Æstetik og en vis form for raffinement er muligvis ikke noget moderne mennesker forbinder med vores forfædre neandertalerne og homo sapiens. Populært bliver de portrætteret med en kølle i hånden, men tidlige smykkefund viser, at de lige såvel kunne have et armbånd om håndleddet. I årtusinder har mennesket smykket sig med alt fra kropstatoveringer til kæder og ringe af skaller, dyretænder, og udskårne træ-, sten-, og benperler. Interessen for at fuldende et stiludtryk med et smykke ligger så dybt i os, at man i dag kan finde smykker selv i supermarkedet. Trods de store forskelle i menneskeheden er smykker et fællestræk blandt alle kulturer og sociale lag.

Det første spadestik til nutidens smykkeudtryk blev taget af bronzealdermennesket, som lærte at forarbejde metaller og indfatte ting. I takt med den teknologiske udvikling er der blevet lavet smykker af stort set alle bøjelige metaller, og med indfatninger af ædelsten, smykkesten, træ og porcelæn, for fantasien er det eneste, der ikke har sat en begrænsning. Særligt moden har dikteret udtrykket. Men også det kulturelle. Tidlige smykker er præget af, at tilværelsen var fuld af symbolik. Smykker fra de egyptiske gravkamre er derfor udformet i tråd med de mest essentielle ting i livet. Derfor optræder skarabæen som symbol på solen, ligesom der er smykker med tyre og løver som symbol på styrke, mens magt og overherredømme såvel som underverdenen og evighed, bliver symboliseret med den spændende slange.

Symbolikken fylder stadig i dag og vielsesringen bliver typisk brugt som en af de fornemste beviser på idéen om evig kærlighed og troskab. Den enkle guldring blegner dog lidt, når smykkerne skal bruges som statussymboler, som de i lige så høj grad bliver. I det øjemed er de oftest rigt besat af perler, diamanter og ædelsten. Den opfattelse udspringer fra kongehusene og adlen, som gennem tiden har udstillet deres rigdom og magt med kostbare kronjuveler i millionklassen. I dag er det ikke kun monarker men også internationale superstjerner, der brillerer med kendte smykkefirmaers prangende juveler, når de defilerer på den røde løber til premierer og gallaer. På samme måde kan smykker sende et klart budskab om religiøs overbevisning i form af kors, rosenkranse, amuletter og talismaner, men også professioner gennem borgmester- og dommerhalskæder, ligesom signetringe og emblemer også kan fortælle om tilhørsforhold.

Smykkedesignets storhedstid

Selvom smykker tidligt var en del af menneskets historie, begynder smykkedesignet, som vi kender det, særligt at røre på sig i slutningen af 1600-tallet. Her begynder europæerne at importere materialer som perler og ædelstene fra Østen og Sydamerika og i samme takt udvikler juvelererne en ny fantasifuld smykkestil. Mytologiske og eksotiske dyr fra de ny-erobrede verdener, gerne i tredimensionelle former, pryder nu kongelige og velhavere, som er den gruppe, der har råd til de kostbare juveler. At tage afsæt i opdagelser fortsætter med at være en af de store inspirationskilder for smykkedesign og fx lavede juvelererne i 1700-tallet, hvor det blev populært at besøge Pompeii, smykker af små mosaikker lig de gamle villaers vægge, gulve og lofter.

Intet tidspunkt i historien overgår dog 1800-tallet i nytænkende design og teknikker. Under industrialiseringen havde over- og middelklassen fået penge, som skulle bruges på moderigtige, originale smykker. Fantasien ville ingen ende tage og smykkerne tog form af alskens krybdyr, der kravlede rundt om nakker, skuldre, arme og fingre. Slangen var et fast motiv og den blev særlig populær, da dronning Victoria bar et slangearmbånd ved sin åbning af Parlamentet i 1837, og endnu mere, da prins Albert som symbol på evig kærlighed gav hende en slangering til deres kroning.

Til de særprægede smykker hentede juvelererne inspiration fra tidens arkæologiske udgravninger, Suez-kanalens åbning og ikke mindst premieren på Verdis opera Aida i Cairo, som satte næsten eksplosiv gang i det egyptiske look med turkiser, guld og masser af farver. De mange jagtekspeditioner til Indien skabte mode med tigerkløer, ligesom flyvende og kravlende insekter blev brugt til at reflektere en romantisk interesse for naturalismen. Japan havde hidtil været lukket, men åbnede op for en helt ny designstil Japanismen, hvor fx guldsmeden fik en stor plads som smykkemotiv. Også et orientalsk udtryk blev populært og indfandt sig på roberne i form af et væld af tropiske fugle indfattet med cloisonne emalje.

