”Tiden er inde til at reflektere over, hvad der sker i overgangen fra det fysiske til det digitale. Er de engang så klare skel mellem vores fysiske og digitale verdener ved at opløse sig?”

Sådan lyder det i beskrivelsen af temaet for årets Biennale for Kunsthåndværk & Design. Temaet er opsummeret med den lidt karakterløse og utydelige overskrift ”Konvertering”. Uanset ordvalg, så ønsker man med udstillingen at belyse det digitales relevans for området.

Jeg kunne forstå på arrangørerne, at temaet har skabt en smule debat blandt potentielle udstillere. Nogle kunsthåndværkere betragter naturligt nok håndens arbejde som det væsentligste i deres praksis. Og nogle føler tilsyneladende, at de er blevet udelukket fra en vigtig scene, som der ikke findes mange af i en dansk kontekst. Forpersonen for Danske Kunsthåndværkere & Designere, Hanne B. Sønnichsen, brugte da også en god portion af sin åbningstale på at forsvare valget af tema. Men det kan undre, at det er nødvendigt i en tid, hvor det digitale er så allestedsnærværende og hastigt udviklende. Selvfølgelig er det et relevant tema. Jeg mener, det er verdensfjernt at påstå andet. På en måde føles det næsten gammeldags at tematisere det digitale. Det er efterhånden så stor en del af vores hverdag, vores arbejde, vores relationer og vores samfund, at det må betragtes som en grundlæggende præmis.

Desuden må en meningsfuld tematik nødvendigvis udelukke nogen. Et andet år kan biennalen måske undersøge det ikke-digitale og dermed udelukke en række digitalt baserede praksisser. Det vil være et forfriskende tema.

Jeg vil faktisk sige, at det kunne have været godt at udelukke lidt flere. Ikke fordi udstillingen føles overfyldt. Kurator Anne Thomasen har gjort et virkelig grundigt og koncist stykke arbejde med fordelingen af værkerne i rummet. Og Copenhagen Contemporary er en opløftende ramme. Den praktiske kuratering er smukt løst.

Min indsigelse skyldes, at en god håndfuld af værkerne på udstillingen netop ikke forholder sig til det digitale . Det er ellers virkelig gode værker af en meget høj kvalitet! Men samtidig værker, der ikke er relevante for temaet. Det ville have klædt udstillingen, at man turde tage hårdere fravalg og stramme konceptet yderligere i sit open call.

Når det er sagt, så vil jeg varmt anbefale læseren at lægge vejen forbi udstillingen, inden den lukker 12. november.

I vores votering lagde vi vægt på, at udvælge værker, der forholder sig til udstillingens tema på en interessant og original måde. Jeg kiggede særligt efter de projekter, som anvender det digitale umærkeligt.

Umærkeligt. Jeg har altid synes, at det er et mærkeligt ord, men det er vendt tilbage til mig flere gange, når jeg skal beskrive en virtuos anvendelse af det digitale. Det er i mine øjne en gnidningsfri og selvfølgelige anvendelse.

Gnidningsfri i den forstand, at det digitale ofte er karakteriseret ved besvær i oplevelsen af værket:

Hvordan tænder man den her?

Hov, den virker vist ikke…

Du skal lige downloade den her, inden du kan…

Den slags bliver heldigvis lettere og lettere i disse år. I den gnidningsfri anvendelse af det digitale er det tekniske en usynlig faktor, som bare virker, og som man intuitivt forstår, hvordan man skal bruge.

Uendelige effektfulde muligheder

Jeg oplever til tider, at nogen fascineres af det digitales uendelige effektfulde muligheder, men ikke helt ved, hvordan de skal anvende dem eller hvorfor. En del af denne fascination er også at finde i udstillingen. Både i nogle af projekterne, men også i rammerne for udstillingen. Man har besluttet, at hvert deltagende projekt og skal lave en metavers-udstilling, som tilgås via biennalens hjemmeside. Resultatet var ganske gnidningsfrit, men det overordnede indtryk var undervældende og det kneb til tider med selvfølgeligheden.

Måske skyldes min undervældelse, at teknologien efterhånden bevæger sig så hurtigt, at det er svært at følge med i, hvad der er muligt. Jeg glemmer til tider, at det kun er et år siden, at OpenAI frigav den første version af ChatGPT. Jeg måtte faktisk slå det op for at være sikker. Med fremkomsten af kunstig intelligens er der også kommet en fornemmelse af, at alt er muligt og tilmed let, selvom det ikke forholder sig sådan i virkeligheden. Vi bliver sværere og sværere at imponere, og vi tager efterhånden ret vilde muligheder for givet.

I det lys havde jeg en fornemmelse af et uudnyttet potentiale i flere af projekterne. Udstillingen er en god præsentation af, hvordan VR, 3D og AI virker i kunsthåndværkernes og designernes arbejde – og måske i endnu højere grad af hvordan det kan komme til at virke.

Mere viden i arkivet

Formkraft rummer et stort digitaliseret arkiv af tidsskrifter fra 1948- 2009 samt udstillingskataloger til Biennalen for Kunsthåndværk & Design 1995-2021. Læs tidsskrifter og udstillingskataloger her