
Kultur er de handlinger, organiseringer og rutiner, et samfund fungerer igennem (Sørensen, 2010). I citatet ovenfor diskuterer V med sig selv og intervieweren, hvordan den aktivistiske handling kan legitimeres ud fra en samfundsmæssig forståelse. Mine interview viser, at aktivisterne er afhængige af kulturel og samfundsmæssig integration for at kunne tale til andre mennesker gennem deres budskaber. En aktivist er som individ i kulturen kun delvist, aldrig fuldstændigt, frisat fra samfundsmæssige institutioner, som består af socialt hierarkiske mønstre og ses i to udgaver: en konventionel og dermed socialt overordnet institution henholdsvis en ukonventionel og socialt underordnet (Lykke, 2008; Sørensen, 2010).
Siden jeg udgav min afhandling i efteråret 2012, er der sket meget med håndværksaktivisme. Blandt andet er fænomenet blevet mere udbredt. I nogle lande er ideen om at strikke til lygtepæle og træer i byens rum blevet kommercialiseret, som fx når Magda Sayeg fra USA, som stiftede KnittaPlease, strikker covers til iPhones, som gengives og sælges i plastik. Nogle skoler har endda sat craftivism på skemaet.
III. Tekstil som social magi
Min forskning i tekstiler med fokus på identitet og læring ud fra et craftivism-perspektiv vakte min interesse for at føre min viden og nye spørgsmål ind i den verden, jeg kom fra, nemlig undervisning og uddannelse. Jeg blev fascineret af, at selv det mindske produkt, et hæklet møbiusbånd hængende i et træ, kunne tale for sig selv. Ydermere kunne et møbiusbånd i et træ både tale til den lokale befolkning, som kom gående og så båndet, og gå viralt og blive set og forstået af hele verden. Denne interesse førte dels til et projekt om tråden og linjen tilført matematiske formler (The rebellious teacher or a rebel with a cause: an interdisciplinary view on sloyd science, Koch, 2018). Resultaterne viste, at fag som matematik og astronomi kunne forstås på en anden måde gennem et undervisningsforløb med en enkelt tråd som materiale, hvilket førte til en udforskning af tekstile materialer og teknikker parret med bæredygtighed.
Bæredygtighed i håndværksfagene
Stærkt inspireret af FN’s verdensmål for 2030 og Greta Thunbergs aktioner blev bæredygtighed til et spørgsmål, jeg som forsker måtte forholde mig til. Håndværksfagene i Norden er generelt repræsenterede med få udbud, og det var derfor oplagt at tage fat på, hvordan bæredygtighed kan blive til et stærkt element i disse fag. Derfor grundlagde jeg i 2017 sammen med min finske kollega Eva Ahlskog-Björkmann SELAS: Sloyd, Education, Learning and Sustainability.
SELAS
SELAS: Sloyd, Education, Learning and Sustainability – et Netværk under NordFo. Etableret i 2017 med deltagelse fra Finland, Sverige, Norge, Island og Danmark samt samisk repræsentation fra Norge.
Netværkets formål er overordnet at definere, forstå og anvende bæredygtighed i håndværksfagene i Norden. Når fagene forhåbentlig kan foldes ud med en mangfoldighed af kompetencer fra matematik, samfundsfag og biologi, vil denne viden kunne udgøre en værditilskrivning til håndværksfagene generelt.
SELAS, verdensmål og nordisk lovgivning
Igennem fem år har vi i SELAS sammen med studerende, undervisere og forskere arbejdet på at definere bæredygtighed i relation til udvikling, undervisning og forskning. Vi har præsenteret projektet på konferencer og skrevet artikler, som er offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter. SELAS så indledningsvis på FN’s verdensmål for 2030 og har siden gennemgået de nordiske landes lovgivning inden for lærer- og pædagoguddannelserne samt undervisningsmaterialet på de forskellige klassetrin.
Undervisere, forskere og studerende har løbende mødtes på netværksmøder, på konferencer, i værksteder og på Zoom. Det gennemgående fokus har været at afdække og definere bæredygtighed inden for håndværksfagene i skole og uddannelse, og vi har interviewet undervisere, studerende og praktikanter om deres blik på bæredygtighed. For at inddrage et visuelt aspekt bad vi på en værkstedssession en gruppe af undervisere og studerende om at forme deres tanker om bæredygtighed til en skulptur af billedhuggerler.
