What’s the fuss about?

I efteråret 2023 udstillede Tideland Studio en samling 3D-printede værker på Biennalen for Kunsthåndværk & Design i den gamle svejsehal på Copenhagen Contemporary.
De ni små figurer, der er sirligt opbygget af tråde af brændt ler, kan ved første øjekast virke en smule undseelige. Men tag ikke fejl. For de er det digitale aftryk af en verdensomspændende problematik, hvor kostbar kulturarv filterløst sælges til højestbydende. En handelskæde, der strækker sig fra terroristgrupper i det konflikthærgede Mellemøsten til internationale markedsplatforme som eBay, før de herfra forsvinder ind i private kunstsamlinger og ud af historien – måske for altid.

De ni figurer er replikaer af virkelige artefakter: Historiske genstande solgt på eBay, vurderet af deres sælgere til at have oprindelse i det antikke Mellemøsten: Mesopotamien, der i faglige kredse beskrives som kulturens vugge.
Ved at kombinere AI, fotogrammetri og keramisk 3D-print har Tideland Studio på en næsten hackeragtig vis fremkaldt en kopi, der mimer den nu forsvundne original.

’The stolen collection’ står som rå, keramiske skygger af, hvad der kan have været uerstattelig, plyndret kulturarv. Men eftersom ingen faglige eksperter har haft muligheden for at undersøge artefakterne nærmere, slå bremsen i og sikre dem en plads på et museum, har de i stedet været prisgivet det verdensomspændende marked for kunsthandel. Et marked, der lever højt på stjålen kulturarv, skønt definitionen af hvornår en genstand kan siges at være ‘stjålet’, fortsat debatteres på kunst-og kulturområdet.

Plyndret kulturarv

Tideland Studio bidrager med deres projekt ’The Stolen Collection’ til at sætte spot på en alvorlig problematik, der første gang kom dem for øre i en reportage fra podcasten ’99% invisible’. (1)
I samarbejde med Kerning Cultures beretter reportagen, hvordan krigen i Syrien siden 2011 ikke kun har medført store civile tab, men også gjort alvorlig skade på landets kulturarv. Den syriske arkæolog Amr Al Azm igangsatte et akut initiativ for lokale arkæologer, som med største diskretion skulle forsøge at dokumentere skader og tyveri af kulturarv, mens krigen rasede – ofte med deres eget liv som indsats.
Under ISIS blev dette arbejde ekstremt farligt. ISIS destruerede først kulturarv for at tiltrække sig verdens opmærksomhed, men opdagede hurtigt, at Syriens antikviteter kunne være en værdifuld ressource, takket være det store internationale marked for kunsthandel.
Opgravning, indsamling og salg af antikviteter blev en organiseret handel og en indbringende faktor i terrorgruppens økonomi, hvor enkelte genstande kunne sælges for op til 35.000 dollars.

Desperate borgere, der havde mistet al anden levevej, bidrog selv til at opgrave og videresælge landets kulturarv, mens ISIS som videreformidlende part kunne tage 20% af indtjeningen.
Artefakterne blev transporteret over grænsen til Tyrkiet, hvorfra genstandene ville blive solgt på auktionshuse til kunsthandlere og private købere fra nabolande såvel som det globale nord.(2)

Efter købet kan genstandene fragtes til nye destinationer som værende købt og solgt i Tyrkiet og bliver med dette mellemled adskilt fra deres oprindelsesland. Herfra kan bl.a. vestlige forhandlere videresælge genstandene til interesserede købere via onlineplatforme.
Jo flere hænder genstandene passerer igennem, jo mere uklar bliver proveniensen (en fagterm, der betegner en genstands baggrunds- og salgshistorie) og genstandene kan belejligt indgå i den enorme mængde af antikviteter på kunstmarkedet, hvis vej til markedet forbliver henlagt i tåger.

Og efterspørgslen på dem er stor.

Florlette love

Mellem 2014-15 blev det vurderet, at ISIS havde tjent i omegnen af 350 millioner kroner på salg af plyndrede antikviteter og kunstgenstande.(3) Men uanset hvem der løber med profitten i sidste ende, bliver skaden den samme: Kulturarvsgenstande fjernes uretmæssigt fra deres oprindelseslande for hovedsageligt at lande i hænderne på private samlere.
Og her er de dårligt beskyttet.

