Milliarder af ton skrald bliver årligt bortskaffet, men intet er nogensinde væk. Ikke rigtig væk. Vi bruger udtrykket ‘at smide noget væk’ i den optimiske forvisning, at det dermed er forsvundet for evigt, men væk er blot et andet sted. ‘Væk’ er et midlertidigt opholdssted for alle de uorganiske genstande, som først vil blive nedbrudt helt om hundredevis af år, mens planter, madrester og papir noget hurtigere bringes tilbage i det store kredsløb takket være bakterier og insekter, som nedbryder materialerne til deres mindste bestanddele, så de igen kan blive til næring og byggestoffer for nye organiske konstruktioner – for så vidt som man sørger for, at de får mulighed for at kompostere. Heller ikke de er væk, de bliver blot genfødt som nye molekyler, celler og strukturer.
Milliarder af ton skrald bliver årligt bortskaffet, men intet er nogensinde væk. Ikke rigtig væk. Vi bruger udtrykket ‘at smide noget væk’ i den optimiske forvisning, at det dermed er forsvundet for evigt, men væk er blot et andet sted. ‘Væk’ er et midlertidigt opholdssted for alle de uorganiske genstande, som først vil blive nedbrudt helt om hundredevis af år, mens planter, madrester og papir noget hurtigere bringes tilbage i det store kredsløb takket være bakterier og insekter, som nedbryder materialerne til deres mindste bestanddele, så de igen kan blive til næring og byggestoffer for nye organiske konstruktioner – for så vidt som man sørger for, at de får mulighed for at kompostere. Heller ikke de er væk, de bliver blot genfødt som nye molekyler, celler og strukturer.
Intet forsvinder på vores planet, mængden af stoffer forbliver konstant, men i vores moderne hoveder er en forestilling opstået om, at noget kan trækkes ud af ligningen og være helt væk. Det er ikke så underligt. Det har været helt nødvendigt at finde måder at skaffe sig af med ting i takt med, at alle fik flere og flere af dem. Kadencen begyndte i den tidlige moderne tid, i 1600-tallet, da nye attraktive varer fra eksotiske lande gjorde det sjovere at være forbruger; den steg med den tiltagende kolonisering af verden og de deraf følgende varestrømme til det voksende borgerskab, og det hele gik over i et endnu ikke afsluttet crescendo med opfindelsen af nye, tjeppe, billige måder at producere ting på og helt nye materialer som plastik og polyester.Efterhånden som alle har fået råd til at eje ting – mange ting! – er mængden af affald blevet tilsvarende større, og da markedet siden Efterkrigstiden har været baseret på, at alle hele tiden skulle købe nyt og ikke bare lade sig nøje, blev mængden af kasserede ting uhyrlig.
Alt det moderne skumfødte affald på kyster og bredder er en slags insisterende opdukken fra det kollektive ubevidste. Ingen har ønsket at forholde sig til det, og nu hober det sig op. På havbredderne, som plastiksuppe holdt fast af havstrømme, i havdyrs maver, indføjet i selve vævet hos havdyr i form af mikropartikler, som siden vandrer over i os. Vi ender med at bære det fortrængte skrald i os selv. For nogle år siden stod jeg på en strand syd for Tel Aviv og Jaffah og så, hvordan havet kastede hundredevis af brudstykker af keramik op igen. Det var nedbrudte fliser fra de mange palæstinensiske hjem, man havde revet ned og derefter hældt i havet. Som en hvisken om en undertrykt historie dukkede de frem, præcis som vi alle nu hjemsøges af vraggodset af vores ihærdige forbrug; konkrete påmindelser om det, vi nægter at have med at gøre.
Problemet er ikke bare affald. Problemet er ting, som lever stadig kortere, påpeger Christine Harold i bogen Things Worth Keeping: The Value af Attachment in a Disposable World. Hun er professor i kommunikation ved University of Washington og forsker i forbrugskultur – og hvordan vi kan forandre den. Og hun går dybt i problemerne, som begynder længe før tingene bliver smidt væk.