Vi dokumenterede deltagernes lerskulpturer gennem fotos af skulpturerne, skriftlige kommentarer samt videooptagelser af deltagernes præsentation af hver deres skulptur. Der deltog 15 studerende fra de nordiske lande. Senest, i vinteren 2022, interviewede Eva Ahlskog-Björkman, Mia Porko-Hudd fra Åbo Akademi og jeg 70 finske skoleelever fra 3. til 9. klasse med hjælp fra lærerstuderende i praktik. (Links til offentliggjorte resultater findes i kildematerialet under artiklen).
Social magi i håndværksfagene
Betegnelsen”social magi i håndværksfagene” refererer til de sociale dimensioner i læring inden for sloyd education, som i Norden er en fællesbetegnelse for håndværksfag (Koch & Ahlskog-Björkman, 2019). I studiet af bæredygtighed i håndværksfagene læner vi os op ad definitionen af ”bæredygtighed” i Den Danske Ordbog (2020): ”Sikring af holdbare positive resultater uden ødelæggelse af det foreliggende grundlag, fx miljø eller resurser”.
Studiet sætter endvidere fokus på den sociale dimension i læring inden for sloyd education. Ifølge Illeris (2009) skal læring forstås som både tilegnelse af nye kundskaber og færdigheder, i vores eksempel i sloyd education – og som drivkraftens betydning, beroende på den studerendes motivation og lyst til at forstå egen læring. Illeris fremhæver også den sociale dimension i sit syn på læring, idet han fremhæver læring som en social proces, der altid foregår i samspil mellem individet og de omgivelser, hvori læring foregår.
Omtanke
I vores artikel (Koch & Ahlskog-Björkman, 2019) konkluderer vi, at den sociale dimension er særligt væsentlig i vores aktuelle fokus på bæredygtighed, eftersom vi mennesker overalt på jorden nødvendigvis sammen må tage vare på jordkloden. Vi ser, at informanterne gestalter omtanke og lydhørhed i deres lerfigurer, når det gælder om at række ud og lytte til, hvad der sker i samfundet.
Mennesket placeres således i både et lokalt og et globalt fællesskab. Det, vi ikke ser i ovennævnte studie, er, hvad denne omtanke og lydhørhed betyder for den enkeltes aktivitet og handlen. Vi er derfor interesserede i at udforske og uddybe, hvad informanterne siger om den sociale dimension. Derigennem stræber vi efter at få en forståelse af, hvordan den sociale dimension som en del af en bæredygtig udvikling kan relateres til sloyd education.
Det overordnede mål er at synliggøre, hvordan bæredygtighed som grundlæggende element i sloyd education kan ændre de studerendes aktive sociale og demokratiske deltagelse i det samfund, de lever i. I artiklen stiller vi følgende spørgsmål: Hvordan italesætter informanterne den sociale dimension i sloyd education, når bæredygtighed er det grundlæggende element?
Undersøgelse af sociale vinkler på bæredygtighed
Det, vi undersøger og beskriver, handler således om, hvad de studerende fortæller om, hvorledes de vil kommunikere bæredygtighed igennem deres lerfigurer. Med tanke på at forbinde FN’s verdensmål (Agenda 2030) med Greta Thunbergs kommunikative aktion Skolstrejk för klimat (Thunberg et al., 2019). Ideen til at bede informanterne om at udtrykke sig gennem lerfigurer fik vi, fordi vi så, hvor stor en kraft, der ligger i Greta Thunbergs enkle kommunikative budskab om at stå sammen om at indtænke bæredygtighed. Analysen af, hvad informanterne og deres lerfigurer fortæller, kan muligvis føre os dybere ind i vores søgen efter, hvad informanterne siger om sociale vinkler på bæredygtighed i sloyd education. Fortællingerne handler om betydning og mening, udtrykt gennem lerfigurerne.
Ifølge Biesta (2005) er læring ikke et produkt eller en færdighed, som man tilegner sig og inkorporerer efter individuelt behov. Biesta opfordrer til, at man forstår læreprocessen som et muligt svar på en udfordring. Svaret giver individet mulighed for aktivt at understøtte sin identitet. På den måde får læreprocessen kvalificerende funktion i en bredere sammenhæng (Biesta, 2014). Den socialiserende funktion i læreprocessen handler om medborgerskab og individets aktive deltagelse i samfundet (Koch, 2012). Desuden peger Scott Sørensen og Kortbek (2018) på, at der findes en grundlæggende forskel mellem det sociale og det politiske medborgerskab, hvilket giver borgeren mulighed for at anvende sine kompetencer gennem både identitet og aktivitet. Det vil sige, at tilegnelse af viden og færdigheder giver adgang til at tage aktivt medborgerskab og handle ansvarligt, moralsk og selvstændigt.
