KH-Prisen 2025 er i år blevet tildelt professor Ole B. Jensen fra Aalborg Universitet for sit nyligt afrundede forskningsprojekt omhandlende ekskluderende design til social marginalisering i byrummet. Prisen er i år formgivet af designbureauet Le bureau og blev overrakt den 9. oktober.

Stolen virker på én gang velkendt og fremmed. Det er tydeligvis Arne Jacobsens Syverstol, men de kolde metalkugler får den til at fremstå utilnærmelig, næsten fjendtlig. Siddeoplevelsen er kompromitteret. Blot ved at se på den, kan man man forestille sig, at det ville føles akavet, ja, decideret ubehageligt, at sætte sig på den. Kontrasten mellem det genkendelige og fremmedelementerne er grænseoverskridende og kræver nogle øjeblikkes ekstra afkodning. Og netop denne tid, denne pause, denne langsomhed er afgørende.

Stolen er Le bureaus KH-pris, som er inspireret af Ole B. Jensens forskning i ekskluderende design i byrummet, og den understreger, at design aldrig er neutralt. Som designer er man med til at definere rammerne for brugen af et sted, og designvalg kan påvirke og regulere adfærd – og i yderste konsekvens stemple eller kriminalisere tilstedeværelse.

Den usynlige eksklusion

I udlandet er ekskluderende design – som også kaldes defensivt eller dark design – ofte mere aggressivt end herhjemme, særligt i storbyer som London, Paris og New York, hvor man ser metalpigge, leaning rails, gitre og automatiske sprinklere, der aktiveres, så man umuligt kan kan opholde sig eller sove.

Herhjemme findes lignende, men mere subtile løsninger, som f.eks. de skråstillede stænger i Københavns Metro, der gør det muligt at læne sig, men ikke at sidde, bænke med midterarmlæn på togstationer, der forhindrer at man lægger sig, skrånende siddemøbler i parker og på pladser samt skarpt lys og høj musik, der aktiveres automatisk for at modvirke længerevarende ophold. Men fordi løsningerne ofte er integreret diskret i byinventaret, bliver de let overset, og debatten omkring, hvor de uønskede borgere skal være hvis ikke her eller der, fylder tilsvarende mindre end i udlandet.

“Oprindeligt ville vi udforme prisen som en bænk til hjemløse. Vi overvejede add-ons, der kunne gøre det muligt at lægge sig på de af byens bænke, der er forsynet med armlæn, som forhindrer længere ophold. Vi blev dog enige om, at prisens formsprog i højere grad skal invitere til debat,” fortæller Lene Nørgaard og tilføjer, “nogle gange kan design næsten være for subtilt eller for pænt, og netop derfor kommer der ikke en debat. Det er som om, det pæne gør det problematiske usynligt.”

Vores nationale tradition for elegante, underspillede designløsninger kan med andre ord til tider være et benspænd. For når de løsninger i byrummet, der begrænser hjemløses mulighed for længere ophold, er så veldesignede, at deres ekskluderende funktion næsten bliver usynlig, udebliver debatten om, hvorvidt de overhovedet er acceptable. Det pæne og underspillede får dog ikke de marginaliserede borgere til at forsvinde, og også det, der udfordrer os, og er ubehageligt at forholde sig til, fortjener en samtale. Ellers bliver usynlige indgreb normaliseret uden fælles stillingtagen.

Tryghed er en værdi, vi danskere sætter meget højt, men man kan spørge sig selv, hvem der faktisk er mest udsat i byrummet. For selv om tilstedeværelsen af hjemløse kan opleves som ubehagelig og utryg, er det faktisk ofte er de hjemløse, der udsættes for overfald. Og i den sammenhæng er det også værd at overveje, om tryghed virkelig bør stå over alt andet. Det offentlige rum adskiller sig fra det private ved at skulle rumme forskelligheder, mangfoldighed og modstridende behov, og derfor er kravet om rummelighed måske vigtigere end et ensartet tryghedsideal.

Design til steder og kropslige hensyn

Le bureau arbejder bredt med design til steder: med wayfinding, stedsidentitet og stedsaktivering, der skaber sanselige og inkluderende oplevelser i byrum, offentlige bygninger og i naturen. Det med naturen vender vi tilbage til.

