Marie Louise Kristensen. Fotograf Dorte Krogh
Marie-Louise Kristensen. Fotograf Dorte Krogh
Interview

Kunstakademiet i München har mandat til at skabe et frirum for de studerende


Det var noget af en omvæltning, da Marie-Louise Kristensen satte sig på sin nye sydtyske arbejdsplads. Den dengang 50-årige smykkekunstner var vant til at have sit eget værksted og en mangeårig karriere med udstillinger i ind- og udland. Og pludselig sad hun altså ved et lille bord med syv studerende omkring sig.

“Lige først føltes det da som en udfordring,” griner hun.

“Men også helt vildt forfriskende.”

Marie-Louise Kristensen var nemlig udvalgt til et halvt års fuldt finansieret ophold på kunstakademiet i München; og det var vildt. For smykkelinjen på akademiet er “en institution i mit felt,” forklarer hun. Et knudepunkt for dem, som gerne vil rykke grænserne for, hvad smykker kan. Og et “nærmest mytisk” sted, hvor mange af hendes forbilleder er skolet.

“Så at få muligheden for at søge stipendiet og opleve den stemning – det fangede mig virkelig,” siger smykkekunstneren, hvis brocher, vedhæng og ringe er kendt som fortællende tableauer fyldt med historier, nuancer og nysgerrighed.

Opholdet i München

Seks måneders stipendieophold på kunstakademiet Akademie der Bildenden Künste i München med det formål at give profesionelle danske kunstnere mulighed for at udforske og udvikle et smykkeprojekt med brug af akademiets faciliteter, undervisning og vejledning fra den danske professor Karen Pontoppidan, som siden 2015 har været leder af akademiets smykkeprogram.

Marie-Louise Kristensens stipendie og ophold var initieret og bevilget af Statens Kunstfond samt Udenrigsministeriets og Kulturministeriets styregruppe for Danmarks internationale kulturudveksling. Læs mere

Det gav mig en følelse af, at det er rigtigt nok. Det jeg laver..

Hun fik stipendiet, og en efterårsdag i 2021 satte hun sig så i sit nye fællesværksted. Her skulle hun – sammen med de nye studerende, der netop var startet – følge første semester på akademiet.

“Jeg var selvfølgelig ikke den yngste; og det var da også en sårbar position pludselig at skulle undervises igen. Men jeg var alt for nysgerrig til at lade være, og der gik ikke lang tid, før jeg følte mig hjemme,” siger hun.

Marie Louise Kristensen. Fotograf Dorte Krogh
IF IT FEELS WRONG IT IS WRONG 2023, broche milliput, gevir, akryl, træ, papir, stål, kobber, sølv 230 x 70 x 30 mm (bagsiden af brochen)
Foto: Dorte Krogh

Følelsen af at blive set og forstået

Med førsteårsstuderende fra Argentina, Portugal, Taiwan, Tyskland og undervisning fra danske Karen Pontoppidan, der er professor i smykkekunst og leder af smykkelinjen på akademiet, var der “en ret vild ekspertise i rummet,” siger Marie-Louise Kristensen. De studerende kom med alle mulige kulturelle og smykkefaglige baggrunde, mange indsigter og tanker florerede, og diskussionerne startede på et højt intellektuelt niveau, husker hun.

Det at være i et miljø, hvor diskussionerne starter… Altså hvor vi ikke starter med at snakke, om smykker overhovedet kan være kunst – det var utrolig inspirerende. Ikke at skulle bruge tid på at definere og positionere mig, varedeklarere og understrege, at mine smykker er kunstnerisk arbejde. Men at der allerede var en forståelse, jeg kunne tale frit ind i og bare blive set og forstået var frisættende. Og meget udviklende for mig,” siger hun og tilføjer:

“Det gav mig en følelse af, at det er rigtigt nok. Det jeg laver.”

Smykkekunstnerisk frirum mangler i Danmark

Spørger man Marie-Louise Kristensen, hvad akademiet i München har, som vi mangler i Danmark, kommer svaret øjeblikkeligt:

“Næsten alt har jeg lyst til at sige.”

“For det har mandat til at skabe et frirum for de studerende og give dem tid til at udfolde deres kunstneriske potentiale uden nødvendigvis at skulle målrette det en virksomhed eller tænke i målgrupper. Det er fri kunstnerisk stillingtagen, hvor man i stedet spørger, hvad du vil kommunikere – og skaber en kunstnerisk bevidsthed og et fundament til netop at sige noget om den verden, vi er i lige nu, i smykker. Og det sted kender jeg ikke i Danmark,” siger hun.

Marie Louise Kristensens eget foto. Inspiration til værk.
Den gule plakat er blevet en del af smykket 'IF IT FEELS WRONG IT IS WRONG'.

