Jens Harald Quistgaard – En dansk designer

Citatet er en nærværende og vigtig udtalelse af Jens Harald Quistgaard (1919-2008), der opfattede sig selv mere som billedhugger end som designer. Det fortæller os, at Quistgaard kendte til succes, og særligt at han havde indsigt i vigtigheden af samarbejde på tværs af fagligheder og ekspertise i produktionen. Quistgaard ønskede at bestemme over sine designs og havde store krav til kvalitet og en produktion i Danmark. Det beretter Emilie Rygaard Rasch i sin nye bog, den første store monografi, Jens Harald Quistgaard – En dansk designer. Bogens ærinde er at skabe et overblik over Quistgaards liv og fortælle historien om, hvordan han blev så stor en designer, og hvorfor han ikke blev mere anerkendt i sin samtid.

Han var kompromisløs og brugte kostbare materialer, der vakte opsigt blandt hans samtidige danske snedker- og arkitektkollegaer, som en torn i øjet på særligt arkitekterne Børge Mogensen og Arne Karlsen. Træsorter som palisander, wengé og teak blev indkøbt i Burma, Thailand, Kina og Japan. Det handlede om en nysgerrighed, men også om en bevidsthed om at bruge sjældne træsorter med egenskaber, der ville bevare deres kvaliteter gennem generationer. Mens danskerne i 1950’erne stadig holdt fast i isskabet og den traditionelle adskillelse af køkken og dagligstue, var amerikanerne foran i en udvikling mod det funktionelle køkkenalrum, og det satte spor i både arkitektur og bordkultur. Den tankegang tappede Quistgaard ind i med køkkenserier, der skulle fungere æstetisk og multifunktionelt.

Hoveddelen af Quistgaards design blev skabt med banebrydende teknikker og nyudviklede metoder. Det var særligt træarbejderne, der var nyskabende. For Quistgaard handlede det om at finde de dygtigste og mest kvalitetsbevidste producenter i Danmark med viden, der kunne give nye formmæssige muligheder. Her blev Richard Nissen fra Nissens Trævarefabrik i Langå en vigtig partner. Nissens innovative brug af lim gjorde træspildet mindre og på den måde blev produktionspriserne fornuftige og gjorde Quistgaards design økonomisk tilgængelige for den amerikanske middelklasse.

Sidste halvdel af bogen har særskilte kapitler omhandlende bestik, trævarer, peberkværne, gryder, lysestager, stentøj, glas og møbler. Hvert kapitel afrundes med en visuel oversigt, der giver en fornemmelse af, at samtlige genstande er formet af den samme mand. På denne måde formår Rasch at lave et godt overblik af Quistgaards designproduktion, der kan fungere som et visuelt katalog over en betydelig del af hans ca. 4.000 designobjekter. 

Bogen henvender sig til den alment interesserede læser, mens den professionelle læser vil savne detaljeret information. Det kunne eksempelvis være et mere fyldestgørende referencesystem, der gør det muligt at forfølge kilderne, få indsigt i museale samlinger, udstillinger og producenter.

Alt i alt leverer Rasch et velkomponeret opslagsværk af Quistgaards omfangsrige produktion og tager sig det forbehold, at den ikke er fuldstændig og komplet, da der fortsat vil dukke nye genstande op med signaturen JHQ. Ikke mindst derfor ligger der en beundringsværdig viljestyrke hos forfatteren, der får samlet og udgivet monografien.