Når du træder ind ad døren i Officinet i Bredgade, mødes du af en mur af semi-transparente, cremede gardiner med diskrete påsyede motiver. Gardinerne omfavner fire senge, alle opredte med quiltede tæpper og hver sin pude. Hver seng er markeret af en oval krans af endnu et lag af semi-transparente cremefarvede gardiner. Eller rumdelere. For det er det, de er. Fire rum i rummet, hvor man kan ligge fire på stribe og styre gardinerne med en fjernbetjening.

”Rummet er inspireret af nogle af dem, jeg selv har ligget i,” fortæller tekstilkunstner og designer Nan Na Hvass. ”Jeg havde lyst til at skabe et rum, hvor man ikke behøver at forklare, men bare kan ligge og blive holdt. Som en anerkendelse af den rejse, man er på, og som man er sårbar omkring.”

Nan Na Hvass’ nyåbnede udstilling er en installation. En fortælling. Et opråb. Et eksempel på, hvad kunsthåndværk er og kan være, og hvad tekstil i særdeleshed rummer af materielle og immaterielle omsorgspotentialer.

Ud af soveværelset

Nan Na Hvass har fået sine to børn med hjælp fra fertilitetsbehandling. Og har man bare været en smule i nærheden af den udfordring, er man helt med på præmissen for hendes greb og udstilling i Officinet. Det stigma det er. Den ensomhed, der er forbundet med det. Den kliniske, rationelle tilgang til noget, som plejer at være privat og forbundet med drømme og romantisk kærlighed. ”Reproduktion er trukket ud af soveværelset og ind i et klinisk set-up af scanninger, aftaler og behandlinger,” fortæller hun, og man forstår, at rejsen er lang og drænende.

Og måske derfor er udstillingen Et rum at vente i desto mere årvågen, relevant og potent end først antaget. For tekstilerne, der dækker de fire senge, er quiltede tæpper syet af lagner fra en gård på Als i 1875. Fra dengang hver gård havde sin egen væv, som man vævede husets tekstiler af.

Nan Na Hvass’ svigermor er væver, og deres fælles kærlighed til tekstiler er også spundet ind i udstillingen. For lagnerne har hun samlet og givet til sin svigerdatter i håb om, at de en dag ville få en chance for at blive formidlet kunstnerisk.

Det tog mere end ti år, ”for det skulle være et værdigt projekt,” fortæller Hvass. De historiske tekstiler, hvoraf nogle er møre flere steder og har inskriptioner fra sine tidligere ejere, fortæller på mange måder historien om det at være kvinde. Dengang og nu. Kvindeliv er uløseligt forbundet med reproduktion, og også dengang var man stigmatiseret, hvis man ikke kunne bære børn. ”Det er jo ikke noget, man har lyst til at tale om – og i perioder kan det føles som et halvtidsjob at gå til aftaler, scanninger og behandling,” fortæller Hvass.

Det klæder udstillingsrummet i Bredgade at blive omdannet til en intim installation, og siger så meget om, hvad kunsthåndværk og design kan. At håndværket og taktiliteten kan eksemplificere og bygge bro over følsomme emner og tappe ind i en større almenmenneskelig diskussion om samfundsrelevante tematikker.

Et rum at vente i er klogt kunsthåndværk, når det er bedst – her iscenesat som en situation, hvor både rumlighed, håndværk og materiale tager afsæt i praksis og katapulterer alle tre dele op til de højere eksistentielle luftlag, hvor det universelle menneske lever og bor.

Det er derfor, kunsthåndværk som felt, i min optik, er overlegent. Denne udstilling er et præcist eksempel på, at kunst- og håndværk sublimeres til en fuldendt fortælling, der er mere end sit materielle afsæt. Det er en fortælling om et stigma i samfundet, som lever stille, men sårbart, og fylder alt for de mennesker, der er berørt af det.

Værdien af omsorg

Rent logistisk er udstillingens opbygning og eksekvering til den tætte side i Officinet, og jeg forestiller mig ikke, at mange mennesker ad gangen kan opleve udstillingen. Der er nærmest kun en smal gang rundt om hele foretagenet, men jeg gætter på, at intimiteten er den intentionelle fællesnævner for et projekt, der er lige dele opråb, nærværsrum og eksemplificering af en sårbar oplevelse, som mange kvinder dagligt gennemgår. Langs bagvæggen er processen formidlet på en tavle, så man fornemmer og forstår det tekstile præcisionsarbejde, quiltningen har været. De snorlige sømme, de præcise stikninger – hvor de synlige er inspireret af de teknologiske omgivelser. ”Jeg har holdt dem lige og præcise, som al den teknik, der omgiver en i sygehusvæsenet – som monitorer og ultralyd,” fortæller Hvass.

Nan Na Hvass’ tekstile opråb, griber ind i det omsorgsarbejde, som bl.a. Emma Holtens bog Underskud – om værdien af omsorg har været med til at sætte fokus på. På hvor lidt omsorgsarbejde bliver værdsat i samfundet, men hvor vitalt det er.

Fællesskabets styrke

Fællesskabet er et andet spor, der løber igennem værker og tematik. Fællesskabet i quiltningen, der i den amerikanske tradition er noget alle syr på sammen, og hvor man indlejrer spor eller tekstiler fra den, man syr til, som betyder noget for personen. Som en fælles omsorg. Som en fælles fortælling. Som levet liv. Udstillingen insisterer også på fællesskab i omsorgen for andre mennesker, der føler sig udenfor. Ensomme. Syge eller forladte. Som om udstillingen skaber et udsagn, et opråb til samfundet om at tage vare på hinanden.

Det fællesskab lykkes Hvass med at inkarnere i sin udstilling, fordi det præcise håndværk og den overordnede designvision arbejder sammen med en større dagsorden. Udstillingen virker derfor hverken søgt eller postulerende, men formidler vigtige emner på en varm, generøs, mild og omsorgsgivende måde.

Hvass insisterer på æstetik og omsorg som parametre for et bedre liv – om ikke andet så for en stund i Bredgade i november. Nan Na Hvass’ kloge kunsthåndværk er en vellykket bedrift.

Tema: Steder og det materielles handlingskraft

I dette tema undersøger Formkraft, hvordan kunsthåndværk og design kan være med til at forme vores steder: fra materialer og detaljer i byggeri til landskaber, råstoffer og globale magtstrukturer. Fælles er interessen for, hvordan materialer, design og kunsthåndværk kan skabe forbindelser mellem mennesker og deres omgivelser.

Læs tema