Deres initialer er begge K. og B. De laver begge smykker og har begge butik få kilometer fra hinanden i København. Alligevel kalder de sig selv noget vidt forskelligt.
“På papiret har jeg ingen titel,” fortæller Klara Bloch på 31 år og tænker sig om et øjeblik: “Nogle gange siger jeg, at jeg tryller smykkerne frem.”
Ved siden af sidder 69-årige Kim Buck og befinder sig på mange måder i den modsatte grøft:
“Jeg kalder mig guldsmed. Helt konsekvent. Alt, hvad jeg laver, udspringer af håndværket, og hvis jeg ikke selv kan skabe det, så gør jeg det ikke.”
Kim Buck blev uddannet guldsmed i begyndelsen af 1980’erne, mens Klara Bloch tog et grundforløb og siden startede på Designskolen Kolding for mindre end ti år siden – dog uden at gennemføre uddannelsen. Hun startede op i en verden, hvor alle solgte smykker på Instagram, og det sommetider “handler mere om marketing end om håndværk,” mens Kim Buck synes, at sociale medier fra værkstedet er “skide stressende.”
Vi har netop sat os til rette på skamler, hvor benene er malet i lyserøde og grønne nuancer, og taburetter på hjul, der er fundet på storskrald. Rundt om os er pastelfarvede vægge, og selv om her er fyldt med værktøj og smykkematerialer, emmer det på samme tid af en dagligstue.
“Velkommen til mit baglokale,” siger Klara Bloch i sin butik på Gl. Kongevej.
Før nu har de ikke siddet over for hinanden. Men trods baggrunds- og generationsforskelle, nikker de ivrigt til hinandens ord om altid at have vidst, at de ville lave deres egne ting. Være deres egne chefer og sidde med håndværk i hænderne.
For Kim Buck begyndte det allerede i barndommen, hvor han voksede op i sin fars metalvarefabrik og konstant var i værkstedet. Og Klara Bloch har aldrig kunnet lade være med at sidde med noget mellem fingrene.
“Uanset om det er træ, stof eller metal. Hvis jeg ikke havde noget i hænderne, ville jeg kravle på væggene,” siger hun.
Fra objekt til relation – og omvendt
Når Klara Bloch skal beskrive sin stil, lyder ordene prompte: Lyse, legende og optimistiske smykker i sølv. Kim Buck tænker sig lidt længere om.
“Jeg ved det ikke helt. Jeg eksperimenterer meget. Teknik, materialer, udtryk. Jeg undersøger hele tiden, hvad ting kan sige,” fortæller han efter et øjeblik.
Hvor han i starten udelukkende fokuserede på designet, begyndte han igennem samtaler med sine kunder efterhånden at se smykker ud over deres form, teknik, æstetik og overflader. At det vigtigste handler om det, der sker, når smykkerne forlader butikken.
“Det er dér – i mødet med mennesket – at de får betydning og lag af historier. Og det er først der, de bliver rigtig interessante. Da jeg indså det, ændrede det faktisk min måde at arbejde på,” fortæller han.
Et eksempel er ringen Kopi. En kunde ville reparere sin mormor og morfars vielsesring og dens opal, som var slidt fuldstændig i stykker og knækket i bunden. I mange år havde familien brugt ringen som lykkebringer og på skift haft den i lommen til eksamener, fødsler og tandlægebesøg.
“Objektivt set var ringen ødelagt, men det slog mig, at værdien ikke længere havde noget med dens fysiske tilstand at gøre.”
Kim Buck fik lov til at lave en 1:1 kopi, udstillede den sammen med originalen og satte lys på, hvad det egentlig er, vi værdsætter: materialet og håndværket – eller det liv, der bliver levet med objektet?
“Efterhånden har jeg bevæget mig fra rent håndværker til noget mere… kommenterende. Men jeg oplever ikke, at det bliver lettere. Tværtimod. Hvis jeg skal lave en diamantring til en kunde, er det nemt nok. Men når jeg laver smykker, som siger noget om verden – så kræver det noget helt andet,” fortæller han.
Klara Bloch sidder ved siden af og lytter. For hende har relationerne altid været indbygget i processen, fortæller hun.
Både ved at være fascineret af Pandoras armbåndssystemer, hvor folk vender tilbage, bygger videre og vokser sammen med smykket – og ved at tilpasse arvede perlekæder, der ikke bliver brugt, til den enkelte kunde.