Forskning viser også, at læring i sloyd education og identitetsudvikling kan kobles sammen (Ahlskog-Björkman, 2007; Koch, 2012; Mäkelä, 2011), og at begge dele kan indeholdes i æstetiske læreprocesser. Undervejs i den æstetiske læreproces hen imod det færdige artefakt søger det skabende individ efter mening, som kan skabe ny indsigt (Häikiö, 2012). Den æstetiske læreproces skal i denne sammenhæng forstås som en vekselvirkning mellem individuelle erfaringer og det kollektive betydningssystem, som FN’s verdensmål er et diskursivt udtryk for (Agenda 2030). Denne diskurs kan være vanskelig at begribe konkret, eftersom bæredygtig udvikling altid – både som objekt og i praksis – er kædet sammen med en social kontekst. Det er i forskellige sociale sammenhænge, at bæredygtig udvikling bliver til (Agenda 2030; Koch & Ahlskog-Björkman, 2019; Sørensen, 2010). Håndværksfagenes artefakter kan kommunikere på tværs af kulturer, love og regler, samtidig med at de altid skal ses i den givne kontekst, de optræder i. Forskning i sloyd education viser i øvrigt, at der er en tydelig kommunikation mellem materiale og elevernes læreprocesser (Johansson, 2008).
Hvorfor social magi i håndværksfagene?
Vi anvender ordet ”magi” i betydningen ”betagende, fortryllende stemning eller oplevelse (Den Danske Ordbog, 2020). Den måde, den sociale dimension fremstår på i sloyd education, er betagende og fortryllende. Vores forskning viser, at den sociale dimension knytter det traditionelle og det moderne sammen, fordi individet får et redskab til at positionere sig som ansvarlig medborger. Det sker gennem aktiv handlen, hvilket betyder at tradition gennem praksis kan anvendes som et nyt sprog. Dette sprog kan fx bruges til forhandling om bæredygtighed set i en lokal kontekst såvel som en global.
Udfordringen består i, at det traditionelle håndværksfag bør tilføres læring i og om at være socialt aktiv og deltagende i samfundet. Magien skal forstås som en eksponering af det potentiale, et traditionsbundet fag indeholder, når det føres ind i den tid, vi lever i. Vi bliver nødt til at se de udfordringer i øjnene, som den omgivende verden konfronterer os med. Et magisk eksempel er den svenske aktivist Greta Thunberg, der i al enkelhed kommunikerer via et papskilt; en handling, der på kort tid er blevet et symbol på en aktiv verdensmedborger.
Hvorledes tilføres undervisning i håndværk en social dimension? Som eksempel peger vi på det at strikke en vante, hvilket kan være en opgave for elever på begynderplan. Vanten er en traditionel håndværksteknik, funktionel og i Norden ofte lokalt forankret i form af farve og mønster. Vanten er ligeledes et eksempel på, at det enkle kan tale og kommunikere, ligesom Thunbergs papskilt. Set fra en samfundsmæssig vinkel rummer vanten nemlig et sprog, der overordnet kan tale om individualisering, socialisering og kommunikation. Vantens historik i form af teknik, tråd, mønster og farve er en medierende faktor, som giver skoleeleven et redskab til at række ud lokalt og globalt mod vores moderne verden i retning af økonomi, det sociale, kultur og teknologi, som er de områder, der kontekstualiserer de kundskaber, der indgår i sloyd education. Vi anvender individualisering, socialisering og kommunikation som didaktiske greb, når kundskaber skal formidles i sloyd education på grundniveau.
Vi opfordrer til refleksion over, hvorledes vanten kan bruges som eksempel på et sprog, der giver den enkelte elev mulighed for som individ at kommunikere bæredygtighed via et stykke håndværk. Kommunikationen om bæredygtighed, relateret til vanten, tilfører eleven en ekstra identitet, først som håndværksudøver, dernæst som aktivt kommunikerende medborger. Disse kundskaber kvalificerer eleven til at ændre traditionen ved at nytænke traditionel sloyd education. Eleven er i denne handling en aktiv og socialt deltagende medborger i det lokale såvel som det globale samfund.
