”Bæredygtig produktion” er en selvmodsigelse – et oxymoron. En produktion vil altid sætte et aftryk på miljøet, medmindre det er produktion ud fra et regenerativt princip, hvor man genopbygger i stedet for at påvirke miljøet negativt. Opmærksomheden på regenerative principper og handlinger er opstået ud fra den betragtning, at menneskets aktiviteter nu påvirker jorden i så høj grad, at det medfører globale klimaændringer. Vores tid omtales som den antropocæne tidsalder, og det kalder på en gen- eller nytænkning af, hvordan man kan arbejde mere bæredygtigt med design og produktion. I denne artikel undersøger jeg, om man kan sætte lighedstegn mellem lokale produktionskæder og bæredygtighed i produktionen, og hvilken betydning cirkulære principper har for bæredygtighed i denne sammenhæng.

Verdens materialer har et større potentiale

I de seneste år har der i medierne været fokus på det, man på nudansk kalder ”Earth Overshoot Day” . Det er den dag i et kalenderår, hvor det er beregnet, at jordens befolkning har forbrugt den mængde ressourcer, som planeten kan nå at gendanne på et år. Datoen opgøres også specifikt for de enkelte lande. I år var datoen således 16. marts for Danmark og 1. august for hele verden. Det er et kompliceret regnestykke, som man selvfølgelig skal være kritisk over for. Men det er alligevel tankevækkende, at datoen for hele verden i 1970 var den 23. december. Noget tyder på, at mange forbruger uden omtanke for miljøet, og at vi ikke udnytter vores ressourcer fuldt ud.

Flere kilder peger på at vi smider store mængder materiale ud uden at udnytte den værdi, der kunne ligge i at genanvende dem inden endelig bortskaffelse. En af disse kilder er The Circularity Gap Report Denmark, som er udarbejdet af den hollandske konsulentvirksomhed Circle Economy i 2023. Ifølge den bruger vi i Danmark i gennemsnit 24,5 ton nye materialer per person per år.

Det er noget mere end gennemsnittet for en EU-borger, der er på 17 ton, og det globale gennemsnit, der er på 12 ton. Ifølge Circle Economy skal vi ned på 8 ton per person per år for at nå et bæredygtigt niveau for materialeforbruget på globalt plan.

Rapporten fremhæver også, at kun 4 % af de materialer, vi bruger i Danmark, er genbrugte eller recirkulerede. Det betyder ikke, at 96 % af de materialer, vi anvender, er dårligt anvendte, da mange er bundet i for eksempel bygninger og infrastruktur i mange år. Men 4 % er ikke meget, set i lyset af, at det gennemsnitlige globale forbrug af genbrugte og recirkulerede materialer er opgjort til 7,2 %.

Rapporten peger på fem primære indsatsområder, hvor det kan give mening at sætte ind for at hæve dette tal for Danmark: byggeri, transport, fødevarer, produktion og livsstil. Pilen peger altså på både lovgivere, industri, offentlige og private virksomheder og forbrugere.

Affaldshierarkiet og lang produktlevetid

Hvis vi skal ændre den måde, vi bruger materialer på, skal hele samfundet aktiveres. Der skal lovgives på området, vores industrier skal gentænke produktudvikling og produktion, og vi skal alle sammen bruge materialer med omtanke. Selvstændige kunsthåndværkere og designere har også et ansvar for at agere bæredygtigt, og det giver mening, at de – ofte små – virksomheder selv undersøger og eksperimenterer med genanvendelse og recirkulering af materialer.

Et af de områder, det ligger lige for at undersøge, er produkternes levetid. Der ligger også en stor opgave i at undersøge, om de materialer, de er lavet af, kan genanvendes og recirkuleres. Fra politisk side er der en stigende opmærksomhed på, at vi skal bruge vores ting i længere tid og sende dem videre på en ansvarlig måde, når vi ikke selv kan bruge dem længere, eller hvis de er slidt op. Kommunal affaldssortering i mange fraktioner er et resultat af denne opmærksomhed, og affaldshierarkiet er et af de nye begreber, vi har lært at kende og er begyndt at bruge.