“Og det kræver, at jeg forstår dem. Ofte snakker jeg derfor med mine kunder i lang tid, ved hvad deres hund hedder, hvor de har været på ferie, hvordan de bevæger sig, og hvad de føler sig tilpas i. For jeg vil gerne skabe et rum, hvor de føler sig trygge, og hvor jeg får lov at følge dem over tid,” siger hun og tilføjer:
“Uanset om jeg renser deres mormors perler, tilføjer ædelsten og ændrer længden, så det passer til lige præcis dem – eller om jeg sælger et nyt smykke til deres kæreste.”
At smykker rækker ud over sig selv, er altså et fænomen, de begge arbejder med.
“Jeg går fra objektet og ud i relationen,” siger Kim Buck, mens Klara Bloch nikker og svarer:
“Og jeg går fra relationen og ind i objektet.”
Teflon hjerte og sølvbobler
Over højre bryst sidder et lille hjerte på Kim Bucks trøje. Det er lavet med sølv indeni og er teflon-coatet udenpå, forklarer han, og han tager det altid på, når han er lidt nervøs. Til et interview for eksempel.
“Det er non-stick, og det kan sommetider være meget rart. Samtidig skaber den glatte overflade, hvor intet sidder fast, jo en interessant kontrast til hjertet. Og netop de forskydninger mellem form og materialer er jeg meget interesseret i,” siger han.
“Jeg ser dig faktisk som nærmest forskeragtig, når det kommer til materialer,” indskyder Klara Bloch.
“Ja, måske. Jeg prøver i hvert fald altid at finde ud af, hvad de betyder – for alle slags materialer har en ladning,” svarer han og nævner, at han for eksempel både har købt en meteorit og rav fra udgravningen ved metroen ved Gammel Strand.
Måske kommer fascinationen fra midt i 1980’erne, da Kim Buck gik på Institut for Ædelmetal på Guldsmedehøjskolen. Dengang var der en materialerevolution i gang, fortæller han. Ting skulle ikke have værdi ud fra, hvad de var lavet af, men på grund af arbejdet og tanken bag – og Kim Buck arbejdede med aluminium, stål, gummi og plastik. Siden er han dog begyndt at arbejde mere med materialer, der holder længere, fortæller han.
“Det er sjovt, for jeg har det helt omvendt og har altid arbejdet i sølv. Ikke fordi det er ædelt i sig selv, men fordi jeg simpelthen elsker det. Det har jeg altid gjort. Samtidig er det billigt nok til, at jeg kan gå direkte fra idé til intuitivt at eksperimentere og lege,” siger Klara Bloch.
Hun har store øreringe på med runde sølvbobler, og håndledet er fyldt med sølvarmbånd i diverse bobleformer. De er stadigvæk modeller, som hun selv går med og tester – og det gør hun altid, understreger hun.
“De her øreringe har ligget i bunden af min taske, fordi jeg skulle finde ud af, hvad de kan tåle, hvor tyk pladen skal være, og hvordan de bøjer. Altså… Jeg er nærmest nødt til at misbruge mine modeller lidt for at forstå dem. Måske nogle gange lidt for hårdt.”
”Du lærer jo materialet ved at presse det. Det er netop det, der er håndværket,” bemærker Kim Buck.
Klara Bloch tager et af sine armbånd af og fortæller, at hun har eksperimenteret med, hvor stor åbningen skal være. Kim Buck ser på – og virker næsten ikke til at kunne holde sig tilbage. Til sidst rækker han ud efter armbåndet og viser, hvordan kanten skal presses ind mod den bløde side af underarmen for så at dreje det rundt, så det sidder godt fast på håndledet.
“Tak, det er et godt trick,” udbryder hun og siger lidt efter:
“Det er derfor, jeg ville ønske, at jeg havde været i lære i længere tid og suget flere teknikker til mig. I stedet lærer jeg ved selv at gøre det.”
”Men så lærer du jo netop også,” siger Kim Buck.
Fremtidsplaner i hver sin retning
Det vigtigste for Klara Bloch er at skabe den slags hverdagssmykker, man bare altid har på. Hendes serier med bobler i forskellige størrelser er skabt ud fra den tanke. Samtidig kan boblerne på for eksempel hendes ringe fyldes ud med sten og dermed vokse med sin ejer, fortæller hun.
“I sidste ende vil jeg gerne lave noget simpelt og smukt, der kan overleve mig selv. Men som årene går, bliver jeg også mere optaget af at lave noget genkendeligt. Noget, man kigger på og ved er mit,” siger hun og tager sin oversize sort-hvid perlekæde i hænderne.
