”Tillykke Maria. Så fortjent!” Lykønskningerne strømmer os i møde, da studielektor og glaskunstner Maria Sparre-Petersen viser rundt på Det Kongelige Akademi. Dagen før modtog hun Undervisnings- og Forskningsministeriets store pris for blændende god undervisning. Og den velansete studielektor fra Institut for Bygningskunst og Design er da også tydeligt stolt og rank i ryggen. Prisen deler hun med lektorkollega og ph.d. Flemming Tvede Hansen. Sammen har de udviklet undervisningsmodulet ”Eksperiment, Materiale og Teknologi”, hvor de studerende får lov til at eksperimentere på livet løs. ”Ikke som da jeg selv gik på Danmarks Designskole,” understreger Maria Sparre-Petersen. Dengang fik man en stillet opgave, og så var man bundet op på den. Nej, i dag gælder det om at starte fra scratch. Om at turde fejle. Det er det, det hele handler om: at begive sig ud på dybt vand og finde nye kunstneriske ståsteder.
Da vi smutter gennem værkstedet med den store glasovn, stopper Maria Sparre-Petersen op og spørger et par studerende, om hun må tage et billede. iPhonen bliver hevet frem, og den engagerede lærer foreviger en algegrøn organisme i glas, der bliver poleret op i hånden. Ude i gården er de nye arkitektstuderende i gang med at mure og spartle 1 m3 af en selvvalgt bygning.
”Det giver en helt anden fornemmelse af arkitekturen at se materialerne i et udsnit 1:1,” konstaterer Maria Sparre-Petersen. Materialer er noget, hun går op i. Det er også her, hun ser styrken, når designere, og måske i særlig grad kunsthåndværkere, rykker ud i det offentlige rum og skaber udsmykninger, installationer og bygningsintegreret kunst:
”Som kunsthåndværkere praler vi af materialekendskabet. Inden for glas og keramik er varmekemien afgørende. Hvad sker der med materialerne, når vi varmer dem op? Det er dér, alkymien foregår, og vi ikke er i fuld kontrol. Det er også dér, det nye åbner sig. Når man risikerer noget, udfordrer man rammen, materialet og teknikken og opdager nye æstetiske mulighedsrum.”
Korset i kirken
Maria Sparre-Petersen har selv skabt flere brugerinvolverende projekter til det offentlige rum. Som ”The Rain” over alteret i Husumvold Kirke. 95 snore med tusindvis af bittesmå glasperler danner korsformen, der hænger ned fra kippen. Når man lægger sig på knæfaldet og kigger op for at modtage nadveren, møder blikket det glasklare kors, der glimter i lyset fra det store vinduesparti ud mod Utterslev Mose. En lyrisk udsmykning, som blev til i selskab med kirkegængerne til kaffemik i menighedshuset efter søndagsmessen. Maria Sparre-Petersen fortæller:
”Der skulle sættes perler på 11 meter lange snore, og det ville tage mig en rum tid og blive alt for dyrt. Så det var oplagt at engagere sig. På den måde fik borgerne en aktie i værket. De tog perler med hjem og konkurrerede nærmest om, hvem der kunne lave flest. De gik op i det med liv og sjæl. Samtidig blev det en anledning til at snakke om kunsten i livet.”
Kunst på flaske
Det offentlige rum bruger Maria Sparre-Petersen bevidst til at nå bredt ud:
”Jeg har arbejdet med installationskunst og underlige projekter, hvor jeg forsøger at komme i kontakt med almindelige mennesker, fordi kunsten ikke udelukkende skal være for de indviede. I billedkunstverdenen prædiker man meget for de overbeviste. Jeg vil hellere i dialog med almindelige mennesker. Derfor har jeg altid forsøgt at komme ud i livet med mine projekter.”
Bred rækkevidde, denne gang også under havoverfladen, fik projektet ”Send a Message to the World”. Oprindeligt uddannet sømand sejlede Maria Sparre-Petersen over Atlanten og smed flaskeposter ud undervejs med hilsener fra 13 forskellige deltagere og hendes e-mailadresse. En dag var der besked i indbakken. Med en hæklenål havde den heldige fisket sedlen ud af den lille, smalle hals på flasken, der var skyllet i land på øgruppen Channel Islands mellem England og Frankrig. Projektet havnede bagefter på Forårsudstillingen på Charlottenborg.
