Det er ingen hemmelighed, at jeg synes, det er en gigantisk mangelvare, at vi ikke har en kunsthal for kunsthåndværk og design i Danmark. Et sted, hvor feltet kan vise sig frem fra alle sine mangfoldige sider og cementere og positionere dansk design og kunsthåndværk, som den bannerfører for kulturarv, tradition og innovation feltet vitterligt er. Det kan undre, at billedkunstområdet har op til flere steder med statsstøtte, især fordi vi jo i Danmark er kendt internationalt for at være en designnation af de ypperste…

I de sidste mange år er faggrænserne mellem billedkunst, design og kunsthåndværk blevet mere og mere opløste, og det er ikke længere klart, hvornår noget er det ene eller det andet. At grænserne mellem faglighederne er blevet mere elastiske burde afstedkomme, at de større museer, der udelukkende præsenterer billedkunst, også kunne tænkes at åbne op for kunsthåndværk- og designområdet. Det sker ikke, trods det faktum, at flere og flere billedkunstnere udtrykker deres kunstneriske praksis i materialer som tekstil eller keramik. Den nyligt overståede Venedig Biennale manifesterede præcis denne tendens med en overvægt af tekstile værker, hvor kunsthåndværket og det lokale håndværk var i fokus.

En åbenlys idé

Måske er en af årsagerne til denne stadigt konservative skelnen på museer og kunsthaller, at man tager afsæt i uddannelserne? Om man er uddannet som hhv. kunstner eller designer/kunsthåndværker! Når jeg selv skal prøve at definere forskellen på kunsthåndværk (og design) og kunst, plejer jeg at sige, at kunsthåndværket kommer med materialet forrest. At materialet er det primære sammen med erfaringerne i, hvad man kan gøre med det. Når man behersker sit materiale med præcision og erfaring, opstår den kunstneriske overbygning ofte derfra. Fra materialet (det praktiske) og hen til den intellektuelle (abstrakte) kapacitet. Som billedkunstner går man ofte med ideen forrest, hvor det materielle – altså materialet, som idéen bliver fremkaldt igennem, er sekundær. Det er selvfølgelig groft karikerede udlægninger, men de tjener et formål. Nemlig, at der trods flydende grænser og distinktioner mellem fagfelterne er nogle generelle kendetegn mellem de to områder, som trods fluiditeten mellem dem bør opretholdes, dyrkes og formidles. Kendetegn, der handler om historie, tradition, materialeforståelse, innovation og teknologi. Det er derfor, at en kunsthal for kunsthåndværk og design bør være så åbenlys en idé.

The white cube med dokumentation og formidling

I min optik, bør en kunsthal være et neutralt, stringent ”space”, hvor kunsthåndværkets og designs stoflige fortrin kan komme til deres ret. Et sted, så renset for konnotationer og kulturarv – en ”white cube” – at stedet ikke lægger sin kontekst ned over det, der udstilles. Jeg elsker pakhuse og hele den fordums industrielle æstetik og materialehistorie, der oser ud af bjælker og de lavloftede lokaler, men tiden er inde til, at kunsthåndværket gør sig fri af den romantiske iscenesættelse og tager scenen selv. Viser verden, at dette felt har potentiale til ikke kun at forvalte sin kulturarv, tradition og materialeforståelse, men også til at være en solid innovationspartner indenfor f.eks. den grønne omstilling. En kunsthal, der måske ikke kun udstiller feltet i tværfaglige, tematiske eller materialespecifikke snit, men også tager formidlings- og dokumentationspligten på sig! En kunsthal, der slår fysisk form og skrevet eller visuel formidling og dokumentation sammen som to fluer med et sikkert og oplagt smæk, så de udstillinger, der vises her i lige så høj grad dokumenteres og formidles videre efter udstillingerne er ovre. Som et arkiv over den kontemporære scene, man kan dykke ned i efterfølgende til både uddannelses- og forskningsmæssige formål.

Derfor skal området dyrkes!

Hvorfor er det fundamentalt og vitalt at bevare, dyrke og formidle de kendetegn, der er særlige ved kunsthåndværk og design?
Det er det, fordi feltet aldrig står stille, men altid er i bevægelse. Henimod nye udtryk. Nye idéer. Nye materialer. Nye hybrider. Nye greb. Nye måder at fortolke traditionen på. Dokumentationspligten i en sådan kunsthal kunne netop dæmme op for den manglende dækning i de danske medier. I det danske medielandskab findes der ikke en formidlingsplatform, der dækker området tilnærmelsesvist. Alt foregår i mindre klatter, og er ofte kommunikeret og dokumenteret af ren og skær vilje og hjerteblod – og hvis man er heldig og endnu mere driftig lidt fondsmidler. Tag bare Butik for Borddækning, det efterfølgende Udstillingssted for Tekstil (begge lukkede kunstnerdrevne udstillingssteder, red.) og min egen kanal. Aviserne dækker ikke længere feltet på en faglig og dybdegående måde, men ender i stedet med at formidle kunsthåndværk og design som materielle ’must haves’ på en shoppingside i boligsektionen. Feltet er åbenbart ikke lige så vigtigt som arkitektur, litteratur og film, der stadig har egne faganmeldere, og hvor det stadig er nogenlunde prestigefyldt at bære titlen. Og vel at mærke anmeldere, der er velbevandret i deres fagområdes historie, tradition og udøvere.

Det er derfor, en statsstøttet kunsthal med formidlings- og dokumentationspligt giver mening, hvis du spørger mig. For på den måde kunne de fagkyndige medarbejdere på stedet bruge deres tid og kompetencer på at dokumentere og formidle feltet til alles fordel i stedet for at fundraise midler til husleje og elektricitet. En vibrerende kunsthal med et tæt program af kvalitetsudstillinger med tilhørende formidling, er jeg ret sikker på, vil give genklang i det kulturelle landskab og skabe øget opmærksomhed på feltet. Så kunsthåndværk og design kan klatre op af den kulturelle rangstige og blive et område, der betragtes med den tillid og respekt, som feltet fortjener. Så kunsthåndværkere og designere fx kan komme med i det gode og berettigede selskab, når der skal vælges udøvere til større udsmykningsopgaver i det offentlige og kommercielle rum, som større arkitekturopgaver ofte fordrer. Så kunsthåndværk og design bliver et felt, som flere mennesker forstår dybden og meningen af og med. Det er det, jeg ønsker for området.

Det kan derfor kun gå for langsomt med at få nedsat en arbejdsgruppe sammen med de ledende kræfter i Kultur- og måske Erhvervsministeriet! Som jeg også har sagt før, er der ingen, der siger, at den kunsthal SKAL ligge i København. Bare den findes og har en drift, der er sikret, så er det næsten lige meget, hvor i landet, den ligger. Det essentielle er, at scenen findes, så feltet har et afsæt at udstille, udvikle og innovere sig fra.

Tema: Kunsthåndværkets scener

I de kommende måneder sætter Formkraft fokus på kunsthåndværk- og designfeltets scener. Glæd jer blandt andet til en kortlægning af større og mindre udstillingssteder, der viser kunsthåndværk og design.

Læs også temaet Designudstillinger