Lad det være sagt med det samme. Den kunstneriske dyrkelse af Wegner og andre af dansk designs koryfæer er ikke et nyt fænomen i designhistorien. Iagttagelsen af Wegners kunstneriske begavelse kendetegner både lanceringen af Wegner under Danish Modern, og cementereredes senest ved 100-året for Wegners fødsel i 2014, hvor Wegner blev fejret med flere bogudgivelser og udstillinger om Wegners møbelkunst. Anne Blond, der er direktør for et kommende Museum Wegner i Tønder, lykkedes med at føje nyt til fortællingen med et velformidlet og smukt bidrag om Wegners livtag med kunsten i de formative år.

Først og fremmest er Anne Blond i bogens indledende skarp til at placere Wegner i slægtskab med Arne Jacobsen og Finn Juhl og andre af mastodonterne i det 20. århundredes designhistorie, om hvem der i forvejen findes monografier om akvarellens udtryksmæssige betydning. Samtidig er Blond opmærksom på de mere spæde og jævne kvaliteter i Wegners Tønder-skildringer, der blev til i forsøg med både radering og oliemaleri. Blond perspektiverer de egentlige afsæt for Wegners arbejder med frihåndstegninger og akvarelstudier fra ungdomsårene ind i tiden på Kunsthåndværkerskolen og efterkrigsårene op mod 1950, og det visuelle materiale fra denne periode udgør samtidig hovedparten af bogens 192 sider. Blond laver mange interessante nedslag og kobler Wegners ungdomsforsøg til en fascination af Emil Noldes billedskærerarbejde. En udtryksform Wegner også bemestrede til fulde, om end Wegners interesse gik mere i retning af en håndværksmæssig forfinelse. Det er også spændende, når Blond iagttager kunstens vej ind i Wegners udstillingsindretninger, hvor det bliver tydeligt, at Wegner brugte kunsten og vægudsmykninger aktivt til at udtrykke et personligt tilhørsforhold til Tønder.

Selvom der er lang vej fra Noldes ekspressionisme til Wegners berømte designarv, virker det relevant, når Blond gør kultur- og kunsthistorien omkring grænselandet og fødebyen Tønder til et levende bagtæppe i Wegners kreative rum. På den baggrund må bogen også opfattes som et bidrag, der skal styrke relevansen af et stort hovedmuseum i Tønder for Wegners møbeldesign, og alt det der har formet Wegners bidrag til dansk design.

Blonds indledende essay er velskrevet og føjer spændende viden til Wegners formative udvikling. Bogen har også sin styrke ved frigivelsen af et behørigt visuelt materiale med Wegners detaljerige akvareller af møbler, indretninger, hverdagsgenstande og konkurrenceforslag, men også landskaber, dyremotiver og portrætter som viser hidtil ukendte sider af Wegners enorme talent. Der ligger et stort arbejde bag frigørelsen af materialet, som kan nærstuderes og nydes af alle med interesse for design (og kunst). Bogen er et relevant bidrag, som samtidig giver plads til mere forskningsbaserede kortlægninger af Wegners righoldige designarv.

Læs også