Affaldshierarkiet er faseopdelt, og pointen er, at det giver mest værdi, hvis vi kan holde materialerne længst muligt i de første faser. Når det forklares som fem faser, er disse forebyggelse, forberedelse med henblik på genbrug, genanvendelse, anden nyttiggørelse (f. eks. energiudnyttelse) samt bortskaffelse.

Energiudnyttelse og deponi er kendt for alle; begreberne dækker over henholdsvis forbrænding med henblik på energiproduktion og opbevaring på en losseplads og er nederst i hierarkiet.

Genbrug kender de fleste også. Det er for eksempel, når vi samler flasker ind, vasker dem og bruger dem igen.

Forebyggelse handler om, at vi skal blive bedre til at reparere vores ting, men også, at vi skal overveje, om det i det hele taget er nødvendigt at anskaffe nye ting. Genbrug og forebyggelse er mindst ressourcekrævende, og det giver derfor størst værdi i forhold til klimapåvirkning, hvis vi kan holde vores materialer i de to faser længst muligt.

Genanvendelse, som ligger i midten af hierarkiet, henviser til, at vores ting bearbejdes, så de recirkuleres til nye materialer. Det kan være tekstilprodukter, der kradses op, så materialet kan spindes til nyt garn, glas, der knuses og smeltes om til nyt glas, osv.

Det betragtes som et hierarki, fordi overgangen mellem hvert led kræver ressourcer. Det vil sige, at jo længere tid vi kan holde vores materialer i ét led, des længere levetid vil de få. I forskerkredse refereres der ofte til Ellen MacArthur Foundations ”sommerfuglemodel”, som peger på lang levetid som en uomgængelig del af cirkulær økonomi. Sommerfuglens ene vinge illustrerer den biologiske cyklus, mens den anden viser den tekniske cyklus.

I den biologiske cyklus er fokus på bionedbrydelighed og på, hvordan materialekomponenter kan returneres til miljøet uden at gøre skade. I den tekniske cyklus er der fokus på at holde materialerne i brug længst muligt, før de bliver til affald.

Lokal produktion

Ikke alle, men mange, danske kunsthåndværkere og designere producerer lokalt. Det gør det oplagt at se på, hvilke greb man kan bruge for at dreje lokal produktion i en mere bæredygtig retning. Jeg er interesseret i, hvordan principper om lang levetid og cirkularitet kan bidrage til en mere bæredygtig lokal produktion. Derfor ser jeg på det potentiale, der ligger i at etablere en lokal produktion som en kæde af sammenhængende processer –
såkaldte mikrofabrikker – og giver eksempler på, hvordan specifikke tiltag i de enkelte led af produktionsprocessen kan give en mere bæredygtig produktion.

Mikrofabrikker

Mikrofabrikker sammenkæder flere forskellige produktionsled. Det kan for eksempel være produktion af metervarer, print og syning eller neddeling af tekstiler til fibre og spinding af nye garner til fremstilling af tekstiler. I disse år er der flere, der eksperimenterer med og undersøger, om mikrofabrikker kan gøre det rentabelt at producere lokalt, og om de kan bidrage til mere bæredygtige produktioner.

Når det drejer sig om tøj, har vi et altoverskyggende problem, og det er overproduktion. Der produceres langt mere tøj til det danske marked, end der er brug for, og meget af det er lavet af ringe materialer og har en dårlig pasform. Konsekvensen er, at meget af det tøj, der bliver solgt, ikke slides op, før det bliver smidt ud.

Det spild har provokeret designer Sarah Brunnhuber, som har base i København. Hun har med sin virksomhed STEM sat sig for at etablere en mikrofabrik, der tilbyder tøj lavet af genanvendte materialer og på bestilling ud fra en særlig måde at væve, tilskære og sy på, som ikke giver noget materialespild. Brunnhuber har blandt andet modtaget en Innobooster fra Innovationsfonden i 2021 og deltaget i et talentforløb under Statens Kunstfonds program Den Unge Kunstneriske Elite i 2022.

En grundtanke i STEMs produktion er, at hvis man selv tager ansvar for hele produktionskæden, har man maksimal mulighed for at påvirke både materialevalg, design og produktion af de produkter, man sender ud.

