Huskunstner – hvad er det?

Statens Kunstfond har i mere end 15 år udloddet midler til kunstnere, som vil arbejde med børn og unge op til 25 år og give dem en forståelse for, hvad kunst er – og hvordan kunsten bliver til. Helt konkret er tilbuddet at få del i Huskunstnerordningen. Ud over kunsthåndværkere og designere kan pengene søges af musikere, billedkunstnere, scenekunstnere, forfattere og arkitekter.

Som designer og leder af Huskunstnerudvalget synes jeg, det er ærgerligt. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i langt højere grad viste, hvad kunsthåndværk og design er og kan. Med dette indlæg håber jeg at skabe større viden om ordningen og give inspiration til, hvordan kunsthåndværkere og designere kan komme i gang.

Jeg har tænkt på, om der allerede i navnet er en barriere i forhold til kunsthåndværkere og designere? Fordi vi ikke definerer os som kunstnere? Statens Kunstfond bruger betegnelsen kunstnere om alle de 6 fagområder, den henvender sig til. Designere og kunsthåndværkere er altså kunstnere på lige fod med arkitekter, billedkunstnere, scenekunstnere, musikere og forfattere, så det vil jeg kalde os i dette indlæg!

Vores kunstneriske arbejde tager afsæt i designprocessen og den skabende proces. Vi kan arbejde med materiale-, form- og farvestudier. Med evnen til at se og forstå gennem håndens arbejde. Vi kan udvikle på baggrund af viden om brugere, og mange af os er trænede i at skabe sammen med andre i co-creation forløb. Vi kan visualisere det, som ikke findes endnu, og vi kan udarbejde og teste prototyper. Kunsthåndværkere og designere har på mange måder værktøjet i orden! Det er der efter min mening alt for få børn og unge, som stifter bekendtskab med.

Samarbejdet mellem “hus” og kunstner

Der kan søges støtte til projekter, hvor professionelle kunstnere introducerer deres arbejdsprocesser på en involverende måde, så børn og unge aktivt tager del i processen og får erfaringer med at være skabende.
Kunstnerne møder oftest børnene og de unge i de sammenhænge, hvor målgruppen normalt færdes. Derfor er “huset” også en vigtig del af et huskunstner forløb. “Huset” kan være lokale institutioner: skoler, uddannelsessteder eller kulturinstitutioner (biblioteker, museer, teatre eller fx medborgerhuse), hvor lærere, pædagoger og fx. kunstformidlere bidrager til forløbet.
Samarbejdet mellem kunstnerne og “hus” er helt centralt for projekternes succes. Parterne finder oftest hinanden ved, at kunstneren tager initiativet og finder en samarbejdspartner. Der er ikke nogen entydig vej ind i “huset.” Ofte går vejen via netværk og ender hos ledelsen. Undervejs udvikler parterne projektrammen sammen, så det giver mening i hverdagen hos institutionen og målgruppen.

Et huskunstnerforløb er altså en kunstners møde med en bestemt målgruppe inden for børn/unge området. Og med repræsentanter fra de institutioner, de er tilknyttede.

Forløbet kan have mange former. Hovedsagen er, at de involverede skal have fingrene i fadet! Gerne i et længerevarende forløb på mere end et halvt år. Hovedsagen er, at der er god tid, og at kunstnerne og børn/unge får mulighed for i fællesskab at fordybe sig i og undersøge den skabende proces. Det behøver ikke være et sammenhængende eller intensivt forløb. Det kan sagtens være “drypvist”. Man kan tilrettelægge det, så det giver bedst mening for de involverede.

Samarbejdet kan eksempelvis foregå som arbejdende værksteder, hvor man bliver kendt med særlige teknikker, eller det kan være workshops, hvor man undersøger fænomener eller bygger noget op. Der er en meget stor bredde i det, der kan lade sig gøre at få midler til. I det nuværende huskunstnerudvalg har vi set projekter, som er en hyldest til naturen. Andre udfordrer kroppen, eller fordyber sig i farver og materialer. Nogle italesætter bæredygtighed, lokalhistorie eller identitet. Vi ser sammenhænge, hvor “landsbyprojekter” skaber lokalt sammenhold og “storbyprojekter” forsøger at skabe mening i udsatte børns og unges liv.

Forløbene kan tage udgangspunkt i en enkelt kunstart (arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik, scenekunst). Men vi ser særligt velvilligt på projekter, der rummer nye og tværgående udtryksformer, og som bygger på flere fagligheder.
Det er vigtigt, at projekterne har fokus på processen og ikke på værket. Det giver derfor ikke mening at søge om midler til at udsmykke en væg, hvor børn og/eller unge er involverede som tilskuere til tilblivelsen af værket.

Udvalgets arbejde og kriterierne

Huskunstnerudvalget skal leve op til formelle krav, som er politisk bestemt og som administreres af Kunstfondens sekretariat. Men vi har også selv mulighed for at påvirke ansøgningskriterierne og vælge strategiske retninger, som netop vi, der sidder i udvalget nu, finder relevante.
Vi har fx sat aldersgrænsen for unge op fra 18 år til 25 år, så flere kan få glæde af ordningen. Vi har også sænket institutionernes egenfinansiering fra 25% til 10 %, så “huse” med en begrænset økonomi kan være med. Begge dele for at sikre, at ordningen bliver så relevant og attraktiv som muligt.

