Gode klæder skaber bedre folk

Den primære årsag er formentligt at mode er omskiftelig, da det er et fænomen styret af trends. Trends kan være sjove at eksperimentere med, men de kan i følge forfatterne også aflive den garderobeglæde, bogen advokerer for, fordi de kan få os til at se med misbilligelse på vores gamle tøj, der ikke længere passer ind i trenden. Modedesign fremstår derfor ofte en smule ufint sammenlignet med andre områder af design, der ikke i nær så høj grad dikteres af lige så hurtigt afvekslende trends.

I den forstand er det at studere modedesign paradoksfuldt. Der hersker en forestilling om, at det er forbundet med glamour og højt tempo, og ofte er modelinjerne på designskolerne efterstræbt. Realiteten er imidlertid meget lidt glamourøs, men slidsomt arbejde med mange timer bag symaskinen og tegneblokken, der kræver en vis vedholdenhed og viljestyrke for at gennemføre. På arbejdsmarkedet er vilkårene heller ikke partout glamourøse, de fleste selvstændige designere er presset på økonomien og varetager derfor mange andre arbejdsfunktioner end blot at designe. Får man arbejde i større og mere kommercielle modevirksomheder, er man ofte underlagt et stramt budget, for slet ikke at tale om, at modedesignere i nogle virksomheder sparres væk til fordel for en såkaldt kreativ indkøber, der altså både varetager indkøbs- og designfunktionen med hjælp fra private label virksomheder. Det kan derfor synes uværdigt, når modedesign igen og igen er nederst i designhierarkiet.

Omvendt er modebranchen, som det ligeledes fremgår af bogen, ansvarlig for en betragtelig del af verdens CO2 udledning. Branchen har altså et betydeligt medansvar for det blakkede ry, idet de er hoppet hovedløse med på trendkarruselen og til dels gravet sin egen grav ved at skabe billigt stangtøj, som nu må produceres i konstant øget tempo, for at bundlinjen kan følge med. Dette har ledt til en forbruger forventning om, at et stykke tøj koster omkring det samme som en pizza – fastfood og fast-fashion synes at være udsprunget af samme kilde.

Det er bl.a. denne forbrugermentalitet, de to forfattere har til hensigt at ændre med bogen, og det er afgjort ingen let opgave. Bogen bliver på intet tidspunkt formynderisk, men opfordrer læseren til, at tage mere aktivt stilling til egen garderobe, og den identitet tøjet skal afspejle. Hele identitetsdilemmaet berører forfatterne exceptionelt godt, når de taler om at ”se sit tøj i øjnene”. Det betyder, at vi som forbrugere skal vide hvilken type tøj vi foretrækker, hvilket materiale, snit osv. Samt at vores tøj udgør et arkiv over vores liv, hvem vi er, var og drømmer om at være. Sidstnævnte er vigtigt, for det er typisk her, at fejlkøbene laves, et af bogens kriterier for at ”se tøjet i øjnene” er derfor, om tøjet passer til den livssituation, man befinder sig i. Dette er en vigtig pointe, for netop drømmen om at være en anden, er det fast-fashion modeindustrien i høj grad sælger til forbrugeren. De har ingen synderlig interesse i at sælge til de mennesker og liv, vi rent faktisk er og lever, hvis de kan få os til at drømme om at være én det ene øjeblik og en anden det næste.

Mangel på reparation og vedligehold samt overdreven vask er alle faktorer, der gør vores garderobe mindre bæredygtig og belaster klimaet. Vi kan, ifølge Skjold og Stenstrup med fordel skue tilbage i tiden, hvor reparation var ganske sædvanligt, det samme angik mindre vask og mere luftning. De slår desuden et slag for, at vi genoptager reparationen af vores tøj både selv og ved at indlevere det til en skrædder. Dette er afgørende vigtigt i forhold til at begrænse tøjspild, for at bruge forfatternes term, og det er ligeledes et skridt på vejen til, at den enkelte bliver mere involveret og engageret i sin garderobe. Det er bare ikke så interessant læsning.

