Æltet, formet, brændt

Norge er et overskudsland, når det kommer til gode forhold for kunsthåndværkere og feltet i det hele taget. Stat og kommuner støtter på måder, vi herhjemme kun kan drømme om. Det overskud mærker man på galler F15, der er et af Norges ældste udstillingssteder, som lægger herskabelige rammer til den 47. udgave af udstillingsformatet Tendenser.

Udstillingsformatet har en historik, der går tilbage til mit fødeår i 1971, hvor den etablerede norske keramiker Erik Pløen, initierede idéen, der primært refererede til norsk kunsthåndværk. Den 44. udgave blev til i et samarbejde med det nordiske netværk NNCA – Nordic Network of Crafts Associations. Og siden da har Tendenser været et nordisk format.
I år er der fokus på keramik med formgivere fra Sverige, Norge og Danmark, og udstillingen har fået undertitlen Æltet. Formet. Brændt. (på norsk: Knadd. Formet. Brent.)

Fra natur til pop

Udstillingen viser værker af to svenske, tre danske og fem norske keramikere, der spænder vidt i skala, metode, udtryk og narrativ. Fra de meterhøje store ekstruderede krukker spraymalet i matte neonfarver, skabt af svenske Anton Alvarez på stedet, over de mere subtile, stille krukker, der nærmest synes at gå i oldtidsdialog med naturen som vise artefakter, der taler med træer, mos, krat og vejrlig, til de pop-glatte og iscenesatte amforakrukker med perler, frynser og meget mere.
47th Tendencies: Knadd. Formet. Brent. er kurateret af kunsthistoriker og midlertidige leder af galleri F15, Maria C. Havstam, der har gjort et fint og driftsikkert stykke arbejde med at udvælge den tilpas dosis af svenske, danske og norske udøvere. Der er en overvægt af norsk repræsentation blandt udstillerne, som det nok bør være, når det nu er her, udstillingsformatet bor og udvikles.

Den tidligere herregård i Moss skaber majestætiske omgivelser, der selvfølgelig indvirker på en som gæst. Her er lyst, lækkert og herskabeligt. Med cremefarvede vægge og tildækkede vinduer i stueetagen, for bevidst at mime det modernistiske udstillingsideal om den neutrale ’white cube’, så kunsten kan skinne og tage hovedrollen. Det lykkes temmelig langt hen ad vejen. Især fordi de smukke, organisk svungne podier, der synes at komme ud af væggen, er tilpasset til hver enkelt kunstner og antallet af værker, som de viser. Det er delikat og underspillet uden at underkende sit værd. For havde ”hylderne” været lige og kantede, havde de slet, slet ikke haft samme effekt. Det rundede og svungne synes at yde omsorg og nærvær til værkerne, og de forskellige størrelser på podierne igennem udstillingen er så subtilt et greb, at jeg glædes langt ind, ja, alle de fire elementer, som udstillingens ambition er at vække; hoved, hjerte, hånd og ånd.

Stugeetagens white cube-oplevelse

I stueetagen viser tre kunstnere værker i hvert sit rum, ligesom førstesalen og udstillingens øvrige værker også har deres individuelle ’space’. I stuen er det Christina Schou Christensen, Anton Alvarez og Nina Andrea Standerholen.

I midten – hvor indgangen er – mødes man af de stedsspecifikke ekstruderede Alvarez-cylindre, der synes at være en hybrid mellem high-tech og low-tech. High-tech pga. den maskinelle produktion via ekstruderingsmaskinen, der spytter ”ens” stykker og længder af ler ud i en særlig dysse. Low-tech, fordi det hele er samlet i hånden, stykke for stykke. Møjsommeligt, langsomt og med en omsorg, der er kunsthåndværkeren som materialeekspert forundt. Glaseringen er netop ikke det, glaseret, men spraymalet med en dåse i markante, matte nuancer, der blander sig mellem hinanden som street art på råt og ubrændt ler. Værket er tørret on site og malet med dåse – det kan ikke komme ind ad døren, så jeg går ud fra, at det destrueres til oktober, når udstillingen tages ned. Se det er jo måske en tendens, der er til at tage og føle på – midlertidigt.

Christina Schou Christensen stråler i sit eget rum med en serie værker, der er i familie, men er forskellige i materialer, størrelser og måder at lege med det samme greb. Schous signatur er glasuren, der i stedet for at være noget, men lægger på, fungerer som det konstruktive element i skulpturen. Som et flydende ben stivnet i luften, der smelter ud gennem huller i værkets krop.

Tilfældigheden får lov at råde og åbner nye veje i såvel æstetik og teknik. Her er værkerne holdt i samme nuancer, naturlige bruge nuancer i krop og lyserød, gammelrosa glasur. Det klæder især Schou Christensen at komme op i skala. To af familiens værker er større, grovere og tager rummet mere.

De er eftersigende skabt med noget af det genanvendelige materiale, som Schou Christensen eksperimenterer og forsker i sammen med to kollegaer i projektet Ødeland. Her kommer den grove og let glinsende karakter i det sammensatte materiale for alvor til sin ret. Og det er godt, rigtig godt.

I den anden ende af stueetagen bor den norske keramiker Nina Standerholes krukker. Som en art nordiske moonjars varierer de i skala og størrelse, selvom formen gentages med nuancer.

