Foto: Vibeke Riisberg, Tætte Vaser (1993/94) computer design, håndtryk.

Konference betyder: at man bringes sammen – men kun talerne selv var til stede på Syddansk Universitet til konferencen ”Kunsthåndvæk i en digital tid” den 20. januar. De øvrige deltagere loggede ind bag skærmene i flere lande. Dén ironiske pointe går igen i selve emnet: Intet er mere sanseligt og kropsligt end kunsthåndværket, og det kræver at materialer, mennesker og teknologier rent fysisk bringes sammen i værkstedet – og alligevel kan feltet ikke unddrage sig nutidens digitale betingelser.

Alle er bundet op i elektroniske netværk, også den moderne kunsthåndværker, og de digitale muligheder har også for længst gjort deres indtog som nye typer af teknologier for kunsthåndværkeren, fra digital vævning til 3D-print.

Den hvide forsvinding

Tomheden gik igen som tema i Ingrid Hallands undersøgelse af, hvordan den hvide farve bredte sig på boligens og de offentlige rums vægge fra 1930 og frem, og omgav menneskene i rummet med en klinisk roligt flade, som nærmest synes at ophæve sig selv. Opskriften på en billig og ugiftig hvid maling blev til i 1920ernes Norge, baseret på det lokalt forekommende titaniumdioxid, og inden længe blev ”titaniumhvidt” ekspederet videre til alle de moderne rum. De hvide vægge fjerner al støj fra fortidens farver, tapeter, draperier og gobeliner, som engang dækkede væggene, forklarede Halland, og skaber i stedet en slags ”uhjemlig” fornemmelse, en overflade så nøgen, at den trækker sig tilbage og forsvinder.

Som tilhører kunne man med rette fundere over, hvorfor det har været så vigtigt for moderne og senmoderne mennesker at skabe sært friktionsløse rum domineret af hvidhed – fra de hvide vægge til de jomfrueligt hvide sofagrupper og det hvide køkken, allerhøjst forstyrret af blide såkaldt ”neutrale” farver. Hvad er det for en slags nulstilling, man søger her – et ly for den evigt accelererende verden med dens tiltagende stress? Et hvidt lærred, som livet selv ganske forsigtigt kan indtegne sig på?

Tomheden har at gøre med manglen på stoflighed: jo mindre stoflighed, jo mindre støj og jo mindre forhindring, men også des mindre stimulation og des færre hvilepunkter for sanserne. Man kan se det glatte hjem, det glatte forbrug, det glatte arbejde – alle disse friktionsløse og let upersonlige felter – som vigtige underelementer i den ekstreme acceleration, der kendetegner den senmoderne livsform. Stadig mere arbejde, stadig mere forbrug, stadig mere produktion, stadig mere bevægelighed.

Mere friktion

Er det forkætrede kunsthåndværk, som Cilla Robach beskrev, så en del af modgiften – er det ting med komplekse og tidskrævende forarbejdning, som kan bringe friktionen tilbage? Udviklingen har bragt os på enorm afstand fra tingene, vi kender hverken deres oprindelse, komposition eller livsforløb, og de lever i rum, der er iscenesatte til at være så ”blanke” som muligt med deres støjfri hvide overflader. Kunsthåndværkere sætter tingene i fokus og lader dem være tidskrævende, ”besværlige” og påfaldende, så tingene igen fylder og kommer i dialog med omgivelserne. Skal vi netop i vores digitale tid tilbage til hånden bag det hele?

Mange var inde på tanken i løbet af den eftermiddag, den ikke-sammenbragte konference forløb, og særligt paneldebatten kredsede omkring behovet for en sensorisk opgradering af det moderne liv, en materiel læsefærdighed. ”Vi skal tilbage til tingenes sanselighed, så vi kan værdsætte dem og få respekt for dem,” mente Morten Riis, formand for Maker’s Island på Bornholm, mens designeren Rebekka Uth fremhævede kunsthåndværk som et univers for eksperimenter og Ole Opfindere, hvor nye ideer kan opstå.

Vibeke Riisberg fra Designskolen i Kolding pegede på de nye digitale muligheder for at sætte produktionstakten ned via for eksempel on demand-produktion, og Anders V. Munch understregede behovet for transparens i produktionen i en verden, hvor fabrikker er black boxes. Jo mere man som forbruger oplever de komplekse tilblivelsesprocesser bag tingene, des mere forstår man deres egentlige værdi, fremhævede mange, og hele tiden går vejen via det konkrete: værkstedet, teknikkerne, materialerne, hånden bag det hele.

Læringsrebet

Vi bør faktisk se netop kunsthåndværket som en alternativ model for læring og en måde at bringe det kreative og kunstneriske tilbage i den almene uddannelse, mente dagens hovedtaler, den britiske antropolog Tim Ingold. Akademisk læring er blevet til en glat praksis, hvor viden overføres i afmålte portioner fra lærer til elev. Det står i modsætning til den konkrete læring i værkstedet, ”the messy theater of practice”, som Ingold med sin bedstefaderlige charme på skærmen kaldte det. ”Vi ser ikke længere det at kopiere en teknik som innovation, men det er det,” fastslog han og påpegede, hvordan den traditionelle konkrete oplæring og udveksling mellem mester og lærling altid har rummet en gensidighed: Eleven genopfinder teknikken på sin egen måde, og mesteren lærer nyt af sine elever.

Hvor den akademiske uddannelse i dag baserer sig på forestillingen om, at generationer er adskilte lag, og hvert nyt lag skal modtage den opsparede viden, så ser Ingold den konkrete læringsproces som et snoet reb: Generationerne lærer og udvikler teknologier side om side, de bygger videre på dem og fornyer dem i en uendelig, snoet proces. Netop i den omgang med tingene ser Ingold muligheden for et større afkast: Man lærer at forholde sig til tingene og deres plads i verden, og den åbenhed og reaktion på tingenes liv avler ansvar, eller som Ingold kalder det: response-ability, evnen til at reagere og respondere og dermed yde omsorg for tingene og verden.

Vi kunne vælge se uddannelse sådan, mente han: Som en forpligtelse til at give tilbage til verden, frem for blot en måde at tage rulletrappen op til bedre løn og højere status. Ad den vej kan vi også reparere forbindelsen mellem uddannelse og det demokratiske fællesskab, som er blevet revet over i den glatte senmodernitet. Faktisk fandt han det barokt, at den akademiske verden har fjernet sig så meget fra det levede liv, at man aldrig referer til andet end akademisk frembragt viden – for viden opstår jo også i værkstedet og i den praktiske udforskning af verden. ”Vi har brug for en revolution i vores tilgang til disse ting,” agiterede den tænksomme professor emeritus, som også mindede om, at det latinske ord for at uddanne, educare, kommer af ex-ducare: at føre eleven ud i verden. En verden, hvis store kriser i dag i høj grad hænger sammen med overproduktion og overforbrug.

Vi kan ikke overlade den revolution til kunsthåndværkerne, fastslog Morten Riis i paneldebatten. Det er ikke nok, at de alene varetager sanseligheden. ”Kunsthåndværket skubber på en radikal udvikling, hvor det kreative skal fylde mere i uddannelsen,” mente Vibeke Riisberg. Og den uddannelse starter ikke på designskolen eller universitet – fornemmelsen for materialer og deres oprindelse og videre liv skal udvikles meget tidligere. Men måske kan og bør kunsthåndværkere netop være en del af den revolutions fortrop?