Kunsthåndværk i øjenhøjde
Men hvad er det, kunsthåndværk kan i det offentlige rum? Maria Sparre-Petersen forklarer:
”Det er ofte mere i øjenhøjde end de skiønne kunstarter. Billedkunsten er i de senere år gået i den konceptuelle retning. Med al ære og respekt for konceptuel kunst, som jeg holder meget af, er det en eksklusiv genre, de færreste kan relatere til. Hvorimod langt de fleste kan relatere til kunsthåndværk. Det har også udviklet sig i en konceptuel retning. Men fordi kunsthåndværk har materialenærhed og en mindre elitær referenceramme, engagerer det også dem, som ikke nødvendigvis interesserer sig for kunst, der for eksempel er lavet af papkasser, fordi det tilfældigvis er smart lige nu.”
Referencen til brugsting gør kunsthåndværk nemmere at relatere til:
”Det er noget, man kan tage og føle på. Det kan få os til at se ting på en anden måde: Kunsthåndværkerens kompetence kan pludselig åbne op for, at man oplever et sted helt anderledes.” Af kunsthåndværk, der fungerer godt, fremhæver Maria Sparre-Petersen keramikduoen Claydies:
”Selv om det er konceptuelt, er det også humor, når de inviterer publikum til interaktion, og man kan tage selfies med deres værker. De rækker ud. Eller Helle Hoves ”Keramisk Viadukt” i Kolding. Her har hun vendt et sted, som før var utrygt og uhyggeligt, til en inviterende og æstetisk oplevelse. Med relativt enkle og sanselige greb. Kunsthåndværkere har en veludviklet sans for materialer og atmosfære.”
Atmosfære, ja tak!
Lige nu er der øget opmærksomhed på atmosfæredesign:
”Alene farvesætning er en hel disciplin, som er på vej ind igen. Og man er begyndt at tale om atmosfære på hospitaler og det sundhedsvidenskabelige område. Man har fundet ud af, hvor meget det betyder for rekonvalescens at opholde sig i rum, som ikke er sterile. Derfor er der fokus på, hvordan man kan arbejde sammen med især tekstildesignere om indretning af hospitalsrum med henblik på bedre helingsprocesser. De er også efterspurgte på det akustiske område.”
Designere sætter mennesket i centrum:
”I og med at man har fået mere blik for, at man skal arbejde tværfagligt for at løse store, komplekse problematikker, kigger man også på, hvordan man kan inddrage designere i de løsningsforslag. Designeren har sensitivitet i forhold til at skabe atmosfære, der fungerer for mennesker, og arbejder anderledes kreativt og analytisk end en ingeniør eller læge.”
Flere designere har derfor fået foden indenfor i læringsrum på skoler:
”Man vil selvfølgelig have en arkitekt til at udforme den overordnede plan. Men så vil man måske have en møbeldesigner til at se på, hvordan man udvikler moderne møbler, der er gode for indlæring. Her er designere kommet mere på banen, og i visse tilfælde også kunsthåndværkere, som har kendskab til materialer, og hvordan teksturer optræder i forhold til kroppen. Der er mere forståelse for, at designere og kunsthåndværkere har kompetencer, som er vigtige i samarbejdssammenhænge.”
Stuk, rosetter og gesimser
Netop tværfaglighed driver The Material Cluster, hvor Maria Sparre-Petersen og et hold kolleger fra akademiet afprøver materialer, nye teknologier og skalaforhold. Lige nu i projektet ”Stuk, rosetter og gesimser” i samarbejde med facaderenoveringsfirmaet Rubin Stuk & Søn.
”Med håndholdte 3D-scannere kopierer Rubin Stuk & Søn den eksisterende geometri, tager den med hjem, tegner den op, fræser det nye element ud og tager tilbage og skifter det. Det er et smart og bæredygtigt alternativ til at rive ned og bygge nyt. ’Stuk, rosetter og gesimser’ undersøger klassisk formgivning i forhold til udsmykning af bygninger i fremtiden. Forskningen har en historisk reference i en kunsthåndværksmæssig tradition. Og vidensdelingen mellem de materialebaserede forskningsfelter rækker ud i det offentlige rum.”
