”Vi beder politikerne og ledelsen på Designskolen Kolding og Det Kongelige Akademi om at stoppe op og genoverveje, hvilken type uddannelse de ønsker at skabe.”
Sådan lød konklusionen på et debatindlæg, som den 2. april 2022 blev bragt i Politiken. Afsenderne var en række skribenter, som repræsenterede en gruppe studerende på Designskolen Kolding. Anledningen var et ønske om at støtte op om det oprør, der kort inden var blusset op blandt de studerende på Det Kongelige Akademi i København, hvor en udstillingsåbning for familie og venner udviklede sig til en protestaktion, som efter lidt tid blev afbrudt af skolens ledelse.
”Det virkede meget voldsomt, og der var mange store følelser i spil, kunne vi mærke. Og det virkede ikke som en særlig behagelig situation for nogle af parterne.”
Sådan siger Iben Ramvad Kjær, bachelorstuderende på andet år i Tekstildesign på Designskolen Kolding. Hun er desuden næstforperson i skolens Studienævn. Sammen med Josefine My Sommer, bachelorstuderende på andet år i Accessory design og forperson i De Studerendes Råd er hun blevet sat stævne af Formkraft til en samtale om studenteroprøret på landets designuddannelser. Skolens uddannelseschef Eva Kappel og professor i designhistorie ved SDU Anders V. Munch er med som sparringspartnere i samtalen.
Rektors åbne dør
Dagens samtale finder sted på rektor Lene Tanggaards kontor på skolen, dog uden rektors tilstedeværelse. Men faktisk er det et rum, som er kommet til at spille en rolle i det oprør, der kunne være blevet et bål, men som blev ved en lille, men markant gnist. Rummet har nemlig været rammen om en del af de samtaler, der i tiden efter debatindlægget i Politiken kom i stand, og hvor skolens ledelse og de studerende nærmede sig hinanden. Og det viste sig at være en god idé.
Nødvendig dialog
I dag, et halvt år efter debatindlægget, er billedet af oprøret nemlig et andet. Debatindlægget sparkede gang i en betydeligt bredere og mere struktureret kommunikation mellem ledelse og studerende, herunder samtaler om de bekymringspunkter, som eksisterede blandt de studerende – og som stadig kan spøge, men hvor samtalerne har givet en større gennemsigtighed og forståelse i forhold til klagepunkterne.
”Umiddelbart efter debatindlægget fik vi etableret nogle gode samtaler med skolens ledelse. Først i et mindre forum mellem den gruppe, der stod bag indlægget, og rektor, prorektor og uddannelseschef, hvor vi kunne få læsset af om de ting, der bekymrede os. Det viste sig, at rigtig meget handlede om at forstå baggrunden for beslutninger, som for eksempel at lukke op for Kvote 1-ansøgninger og ændringerne i vores praktikophold. Og siden tog vi samtalen videre på dialogmøder i kantinen for alle studerende. Det har skabt meget bedre transparens og en slukning af de brændpunkter, der var,” siger Iben.
Den største udfordring, der har været behov for at tale om, er frygten for akademiseringen af designuddannelsen.
Balance mellem det akademiske og håndværket
”Ligesom i København er akademiseringen en problematik, vi også taler om,” siger Iben. ”Hvis man skal sige det helt overordnet, så handler det om, at der bliver implementeret et højt teoretisk niveau i uddannelsen – og det må ikke ske på bekostning af det praktiske. For så kunne vi jo have læst Designstudier ovre hos SDU på den anden side af gaden,” siger hun med en venlig hilsen til professor Anders V. Munch, der sidder med ved bordet. ”Men det skal ikke misforstås – vi vil jo ikke uddannes til at være formgivere uden tanke bag. Men det hele skal hænge sammen, og det virkede det ikke som om, at det gjorde i København. Og det blev vores bekymring.”
My Sommer supplerer: ”Vi vil gerne både blive klogere akademisk og håndværksmæssigt, og forstå baggrunden for, hvorfor vi formgiver, som vi gør. Men vi er jo ikke søgt ind for at blive professorer alle sammen, og derfor studser vi, både når vi hører tale om akademisering, og når skolen kommunikerer, at det er et mål at få flere PhD’er i gang. Det er ikke derfor, vi er søgt ind på skolen.”
Plads til håndværk i fremtiden?
De to studerende mener dog, at balancen mellem akademisk læring og værkstedstid er ret god lige nu. ”Vi har meget akademisk tankegods med, når vi går ud på værkstederne, men der bliver vi mødt af nogle kloge og dygtige undervisere, som hjælper os med at omsætte det til praktik,” siger My.
Det betyder dog ikke, at diskussionen om akademiseringen fremover bliver pakket væk. ”Vi kan se, at det går virkelig stærkt med det akademiske rul på mange andre uddannelser, som ellers burde være båret af en håndværksmæssig kunnen. Så det kommer vi til at holde øje med. Vi vil også gerne kunne måle os med de bedste internationale designskoler, men vi skal lære på de håndværksmæssige præmisser,” siger Iben.
Og netop det at fordybe sig i sit håndværk er det helt centrale for de to studerende.
”Man kommer jo ikke ind på skolen med en identitet som designer. Måske er man en, der har nørklet med nogle ting derhjemme eller på en højskole. Men når vi kommer på skolen, lærer vi, at vores nørkleri eller personlige passion kan komme op på et niveau, hvor det kan kaldes professionelt design eller måske endda kunsthåndværk, alt efter hvilken vej man vælger at gå,” fortæller de.
