I anledningen af Arkitekturåret 2023 undersøger Formkraft kunsthåndværk og design i byrum, offentlige rum og byggede miljøer. Temaudgivelsen giver spalteplads til nyeste forskning og arbejdet med kunsthåndværk og design.
Hvor og hvordan etableres samtidens kunsthåndværk og design i Byens Rum? Hvilke aktører står bag? Hvad tager vi med fra historien?
Træværk i øbyen
I et forskningsprojekt på Det Kongelige Akademi har Professor MSO Kirsten Marie Raahauge undersøgt, hvad der sker med byer, når velfærdsydelserne forsvinder. I nærværende tema skriver Raahauge om post-velfærdsbyen i en materialenær kontekst. Casen er Tønder, som med sit træværk fra 1700-tallet, sine historiske velfærdsinstitutioner, sin tid som velfærdsby og sit nylige byløft er særlig, samtidig med at byens udvikling henimod øby er fælles for mange provinsbyer. De historiske træværk og de gamle institutionsbygninger indgår i nutidige sammenhænge på forskellig vis; byen befinder sig mellem nyt og gammelt, velbevaret og faldefærdigt. Raahauge undersøger, hvordan byen forandrer sig, når velfærdsinstitutionerne lukker, mens spor af tidligere tider står tilbage.
Dark City
Det er ikke kun de hjemløse, der mister sovesteder – men i lige så høj grad byen, der mister åndehuller, når dark design etableres. Professor Ole B. Jensen fra Aalborg Universitet står i spidsen for et 4-årigt forskningsprojekt om ’Dark Design – Social eksklusion i byens rum’.
Forskningen i Dark Design stiller ikke kun skarpt på, hvordan hjemløse og byen mister deres åndehuller, men også på hvilke professionsetiske dilemmaer arkitekter og designere står overfor, når byens rummelighed indskrænkes.
Urban Heartbeats – Design og byens identitet
Design til det urbane rum kan have afgørende betydning for byens identitet og borgernes tilhørsforhold. Byinventar som plakatsøjler, skriftdesign og vejskilte kan være visuelle markører og fungere som byens vartegn. I år fylder Knud V. Engelhardts design til Gentofte Kommune 100 år. Ph.d.-studerende Matthias Horneman-Thielcke og Museumsinspektør fra Designmuseum Danmark Pernille Stockmarr stiller skarpt på betydningen af Engelhardts design.
Kunsthåndværk og kunststrategi
Kunsthåndværk er en del af Syddjurs Kommunes nye kunststrategi for 2022-25. Formkraft bringer et interview med kunstrådgiverne, der står bag strategien, for at få indsigt i hvordan kunsthåndværkere inkluderes, og hvad en øget opmærksomhed på kunsthåndværk kan tilføre kommunen.
Følg med når temaet udfolder sig på Formkraft i maj – juni – juli 2023. Foruden faglige artikler bringer vi også udstillings- og boganmeldelser samt speakers corner indlæg.
Modtag nyhedsbrev
Skriv dig op til Formkrafts nyhedsbrev og modtag information om nye artikler samt tips om relevante konferencer og bøger. Skriv dig op her
Arkitekturhovedstad 2023
København er valgt som arkitekturhovedstad 2023 af UNESCO.
World Capital of Architecture – Arkitekturhovedstad – er en ny titel, som tildeles den by, der er vært for den internationale arkitektforening UIA’s verdenskongres. Læs mere
Lyspaneler
Lyspanelerne ’UnderOverFladen #21#22#23#24’ er skabt af tekstilkunstner Dorte Østergaard Jakobsen. Værket er købt af Statens Kunstfond og udsmykker indgangspartiet i SOSU H, Skelbækgade, København. Der er indvielse den 12. maj 2023.