For STEM betyder det, at alt laves på bestilling, hvilket medfører en ventetid på 6-8 uger. Minimering af spild er en anden vigtig strategi. Ved konventionel konfektionering kan der være op til 20 % afklip, som risikerer at gå til spilde. Brunnhuber har opfundet en jacquardteknik, hvor man væver de enkelte mønsterdele ind i stoffet. Resten af tekstilet er vævet med en meget løs binding, der bliver til frynser i stedet for afklip, når man senere klipper mønsterdelene ud.

De garner, der væves af, er 100 % bionedbrydelige. Bomuldsgarnerne indeholder så vidt muligt 50 % genanvendte bomuldsfibre, og viskosen er fremstillet af Tencel-garner, som udmærker sig ved at være et af de mindst miljøbelastende viskosegarner, der produceres. Vigtigt for STEMs mission er også et ønske om at skabe et stærkt bånd mellem tøjet og dets ejer. De særlige vævede tekstiler er derfor et vigtigt led i STEMs historiefortælling og filosofi, og Brunnhuber bruger dem til at give tøjet en emotionel merværdi.

En anden mikrofabrik, som det er værd at holde øje med, er Rodinia Generation, som tilbyder digitalprint og syning af tøj på bestilling. Beklædningsdesigner Trine Young står bag virksomheden, som har modtaget støtte fra blandt andet Innovationsfonden og EU Horizon 2020. Senest i 2024 har store investeringsfonde også meldt sig på banen. Virksomhedens mission er at komme overproduktion til livs ved at producere små ordrer, tæt på kunden og ved hjælp af teknologi, der minimerer vand- og kemikalieforbruget.

Danske kunsthåndværkere og designere

Ud over mikrofabrikkerne er der en del mindre kunsthåndværks- og designvirksomheder i Danmark, der på forskellig vis er optaget af, hvordan man kan arbejde med bæredygtige tiltag i produktionskæden, ud fra både et teknisk-funktionelt og et æstetisk-emotionelt perspektiv og dermed også lægger op til, at vi bruger vores tøj og tekstiler på en mere bæredygtig måde. De følgende eksempler er på ingen måde en udtømmende liste, men det er ment som inspiration til selv at søge mere viden. Jeg giver eksempler på virksomheder, der producerer efter ordre og tilbyder personlig tilpasning af produktet, virksomheder, der upcycler brugte tekstiler til nye produkter, en virksomhed, der er optaget af alternativer til konventionelle farvestoffer, og en virksomhed, der fokuserer på kvalitet som middel til æstetisk bæredygtighed.

Mange virksomheder er interesserede i at producere efter ordre for at undgå overproduktion. Ud over en mindre strikkollektion producerer virksomheden Week of Wonder kun det tøj, der bliver solgt. Konceptet er, at man booker en tid i showroom’et i København eller Aarhus. Her kan man se kollektionen og få taget mål. Ved en bestilling tilpasses størrelsen ud fra kundens personlige mål. Tøjet produceres i Portugal, og der går fire til seks uger fra bestilling til levering. Son of a Tailor tilbyder også at tilpasse dele af kollektionen til personlige mål. De fleste produkter kan leveres på en til to uger; den korte leveringstid er blandt andet mulig, fordi virksomheden ejer et produktionssted i Portugal. Hvor Week of Wonder arbejder med kollektioner og tøj til kvinder, tilbyder Son of a Tailor T-shirts og strik til mænd.

Der er også stor interesse for upcycling af allerede producerede tekstiler. De virksomheder, jeg har omtalt her, giver nyt liv til brugte tekstiler, men der findes også virksomheder, som for eksempel den socialøkonomiske virksomhed Sheworks , der anvender rester fra andres produktion til deres produkter. Martine Myrup køber sine tekstiler i genbrugsbutikker og upcycler dem blandt andet til børneskjorter. Vaer producerer og sælger sneakers lavet af upcyclede jeans. Hvor Martine Myrup laver unikke stykker tøj og konstant må forholde sig til forskellige tekstiler, har Vaer valgt at arbejde med denim. Selvom denim kan se meget forskelligt ud, forenkler det processen, at der trods alt er tale om samme type tekstil.

I de senere år er der opstået stor interesse for alternative farvestoffer og plantefarvning. Et eksempel på dette er den socialøkonomiske virksomhed I Tråd med Verden. Elemental Coloring er en helt anden type virksomhed, som også interesserer sig for farvning med alternative farvestoffer. Virksomheden, som er et underbrand af den store tekstilproducent UTG, designer og sælger basistekstiler farvet med plantebaserede og mineralske farve-og hjælpestoffer. Denne form for indfarvning giver en farvepalet, der hovedsageligt består af lyse og douce pastelfarver, som vil ændre nuance over tid.

