Hvad taler vi om, når vi taler om kunsthåndværk? Det var titlen på et fagseminar på Nasjonalmuseet i Oslo, som jeg deltog i for nogle uger siden. Seminaret tog afsæt i museets store udstilling om kunsthåndværk med titlen Kunst-Hånd-Værk, som præsenterede godt 100 værker fra hhv. Nasjonalmuseet, Kode og Trondheim kunstmuseums permanente samlinger fordelt på 700 kvadratmeter.

Udstillingen var storslået og storartet i al sin nærmest utrolige virkelighed: at et af Norges største og mest markante museer dedikerede så meget plads til kunsthåndværk. En del af de udstillede værker faldt under betegnelsen billedkunst, og seminarets titel lagde netop op til diskussionen af, om faggrænserne fortsat giver mening, nu hvor det hele groft sagt falder ind under den lidt større paraply: materialebaseret kunst.

Min umiddelbare reaktion er, at selvfølgelig er det ikke lige meget, om det er kunsthåndværk eller billedkunst. For referencerammerne er ikke de samme. Historien er ikke den samme. Traditionerne er ikke de samme. Og i Danmark deler uddannelserne heller ikke samme adresse, så fagmiljøerne er adskilt fra undfangelsen så at sige – i modsætning til netop Norge. Hvis vi ikke aktivt bruger betegnelsen kunsthåndværk, smuldrer både det faglige, akademiske og politiske grundlag for at styrke feltet.

Det kloge kunsthåndværk

Jeg plejer at tale om det kloge kunsthåndværk. Et begreb, der i min optik, inkarnerer det allerbedste og stærkeste ved kunsthåndværk: materialekendskab, teknik, metode, detaljefetichisme, æstetik og ikke mindst erfaring. Kunsthåndværk er, når det er bedst, indbegrebet af sublim materialeforståelse og ekvilibrisme, når man har mere end de 10.000 timer under bæltet, som japanerne vist siger, der skal til for at mestre et materiale. Når udøvere er oppe på 20-30.000 timer, er det slaraffenland. For så er de så dygtige, at de formår at skubbe deres materiale, deres formsprog og deres ærinde derhen, hvor fuglene synger.

Her er en væsentlig, og efter min mening, overset pointe. For når kunsthåndværkeren formår at beherske sit materiale på så storslået et niveau, at det synger og tilmed siger noget om verden – som et intellektuelt udsagn, der udspringer af hændernes arbejde – er kunsthåndværk langt stærkere og mere ’bad ass’ end billedkunst.

Modpolernes styrke

Kunsthåndværk har altid været billedkunstens lillebror. Måske fordi det er rundet af husflid og genstande, man skaber med hænderne til en funktionel sammenhæng. Når kunsthåndværk opfattes som billedkunst, kan det blive inviteret ind på museerne. Og netop fordi hierarkiet altid har været billedkunst over kunsthåndværk, er feltet ivrigt efter at blive løftet ind i de hellige haller. Her kan kunsthåndværket blive set, hørt og forstået i en ny diskurs. Med nye briller, der løfter dem ud af husflids-konnotationerne og ind i kunstens pæne og til tider polerede, men altid cool, prestigefyldte og salgbare højborg. Kunsthåndværket fortjener at blive anset, markedsført og italesat som kunstneriske udsagn med vægt og relevans i verden. Som et felt, der har mangfoldighedens dna indlejret i sig.

Behøver vi at kategorisere kunsthåndværket? Holde det fast? Tvinge det ind i en ramme?

Svaret er både ja og nej. Ja, fordi der, som tidligere nævnt er nogle overordnede træk, der trods diversiteten i fagligheder og udtryk, er fælles. En fortælling, som netop trækker på historie, tradition, skik og brug og de udøvere, der har virket i den. Nej, fordi det er vigtigt, at feltet ikke bliver holdt fast, men hele tiden udvikler sig.

Tal, skriv, kommunikér

Når kunsthåndværket bliver udstillet på museer, er der brug for oplysninger om metoder, tradition og idé, så publikum forstår arbejdet bag. Forstår traditionen, værket prøver at mime eller spille op imod. Teknikken, der viser nye veje eller bryder med historien. Det er alle de lag, der er nødt til at blive sat i spil, så publikum kan danne sig et større og mere helstøbt billede af kunsthåndværket. Kan blive uddannet i at se de mange lag og ærindet bag.

De udstillinger med kunsthåndværk, jeg var så heldig at se i Norge, befandt sig alle på kunstmuseer. De havde alle sammen stringent museal formidling i deres værktekster med udøvers navn, værktitel, årstal og de materialer, der var anvendt. Det blev for stramt, for amputeret og skabte et missing link mellem afsender og modtager. De værktekster gav ikke ved dørene. Faktisk var de helt lukkede.

Museerne har en oplagt mulighed for at uddanne publikum og formidle kunsthåndværkets kerne og budskaber. Hvis der på værkteksterne havde været tilføjet en kort tekst, der f.eks. forklarer lerets lave brændingspunkt, og hvorfor det er vigtigt i det pågældende projekt (klimahensyn, referencer eller æstetik?), åbner vi folks øjne og giver dem indblik i kompleksiteten. Jeg er overbevist om, at hvis publikum får indsigt i håndværkets tekniske sværhedsgrader, i materialets karakteristika og i traditionernes med- og modspil, forstår de, hvorfor kunsthåndværk adskiller sig fra billedkunst, og hvor det nogle gange overlapper. Jo mere museer, kunsthaller og gallerier formidler og kommunikerer på flere niveauer, jo bedre forstår publikum, hvad det er, de ser.

Bevar kunsthåndværket som sin egenart

Spørgsmålet om kunsthåndværk lige så godt kan klassificeres som materialebaseret kunst er åbent, selvom jeg håber, at det alligevel ikke er det. For kunsthåndværkets egenart og virkningshistorie må aldrig blive skyllet ud med badevandet for at passe ind i billedkunstens epistemologi og kredsløb. For så ender det med at være noget, det ikke er. Kunsthåndværkets erkendelsesteori handler for mig at se om, at det evner begge dele: både det håndværksmæssige, brugbare – i form eller reference – og det kunstneriske. Det er jo netop styrken, som billedkunst ikke favner på samme måde.

Hvis kategorierne falder, så lad dem falde, men uden at forfalde til at blive presset ind i nye kasser, som måske er større, og hvor der er plads til det hele. Kassen ”materialebaseret kunst” er vel bare en måde at forskyde problemerne på? En kasse (varm) luft, som kunsthåndværket ikke kan lune sig ordentligt ved, og som derfor vil ende med at blive tom for indhold?

Speakers Corner

Debat er en betydningsfuld disciplin, der rummer muligheder for at rykke holdninger, skabe idéer, forstå nuancer og udvide horisonter.

Formkraft har genlanceret formatet ‘Speakers Corner’ som også findes i tidligere tidsskrifter for kunsthåndværk og design. Ordet gives til kunsthåndværkere, designere, fagpersoner, kulturpersoner, forskere, undervisere, studerende og andre med noget på hjerte. Hvis du vil bidrage med en Speakers Corner-artikel kan du sende et forslag til Formkrafts redaktion: formkraft@dkod.dk

Bemærk: Speakers Corner må maksimalt fylde to sider (én side svarer til 2.400 anslag inkl. mellemrum). Indlægget skal være skarpt afgrænset og klart i sin argumentation, sproget skal være velformuleret, og eventuelle kilder skal angives.