Når man arbejder med wayfinding – og altså med at lede mennesker gnidningsfrit gennem et rum – er målgruppen meget bred. Der skal tages hensyn til alt muligt: forskellige højder, kropsformer, funktionsniveauer, tempoer, sanseprofiler og behov for hjælpemidler. Derfor bør udformningen være intuitiv på et næsten almenmenneskeligt niveau, hvilket kan lyde som en fuldstændig umulig opgave. Men der findes fælles grundregler for bevægelse og adfærd, og god wayfinding understøtter disse, og gør dem lette at følge, så retningen nærmest kan mærkes i kroppen.

Lene Nørgaard påpeger: “Kendetegnende for den bedste wayfinding er, at der er minimal brug for skiltning.” Wayfinding bør føles som en arm om skulderen på den, man hjælper på vej, og ligesom sige: “Kom, det er den her vej.” Det kræver ofte at sanserne aktiveres – via f.eks. lys og kontraster, lyd, taktilitet og farver. Den slags.

Man skal i arbejdet med at lede folk på rette vej altså aktivere sanserne og tage kropslige hensyn, men der er også en hel del kognitive, etiske og kulturelle hensyn at tilgodese. F.eks. varierer normer for køn, kropslighed og symbolbrug som bekendt, og Le bureau arbejder netop nu med design af toiletpiktogrammer med kønsneutral, inkluderende ikonografi, så også LGBTQIA-brugere kan orientere sig uden at føle sig ekskluderet.

En meget stor del af Le bureaus arbejde, fortæller Lene Nørgaard, er faktisk analytisk og handler om at forstå kernen i det problem, der skal løse. Nogle gange er svaret ikke et skilt, men en dør der åbner forkert, en for ensartet gulvbelægning eller kulturel berøringsangst.

Styret vildspor og kropslig tilstedeværelse som wayfinding

Kernen i godt wayfinding-design er nydelsen ved, at ruten ligesom giver sig selv. Det er roen, der opstår, når alt er som forventet, og intet forstyrrer. Men når designeren vil starte debat – som Le bureau ønsker med deres dekonstruktion af Syveren – eller udfordre uhensigtsmæssig adfærd eller dårlige vaner, kan det give mening at bruge modsatte designstrategi, og aktivere en ganske anden form for nydelse hos brugeren, som man kunne kalde ‘nydelsen ved at intet er som forventet’.

Denne konstruktive forstyrrelse eller skæve anti-nydelse ligger bag Le bureaus slow wayfinding-design på Hærvejen langs Vestkysten i Jylland.

Slow wayfinding kan måske lyde som en selvmodsigelse, for er pointen med wayfinding ikke netop, at alt glider gnidningsfrit, og at man nemt og hurtigt kan finde vej? Jo, det er det, og så alligevel ikke altid. For måske kan god wayfinding også nogle gange opfordre os til at fare vild. Eller rettere, måske kan det få én til at føle sig i så gode hænder, at man tør slippe kontrollen – for af og til er den bedste vej måske faktisk et styret vildspor. Ulempen ved det fuldstændig gnidningsfrie er nemlig, at det kan sætte os på autopilot og gøre os blinde for vores omgivelser. Slow wayfinding gør op med netop det ved at invitere til at sænke farten, standse op og tage tid til fordybelse.

Le bureaus arbejde med slow wayfinding på Hærvejen har netop fordybelse som omdrejningspunkt. De ønsker at opfordre til fordybelse og langsomhed, til at man dvæler ved omgivelserne, fordi en sådan proces typisk leder til en følelse af at være forbundet. Samtidig rummer den langsomme tilgang til at lede på vej en anden vigtig mission, nemlig at genoptræne vores kollektive orienteringssans!

For den er temmelig meget ude af træning pga. vores dårlige vane med altid at stikke næsen ned i telefonen og bruge dens gps. Når vi øver os i at orientere os uden telefon, lærer vi at afkode vores omgivelser, hvilket kan give os modet til at fare vild og gå på opdagelse. Slow wayfinding er en invitation til at se, huske og navigere med kroppen (igen – for det er noget alle børn formår), fordi det magiske ofte opstår, når vi slipper kontrollen og skifter fra et A-til-B-mindset til at lade os føre af lyde, dufte, tegn og rytmer eller mønstre.

Heri ligger en basal sanselig livsduelighed, som er gået fløjten med vores nedadvendte skærmblik: nemlig stedsansen. Stedsans kræver nærvær og åbne sanser og giver en tilhørsfølelse, som er vigtig for livskvaliteten.