FN vedtog i 1972 UNESCO-konventionen. En international traktat til bekæmpelse af illegal handel med kulturgenstande. Den fastslår at al handel med, eksport og import af kulturarvsgenstande efter 1970 bør betragtes som plyndring og derfor ulovlig. (Handel og eksport af kulturarv og kunstgenstande fra før 1970, betragtes dog som værende en sag, der er tabt på forhånd.)
Omkring 190 nationer har underskrevet traktaten, men den reelle lovgivning og eksekvering af lovene varierer fra land til land og er mildest talt lemfældige.

Som udgangspunkt har især sælger – men også køber – ansvar for at sikre sig, at en kunstgenstand er lovlig ifølge UNESCO-konventionen. Men kravene for bevisføring kan være ekstremt varierende fra salgsplatform til salgsplatform. Nogle steder er det nok, at sælger vurderes som troværdig uden yderligere beviser. Retsforfølgelse, bøder og domme ifm. illegalt salg af antikviteter og kulturarv hører derfor til sjældenhederne. (4)

Når private samlinger er Det Vilde Vesten

Meget godt kan være forbundet med private samlinger. Alene i Danmark er flere af vores største museer grundlagt på samlinger af kunst og antikviteter opbygget af ildsjæle og kongelige, som senere er blevet gjort tilgængelige for offentligheden med alle de bedste intentioner om at dele viden og kultur med folket.

Dette ændrer dog ikke på, at der også er en række alvorlige farer forbundet med at en kulturarvsgenstand indgår i en privat samling fremfor en museal. Især hvis man er af den overbevisning, at kulturarv er menneskeligt fælleseje og bør sikres for eftertiden, fremfor at overlades til private ejeres luner.

Så snart en kunstgenstand erhverves af en privat samler, træder den private ejendomsret i kraft. En køber af et kunstværk eller en antikvitet kan være anonym og har ingen juridisk forpligtelse til at lade offentligheden få adgang til værket i fremtiden. Der er heller ingen forpligtelse til at vedligeholde værket eller nogen love som forhindrer ejeren i decideret at destruere det. (5)

Det forsvundne van Gogh

Et af de mest famøse skræmmeeksempler på faren ved at have verdenskulturarv i private hænder er historien om Ryoei Saito, en japansk rigmand, der i 1990 købte Vincent van Goghs maleri ”Portræt af Dr. Gachet” (1890)(6) i auktionshuset Christies i New York for 82,5 millioner dollars.

Saito annoncerede ved en senere lejlighed – sandsynligvis fordi han holdt meget af værket – at maleriet skulle kremeres sammen med ham, når han døde.
Ryoei Saito døde i 1996, og maleriet har været forsvundet lige siden. Ingen ved med sikkerhed hvad der blev af værket, skønt nogle rygter siger, at Saito solgte maleriet videre inden sin død. (7)
Ikke desto mindre, lader et maleri, som mange kunstelskere og fagfolk ville kategorisere som en kulturskat, til at være forsvundet sporløst.
Historien om Saito og van Goghs maleri er en af de mest berygtede fra kunstverdenen, men den er langt fra enestående.

I kraft af min videreuddannelse som vurderingssagkyndig har jeg selv været vidne til, hvordan en samling papirværker af en berømt dansk kunstner hang i en fugtig kælder hos en privat samler. Farverne var falmet, papiret opløst af fugtskader. Værkerne, som i god stand kunne have været en museumssamling værdig, var ved at gå uigenkaldeligt til og der var intet at stille op. Ejeren ønskede at beholde værkerne.
Når kunst- og kulturgenstande indgår i private samlinger, eksisterer der altså ingen videre overvågning eller noget ansvar for deres bevaring. De risikerer at forsvinde for altid.