Når informanterne taler om artefakter med bæredygtighed som et fokuspunkt for lære- og erkendelsesprocessen, peger de på den sociale dimension. Den sociale dimension karakteriseres ved værdier som samarbejde, etisk ansvar, ansvar for det materielle, forbrug, materialer, kommunikation, information og ansvar for at forene traditionel og moderne kultur. Disse værdier kan ses som nye dimensioner af den traditionelle forståelse af håndværk, som er baseret på hjemmeproduktion. Hjemmeproduktionen er social og kulturel, men lokalt forankret og ikke i stor udstrækning knyttet til teknologi, økonomi og overordnede kulturelle og etiske samfundsværdier. På den måde udfordres den lokale kultur i konteksten af vores tid og FN’s verdensmål (Agenda 2030). Vi ser her, at udfordringen for håndværksfagene er, at de er forankret lokalt, men mangler den globale forankring til den sociale og samfundsmæssige dimension. Vi kan konstatere, at vores overordnede mål italesættes af informanterne, når de fortæller om budskabet bag deres lerfigurer. Samtidig understreger det, at den sociale dimension, som er en del af bæredygtig udvikling, også er en naturlig del af håndværksfagenes indholdsmæssigeudvikling.
Tråden igennem fortællingerne
Indledningsvis delte jeg min personlige fortælling om, hvordan jeg fik overleveret en kulturarv, som ud over at være meget nyttig også gav mig en kærlighed til og forståelse for materialer og for at skabe nyt ud af gammelt samt en stor respekt for at arbejde med hænderne og at arbejde langsomt. Mødet med Inge Bjørn åbnede mine øjne for alt det, der var uden om mig, ikke bare nært, men også fjernt. Jeg modtog og modtager nye indsigter, hver gang vi er sammen. Dette møde betød, at den viden, jeg havde med mig, fik tilført et bredt spekter af nye og anderledes måder at se og forstå på. Siden jeg var 25 år, har jeg taget flere uddannelser, nye horisonter er kommet til, men kursen blev lagt dengang.
Gennem de tre fortællinger, som jeg fortæller her, går der en rød tråd, som repræsenterer min kærlighed til at arbejde med tekstiler og til at udbrede budskabet om, at vores kultur aldrig må miste viden om og indsigt i at kunne skabe med materialer. De værdier, som min Hildur videregav, er de grundlæggende tekniske færdigheder og læren om, hvordan man kan holde hus og være mere eller mindre selvforsynende. Inge Bjørn gav mig kultur- og kunstblikket sammen med billedvævsteknikkerne.
I dag har vi brug for at tilføje yderligere værdier, fordi vores samfund og kultur hele tiden forandrer sig og bliver til på ny. I min forskning har jeg forfulgt forskellige nye vinkler, som kunne anvendes som værditilskrivning. Først forskede jeg i aktivister, der anvendte tekstiler i det offentlige rum som et nyt sprog og derved kommunikerede på en ny og anderledes måde. Fordi de brugte traditionelle håndværksteknikker blev de forstået på den baggrund, og deres budskab kunne således opfanges af modtageren. Min afhandling har givet inspiration til mange undervisere (den er udsolgt fra forlaget), og med glæde har jeg set tekstile tags, hvor end jeg kommer i Norden. Nu, 10 år efter, jeg forsvarede afhandlingen, er interessen for craftivism aftaget, men interessen for tekstile teknikker, aktivisme og andre rebelske tiltag har tegnet en støt stigende kurve siden de første protester, jeg omtalte i indledningen: hønsestrik i Danmark og arpilleras i Chile.
Min søgen efter at udforske muligheder inden for håndværksfagene også i skole og uddannelsesregi førte til udformningen af forskningsnetværket SELAS i 2017. Siden da har vi, en kreds af nordiske forskere, undersøgt og defineret bæredygtighed. Fra min personlige vinkel er dette projekt også båret af et ønske om at (re)definere håndværksfaget og pege på, at et fag, som inkluderer teknologisk, økonomisk, kulturel og social bæredygtighed i praksis og teori, er uundværligt, fordi det på sublim vis opfylder alle ønsker om tværfaglighed, interaktion og processer i samspillet mellem menneske, materiale og produkt.
Om forfatteren
Marie Debora Koch, født 1949 på Frederiksberg, er uddannet lærer og billedvæver. Hun har desuden taget en MA i Køn & Kultur og skrevet Ph.d. indenfor didaktik og uddannelse.
Marie Koch har arbejdet som højskolelærer på Herning Højskole, seminarielærer og rektor for Seminariet for Kunst og håndværk i Kerteminde, har været specialkonsulent på Designskolen Kolding samt på Copenhagen Institute of Interaction Design, CIID. Nu er hun projektforsker under SELAS, Sloyd Education, Learning and Sustainability.