Det hyperlokale

Væsentligt i Le bureaus arbejde med wayfinding på Vestkysten har været at formidle stedernes fortællinger og invitere brugerne til at opsøge oplevelser, der rækker ud over de mest populære destinationer. Ambitionen er at sprede besøgstrykket, åbne for nye ruter og fremhæve det særegne og æstetiske nærende ved det lokale: de små særlige steder, forskelligartet natur og kulturspor, som ofte overses.

Og netop det helt hyperlokale er, hvad turister søger i dag, både på vandringer i naturen og i udforskningen af byens kvarterer, forklarer Lene Nørgaard. Turister vil gerne opleve det autentiske, lokale liv, så den rette strategi til at øge turisme i et lokalområde, hvad enten vi taler land eller by, er faktisk at mindske deciderede turistoplevelser og i stedet forbedre forholdene for lokale erhvervsdrivende, så de små, unikke butikker, markeder, kunsthåndværkere, caféer og festivaler kan blomstre.

Det er det autentiske lokalmiljø, sammenholdet og nærværet, der gør et sted til noget særligt – både for dem, der bor på stedet og for besøgende – hvilket der i dag er en øget opmærksomhed på. Og denne opmærksomhed forplanter sig til byplanlægning, arkitektur og design som en bevægelse væk fra fugleperspektivet og ned i gade- eller naturstiplan.

Livskvalitet er…

At arbejde med øget livskvalitet er en central og vigtig tilgang til bæredygtigt design. Bæredygtigt design bliver ofte forbundet med genbrugsmaterialer eller produkter, der kan skilles ad og nedbrydes med minimale miljømæssige konsekvenser. Men i sin kerne handler bæredygtigt design om at skabe løsninger, der forbedrer vores liv og sætter os i stand til at tage bedre vare på os selv, vores medmennesker og vores omgivelser. At standse op, lade langsomheden sive ind og faktisk se naturen – og begejstres af den – kan f.eks. styrke den bæredygtige adfærd. For hvordan kan vi andet end at ville tage vare på naturen, når vi på egen krop oplever vores forbundethed?

Tiden er heldigvis moden til en genetablering af forbindelsen til naturen: Vi længes nærmest kollektivt efter natur, og ikke sådan noget friseret, poleret parcelhushave-natur, men rigtig natur, vild natur, hvilket ses i alt fra ‘vild med vilje’-haver til populariteten af langsomme, lange vandreture og shelterovernatninger. Og visionerne bag slow wayfinding peger netop i den retning og udmønter sig i afdæmpede pejlemærker, der går i ét med omgivelserne og giver både roen i det forudsigelige og glæden ved det uventede, så vi sænker farten, opdager mere og knytter bånd til stedet og til dem, vi oplever det sammen med. Det mest afgørende for Le bureau er netop at skabe steder, der vækker nysgerrighed, styrker tilhørsforhold og inviterer til samvær.

Livskvalitet handler naturligvis også om helbred. Og ser vi på stedsans og navigation, er der faktisk grund til bekymring. Le bureau har tidligere arbejdet med demente i byrummet, og har i den sammenhæng haft fokus på, at en af de evner, der ofte svækkes hos begyndende demente, er evnen til at finde vej. Det er en evne, der kræver vedligeholdelse og træning, hvilket ikke sker, når vi sætter orienteringskapaciteten på autopilot og lader telefonens gps tage over.

At give sig tid til at lære et sted at kende styrker vores tilhørsforhold og nærer vores sanser og vores evne til at finde vej. Langsomheden – som slow-design-bølgen har talt for siden de tidlige slow food-dage – er en tiltrængt modvægt til det digitale og en vej tilbage til det menneskelige; til forbindelser, mangfoldighed, sansning og real-life oplevelser, samt en bevægelse fra eksklusion mod inkluderende, rummelige designløsninger.

Tema: Statement design og kunsthåndværk

Formkraft har igennem flere artikler belyst, hvordan kunsthåndværk og design skaber identitet, sammenhæng og værdi i alle aspekter af samfundet fra sundhed og trivsel til byrum og bæredygtighed. Med dette tema ønsker Formkraft at rette fokus på de værker, som ændrer ved vores gængse opfattelse af verden gennem præcise kommentarer, materialer eller udtryk for netop at synliggøre sammenhængskraften mellem kunsthåndværk, design og samfund.

Læs tema

Læs også..