Bør al handel med kunst- og kulturgenstande, antikviteter og kunsthåndværk så forhindres?
Ikke nødvendigvis. Der findes masser af kunstværker og genstande, som et museum høfligt ville takke pænt nej til, hvis de blev tilbudt en donation. Enten fordi emnet ikke er så gammelt, så sjældent eller af så stor kulturhistorisk betydning, at det er afgørende, at det forbliver del af vores fælles og offentligt tilgængelige kulturelle vidensbank.

Mange nulevende kunstnere, kunsthåndværkere og designere har desuden hårdt brug for et ivrigt og aktivt kunstmarked for at kunne leve af deres praksis.

Men derfor kunne man, ligesom Noah Charney fra The Art Newspaper foreslår i sin artikel ’Lost art: When works disappear into private collections’, føle sig fristet til at ønske, at der med ejerskab af kunst og kunstgenstande kunne følge et juridisk krav om bevaring og tilgængelighed – især hvis et opkøbt værk senere vurderes til at være en uerstattelig kulturskat.

Er museerne så svaret?

Når man studerer kunsthistorie, præsenteres man ofte for tanken om, at der ikke findes noget bedre sted for kunst eller kulturarvsskatte end et museum.
Museet er et videnscenter, drevet af eksperter og ofte styret af staten. Her vil kunst og kulturarvsgenstande blive beskyttet og bevaret for kommende generationer. De vil blive en del af den offentligt tilgængelige kulturarv – og indgå som en del af vores fælles viden og kultur.
Oplysning, vidensdeling og bevaring er museernes højeste mål.

Men indenfor de seneste år har en række skandaler dog skæmmet museernes gode ry.
Fagfolk i høje stillinger, personer betroet med nationers kulturarv og dyrebare artefakter, er blevet taget i at stjæle fra samlingerne, være involveret i illegal handel med plyndrede artefakter, mens regeringers forsømmelse af den fysiske vedligeholdelse af museer, har resulteret i ødelæggelse af uerstattelige artefakter i museernes varetægt.
Man skal ikke lede længe for at finde alvorlige skandaler blandt de mest anerkendte museer.

I 2022 blev den forhenværende direktør for Louvre, Jean-Luc Martinez, sigtet for bedrageri og medvirken i illegal handel med antikviteter fra Egypten knyttet til en omfattende smuglerring. (8)

I 2023 kom det frem at kuratoren, Peter Higgs, med øverste ansvar for de græske og romerske samlinger på British Museum havde formået at stjæle og videresælge omkring 1500 til 2000 historiske ædelstene, kunstgenstande og smykker. Tyveriet var muliggjort af museets overfladiske katalogisering af deres omfattende samling – og salgene foregik via eBay. (9)

Mest tragisk er måske den totale nedbrænding af Brasiliens nationalmuseum i 2018, hvor omkring 18 millioner genstande gik tabt. Manglende statsstøtte havde resulteret i grov misligholdelse af museet og brandsikkerheden, før et overophedet klimaanlæg antændte og satte hele bygningen i flammer. (10)

Man kunne argumentere for, at en sådan forsømmelse af ansvar burde resultere i en ophævelse af museernes ret til at besidde nationers uerstattelige kunstgenstande og kulturarv. Måske især når det gælder besiddelse af andre nationers kulturarv.

Men virkeligheden er langt mere kompleks, og tilbagelevering – eller repatriering, som det hedder i fagsprog – kan i nogle tilfælde være meget vanskelig, enten på grund af krig, at værkets oprindelige skabere ikke eksisterer længere eller ophavets manglende midler til at bevare kunstværker af enorm kulturhistorisk betydning.

I nyere tid ses en øget bevidsthed om museumsinstitutionens mangler og blinde vinkler.
Teoretikere og kunstnere har siden 1960’erne kritiseret museernes magtstrukturer og udfordret deres autoritet, mens vi i disse år ser en tiltagende bevidsthed om problematikker vedrørende postkolonialisme, inklusion og ligestilling på vores museer som repræsentanter for kultur og samfund. Heldigvis begynder marginaliserede stemmer at skubbe til fasttømrede overbevisninger – også indenfor museernes egne mure. Set i skyggen af de seneste års skandaler, stilles der i stigende grad spørgsmålstegn ved, om museerne fortsat har ret til at besidde kunstgenstande, som andre nationer og folkefærd anser for centrale for deres identitet og kulturforståelse.