Det sidste eksempel, jeg vil nævne her, er strikvirksomheden Hanne Linding Denmark, som laver beklædning til kvinder. Virksomheden er optaget af god kvalitet og æstetik som et middel til bæredygtighed. På den måde minder den om mange små kunsthåndværks- og designvirksomheder, der har dyb faglighed som omdrejningspunkt. Det handler om produkttilknytning og emotionel værdi, som er nogle af de sværeste parametre at arbejde med i forhold til bæredygtighed, fordi den endelige klimapåvirkning i sidste ende afhænger af det liv, tøjet får hos forbrugeren. Det gør imidlertid ikke disse faktorer mindre vigtige.

Et internationalt perspektiv

Hvis man vil kigge tilbage i tiden og sammenligne de nye danske mikrofabrikker med internationale koncepter, er det nærliggende at pege på Issey Miyakes A-POC (A Piece of Cloth), som blev lanceret i 1997. Oprindeligt bestod A-POC af en rundstrikket ribmetervare, der var tilføjet syninger eller sammensvejsninger. Idéen var, at forbrugeren selv skulle klippe sit tøj ud af stoffet ved at følge syninger og sammensvejsninger samt vælge for eksempel, hvor lange ærmerne skulle være, eller om stoffet skulle blive til en kjole eller en bluse. Designmæssigt var projektet optaget af at udforske, hvad der sker, når man går fra 2D til 3D, altså fra flade tekstiler til rumlige produkter.

Overvejelserne omkring bæredygtighed handlede om at minimere affald. Det vil sige, at afklip, der ellers blev smidt ud, også kunne klippes ud og blive til mindre produkter som for eksempel en taske, en bh eller et par vanter. Jeg er ikke klar over, om det blev en salgssucces, men det var medvirkende til at gøre Issey Miyake kendt over hele verden. I dag er det oprindelige A-POC videreudviklet til A-POC ABLE. Idéen er stadig, at forbrugeren skal have indflydelse på det færdige stykke tøj, men æstetisk og teknisk er konceptet ændret en del. Det er således ikke længere baseret på ribmetervarer, men på en plisséteknik, der ved påvirkning af varme og vand definerer formen på det enkelte stykke tøj.

Et eksempel på en nyere international mikrofabrik er Unmade i London, som tilbyder automatiserede on-demand processer. I begyndelsen tilbød Unmade en service, hvor den enkelte forbruger ved at vælge blandt forskellige farvekombinationer og mønstermuligheder kunne designe sin egen sweater, som så blev strikket på virksomhedens digitale strikkemaskine. Senere har virksomheden skiftet retning og tilbyder nu andre virksomheder adgang til sin softwareteknologi. Teknologien kan anvendes på eksisterende værdikæder, så den aktuelle virksomhed kan tilbyde personligt tilpassede produkter.

Forskning og mikrofabrikker

Med den danske outsourcing af tekstilproduktionen til udlandet, har vi mistet meget faglig viden om produktionsprocesser. Hvor designeren før kunne gå ud i produktionen og lave en hurtig prototype eller have direkte indflydelse på farve- og materialevalg, foregår disse processer nu over lange afstande. Det betyder enten, at beslutningsprocessen bliver lang, fordi det tager tid at sende prøver frem og tilbage, eller at der tages beslutninger på grundlag af billeder, arbejdstegninger og tekst med større risiko for fejlkommunikation. Dertil kommer, at den virksomhed, designeren sidder i, ofte ikke ejer produktionen og derfor har mindre indflydelse på materialevalg, processer og arbejdsgange.

At vi nu samtidig skal til at genanvende tekstiler til nye fibre, komplicerer yderligere problematikken med manglende produktionsviden og -kompetencer. Det oplever vi for eksempel med de nye garner, som indeholder recirkuleret materiale fra indsamlede husholdningstekstiler. Vi ved ikke noget om, hvordan de performer teknisk, da der er tale om nye materialeblandinger. For eksempel indgår der nu en materialetype, der kaldes ”other fibres” [øvrige fibre], fordi det simpelthen ikke er muligt at vide, helt præcist hvilke fibre garnerne indeholder. Samtidig kan der også være uønsket kemi i materialet, som der ikke kan redegøres for. Denne problematik vil også gøre sig gældende, når for eksempel keramikere indkøber eller selv laver ”genbrugsler”.