Bogens styrke ligger i kapitlerne vedrørende mode og følelser, eller som den beskriver det: ”Tøjskam” og ”Tøjglæde”. Selvom mange af os sikkert er bevidste om, at vi af og til køber tøj baseret på drømme, eller tilegnet liv vi ikke reelt lever, og dermed stiller urealistiske krav både til tøjet og til os selv, er det rart at føle sig set og vide, at man ikke er alene med denne tilbøjelighed. Alt dette sætter de to forfattere meget dygtigt ord på. I øvrigt er det, som allerede

nævnt, tiltrængt at mode hæves til et højere intelligent niveau, og at dens betydning for vores velbefindende, vores trang til at udtrykke os gennem den, endelig tilgås med seriøsitet. Endnu en god effekt ved bogen er et større fokus på individualiseret mode, i stedet for at være en lemming, opfordres man til at finde ud af, hvilken betydning man selv tillægger mode, og hvilke tøjvaner der passer til ens liv.

Bogen er skabt på baggrund af Bedre Mode podcasten, der med Johanne Stenstrup som vært, og Else Skjolds hyppige medvirken, gennem 30 episoder interviewer alt fra skræddere, forskere, stylister og menigmand. Informationsniveauet er højt og podcastserien dækker et bredt spektrum af emner inden for modekultur. Podcast og bøger er naturligvis to vidt forskellige medier, men har man lyttet til de fleste episoder af podcasten, er det desværre lidt småt med overraskelserne ved læsning af bogen. Ikke fordi bogen er bygget direkte op på kronologien i podcastserien, der fremgår kun citater fra denne, men podcasten kommer næsten så vidt og godt omkring emnerne, at bogen lidt får karakter af et fyldestgørende referat. Derfor kan bogen måske med fordel læses først og vil man vide mere, kan man da dykke ned i podcastserien.

Illustrationerne i bogen er skabt af Ida Rørholm Davidsen, der ligeledes illustrerede printet til nogle silketørklæder i forbindelse med bogens udgivelse. Hun har en utrolig let, fin og feminin streg. Illustrationerne er smukke og understøtter fint bogens indhold. Det øvrige grafiske udtryk kan dog vække en anelse ærgrelse. Fonten synes at forsøge at spille sammen med Rørholm Davidsens illustrationer, hvilket for så vidt også lykkedes, men med det udfald at bogens samlede grafiske udtryk bliver en kende trend-præget, og altså ikke æstetisk langtidsholdbart. Oftest vil ting æstetisk repræsentere, den tid de er skabt i, det gælder også bøger. Det er dog en af de få produktkategorier, hvor der efter min overbevisning, rent faktisk kan tales om en nogenlunde tidsløshed i designet. Havde man til denne bog valgt en mere klassisk font, ville det have underbygget forfatternes budskab om holdbarhed, en højere resistens over for trends samt det faktum at bogen er opbygget på grundig research og fakta. Bogen ville på denne måde virke lidt mindre letbenet med reference til den nuværende modeforståelse og mere seriøs, sådan som forfatterne mener, at mode bør behandles.

Klæd dig bedre er afgjort en relevant bog, der godt nok er tilegnet kvinder, men ellers henvender sig bredt og bør kunne læses hvad end man er modeinteresseret eller ej. Det kan den fordi, den omhandler det, vi alle sammen forholder os til hver evig eneste dag, nemlig det tøj vi tager på

kroppen, og hvad vi ønsker at signalere med det. Det har formentligt været alle forundt at komme ud ad døren og føle sig helt forkert i det antræk, man har fået hævet ud af skabet. Derfor er tøj vigtigt omtrent på samme niveau som ordentlig mad, relationer og søvn, og derfor skal tøj og mode behandles med respekt. Det samme gælder modedesignere og arbejderne på tekstilfabrikkerne. Det er godt nyt, at der nu er, i hvert fald lidt mere, litteratur på hylderne med det fokus. Hvis de der dikterer kursen i den brede modebranche, og her menes ikke designere, men dem der sidder på de økonomiske midler og dermed bestemmer, ligeledes ville behandle branchen og dennes opgave med samme seriøsitet, ville det være fantastisk nyt.