Det rolige formgreb grounder de mange krukker, der er placeret som små paddehatte, der synes at være skudt op af den jord, de refererer til. For Standerholen opholder sig så meget som muligt i naturen. Bor og arbejder i en af Norges nationalparker og det er her hun år efter år er i dialog med sine omgivelser og årstider. Med farver, strukturer, materialer og mønstre. Og som nævnt indledningsvist, synes hendes krukker at tale med tusindår gamle familiemedlemmer fra en anden tid.

Rummet oser af nærvær og taknemmelighed over det store i det små og fortæller samtidig historier om skrøbelighed og forfald ved siden af naturens uendelige cyklus af tidernes skiften.

Mangfoldige møder på førstesalen

Går man op ad trappen møder man en lille figur af norske Andrea Scholze – den sidder bare der og putter sig i hjørnet og vækker undring. Oppe møder vi fem udøvere i hver sit rum; Ane Fabricius Christensen, Anders Hald, Astrid Sleire, Fanny Ollas og Wisam Al-Samad.

Anders Hald indtager sit rum ’i midten’ uden forstyrrende vinduer. Tre ca. 1,5 meter høje skulpturer indtager scenen. Som tre monolitter i hver deres glasurfarve, hugget ud af blokke af ler. Sådan ser det ud og sådan gætter jeg på, at Hald har arbejdet. Hakket i lige snit og moset, moslet, gravet og blødgjort med fingrene til figurernes personligheder har givet sig til kende. Ifølge Hald selv er det billedhuggerens tilgang, der interesserer ham, ligesom det er menneskets fysiske og eksistentielle tilstand, der optager ham i sit arbejde.

Feministisk power

På førstesalen er der yderligere to nordmænd og en svensker, og sidstnævnte udstiller den klassiske amforakrukke udsat for svensk fashion-feminisme. Fanny Ollas har en baggrund i mode og det er sympatisk, at hun bygger bro mellem sine to fagligheder. Krukkerne er iscenesat med frynser, kæder, perler, sløjfer m.m. og tager som sådan modens identitetsskabende elementer og symboler med sig over i keramikken og porcelænshistorien, som også her må siges at være en stærk reference.

Sleires særkende er de minimale, arkitekturlignende strukturer, der er fulde af rum, hulrum og nye perspektiver alt efter, hvor du anskuer dem fra. Man aner det røde ler, de er lavet af, flere steder, hvor den tynde matte grønne glasur ikke er nået ud i brændingen, der er sket over flere gange. Enkelt, vedholdende og temmelig konsistent og konsekvent taget i betragtning af, at hun skaber sine værker med ler, rullepind og en kniv.

Det er en aldeles vidunderlig serie, Sleire her har lavet og mundvandet steg som jeg gik tættere og tættere på for at sluge alle detaljer i disse teknisk svære konstruktioner. For ler og ovn er levende, plastiske materialer og metoder, der har det med at gå deres egne vegne.

Sidst på etagen er Wisam Al-Samads mange værker, der både fylder hele den ene væg og et stort podier. Her burde kuratoren nok have skåret lidt mere ind til benet, for det føles temmelig overvældene at møde så mange værker, der har så meget på hjerte i så mange former, farver og mønstre, som det er tilfældet. Al-Samad bruger kalligrafi som afsæt for sin praksis og han er optaget af, hvordan form, farve og materiale kan bære følelser i et mellemøstligt formsprog.

Jeg blev nærmest ’overloaded’ af de mange, mange værker på væg og podie og det var ærgerligt, for flere af især skulpturerne havde åbenlyst mange lag af historier at fortælle, som jeg ville ønske, der havde været fysisk og mentalt plads til at formidle. Lige her var ’more is more’ ikke det rette valg, medmindre, måske, at man bor tæt på, og kan komme igen ­– og igen.

Her i parken møder man to af Andrea Scholzes værker. Det ene, der er udstillingens mest foruroligende værk, er en tiger, der ligger i det grønne græs. Helt død og slap i udtrykket, fordi kroppen er væk og kun skindet er tilbage. (se det øverste foto i artiklen)

Ved indgangen en sort Pontiac med en genkendelig, sammenkrøbet Scholze-figur på forsædet med foruroligende huller til øjne og cirkelrunde huller rundt på ’kroppen’. Den sorte Pontiac er den fysiske barndomsdrøm, der i virkeligheden endte som alt andet, da Scholze ikke lavede andet end at køre veteranbilen til mekaniker.

Samlet set er udstillingen 47th Tendencies: Knadd. Formet. Brent. utrolig vellykket. Gennem sin gang gennem det smukke hus og park bliver man beriget, udfordret og forundret. Taler værkerne sammen på udstillingen og ind i en større nutidsbestemt sammenhæng? Jeg synes det ikke.

De udvalgte keramiske formgivere synes mere valgt som nedslag på forskellige tematikker og æstetiske udtryk – nogle få med større politisk eftertænksomhed end andre. Måske kunne det have været sjovt at lade dem gå mere i dialog med hinanden? På godt og ondt? Eksistentielt og identitetsperspektiverende? Som nordiske udtryk indenfor samme felt og materiale, der netop kunne tale ind i en mere sammenhængende nordisk fortælling om humanistiske værdier i en verden, der synes alt andet end?

Som udstillingen er sat op med en kunstner i hver sit rum, er det pænt – eller ’nydeligt’, som man siger på norsk. Men det bliver måske lidt for nydeligt?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at Tendenser er stilsikker, æstetisk, smuk og en helt vildt GOD oplevelse. Rigtig god, faktisk.