Ovenstående var udgangspunktet for det treårige forskningsprojekt READY, som begyndte i juni 2023. READY er et stort dansk forskningsprojekt med 13 universitets- og virksomhedspartnere, som er støttet af Innovationsfonden.

Projektet er placeret hos Center for Tekstil, Design & Cirkularitet hos VIA University College. Vi har organiseret den praktiske del af projektet som en mikrofabrik, hvor vi sammen med partnerne kan eksperimentere med processerne fra neddeling af tekstil til fibre, spinding af garn, vævning, strikning og digitalprint til vaske-, slid- og pilling-test af tekstilerne.

I modsætning til de mikrofabrikker, jeg har beskrevet ovenfor, er målet med forskningsprojektet ikke at lave produkter men at udvikle viden. Vi arbejder med mange problemstillinger, som for eksempel hvor meget nyt materiale der skal tilsættes for at fremstille et slidstærkt materiale, hvilke farveskalaer vi kan arbejde med, når garnet er lavet af allerede farvede fibre, og hvordan det fungerer i væve- og strikkemaskiner.

Kort sagt er vi interesserede i at udvikle tekstiler til lang levetid og i at finde ud af, hvordan produktionsteknologi kan bidrage til bæredygtighed i alle led af tekstilproduktionen. Det særlige ved vores set-up er, at vi på meget kort tid kan gennemføre en proces fra fiber til færdigt tekstil. Det betyder, at vi ret hurtigt kan prøve forskellige muligheder af, og at vi ved, præcis hvordan processen er foregået. Vi har også et professionelt testlaboratorium til rådighed, så vi hurtigt kan måle for eksempel pilling samt træk- og slidstyrke. Normalt tager denne proces længere tid, da prøverne skal sendes frem og tilbage mellem den danske udviklingsafdeling og den udenlandske producent.

Vi forsker i, hvordan vi bedst muligt kan genanvende indsamlet tekstil til nye tekstiler på den mest bæredygtige måde. Reelt ved vi ikke, om det i forhold til bæredygtighed kan ”betale sig” at fremstille nye tekstiler af indsamlede tekstiler, men det får vi svar på ved at eksperimentere med det i vores mikrofabrik READY.

Næste skridt: regeneration

Mikrofabrikker, cirkulære principper og genanvendelse gør hverken tøj, tekstiler eller andre produkter bæredygtige, da det som nævnt i begyndelsen af artiklen vil være tæt på umuligt at etablere en 100 % bæredygtig produktion, uanset hvor meget umage man gør sig. Det er imidlertid gode midler til at nå et stykke af vejen i forhold til at tage ansvar for de produkter, man sætter i verden, og til at pege på, hvordan andre virksomheder kan lægge (dele af) deres produktion om.

I de senere år er man begyndt at tale om, at efterfølgeren til bæredygtighed og cirkulære principper, når man arbejder med grøn omstilling, er ”regeneration”. Når man arbejder regenerativt, er man ikke bare med til at stoppe nedbrydningen af klimaet, men er med til at reparere og genopbygge det. Det kan for eksempel være et landbrug, der optager mere CO2, end det udleder. I denne sammenhæng bliver det spændende at se, hvad kunsthåndværkere og designere kan bidrage med.

Det er altså ikke nok at arbejde med cirkulære principper, der skal ændre grundlæggende ved den lineære og enstrengede måde, vi traditionelt har arbejdet med produktudvikling på. Hvis vi for alvor vil gøre en forskel, skal vi også bidrage regenerativt.

At kunsthåndværkere og designere er interesserede i at bruge økologiske og genanvendte materialer vil ikke i sig selv medføre en ændring af den lineære forretningsmodel, hvor hovedfokus er på produktion og salg. Heldigvis er mange kunsthåndværkere og designere allerede optagede af, at deres produkter skal kunne holde længe og bruges meget.