Midtpå er en fremtrædende lås. Hendes signaturlås, som ikke skal gemmes væk i nakken, men er konstrueret til at være synlig.
“Jeg ville lave noget, jeg kunne tilføje, når jeg istandsætter og omdanner andres smykker. Og hvor jeg stadigvæk sætter mit eget præg på.”
Kim Buck genkender følelsen af at lave værker, der stadfæster ens navn – og i øvrigt sætter en masse andre ting i gang. For eksempel hans opblæste ringe, som får buler, skrammer og bliver mere beskedne, når man bruger dem.
“Jeg elsker, at de ser helt anderledes ud 14 dage efter, de har forladt butikken. Den idé – at værket først rigtigt eksisterer, når det bliver brugt – har betydet meget for mig. Og har fulgt mig i mange år,” siger han.
Efter adskillige årtier i branchen er det så småt tid til at drosle ned, tror Kim Buck. Lige nu arbejder han på højtryk på en stor udstilling på Designmuseet.
“Og når den er færdig, er jeg 70 år. Så jeg ved ikke rigtig… lige nu har jeg det sådan, at jeg godt kunne tænke mig noget helt andet. Måske tage på en lang tur i bilen,” siger Kim Buck.
Når han bliver spurgt, om han kunne forestille sig slet ikke at have et værksted, lyder svaret dog lynhurtigt:
“Nej, det ville jeg aldrig kunne.”
Ved siden af er Klara Bloch lidt splittet. Hun vil gerne lave færre, men større og mere tydelige værker.
“Samtidig vil jeg også gerne lege mere og sætte mere tid af til at eksperimentere. I virkeligheden handler det måske om at kombinere de to og samtidig kunne lave en fornuftig forretning,” siger hun.
Netop som vi rejser os og gør klar til at tage afsked, smiler Klara Bloch og vender sig mod Kim Buck:
“Jeg har forresten tænkt, at jeg ville søge dig som mentor.”
Klara Bloch
Alle Klaras smykker bliver designet og håndlavet på KLARA BLOCHs værksted på Gl. Kongevej 39L i København. Hun har arbejdet med smykker siden 2015 og har bl.a. gået på Textilskolen i 10. klasse, taget grundforløbet til guldsmed og studeret Accessory Design på Designskolen Kolding.
Kim Buck
Kim Buck er uddannet guldsmed i 1982, gik på Institut for Ædemetal fra 1983-1985 og fra 1999-2001 blev han professor ved Skolen for Design og Kunsthåndværk, Institut for Smykkekunst på Göteborgs Universitet i Sverige. Han har udstillet på en lang række danske og internationale museer og biennaler. Han sælger sine smykker fra galleri og butik Wang & Buck på Vesterbrogade 183, Frederiksberg.
Smykkeuddannelsens historie
Guldsmedehøjskolen, oprettet 1951 som en toårig guld- og sølvformgiveruddannelse under Det Tekniske Selskabs Skoler. Den fik til huse på Kunsthåndværkerskolen i København og flyttede 1971 til Valby, hvor fagets lærlinge- og efteruddannelse samt guld- og sølvformgiveruddannelse blev samlet under navnet Guldsmedehøjskolen. Formgiveruddannelsen fik i 1989 betegnelsen Institut for Ædelmetal.
Institut for Ædelmetal lukkede i 2016.
Kjøbenhavns Guldesmedelaug har efterfølgende oprettet et mentorprogram. Læs mere
Kilde:
Dahlerup, Jørgen: Guldsmedehøjskolen i Lex på lex.dk. Hentet 1. juni 2026 fra https://lex.dk/Guldsmedeh%C3%B8jskolen
Tema: Generationer & Tidsånd
Hvad er samtidens kunsthåndværk og design rundet af? Hvordan formes en praksis af den tid, den opstår i? Hvordan lever den videre, når tiden ændrer sig?
Enhver generation af designere, kunsthåndværkere og formgivere arbejder i spændingsfeltet mellem arv og opbrud. De overtager teknikker, idealer og institutioner fra dem, der kom før, men må samtidig forhandle med deres egen samtid: værdier, kriser, teknologier og forestillinger om fremtiden.
I denne udgave af Formkraft undersøger vi, hvordan faglighed bevæger sig gennem generationer, og hvordan tidsånden sætter aftryk på både metoder, materialer og mindset.