Maria Sparre-Petersen påpeger, at der er vide grænser for kunsthåndværk og design i det offentlige rum:
”Det er et elastisk begreb. Lige fra en dekorativ overfladebehandling til objekter, der indgår i en rumlig sammenhæng. Men også det digitale rum, som vi alle sammen går rundt med i baglommen. Der er hele universer derinde, som spildesignerne bygger op i rumlige visualiseringer.”
Sexet samarbejdspartner
En aktuel tendens på akademiet er den nyvundne interesse for materialeområdet. Så nu er det smart at være kunsthåndværker:
”Jeg oplever, at vores studerende er blevet hippe. Omverdenen er meget mere interesseret i, hvad de laver. For ti år siden havde kunsthåndværkere ry for at være tedrikkende, kedelige madammer. Der er sket en holdningsændring i samfundet. Nu er kunsthåndværkere nogle, man virkelig gerne vil lave noget sammen med. De er da nok de mest sexede at samarbejde med nu om dage.”
Ude på Holmen bliver arkitekt- og designuddannelserne mere og mere integrerede. Det øger chancen for at komme i spil til fremtidens udsmykningsopgaver:
”At vi er fusioneret giver den fordel, at kunsthåndværkere i højere grad vil opbygge et netværk blandt arkitekter. Flere kunsthåndværkere og designere kommer formentlig til at arbejde med udsmykning, fordi de kender arkitekterne. Tit er det personbåret, om man får en udsmykningsopgave eller ej.”
Kilroy was here
Modsat traditionel udsmykning forsvinder Maria Sparre-Petersens installationer ofte efter et stykke tid. Som de lånte reagensglasrør i ”The Puddle Project”, der efter tre uger blev leveret tilbage til fabrikken og recirkuleret. Et enkelt værk af recirkuleret flaskeglas udvikler sig dog stadig: ”The Pennylaw Meets the Walk of Fame”, der udspringer af en workshop på Glasmuseet Ebeltoft, hvor gæsterne dekorerede brosten i glas. Resultatet kan ses foran museet.
”Det er en lidt hemmelig installation, der griber ud i byrummet. Man skal vide, den er der, for at opdage den. Det er samtidig et subkunstprojekt. Jeg giver brosten til mine nevøer og niecer, der lister dem ned, hvor de bor. Lidt lige som ’Kilroy was here’. En barnlig form for graffiti.”
Så hold øje derude, næste gang du spadserer hen ad fortovet. Måske du spotter en brosten i glas. Et diskret og subversivt statement, der stikker ud fra mængden og på bedste vis illustrerer, hvordan kunsthåndværkere og designere besmykker og beriger byens rum.
Om Maria Sparre-Petersen
Glaskunstner og studielektor ved Det Kongelige Akademi Maria Sparre-Petersen underviser, forsker og udstiller projekter og unikaskulpturer i ind- og udland. Frem til den 8. december er hun aktuel med skulpturerne ”Epistemiske Artefakter” på gruppeudstillingen ”Matter at Hand: Ten artists in Denmark” hos Hostler Burrows New York.
Tema: Atmosfære – kunsthåndværk og design i det offentlige rum
Formkraft sætter i efteråret 2021 fokus på, hvilken atmosfære kunsthåndværkets iboende materialekultur, teknik og æstetik kan tilføre det offentlige rum. Og hvorfor det mere end nogensinde er relevant at medtænke kunsthåndværkeren og designeren, når de statslige bygninger renoveres, når kommunen udvikler kunstneriske udsmykninger, og når de private aktører skal have tilført sjæl og sanselighed til den moderne by.
Mere viden i Arkivet
Form på Byen af Pernille Anker Kristensen, Kunstuff 1/2004
“Keramikeren Ann LiLja har flere gange sat markant form på byen. I øjeblikket er hun med i det ekspertpanel, som Statens Kunstfond har bedt udtænke en helhedsplan for Kolding Å.”
Poesien i en betonklods, Dansk Kunsthåndværk 1/2000
“Keramiker Helle Hove har renoveret og kunstnerisk bearbejdet en viadukt i Kolding”
Et Designerliv af Pernille Anker Kristensen, Kunstuff 4/2004
“Claydies har skabt deres helt personlige varemærke i ler. Med spektakulære påfund som frisureskåle og cykelhjelme udfordrer ceramicduoen den gængse opfattelse af design. Her fortæller Tine Brolcsø og Karen Kjældgård-Larsen om tankerne bag tingene og om to nye projekter: service til DSB og duge og håndklæder for Södahl.”