Det danske Institut for Ædelmetal – hvor Marie-Louise Kristensen i sin tid studerede smykkekunst – blev nedlagt i 2016; og det havde en snert af det, mener hun. Men i dag ser hun ikke længere et miljø i Danmark, hvor man kan fordybe sig og nørde smykket og smykkernes historier. Og det begynder at kunne mærkes, synes hun. At fødekæden er brudt, og at der ikke udklækkes nye, der tænker smykker som kunst uden først at stille spørgsmålstegn.

“Herhjemme skal jeg tit igennem flere lag, før vi kan komme derhen. Måske er det derfor, det internationale altid har trukket lidt i mig,” siger hun.

Her oplever hun netop den åbenhed og rum til nysgerrighed, hun tit savner, siger hun og tænker sig om et øjeblik, inden hun fortsætter:

“Når jeg mødes med mine danske kollegaer, så er vi måske ikke helt så nysgerrige på hinanden. Vi glemmer at spørge ind til: Hvordan gør du? Og hvorfor gør du det? Måske fordi vi bliver viklet ind i nogle af de strukturer, der kan være i et lille miljø.”

Marie Louise Kristensen Bayerische Daisy 2022, broche milliput, akryl, træ, stål, kobber, sølv 135 x 80 x 40 mm foto Dorte Krogh
Marie-Louise Kristensen, Bayerische Daisy 2022, broche milliput, akryl, træ, stål, kobber, sølv 135 x 80 x 40 mm.
Foto: Dorte Krogh

Vitaminindsprøjtninger i München fortsætter for fremtidige stipendiater

Siden Marie-Louise Kristensen kom hjem fra München, har hun naturligvis tænkt på, hvad opholdet har betydet.

Inspireret af sit halve år på akademiet skabte hun smykkeserien Bayerische Träume (bayerske drømme, red.), som blandt andet er blevet vist på galleriet ATTA. Samtidig er der også blevet åbnet døre til andre samlinger. Men meget andet vil også vise sig over tid, tror hun:

“Der er sat nogle bevægelser i gang indeni mig, som jeg ikke rigtig kender mønstrene på endnu. Som jeg fornemmer ligger derinde. Og som jeg tænker, jeg kommer til at arbejde med over de næste mange år.”

Men måske allervigtigst har opholdet givet en fornyet energi, fortæller hun.

“Og en tro på, at det smykkekunstneriske har en plads i feltet. At jeg er god og dygtig til det, jeg gør, og at det er vigtigt. Det hele går bare meget langsomt nogle gange, og der kan være meget havregrød, ha ha. Så den tro betyder meget og giver mig et mod og… Noget håb. En lyst til at fortsætte.”

Måske har andre også brug for den vitaminindsprøjtning, mener Marie-Louise Kristensen. At drage ud for at vende hjem med nye blikke. Og byde ind i feltet, så det fortsat kan rykke sig fremad. Derfor er hun “simpelthen bare så glad” for, at stipendierne for danske smykkekunstnere i München fortsætter, når smykkekunstner Annette Dam er afsted dette efterår.

“For det betyder jo, at jeg om lidt ikke længere er den eneste, der har været afsted. Og jo flere af os, som deler oplevelsen i München, jo mere vil vi kunne styrke feltet og give noget af energien og inspirationen tilbage til det. Det er jeg ret sikker på,” siger Marie-Louise Kristensen.

Bio

Smykkekunstner Marie-Louise Kristensen er uddannet ved Institut for Ædelmetal i 2004 og har i dag eget værksted i København. Herfra skaber hun skulpturelle værker, som udstilles i både ind- og udland og gentagne gange er blevet udtaget til smykkekunstudstillinger såsom SCHMUCK i München, Triple Parade i Kina samt Biennalen for Kunsthåndværk & Design i Danmark. Hun er repræsenteret i blandt andet Statens Kunstfond og Designmuseum Danmarks samlinger, og så er hun frem til 14. oktober aktuel i gruppeudstillingen ‘Connecting the Dot’s’ på Galleri Goldfingers.

I oktober 2021 og frem til april 2022 gik hun på kunstakademiet Akademie der Bildenden Künste i München på et seks måneders stipendieophold. Med inspiration herfra skabte hun blandt andet smykkeserien Bayerische Träume. Læs mere om Marie-Louise Kristensen

IF IT FEELS WRONG IT IS WRONG 2023, broche (forsiden)
Fotograf Dorte Krogh.

Bliv klogere på smykkerne

Formkraft dykker ned i temaet samtidens smykkekunst og sætter fokus på områdets tendenser, potentialer og udfordringer. I arkivet findes desuden en række spændende artikler om smykkekunst.

Søg eksempelvis på disse emneord:

Smykkekunst

Uddannelse

Guldsmed

Smykkeskrinet

Vores smykker

Materialer

Få nyheder fra Formkraft

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag nyheder om nye artikler samt viden fra området i form af konferencer, litteratur og andre relevante kilder til viden om kunsthåndværk og design. Tilmeld dig her