Allerede i hjemmene hober de sig op og ofte er de reelt til overs. Ting og tøj er ikke længere skabt til at blive vedligeholdt og repareret og cirkuleret videre til brug for andre. Går vi få generationer tilbage, var netop vedligeholdelse, reparation, omsyning eller sortering og genbrug af kasserede ting centrale professioner – og de fleste kunne selv klare mindre reparationer. I dag går tingene ofte ud af brug, så snart de får deres første defekt; mange ting er som bekendt designet til kun at holde kort, og typisk kan det slet ikke betale sig at få ting repareret, fordi en ny – og lige så uholdbar – model er billigere. Andre ting presses ud af nyanskaffelser. For at modne dem til den endelige udsmidning henlægger man dem måske på loftet, bagerst i skabet eller i et lejet opbevaringsrum for således at skabe mere plads i hjemmet – til nye indkøb. Den onde cirkel af uendeligt forbrug lukker sig om os, og ligesom vi er vildledt af den magiske forestilling om, at ting kan smides væk, er vi også ramt af magisk tænkning om, at vi har uendelige ressourcer at gøre godt med på planeten. Man taler inden for økonomi om fælledens tragedie: Når vi ser andre bruge mere fra den fælles beholdning – den fælles eng til græsning af dyrene, det fælles brombærkrat, klodens ressourcer – tager vi selv mere for os, endda vel vidende at vi så udpiner ressourcerne. Hverken organiske ressourcer, mineraler, metaller eller brændsler og kunststof baseret på klodens fossile lagre er ubegrænsede. Olie er årtusinders solenergi lagret som organisk liv og siden uendeligt langsomt omdannet til koncenteret, brændbart stof. Heller ikke det forsvinder, når vi brænder det af som olie og plastik i enorme mængder, men forbliver hos os som CO2. Vi ændrer blot på tilstandsformen.
Verdens lynkorte olieboom har drevet en eksplosion i produktion, forbrug og bevægelighed. De få, som har gjort sig den umage at lave det store regnestykke om nutidens og fremtidens ressourcer og hele balancen af planetens stoffer har hidtil ikke vundet meget gehør. Men måske tingene selv kan være med til at vække os fra den kollektive bevidstløshed? Christine Harrold er optaget af vores forhold til ting. Ligesom vi i menneskelige relationer kan lide af svag eller usikker tilknytning, lever vi idag ofte i dysfunktionelle forhold med vores ting.
Man anskaffer dem ofte uden forventning om at skulle være i et fast forhold med dem i mange, mange år. I stedet køber man de billigste, som her og nu kan dække behovet og siden erstattes af “noget bedre”. Garderoberne er fulde af tøj, som passer dårligt og hurtigt mister faconen, og man må hele tiden erstatte ting, som går i stykker. Måske magter man knap nok at have et forhold til tingene i det moderne højhastigheds- og højeffektivitetssamfund? Nedarvede møbler og ting er i dag lige som antikviteter i lav kurs; idealet er i stedet det klinisk rene og uberørte hjem, som intet fortæller og intet kræver af os. I sin ultimative form er det et sted, som man ikke engang selv har indrettet, men som en stylist har gjort klar til en – et sted blottet for tyngende historie.
De som reagerer imod den uendelige strøm af ting og deres ophobning i hjemmene som rod, gør det ofte ved at blive minimalister – en moderne form for puritanisme. Christine Harold ser et håb i, at Marie Kondos populære oprydningsmetode er stærkt funderet i japansk shintoisme, i følge hvilken ikke bare alt levende, men også alle ting har en sjæl. I mange naturreligioner er det helt indlysende, at man skal behandle tingene med omhu og respekt, hvis de skal gide at virke for én, og Kondo er da også kendt for sine milde kommunikation med hjemmenes ånder. Man skal ifølge hende huske at takke sine ting for deres indsats og give dem lov til at hvile, eller vække sine slumrende bøger, inden man håndterer dem. Ikke desto mindre er de alle stadig blot midlertidige gæster i ens liv hos Kondo, ting som bør sendes videre, så snart de ikke længere får ens hjerte til at banke. Men behøver det at være så puritansk? Kunne man som et alternativ til den strikse minimalisme også have en legende maksimalisme, hvor de allerede eksisterende ting blander sig sammen i helt nye stilarter og således lever lange, lykkelige liv?
Hvad verden mangler, er nye måder at gøre de ting, vi anskaffer og ejer, til langt mere permanente indslag i vores liv. Det kræver dels fremadrettet tænkning: Ting skal designes til lang holdbarhed, med indbyggede muligheder for reparation og tilpasning og med planlagt nedbrydelighed og genanvendelighed til allersidst – og samtidig udfra en æstetik, som løfter sig over nutidens fascination af hurtige trends. Hele cradle-to-cradle-tankeganen gør radikalt op med ideen om, at ting blot kan produceres og sendes ud i verden; i stedet må designeren og producenten gennemtænke hele den livscyklus, som den nye genstand vil gennemløbe, give den mulighed for at fungere og være attraktiv længst mulig og til sidst føre tingen frem til dens endelige transformation, hvor så mange elementer som muligt skal kunne genbruges og sendes videre i nye kredsløb. En anden mulighed er at arbejde på højt niveu med at genanvende materialer på æstetisk tilfredsstillende måder: At skære blokke af eksisterende murværk ud til nye elementer og bygge af dem, at sy tøj af deadstock-tekstiler i høj kvalitet og på alle mulige andre måder vis upcycle det allerede eksisterende og overflødige. Men de er alle oppe imod et råt marked, hvor lav pris stadig er trumf, og hvor det er helt uvant for forbrugerne at tænke på hvert nyt køb som en langsigtet investering. Christine Harold har fuldstændig ret i, at forbrugerne har brug for dybere og mere forpligtende forhold til deres ting, men overraskende nok ser hun i sin glimrende bog ikke kritisk på den rolle, som reklameindustrien og medierne spiller for at fortsætte drømmen om det herligt uforpligtende forbrug. Der er hårdt brug for nye kollektive fortællinger om, hvilket forhold man kan have til sine ting – og helt nye idealer for hvad, der er lækkert, behageligt og statusgivende. De fortællinger kan til en vis grad skabes af dedikerede designere og producenter, men det er reklamer og medier, som er den store højtaler.