Det er en konfliktfyldt tid for museerne, der skal til at genoverveje deres eksistensbetingelser såvel som hvilke værdier, de som institutioner ønsker at repræsentere.

Aura: Unikt kunstværk eller eksklusiv vare

For at opsummere, er problematikkerne og faldgruberne mange, når det handler om de kunstværker og kunstgenstande, der udgør vores fælles kulturarv på nationalt og globalt plan.
Rejsen fra ophavssted til private samlinger og museer er ofte præget af lyssky omveje, og handlen med de unikke og sjældne genstande er lige så lukrativ, som den til tider er uetisk.

Jo sjældnere, ældre og vigtigere kunstgenstanden er, jo mere kostbar og eftertragtet bliver den også.
Det unikke kunstværk besidder en særlig aura, som teoretikeren Walter Benjamin ville have sagt. En helt særlig autenticitet.
Aura kan være et flygtigt begreb, men peger på ideen om, at det originale kunstværk eller det tusindårige artefakt besidder et særligt nærvær, en æstetisk autoritet.

Det er kunstværkets aura, der rører og drager os, når det glitrer i montren på museets bonede gulve – eller i vinduet hos det eksklusive auktionshus.
Man kunne samtidig indvende, at det netop er det tankesæt, at det unikke værk har en særlig essens, der tegner en skydeskive på ryggen af vores kulturarv og forvandler kunstværker og historiske artefakter til en eftertragtet og luksuriøs handelsvare.

Hårdere straffe for køb af illegalt handlet kulturarv og kunstgenstande bliver foreslået som en løsning, men det ændrer ikke på dynamikken i markedet, hvor genstande plyndret før 1970 anses for legitime. Historien viser, at lovgivningen er mangelfuld og let at omgå.
Der er derfor behov for andre løsninger, og her kan The Stolen Collection siges at pege os i en mulig retning.

Kopi og original: Hvad kan fremtiden være?

’The Stolen Collection’ peger med sine 3D-printede aftryk af forsvundne originaler på en verdensomspændende problematik.
Men projektet ser også fremad, og antyder et næsten aktivistisk potentiale i de nye digitale muligheder.
Først og fremmest kan projektet ses som første anslag til en digital database over solgte kunstgenstande. Et digitalt arkiv med mulighed for at downloade og printe de artefakter og kunstgenstande, der nu er solgt til private hænder. Det er i sig selv et oprørsk projekt.

Men ’The Stolen Collection’ kan også siges at pege fremad mod endnu en radikal mulighed. Nemlig, at fremtidens tekniske udvikling af 3D-print også kunne betyde et opgør med vores forståelse af kopien.
Allerede nu er det muligt at skabe meget nøjagtige kopier til museer, og det ligger ikke fjernt at forestille sig, at 3D-printets tekniske muligheder engang i fremtiden kunne blive endnu mere forfinet.

Muligheden for at printe perfekte kopier, der i materiale og udtryk er identisk med originalen ned til mindste detalje, kan have revolutionær betydning for kulturarven – og måske modarbejde det marked, der gør den unikke kulturarvsgenstand til eftertragtet vare.
Tør man udfordre ideen om, at kun den unikke kunstgenstand – originalen – har en særlig værdi, og i stedet anse kopien for en kilde til æstetisk oplevelse og kulturforståelse på lige fod med det originale værk, ligger der i 3D-printet et revolutionærende potentiale.

Tanken om en verden, hvor en minutiøs, identisk kopi af van Gogh maleriet og den tusindårige kulturarvsgenstand kan downloades fra skyen og ejes af enhver, der kan printe dem, vil formentligt få mange fagfolk til at gyse. Men den perfekte kopi rummer et stærkt demokratisk potentiale: En mulighed for at øge adgang til kulturarv og gøre den tilgængelig for endnu flere mennesker på globalt plan, fremfor at begrænse den til museernes enemærker eller elitens private samlinger.