De vilde smykkeeksperimenter fortsatte under La Belle Époque (1871-1914). Nu blev smykkerne pyntet med sløjfer, knuder, kvaster og guirlander. Farverne forsvandt og blev afløst af et hvidt look med skinnende diamanter sat i platin. Under perioden opstod Art Nouveau (1896-1910), hvor juvelererne koncentrerede sig om det kunstneriske aspekt i smykket. De fremherskende kunstnere René Lalique, Henri Vever og Georges Fouquet, forsøgte at gengive naturen og dyrene med naturlige former, strukturer og bevægelser, og nogle var så ihærdige at de tog dyr ind på værkstederne. For at skabe en særlig livfuldhed blev materialerne udvidet med det transparente plique-à-jour emalje, horn og iriserende farver, og særligt sommerfuglens store vinger blev brugt som flot palet med mange farver fra emalje, diamanter og ædelsten. Insektet blev sammen med guldsmeden ofte transformeret til fantasivæsener eller morphet til kvinder, som en grafisk metafor for kvindens ændrede rolle i samfundet med kvindebevægelsens indtog.

De virkelighedsnære former blev med Art Deco (1910-1940) periodens indtog afløst af grafiske abstraktioner med diamantslibninger i rette linjer i det der hedder baguette, trapez, tavle og firkant. De skarpt slebne, skinnende sten blev sat sammen med halvædelsten for at skabe en kromatisk effekt, men også med emaljefarver, som var snævret ind til at være rød, sort og hvid. Med opdagelsen af Tut Ankh Amons grav i 1922 trådte et egyptisk udtryk endnu engang ind i smykkekunsten, da hieroglyfferne var som skræddersyet til stilen.

Op og nedture

Hele smykkeindustrien ændrede sig under børskrakket i 1929. Gennem 1930-40’erne fulgte juvelererne mulighederne indenfor industrialiseringen. Samtidig skævede de til den gryende modernisme ved at skabe tredimensionelle og naturalistiske smykkeudtryk med materialevalg som guld og farvede sten i form af ametyster, citriner og turmaliner. Smykkerne rykkede nu op på skuldrene, og i stedet for at udforme armbånd, kæder og brocher som dyr, sad dyrene nu udenpå smykkerne i dynamiske positioner. Dog mindre under Anden Verdenskrig, hvor en del fugle røg ind i guldbure, som de fløjtende fløj ud af da krigen sluttede, hvor også duen dukkede op som fredssymbol i smykkekunsten.

Under 1950-60’ernes økonomiske opsving fik den nye, velstående middelklasse igen råd til smykker med ædelsten, som skulle bruges til både hverdag og fest. Endnu engang blomstrede smykkeværkstederne a la smykkernes storhedstid i 1800-tallet. Denne gang i en glamourøs filmstjernestil i form af kunstneriske smykker fulde af farvekontraster og inspiration hentet fra troperne til Antarktis. Smykkerne kunne sidde overalt og blev udarbejdet i utraditionelle materialer som vandmelon-turmalin og i humoristiske former som ballonfisk og søstjerner med bevægelige arme. I 1970’erne dykkede interessen for smykker igen på grund af oliekrisen og den generelt dårlige økonomi. I stedet for det sprudlende udtryk fra årtierne forinden bød smykkeudtrykkene nu primært på minimalistisk diamantdesign versus store ædelsten i fleksible snore. Netop udtrykket med ædelsten vandt indpas i 1980’erne, hvor yuppierne havde fuldt fokus på elegancen og overdådige smykker kom tilbage i både traditionelle og utraditionelle materialer som malakit, lapis lazuli, kalcedon, perlemor, og månesten sågar titanium.