Hvad nu, hvis magasinernes fortællinger om vores hjem og tøj ikke længere kun handlede om alt det nye, vi ‘must have’, men i stedet blandede nyt og gammelt og lærte alle, hvordan tingene kan få nye udtryk i nye konstellationer? Og samtidig hvordan man kan vedligeholde, style og tweake de ting, man allerede ejer, så de kan blive ved med at være en lykke at leve sammen med? Tænk hvis man kunne lære meget mere om, hvor tingene faktisk kommer fra og hvordan de bliver formgivet? Hvad hvis reklamer ikke blot ville lokke alle til endnu et dopamin-boostende indkøb og et kort forhold til tingen, men snarere slog på den dybere tilfredsstillelse ved at eje noget, som bliver ved med at være en kilde til glæde?
Oveni er der brug for nye, smarte måder at gøre bedre og derfor dyrere varer tilgængelige for alle og ikke kun de mest velbeslåede, præcis ligesom FDB-møbler engang opfandt systemer for opsparing og afbetaling på veldesignede, holdbare møbler. For slet ikke at tale om, at der også er brug for en politisk indsats, så det ikke længere vil være muligt at skabe stor profit på hurtigt produceret bras med enorme omkostninger for både miljø og menneskers trivsel. Det er med andre ord ikke kun designere og forbrugere, som skal besinde sig på virkeligheden og nå frem til et sundere forhold til tingene – de har brug for allierede i mange brancher og etater.
Ikke desto mindre er der mange vigtige ideer at tænke videre over hos Christine Harold. Som al anden forandring må en omlægning af fremtidens produktion henimod langt højere kvalitet og holdbarhed begynde i hovedet. Den mentale udvikling går forud for den konkrete omstilling, og man kan faktisk træne sig selv til nye tider ved simpelthen at tænke over tingene. Interessant nok udpeger Christine Harold uventede inspirationer for dem, som søger et mere tilfredsstillende forhold til tingene. Hoardere – mennesker, som er ude af stand til at smide ting ud og derfor lever i ofte knæhøjt rod – har vist sig i virkeligheden at have enorm empati for deres ting. Modviljen mod at smide ud skyldes ikke ligegyldighed, men deres intense kærlighed til tingene, og de kan ofte beskrive dem ned til mindste elskede detalje. I modsætning til de fleste andre har de altså mere end rigelig tilknytning til deres ting. Et niveau under hoarderen finder man samleren, hvis nydelse ved tingene og deres historier og æstetik får samlingen til at vokse uendeligt. Samleren er tingenes vogter, forpligtet til at bevare dem og sætte pris på dem – en rolle, som i dag kan synes excentrisk og endda komisk, men som afgjort er værd at støve af. Vores hjem burde måske alle være samlinger. Tilknytning kan man også få af selv at være med til at frembringe tingene. Mens IKEA ofte skældes ud i kritisk teori som selve billedet på det onde, hurtige forbrug, henviser Christien Harold til studier af, hvordan dét at samle møblerne for mange betyder, at de holder lidt mere af dem og passer lidt mere på dem. Man deler så at sige historie med sine selvsamlede ting, og netop de indlagte historier i tingene øger tilknytningen til dem.
Imens alle de nødvendige kræfter finder sammen om en omstilling væk fra overproduktion, forurening og grænseløst spild, er der god grund til at inddrage så vidt muligt alle i at genoplive fortidens helt basale viden om, hvordan man passer på sine ting, reparerer dem eller laver dem om til noget nyt. Og lige så vigtigt: At kende til, hvad tingene egentlig er lavet af og hvordan. Jo mere håndgribelig man kan blive med sine ejendele, jo mere knytter man sig til dem. Og det gør hele forskellen.
Christine Harold: Things Worth Keeping: The Value of Attachment in a Disposable World. 278 sider, $24.95. University of Minnesota Press.
