Atmosfæriske lag i menneskerummet

Astrid Krogh er optaget af naturens mønstre og fænomener, som fastholder hendes opmærksomhed, skærper hendes sanser og forankrer hende som en del af noget større.

I sin kunstneriske praksis stræber hun efter at indfange og videreformidle naturens foranderlighed i kunst til hverdagens arkitektur: de variationer, hun ser i naturens mønstre, dramaet, når himlens farver flyder over i hinanden, fornemmelsen af universets uendelighed eller vindens kraft, der bryder bølgemønsteret på sandbunden, når den rammer havoverfladen.

Astrid Krogh har udført et stort antal udsmykninger, ofte på prominente adresser i Danmark og i udlandet. I dette interview fortæller hun, hvordan hun omsætter sin baggrund som væver og tekstildesigner til kunstværker, der forbinder os mennesker med en verden, der er større end os selv.

Fornyer af traditionen

Et nysgerrigt sind, lysten til at eksperimentere og ambitionen om at skabe sit eget har drevet Astrid Krogh til at udvikle en nyskabende kunstnerisk praksis funderet i tekstildesignerens metoder.

”Lige fra starten har jeg været interesseret i, hvordan kan jeg med gamle teknikker og nye materialer kan skabe noget nyt. Det har været mit ’take’. Så jeg puttede optiske fibre på den gamle væv. Det blev min ting at finde ud af, hvordan man væver med dem, men egentlig er det samme proces, som når man i århundrede har lavet uld og silke,” siger hun. 

Siden hun i 1997 tog afgang som tekstildesigner og væver fra Danmarks Designskole, i dag kaldet Det Kongelige Akademi – Design, har Astrid Krogh udfordret sit fags grænser. Særligt rapporten, tekstilets mønsterenhed, som genererer mønstre med systematiske gentagelser. I stedet vil hun skabe mønstre ligesom naturens, hvor strukturen varierer og holder blikket fast ”fordi vi ikke kan regne det ud”.

”Alt tekstil handler om orden. Når du sætter en væv op, handler det om at regne ordenen ud, for det er sådan, du kan skabe – og jeg har altid været interesseret i, hvordan jeg kan lave en orden, som jeg kan bryde og i stedet skabe ’en genkendelig orden’, som jeg kalder det. Ofte er jeg nødt til at starte et kendt sted. Så starter jeg med mønstre, som jeg kender. Når jeg for eksempel vil skabe et mønster, der skal udtrykke uendelighed, så starter jeg med nogle af de greb, jeg kender, og bliver der i lang tid, indtil jeg finder ud af at udfordre dem,” siger hun.

En af Astrid Kroghs metoder er at kombinere traditionelle væveteknikker med nye materialer. I sit første værk, Lightmail fra 2000, vævede hun en moderne gobelin af optiske fibre, der lyste i et konstant farveflow og gjorde hende kendt for ”at væve med lyset”. I andre værker tester Astrid Krogh materialers stoflige kvaliteter og det farvespektrum, som dagslyset fremkalder.

”En anden ting, der er vigtig for mig, er at lade materialet tale. For eksempel aluminiummet – hvordan kan jeg få så meget som muligt ud af selve materialet uden at tilføre det mere?” siger hun og forklarer, hvordan hun har arbejdet med værkserien Cloud Illusions

”Jeg kunne godt have valgt at trykke en farve oven på metallet, men her tænker jeg på, hvordan kan jeg få det til at reflektere lyset mest muligt. Det er prægningen, der gør, at spejlfladen bliver forstyrret, så jeg begyndte også at perforere og børste den og derved forstyrre spejlets orden. Men før det blev så enkelt, som det blev, var der malet på det og alle mulige forskellige ting,” siger hun.

Fortællinger fra naturen

Astrid Kroghs tilgang til at skabe udsmykninger er rundet af hendes baggrund som kunsthåndværker, hvor materialeforståelse er essentiel. Ofte trækker hun på sit omfattende vokabular af materialer og teknikker fra eksperimenter og værker. Samtidig er det naturligt for hende, at udsmykninger kan have funktionelle elementer, og at de spiller sammen med arkitekturen.

Ofte skal udsmykningerne opfylde krav til lys eller akustikregulering. I en af hendes første udsmykninger, som hun skabte allerede i 1999, udviklede hun indvendige lysafskærmninger i lamineret glasfiber til kontorer i Det Kongelige Bibliotek i Københavns havn. I Dansk Kunsthåndværk nr. 1, 1999 skriver hun, hvordan hun ønsker ”at yde arkitekturen retfærdighed” og lade materialet skabe poesi i samspil med dagslyset.