For dem handler det også om et rummeligt uddannelsessystem, der anerkender både boglige og håndværksmæssige kompetencer. ”For mig er det en kæmpe frygt, at vi går en fremtid i møde, hvor børn for eksempel ikke har sløjd i skolen. Jeg frygter, at der ikke er plads til folk, der er velsignet med et godt håndelag for at skabe ting. For det ligger til rigtig mange, at de er bedst til at arbejde med hænderne. Og det skal designskolerne rumme og udvikle,” siger My.
Kunsthåndværk og designuddannelsen
I samtalen om uddannelsens udvikling kommer samtaleparterne også ind på kunsthåndværkets placering i designfaget før og nu – også i forbindelse med begrebet oprør. ”Det er jo interessant at mindes, at netop dyrkelsen af kunsthåndværket var 1970’ernes bud på et studenteroprør mod tidens masseproduktion og forbrugersamfund,” bemærker Anders V. Munch.
”Jeg ser os nu mere som designere og formgivere end som kommende kunsthåndværkere i dag,” siger Iben, der dog stadig kan relatere til den samfundskritik og trang til forandring, som kunsthåndværkerne lagde for dagen. ”Vores opgave handler meget om at få knækket den kæmpe bæredygtighedsudfordring, som verden står overfor i dag. Det er virkelig en personlig passion for os. Og her taler begrebet ’craft’ måske mere til os, hvor kunsthåndværk mere er noget pænt, man sætter ind i en montre, og ikke må sætte fedtede fingre på.”
”Men der skal helt klart være plads til alle aspekterne i designfaget i dag. Og vi føler os jo superprivilegerede over, at vi kan trække på dygtige kunsthåndværkere som undervisere. Derfor er det også lidt bekymrende, at der bliver færre, eller måske slet ingen, praktikpladser hos specialister som guldsmede og skomagere. Der er jo en lang, dansk kunsthåndværktradition, der skal bæres videre,” supplerer My.
Eva Kappel forsikrer dog, at der stadig er muligt at udvikle sig til kunsthåndværker gennem designuddannelsen, hvis man ønsker det, eksempelvis inden for linjer som Tekstildesign og Accessory Design. Samtidig er hun heller ikke bange for at trække en forbindelse mellem kunsthåndværket og akademiseringen.
”Kunsthåndværket som disciplin har stadig en berettigelse på skolen i dag – men ikke nødvendigvis udelukkende med det mål at producere kunsthåndværk. Derimod bliver det rigtig spændende, når nogle tager udgangspunkt i kunsthåndværket og så fordyber sig så meget i former og teknikker og foretager materialeeksperimenter, at det begynder at ligne forskning. Og dermed er kunsthåndværket med til at rykke designfagene til nye positioner,” mener hun.
Fine værkstedsmuligheder
De to studerende føler, at den nødvendige samtale om og graden af akademisering er landet et godt sted. Desuden har diskussionen om reduceret adgang til værksteder, som har præget oprøret i København, ikke været den store udfordring i Kolding.
”Næsten tvært imod,” mener Iben. ”Vores værksteder har indtil for nylig været åbne hele døgnet rundt, så vi har næsten haft så meget værkstedstid, at man får lyst til at lave alt for meget,” fortæller hun. ”Men mange af os har netop også valgt at søge ind i Kolding, fordi der var så mange værkstedsfaciliteter.”
Aktuelt er værkstederne dog lukkede i tiden mellem midnat og klokken seks næste morgen som en konsekvens af skolens energispareplan. Men måske gør det ikke noget, kommenterer My. ”Det er måske så der, at vi fra de studerendes råd også skal opfordre folk til at tage hjem en gang imellem og holde lidt fri.”
Holder fast i dialogen fremover
Hvis Iben og My skal give deres kolleger i København et godt råd, så vil det frem for alt være at få etableret en god kommunikationsrutine med skolens ledelse samt fastholde og prioritere de studerendes deltagelse i de styrende organer.
”Vi fik ret hurtigt lagt nogle spørgsmål ned, fordi der simpelthen ikke havde været gennemsigtighed nok om beslutningerne. For eksempel stod det lidt uklart for os, hvorfor praktikken ikke længere lå på bachelordelen. Men det viste sig, at den var flyttet til kandidaten, simpelthen for at skabe plads nok til så meget værkstedstid som muligt på bacheloren, så man havde håndelagserfaring nok til et job,” siger Iben.
”Men vi kommer til at tage andre samtaler i fremtiden,” tilføjer My. ”For eksempel om trivslen hos de studerende i det kreative univers. Vi i de kreative fag er ofte en flok følsomme mennesker, der så er endt i et konkurrencepræget fag, hvor man hele tiden sammenligner sig med andre. Trivslen er sindssygt vigtig på sådan en skole, og der skal ikke meget til for, at der opstår uro på en så relativt lille skole.”
Tema: Studenteroprør
Formkraft dykker ned i studenteroprøret, der startede på Det Kongelige Akademi i starten af 2022 og gav genklang på Designskolen Kolding. Men hvad ville de studerende? Og hvordan endte oprøret? Formkraft giver ordet til både studerende og institutioner og undersøger samtidens uddannelsesmuligheder for kunsthåndværkere og designere.
Mere viden i arkivet
Arkivet på Formkraft rummer mere viden om emnet. Søg på relevante emneord og find frem til artikler:
