I 2021 opfordrede Biennalen med sit tema, TAKEAWAY, kunsthåndværkere og designere til at reflektere over, hvad vi skal tage med os fra den corona-krise, der har præget optakten til udstillingen, og hvad vi skal efterlade på tærsklen til, hvad der end kommer efter COVID-19.
Min kærlighed til dansk kunsthåndværk og design er alt for stor til, at jeg vil benytte denne artikel til rituelt at rime hånd på ånd og rose Biennalens flotte udstillinger for sine besøgstal og vægtige værker.
Corona-krisen har nemlig givet os en sjælden indsigt i de strukturer, der oppebærer ikke kun forskellige danskeres dagligliv, men også specifikke brancher, heriblandt kunstlivets forskellige udøvere og institutioner. Sammen med den eksistentielle hudsult og skærm-fatigue, der også er fulgt med corona-månedernes isolation med nye skærmmedierede arbejdsformer og sociale møder, har vi fået en anledning til at tale om både det basalt menneskelige i at give et materiale et kunstnerisk udtryk gennem håndværksmæssig bearbejdning, men også de strukturelle forhold, der gør det muligt eller umuligt at opretholde institutioner og en udøvende elite i et felt som kunsthåndværk og design. Da det sidstnævnte sjældent har en bredere opmærksomhed og netop nu er så kritisk udfordret, vil jeg dedikere de følgende ord til ’infrastruktur’, som den afgørende kvalitet ved Biennalen for Kunsthåndværk & Designs udstillinger fra 1995 til i dag.
I det lys giver jeg i det følgende mit ydmyge bud på, hvad Biennalen selv skulle svare på sin opfordring om at reflektere over, hvad der er bevaringsværdigt i en post-corona-tid; som jeg opsummerer med konklusionen: dansk kunsthåndværk og design har brug for en stærk(ere) infrastruktur, og Biennalen er blevet en bærende del heraf, der kan tjene til inspiration for hele feltet.
Biennalens ’takeaway’
Biennalen for Kunsthåndværk & Design kan tælle mindst fire stærke søjler i dets infrastruktur: kontinuiteten, brogetheden, initiativet og samarbejdsmodellen.
Den første Biennale-udstilling blev vist i 1995 på Kunstindustrimuseet (i dag Designmuseum Danmark) og museumsdirektør Bodil Busk Laursen skriver i sit forord i kataloget om kunsthåndværk og designs relation til museerne, der var årelange partnere i de første biennaler:
”I denne virksomhed er en afsøgning af museernes samlinger af tidligere tiders ypperste frembringelser af kunsthåndværk og design af stor vigtighed for udøverne. I museerne kan de lange forløb studeres. Her udstilles det forbilledlige, men også den vanskelige balancegang mellem de langsigtede værdier og “døgnfluerne”, mellem gentagelsen og springet.”
På sin vis har Biennalen afløst museerne som kontinuiteten, det lange forløb, der kan studeres; mens en del af de danske museer i bogstavelig og metaforisk forstand i disse år ombygges for forhåbentlig igen i fremtiden at kunne informere aktuel praksis med historisk perspektiv.
Da man i 2002 vælger at fortsætte med endnu tre biennaler i samme samarbejde mellem Danske Kunsthåndværkere & Designere og de tre museumspartnere Kunstindustrimuseet (i dag Designmuseum Danmark), Nordjyllands Kunstmuseum (i dag Kunsten) og Trapholt, skriver Bodil Busk Laursen, som i 1995, et forord til kataloget. Hun beskriver, hvordan de tre foregående Biennaler har bevist deres eksistensberettigelse ved at fungere som pejlemærker for forståelsen af udviklingen inden for dansk kunsthåndværk og design: ”Med deres tværgående præsentation af forskellige retninger og materialer har det givet omverden mulighed for en mere samlet vurdering af det aktuelle udtryk, en sammensathed som ellers kan være vanskelig at kortlægge i det nuværende udstillingsbillede, der oftest er materialebaseret eller fokuserende på enkelte præstationer.”
Kontinuiteten var således allerede for tyve år siden en styrke i Biennale-udstillingerne, som ikke nemt tilgodeses i museer, gallerier eller andre udstillingssteders soloudstillinger, tematiske udstillinger eller faste udstillinger. Samtidig var netop brogetheden, repræsentationen af mange forskellige udtryk og discipliner især på tværs af hovedkategorierne, design og kunsthåndværk, en styrke, der måske ikke altid er let at formidle og fastholde, men dog er en kvalitet, som giver mulighed for at formidle nuancer og giver plads til de udøvere, der bekender sig til det ene eller andet eller begge kategorier.
Dette faglige begrebsnørderi, der snart optegner forskellene og snart udvisker grænserne mellem discipliner og kategorier, kan fastholdes og fagligt kvalificeres så længe initiativet bag Biennalen bliver hos Danske Kunsthåndværkere og Designere. Biennalen er også en betydningsfuld udstillingsrække blandt andre typer kurateringer, fordi Danske Kunsthåndværkere og designere fastholder det ukorrumperet fagnørdede ejerskab, som andre institutioner ikke ville kunne.
Brancheforeningens ejerskab har gennem hele Biennalens levetid været suppleret af en strategisk klog samarbejdsmodel, der har givet Biennalerne deres mange partnere, styregrupper, juryer, inspirationsgrupper, udstillingsgrupper, kuratorer, priskomitéer og følgegrupper, samt katalogredaktører og -skribenter. Hvor uoverskueligt det end kan virke for udenforstående, har denne model for samarbejde og involvering af et stort antal fagpersoner sikret Biennale-udstillingerne faglig autoritet og skabt et stort ambassadørkorps og et vidtforgrenet netværk.
Skrot det
Biennale-udstillingerne er relevante og vellykkede som udstillinger, fordi de er mere end udstillinger. Selv når den enkelte udstilling kunne bedømmes som mindre vellykket som udstilling eller præsentation isoleret betragtet, vil den ikke desto mindre have en uvurderlig værdi som del af en kontinuerlig manifestation af dansk kunsthåndværk og design. Netop som en biennale fungerer Biennalen – som en gentagen opsamling af et broget felts praksis og dertil en faglig refleksion fastholdt i et katalog over feltets aktuelle problemstillinger og bidrag til samfundet og til sig selv som levende fagfelt.
Skulle Biennalen også vælge at skrotte noget i corona-oprydningen, ville mit forslag lyde, at det krav om eksklusivitet, som har sneget sig ind i grundlaget for juryernes arbejde, skal forlades nu. Internationalisering og digitalisering udfordrer det kriterium om nyhedsværdi, der tilsiger, at ansøgere til Biennalen skal præsentere værker, der ikke i væsentligt omfang har været vist før. Skulle det danske publikum ikke kunne se værker, som har været vist i stort omfang i udlandet eller for den sags skyld i Danmark på andre udstillinger? Skulle dygtig promovering af proces og resultat på de sociale medier diskvalificere et værk fra en fysisk præsentation?
Biennalen bør skrotte alle forhindringer, der kunne afholde yngre udøvere fra at ansøge, og dette kunne være en af de forhindringer. Biennalens berettigelse skal måske snarere formuleres som en fagligt kvalificeret opsamling og formidling af det bedste af det nyeste og ikke begrænse sig til at være det bedste af det nyeste af det aldrig før viste.
Jagten på en arbitrær nyhedsværdi bør ikke forhindre Biennalen i også i fremtiden at være en vigtig del af infrastrukturen bag dansk kunsthåndværk og design som en formidlende, historieskrivende og karrierefremmende begivenhed.