”Glasfiberens kvaliteter som et ’hardcore’ højteknologisk produkt med karakter af papirets skrøbelighed spiller op tilbygningens øvrige materialer. Samtidig er det overfladebehandlede og laminerede glasfiberprodukt i stand til at filtrere et skarpt sollys og vandets refleksioner i stål og glas præcist så meget, at en vis transparens til de smukke omgivelser bevares,” skrev hun.

Som dengang arbejder Astrid Krogh også i dag med kunsten som et element, der bidrager til at skabe en særlig atmosfære i arkitekturen. I de seneste to årtier har hun skabt en lang række udsmykninger i ind- og udland, ofte som opgaver vundet i internationale konkurrencer. Hver gang handler det om at finde det greb, som binder hendes egen og stedets fortælling sammen og skaber en stemning på stedet.

”Det er svært at sige, hvad der skal til, før man har det. Det er en cocktail af at forstå stedet, fornemme det og så have en idé om, hvad jeg kan byde ind med. Jeg vil gerne lave noget nyt, men det nye for mig er bygget på et lag af fortællinger og et lag af materialer, som jeg allerede har arbejdet med – og det kan det være, at jeg kombinerer det eller finder et helt nyt materiale,” siger hun.

Naturens fænomener er ofte inspiration til de fortællinger, som Astrid Krogh lægger i sine udsmykninger. Det kan være en solopgang, som overvælder hende. Som en tidlig morgen, hvor hun ser solen stå op over Kattegat og over tyve minutter oplever, hvordan himlens farver svagt, næsten meditativt, glider fra dyb sort over til orange, turkisblå, violet, lysende guld, svagt gul for at lande i en lys blå. Det er den foranderlighed, hun stræber efter at indfange i sine værker.

”Det er faktisk det, det hele har handlet om, og jeg tror, det er fordi, jeg oplever, at min egen opmærksomhed bliver skærpet, når noget forandres. Men så finder jeg altid ud af, at det kan jeg ikke. Eller jo, jeg kan fange dele af det, så derfor er det på en måde en masse delfortællinger. Den fortælling den morgen der … Den kom, mens jeg var i gang med at lave ’Skylight’ med de store runde lyselementer, hvor farven forandrer sig,” siger hun.

Det almenmenneskelige element

Himlen og lyset går igen i Astrid Kroghs fortællinger, når hun tilfører rum den atmosfære, som et sted kalder på. På Rigshospitalet har Astrid Krogh skabt et vindue til verden udenfor i et kirkerum uden dagslys i udsmykningen Lysvæld.

”Da jeg kom der første gang, tænkte jeg, at der skal være et kig ud til himlen. Det er helt grundlæggende for kirkearkitektur, så jeg var meget bevidst om, at det skulle tilbage dertil,” siger hun.

Den guldbelagte altertavle udsender et varmt og gyldent lys i det lille, kompakte rum og giver lokalet den andægtighed og ro, man forbinder med kirker. Herinde sørger, beder og håber patienter og pårørende i kritiske livssituationer. I gæstebogen skriver forældre fødselsdagshilsner til deres afdøde børn, og en stor en del takker Gud, mens andre påvirkes af rummets stemning.

”Engang da jeg kom ind i kirken, stod der en kvinde med armene strakt op over hovedet og lænede sig ind mod altertavlen. Som om hun ville suge lidt af det gyldne lys til sig,” siger hun, mens hun rejser sig, strækker armene i vejret og lukker øjnene halvt.

Når mørket falder på, strømmer det gyldne lys ud i Gang 5.00.1 med flader af granit, beton, glas og gråmalet stål. På vejen til blodprøvetagning, EKG eller toilet åbner sig en metafysisk sprække i den maskine, som landets største hospital også er, og netop her, hvor livet bliver sat i relief, betyder det noget, at det er et naturfænomen, man kan opleve.

”Når man laver offentlige udsmykninger, synes jeg, at man som kunstner har et ansvar for at ramme en form for fællesnævner i mennesker, så flest muligt kan tappe ind i det. Der er nogen ting, man intuitivt forstår – som en solopgang med et gyldent lys. Den bringer os i tilstande, der minder os om, at vi er meget små. Den lægger vinger omkring én og siger ’Slap nu af! Du er bare en lille prik’, og det, tænker jeg, er meget godt som menneske at blive mindet om,” siger Astrid Krogh.