Diamantfeber

Selvom stilhistorien er repræsenteret i smykker, og de med berømte og dygtige formgivere kan betragtes som små kunstværker på tøj og krop, er der nogle smykker, som er mere eftertragtede end andre. Forklaringen skal findes i stenene. Med sangen Diamonds are a girl’s best friend sang Marilyn Monroe i filmen Gentlemen prefere blondes fra 1953 sig ind i historien af evigt brugte citater sammen med Diamonds are forever, som titlen på en James Bond film fra 1971 lyder, for siden man fandt på at slibe diamanterne, og skabe en optisk effekt hvor lysstråler kunne brillere i facetterne, har nogle af de slebne sten været så kostbare, at de kunne bruges som opsparing. En af de mest berømte diamanter, Krupp diamanten på 33.19-karat købte skuespilleren Richard Burton til Elizabeth Taylor i 1968 til 300.000 dollar og i 2011 blev den nu omdøbte Elizabeth Taylor diamant solgt for over 8,8 million dollar. Prisen viser, at interessen for diamanter er stor selvom efterspørgslen på dem eksploderede og overeksponerede dem, da luksuskulturen og det store fokus på logoer, nåede uanede højder i 1980’erne. Helt overraskende gjorde hip hop kulturen, de funklende sten mainstream og bling, fordi diamanterne blev sat på tænder og på kasketter i lige mål med at pynte på fingre og i ører. At de kom i simili-udgaver, minimerede ikke interessen for dem, heller ikke selvom de nåede ud til nye samfundsgrupper som ikke formuende sorte mennesker, så det ikke kun var hollywoodstjerner de blev forbundet med. For diamanterne var også blevet unisex fordi stjerner som fodboldspilleren David Beckham og sangeren Justin Timberlake støvede dem af. Det gjorde diamanten til en sten for mange, og den er i dag en af de mest benyttede ædelsten, selvom prisen på den altid er afhængig af de fire c’er – cut, colour, clarity og carat.

Klimavenlige smykker

Med smykkernes varierede udtryk og lange historie med tidstypiske præg, er der uendelige mange andre originale måder at smykke sig på end netop med diamanten. Priserne er afhængige af tidens tendenser og juveleren bag, men hvor Art Deco smykkerne lige nu trækker høje hammerslag på auktioner, gør Art Nouveau smykkerne det ikke i lige så udpræget grad. Derfor er der rig mulighed for at gøre smykkefund, som ikke ligger i millionklassen men derimod – i tråd med tiden – i genbrugskassen parate til nyt liv. Den strategi kan oveni gavne klimaregnskabet, for størstedelen af det guld, der udvindes på verdensplan findes i malm, og det kræver en del energi at udvinde det. I det hele taget ser det sådan ud for de fleste ædelmetaller. I det øjemed kan det give god mening at omsmelte gamle smykker, hvis designet på oldemors broche ikke falder i ens egen smag.

Andre alternativer til den klassiske smykkeproduktion ses hos moderne smykkekunstnere, der former dem i naturmaterialer som læder, horn, ben eller træ, der, selvom de ikke er så uforgængelige som ædelmetallerne, giver samme funktion – nemlig udsmykning. I bund og grund er den bedste smykkeinvestering i godt design, som kan holde gennem generationer, hvor følelser og historie kan bevare smykkets værdi.

Kilder

Andrews, Carol; Tait, Hugh:  7000 Years of Jewelry, British Museum Press, 2007

Fasel, Marion: Beautiful Creatures: Jewelry Inspired by the Animal Kingdom, Rizzoli International Publications, 2020

Gänsicke, Susanne; Markowitz, Yvonne J.:  Looking at Jewelry: A Guide to Terms, Styles, and Techniques Paperback, J. Paul Getty Museum, 2019

lex.dk

Papi, Stefano:  Famous Jewelry Collectors, Thames & Hudson, 2005

Volandes, Stellene: Jewels That Made History: 101 Stones, Myths, and Legends, Rizzoli International Publications, 2020

Tema: Samtidens Smykkekunst

Kan dansk smykkekunst forny sig selv, når den kunstneriske uddannelse er lukket ned, og området ikke har et dedikeret fagmuseum i Danmark?

Hvilke traditioner og historier bygger dansk smykkekunst på? Hvordan forholder branchen sig til samtidens krav om bæredygtighed og nye forbrugsmønstre? Har smykket fortsat en berettigelse i en verden af overflod, klima-angst og mistrivsel?

Meget tyder på, at dansk smykkekunst finder sine egne veje på trods.

Læs tema

Mere viden i arkivet

Arkivet på Formkraft rummer en masse gode artikler om dansk kunsthåndværk og design.

Søg på relevante emneord. Eksempelvis:

Smykker

Smykkekunst

Æstetik

Modtag nyhedsbrev

Skriv dig op til Formkrafts nyhedsbrev og modtag information om nye artikler samt tips om relevante konferencer og bøger. Skriv dig op her