Kunne man hypotetisk forestille sig en række identiske eksemplarer af det samme værk, alle ligestillede kilder til viden og æstetisk oplevelse, kunne man påbegynde at tilbagelevere kulturarv til oprindelseslande uden at museumssamlinger eller publikumsoplevelsen led store tab. Man kunne forestille sig muligheden for at skoler, institutioner og private personer rundt om i verden, kunne printe egne samlinger og få direkte adgang til kunst og kulturarv, der ellers ville kræve en rejse rundt om jorden. Man kunne forstille sig en virkelighed, hvor der er mulighed for at røre ved, holde på og på anden vis være i direkte kontakt med kunst og artefakter, der ellers ville være låst væk bag glas.

Og måske ville en devalueringen af den ene eksisterende, unikke original faktisk komme den til gavn. Måske kunne muligheden for at printe talrige perfekte kopier, tage lidt af presset af den eftertragtede original, skubbe lidt til forholdet mellem udbud og efterspørgsel og på den måde punktere markedets vilde higen efter at besidde det mest sjældne, unikke og eksklusive.
Men det er selvfølgelig en hypotese.

Ikke desto mindre kunne man i sådan en hypotetisk fremtid begynde at drømme om, at vores kulturarvsgenstande endelig ville blive fritaget for magtspil og kriminelle interesser og i stedet indtage en plads i samfundet som fri viden og kulturelt fælleseje i bogstavelig forstand.

Noter

[1]  Mars, R. & Dowidar, Z. ( 31. maj 2022)

[2] Mars, R. & Dowidar, Z. ( 31. maj 2022)

[3] Krasnik, B. (19. februar 2015)

[4] Mars, R. & Dowidar, Z. ( 31. maj 2022)

[5] Frankrig og USA har som nogle af de eneste lande, love der giver kunstnere ret til at gøre indsigelse mod overlagt destruktion af deres værker, mens der i Holland eksisterer en pligt om vedligehold.

[6] En anden version af portrættet er udstillet på Musée d’Orsay, selvom ægtheden af denne version er blevet betvivlet, grundet underliggende blyantsskitseringer, der var ulig van Goghs gængse arbejdsmetode.

[7] Charney, N. (8. november 2018).

[8] Chrisafis A. (26. maj 2022).

[9] Razzall K., Kennelly L., &  Graham D. (12. december 2023)

[10] Phillips. D. (3. september, 2018) & Angeleti A. (2. september 2022)

Kilder

Angeleti A. (2. september 2022) After a devastating fire in 2018, the National Museum of Brazil unveils the first stage of its restoration project. The Art Newspaper. https://www.theartnewspaper.com/2022/09/02/after-devastating-fire-in-2018-the-national-museum-of-brazil-unveils-the-first-stage-of-its-restoration-project

Charney, N. (8. november 2018). Lost art: When works disappear into private collections. The Art Nwespaper. https://www.theartnewspaper.com/2018/11/08/lost-art-when-works-disappear-into-private-collections

Chrisafis A. (26. maj 2022). Former head of Louvre charged in Egyptian artefacts trafficking case. The Guardian. https://www.theguardian.com/world/2022/may/26/former-louvre-head-jean-luc-martinez-charged-egyptian-antiquities-trafficking-case

Krasnik, B. (19. februar 2015). Verden går i kamp mod IS’ kunsthandel. Kristeligt Dagblad. https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/verden-gaar-i-kamp-mod-kunsthandel

Mars, R. & Dowidar, Z. (31. maj 2022). Episode 493: Divining Provenance. 99% Invisible. Produceret i samarbejde med Kerning Cultures. https://99percentinvisible.org/episode/divining-provenance/

Phillips. D. (3. September 2018). Brazil museum fire: ‘incalculable’ loss as 200-year-old Rio institution gutted. The Guardian. https://www.theguardian.com/world/2018/sep/03/fire-engulfs-brazil-national-museum-rio

Razzall K., Kennelly L., & Graham D. (12. december 2023). British Museum: Accused thief not talking or co-operating, chairman tells BBC. BBC News. https://www.bbc.com/news/entertainment-arts-67680391

Tema: Crafted Realities

Formkraft sætter fokus på nye digitale muligheder og redskaber med temaet Crafted Realities.

Læs interviews, artikler og anmeldelser om emnet