Min pointe er, at hvis der skal ske en reel ændring, må brugsfasen og lang levetid tænkes langt mere aktivt ind i produktudviklingen og produktionen, end det er tilfældet nu, og på en måde, så disse aspekter bidrager til indtjeningen.

Bæredygtig produktion forudsætter, at produktudvikling og brugsfase går hånd i hånd. Både for industrien og for de mindre kunsthåndværks- og designvirksomheder gælder det, at der er brug for en holistisk og inkluderende tilgang til bæredygtig produktudvikling. Kompleksiteten øges, og for mange vil det kræve, at den dybe faglighed suppleres med ny viden og tværfaglige samarbejder.

Elefanten i rummet er det store antal af produkter, der produceres, herunder desværre også en del overflødige produkter. Det kan virke uoverskueligt at skulle nedbringe antallet af produkter, der sendes på markedet for mange kunsthåndværks- og designvirksomheder, som er baseret på at skabe økonomisk overskud gennem salg af nye produkter.

På den anden side kan man sige, at hvis der skal bruges mindre tid på produktudvikling og produktion, bliver der mere tid til at arbejde med reparationsservice, vedligeholdelse, gensalg, upcycling og i sidste ende genanvendelse af materialerne til nye produkter. En bæredygtig produktion vil indtænke dette.

Kunsthåndværkere og designere får brug for ny viden om produktionsled, brugsfase og genanvendelse. Det bliver afgørende for at sikre en ansvarlig og bæredygtig udvikling af sektoren. Politikere og magthavere skal være med til at sætte rammerne, men det er faglige kompetencer, ekspertise og viden, der gør en forskel.

Referencer

Harsaae, M. & Bang, A. (2024) Mode, materialer og materialitet i den antropocæne tidsalder. I: Paulsen, M. & Tække, J. (red.). Antropocæn: Menneske, samfund og dannelse i en ny tidsalder, Forlaget UP – Unge Pædagoger.

Earth Overshoot Day, https://overshoot.footprintnetwork.org

Circularity Gap Report Denmark 2023, https://www.circularity-gap.world/denmark

Affaldshierarkiet, https://eur-lex.europa.eu/DA/legal-content/glossary/waste-hierarchy.html

The Butterfly Model, Ellen MacArthur Foundation, https://www.ellenmacarthurfoundation.org/circular-economy-diagram

STEM, https://www.stem.page

Rodinia Generation, https://www.rodiniageneration.io

Week of Wonder, https://weekofwonder.store

Son of a Tailor, https://www.sonofatailor.com

Sheworks, https://sheworks.dk

Martine Myrup, https://martine-myrup.myshopify.com

Vaer, https://vaerupcycled.com/da

I Tråd med Verden, https://www.itmv.dk

Elemental Coloring, https://elementalcoloring.com

Hanne Linding Denmark, https://hannelinding.dk/om-produkterne/

Harsaae, M. & Bang, A. (2023). Responsible fashion products: the role of age in creating product attachment. I: Østergaard, T., Bang, A. & Clausen, R. (red.). Sustainability in Creative Industries. Perspectives From the Field of Education in Design and Business, Frydenlund.

A-POC, Issey Miyake, https://www.metmuseum.org/art/collection/search/185792

A-POC ABLE, Issey Miyake, https://us-store.isseymiyake.com/pages/apocable

Unmade, https://www.unmade.com

READY, https://ldcluster.com/ready-2/

Regeneration, Mandag Morgen, https://www.mm.dk/artikel/den-regenerative-oekonomi-genopbygger-oekosystemerne

Bang, A. & Jørgensen, P. (2024). Bæredygtig produktudvikling. Udvikling af tekstilprodukter i en cirkulær økonomi. I: Juel-Jacobsen, L. (red.). Bæredygtige business-studier, Samfundslitteratur.

Tema: Bæredygtig produktion

Danske Kunsthåndværkere & Designere, Kulturens Analyseinstitut og DDC – Dansk Design Center indgår nyt samarbejde for at styrke det grønne aftryk, skabe debat og nye købsvaner blandt forbrugerne. Målet er at udvikle en digital platform, Green Craft & Design Guide, der giver både forbrugere og udøvere værktøjer til handle mere bæredygtigt.

Formkraft kickstarter projektet med en artikelrække, der sætter fokus på bæredygtig produktion, nye materialer og forbrugeradfærd. Læs tema