Anne Brandhøj

De hænger fra gulv til loft på de rå betonvægge. Runde, aflange, otte-talsformede, massevis af hylder, alle i olieret træ. Designer, Anne Brandhøj, viser rundt på det københavnske galleri, Tableau, hvor hun vinteren igennem udstiller sine 100 hylder og piedestaler. De er lavet af trærester, der skulle have været smidt ud eller brændt, men som igennem flere år har hobet sig op i bunker både i designerens værksted og hjemme i haven. Træet har hun enten fået foræret eller selv fældet. 

“Det her er fra mine svigerforældres have,” siger hun og løfter en svampe-formet piedestal i bøg. Den er blød som smør. Nok er objekterne præsenteret på et galleri, hvor man normalt bevæger sig ud fra ‘se, men ikke røre’-devisen, men Anne Brandhøj vil helst have, at folk mærker træet.

“Vi har brug for at have noget mellem hænderne. Mange af mine venner har fået et chok over, at de sidder hele dagen ved en computer, og de skal ikke engang ned på posthuset og sende et brev. Nogle gange kommer de ud på værkstedet bare for at stå og save i et eller andet. Vi mangler det sanselige i hverdagen.”

Løsningen blev begrebet ‘æstetisk bæredygtighed’.

“Det beskriver objekter, der holder i lang, lang tid, som tilegner sig mere værdi ved brug, og som er holdbare i materialet. Hvis du køber en ny telefon, har den allerede mistet værdi dagen efter, fordi den har fået en ridse. Men en smørekniv i træ bliver endnu mere lækker af, at du har haft den nede i smørret.”

Det var i afgangsprojektet i 2017, at hun sporede sig ind på træarbejdet. Hans Wegners møbler, Arne Jacobsens møbler. De er alle æstetisk bæredygtige, fortæller hun. Selv efter så mange årtier holder de endnu. Både i udseende og i materiale. 

“Træet tiltalte mig, fordi det er et holdbart materiale, det er varmt og levende, og det udvikler sig med brug. Så jeg tog ud med en skovhugger til et savværk i skoven og ville gerne have en kæmpestor træklump, og jeg ville gerne have den møbeltørt. Han sagde: ‘Der er noget, du overhovedet ikke forstår’. Først skulle træet fældes og tørres og på savværk, og det ville tage lang tid. Flere år. På skolen var jeg vant til bare at gå op på træværkstedet og bestille nogle planker. Så der var en masse ting, jeg ikke vidste, og jeg var virkelig den dumme blondine. Det, kunne jeg mærke, at jeg ikke ville være igen.”

I dag kan Anne Brandhøj fortælle længe om træet ud fra årringene, hvordan de har stået placeret i forhold til sol, vind, områdets beplantning og så videre. Efter afgangsprojektet tog hun igen ud i skoven med en skovløber, der gav hende viden om træerne og bla. lærte hende at fælde dem selv. 

Den evige splittelse

Siden gik det stærkt for Anne Brandhøj, der har haft flere soloudstillinger og modtaget flere priser, bla. Finn Juhl-prisen i 2019, der gives til ‘en person, der har gjort en særlig indsats inden for møbelarkitektur’. Hendes designs bevæger sig mellem at være kunstobjekter og møbler. Og modsat meget andet træarbejde lader Anne Brandhøj træet forme sig på sine egne præmisser. Normalt skæres træet ud i fine, lige planker, og hver eneste fejl sorteres fra. Hos Anne Brandhøj er revner, svampespor, knaster og harpikslommer kun en gave til det endelige udtryk.

“En knast giver så meget karakter. I traditionel møbelindustri skærer man dem fra og vil kun have træ, der er helt ensformigt. Jeg synes ikke, at man skal smide træ ud eller brænde det, bare fordi der er en lille knast, eller at man måske ikke skal bruge det lige nu. Det kan man måske senere. Jeg ved godt, at jeg ikke kan opbevare uanede mængder træ…” 

Hvordan ser hun fremtiden i branchen?

“Jeg håber, at materialer bliver dyrere. Lige nu er de helt vildt billige, fordi vi tror, at vi har uanede mængder af ressourcer fra naturens side. Men hvis det her låg til en drikkedunk går i stykker, har selve materialet stadig en værdi, selvom det ikke har sin oprindelige funktion. Jeg har en drøm om, at materialer bliver mere kostbare – om det så bliver gennem regulering, eller om det bliver fordi, ressourcerne simpelthen forsvinder fra naturen, må vi se. Jeg håber, vi når at stoppe inden.”