Man kan søge huskunstnerordningen to gange om året. Vi får typisk tilsendt 150 ansøgninger på omkring 1700 sider, og vi bruger ca. 3 uger til at læse dem igennem.

Før vi går i gang med at læse ansøgningerne, tager vi stilling til inhabilitet. Vi ser hver især på, om der er ansøgninger, hvor vi er involverede med ansøgere eller projekt. Det tages der højde for i tildelingsprocessen. Hvis man er inhabil, bliver man “sat uden for døren”, når projektet behandles. Det er en omstændelig og nødvendig procedure, som sikrer fairness. Men den er vi fans af!

Når vi læser ansøgningerne, ser vi i første omgang på, om projektet overholder formalia. Er der et budget? Er der redegjort for, hvor mange timer børn og unge møder kunstneren osv. Det er detaljer, som er afgørende for, hvordan vi kan forstå projektet.
Disse formalia fremgår af ansøgningsskemaet, som det er klogt at besøge i god tid før deadline, så man ved, hvad man skal gøre rede for. Hvis formalia ikke er overholdt, afviser vi projektet uden at diskutere det. Og det er MEGA ærgerligt at lægge gode, ambitiøse projekter til side, fordi der ikke er redegjort for projektets varighed, egenfinansieringen, aldersgruppe osv.

Dernæst ser vi på, om projektet virker overbevisende med en klar målsætning. Vi har besluttet, at vi prioriterer projekter, som er ambitiøse og eksperimenterende og tør udfordre parterne i hver deres praksis.

Vi ser på, hvordan projektet er involverende, og giver børnene/de unge indblik i og erfaring med den kunstneriske proces. Og så tager vi stilling til, hvordan samarbejdet mellem kunstnere og institutioner forklares. Vi lægger vægt på, at der er aftalt et samarbejde omkring planlægning, gennemførelse og evaluering af projektet. Huskunstneren skal selvfølgelig kunne lide at arbejde med målgruppen, men det skal være indlejret i projektet, hvordan man sikrer sig pædagogiske støtte fra fx lærere, kunstformidlere eller fast personale.
Når vi har forberedt os individuelt, mødes vi over to dage og diskuterer ansøgningerne. Og så tager vi en kollektiv beslutning om tilsagn eller afslag. I tvivlstilfælde lytter vi særligt til det medlem, som har samme faglige baggrund som ansøgeren, men vi søger generelt konsensus. Og det er vi gode til. Vi er meget sjældent uenige.

Sæt i gang

Jeg har det privilegium, at jeg to gange om året kan læse ansøgninger fra musikere, billedkunstnere, scenekunstnere, forfattere, arkitekter – og i begrænset omfang kunsthåndværkere og designere. Ansøgninger, der vil give noget videre til børn og unge, som de ikke ellers ville møde. Blandt andet fordi det ikke er en del af skoledagen.

Huskunstnerordningen er en saltvandsindsprøjtning til børn og unge, som kan give dem en oplevelse af, hvad kvalitet og eksperimenter er, hvad sanserne kan osv.
Ordningen er en mulighed for at én eller flere kunstnere kan udfordre sig selv og lære noget nyt. Et huskunstnerprojekt har fokus på processen, og man er ikke bundet af, at det skal ende med et fint og forkromet resultat til sidst. Snarere tvært imod. At projektet har fat i børn og unge, og alle lærer noget undervejs, er det bedste slutresultat.

Det er tydeligt, at ordningen gør en forskel i forhold til de involverede: kunstnerne, institutionerne og børnene/de unge. Derfor vil jeg opfordre alle kunsthåndværkere og designere til at:

• Se nærmere på denne ordning og overveje om din praksis kan afprøves på børn og/eller unge. Hold øje med informationsmøder på Kunstfondens hjemmeside.
• Række ud til netværk og ledere i kommunen, på museet, i erhvervsskolen eller den lokale folkeskoleledelse, og hør, hvad der skal til for at starte et samarbejde
• Snakke om økonomi og diskutere, hvor meget du som designer og kunsthåndværker skal have i løn. Samt hvor lang tid, du skal bruge på hele forløbet.
• Lade dig inspirere af, at ordningen lægger op til samarbejder, så du kan gå sammen med andre og tænke større og vildere. Hermed kan I søge om mange flere penge. Og hver især lære meget mere i processen

Sæt i gang, tak!

Tema: Huskunstnerordningen

Formkraft vil i den kommende tid undersøge hvorfor institutioner, kunsthåndværkere og designere ikke indgår flere samarbejder under Huskunstnerordningen.

Hvilke udfordringer står de udøvende kunsthåndværkere og designere med, når de har fået tildelt et huskunstnerprojekt? Hvordan etableres partnerskabet mellem udøver og institution? Hvad tænker kunsthåndværkere og designere om ansøgningsforløbet? Og hvad får de, institutionerne, børnene og de unge ud af de projekter, der opnår støtte?

Læs tema