Kilder
Agenda 2030 (https://www.un.org/sustainabledevelopment/). Hentet 26.10.2021
Bjørn, I. (1974). Oldtidsdragt – nutidstøj. Forlaget Rhodos
Biesta, G. (2005). Against learning: Reclaiming a language for education in an age of learning. Nordisk Pedagogik, 25, 54-66. https://www.ltu.se/cms_fs/1.123949!/file/Article+Biesta+against+learning.pdf.
Biesta, G. (2014). “Vi får ikke altid det, vi ønsker os: Et ikke-arkaisk syn på uddannelse, demokrati og dannelse”. I J. T. Jensen & I. B. Lundgaard (red.), Museer: Viden, demokrati, transformation (s. 110-124). Kulturstyrelsen:.
Den Danske Ordbog. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=magi (Tilgået 22.10.2020)
Den Danske Ordbog. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=bæredygtighed (Tilgået 11.12.2020)
Franceshi, G. (1968). Træskulpturer i danske landsbykirker. Forlaget Rhodos.
Greer, B. (2008). Knitting for good! A guide to create personal, social and political change, stitch by stitch. Trumpeter.
Hofstätter, D., Kanmbjörn, L., & Troest, B. (1973). Hønsestrik. Forlaget Hønsestrik.
Häikiö, T. K. (2012). Att vara vid sina sinnen: Kultur, estetik och lärande. I A. Klerfelt & Qvarsell (red.), Kultur, estetik, och barns rätt i pedagogiken. Gleerups.
Illeris, K. (2009). Læring. Roskilde Universitetsforlag.
Johansson, M. (2008). Att tänka med nålen i hand: Medierande redskap i slöjdpraktik. I H. Rystedt & R. Säljö (red.), Kunskap och människans redskap: teknik och lärande (s. 263-276). Studentlitteratur.
Koch, M. (2012). Jag strikker, derfor er jeg: Læring og identitet i uformelle læringsrom. (Ph.d.-afhandling). Åbo Akademis förlag.
Koch, M. (2018). The rebellious teacher or a rebel with a cause: An interdisciplinary view on sloyd science. Techne Serien: Forskning i slöjdpedagogik och slöjdvetenskap, 25(1), 17–30. https://journals.oslomet.no/index.php/techneA/article/view/1868
Koch, M., & Ahlskog-Björkman, E. (2019). Hållbar utveckling och lärande i slöjd. Nordic Studies in Education, 39(3), 185-197.
Koch, M., Ahlskog-Björkman, E., M., Porko-Hudd, M., Westerlund, S., & Carlsen, K. (2020). Nordiska slöjdpedagogers syn på hållbar utveckling som innehåll i slöjdundervisningen. Techne Series, 27(2), 64-80.
Koch, M., & Ahlskog-Björkman, E. (2021). Social magi i håndværksfagene. Techne Series, 28(4), 179-192.
Mäkelä, E. (2011). Slöjd som berättelse, om skolungdom och estetiska perspektiv. (Afhandling). Umeå universitet.
Sørensen, A. S., & Kortbek, H. (2018). Deltagelse som kunst- og kulturformidling.Samfundslitteratur.
Sørensen, A. S. (red.) (2010). Nye kulturstudier, teorier og temaer. Tiderne Skifter.
Säljö, R. (2000). Lärande i praktiken: Ett sociokulturellt perspektiv. Prisma.
Säljö, R. (2008). Lärande i människans landskap. I H. Rystedt & R. Säljö (red.), Kunskap och människans redskap: Teknik och lärande. Studentlitteratur.
Thunberg, G., Thunberg, S., Ernman, B., & Ernman, M. (2019). Scener fra hjertet. Politikens Forlag.
Mere viden i arkivet
Du kan finde flere relevante artikler i arkivet. Søg eksempelvis på:
Tema: Tekstil – det sociale stof
Formkraft dykker ned i tekstilerne i løbet af april-maj-juni 2022.
Annoncer
Nå ud til professionelle fagfolk
På Formkraft er det nu muligt at købe annoncer og nå ud til en stor gruppe af fagfolk, der arbejder med kunsthåndværk, design, samfund og kultur. Her kan du formidle stillingsopslag, udstillinger, begivenheder, produkter, værker mv.
Som annoncør er du desuden med til at sikre, at Formkraft fortsat kan være et gratis medie.
Klik og læs om mulighederne
