Frue Plads Marked, Biennalen for Kunsthåndværk & Design, Officinet, Formkraft og senest Green Craft & Design Guiden er blot nogle af de projekter foreningen står bag. Danske Kunsthåndværkere & Designere (DkoD) fylder 50 år, og har igennem årtierne skabt langt mere end ovennævnte milepæle. Indimellem de synlige fyrtårne er der årsmøder, udvalgsmøder, fundraising, referater, medlemskontingenter, nyhedsbreve og opdatering af hjemmesiden. Der er økonomi og daglig drift til en fuldtidsmedarbejder og tre ansatte på deltid. Resten af arbejdet beror på frivillige medlemmer, der vælges ind til hovedbestyrelsen, de forskellige udvalg og afdelinger landet over.
Foreningen er ligesom resten af samfundet blevet digitaliseret, og der er med tiden kommet en mere professionel, transparent og stringent struktur i både sekretariat og bestyrelse. Medlemstallet har rundet de 565, og er støt stigende. Det er enormt positivt, men der er altid plads til flere. Især unge kræfter, der vil kæmpe for aktuelle dagsordener, og være med til at nytænke foreningen, så den bliver ved med at være relevant i fremtiden.
Politisk agenda
De senere år har foreningen ikke kun øget sit fokus på det bæredygtige perspektiv med Green Craft & Design Guiden, men også prioriteret det politiske niveau. Det er nødvendigt at blande sig i debatten om budgetter og agendaer, der bærer kunsthåndværk og design frem. Eller manglen på samme. For det er netop et af ankepunkterne.
Den 1. maj inviterer DKoD og Formkraft til en paneldebat på Designmuseum Danmark, der handler om at skabe en dansk kunsthåndværk- og designpolitik. (Læs mere om begivenheden her)
På foreningens netop afholdte Årsmøde var følgende på den politiske handlingsplan:
At positionere Danske Kunsthåndværkere & Designere som en tydelig og indflydelsesrig aktør i den kulturpolitiske debat – herunder at få udviklet en ny dansk kunsthåndværk – og designpolitik, der sætter fokus på kunsthåndværk i det offentlige rum. (Kilde: DKoDs handlingsplan 2026)
Det er en stor ambition. En ambition, der de sidste par år har udmøntet sig i tilstedeværelse på Kulturmødet på Mors, Folkemødet på Bornholm, større synlighed i medierne og et øget engagement i foreningens repræsentantskaber. DKoDs forperson Hanne B. Sønnichsen uddyber feltets udfordringer, der bør behandles politisk.
Hierarki og patchwork-økonomi
”Det er en bevidst strategi fra min side, at foreningen skal arbejde politisk. I de 5 år, jeg har fået lov at sidde for bordenden, har skiftende bestyrelser været enige i den prioritering. Den udadvendte politiske indsats er essentiel for foreningens synlighed og medlemmernes fremtidige muligheder. Det politiske arbejde kræver en lang og sej indsats, før der kommer synlige resultater.
Vi mærker nu, at de seneste års indsats giver pote – og jeg håber derfor, at kommende bestyrelser fortsætter det politiske arbejde, som vi, i samarbejde med et dygtigt sekretariat, har iværksat. Kunsthåndværk er sit eget felt. Det er ikke et appendix til andre kunstgenrer – og vi skal turde at gøre opmærksom på feltets værdier, så vi bliver anerkendt og rykker op i kunsthierarkiet.”
“En anden ting er, at kunsthåndværkere er mestre i patchwork-økonomi. Vi sammensætter indtjeningen ved forskellige jobs. Det er for mange ikke noget problem, måske endda en styrke i arbejdslivet, der på den måde bliver mangfoldigt med opgaver, der befrugter hinanden.
Problemet opstår, når man måler på nyuddannedes jobmuligheder og udelukkende tæller i fulde ansættelser indenfor et bestemt tidsrum efter eksamen, for så falder alt for mange igennem regnearkets store masker. At forfine egen praksis og udvikle sin forretning tager flere år. Det faktum er slet ikke en del af de målinger, der alt for unuanceret konkluderer at designere og kunsthåndværkere tæller som arbejdsløse, fordi de ikke har et konventionelt fuldtidsjob.”
Sønnichsens pointe refererer til et systemisk ”hul”, der af uvisse årsager har fået lov at passere. I designfeltet er det efterhånden et velkendt argument, at der bliver uddannet for mange, og at de er for længe om at komme i arbejde. På Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, hvor jeg selv arbejder deltid på forskellige projekter, blev skolen dimensioneret temmelig kraftigt for nogle år tilbage.
Af ledighedstallene fremgår designerne som ledige, men det er jo unfair, hvis tallene beror på ufuldendte målinger. Hvis man i stedet målte på, hvor mange kunsthåndværkere og designere, der var i gang med at bygge deres virksomheder op og talte dem med i statistikken som iværksættere i stedet for arbejdsløse, ville tallene se væsentlig sundere og mere opbyggelige ud. Det er temmelig skræmmende at tænke på.
Respekt for materialer, håndværk, miljø og tid
Der er ikke kun strammere krav til beskæftigelse, men også en etisk og ansvarlig dimension, som de nyuddannede designere skal forholde sig til. Et af foreningens nye, yngre medlemmer, tekstilkunstner Emilie Palle Holm, pointerer:
”I en verden, hvor behovet for at producere store mængder af nye produkter ikke længere er afgørende, står nye kunsthåndværkere og designere overfor udfordringen om at skabe med omtanke: at udvikle værker og produkter, som ikke blot er indbydende og funktionelt gennemarbejdede, men også bæredygtige og meningsfulde.”
Emilie Palle Holm fortsat: “Det handler om at undersøge og udvikle metoder, der respekterer materialer, håndværk, miljø og tid, og samtidig giver plads til innovation og eksperimenter. Nyuddannede skal navigere i et landskab, hvor de forholder sig til økonomiske realiteter, miljømæssige krav, sociale forventninger og nye teknologier.
Det kræver en balance mellem tradition og nytænkning, mellem håndværkets langsomhed og samfundets konstante forandring, så hvert værk eller produkt kan have en varig betydning – både for mennesker og planet.”
Lad os bygge broer
Mikkel Nielsen er også et af de nye, yngre medlemmer af foreningen. Han er uddannet arkitekt, forperson for DKoDs hovedstadsafdeling og er netop valgt ind i hovedbestyrelsen. Nielsen drømmer også om at rykke politisk ved feltet og på spørgsmålet om, hvad han gerne vil være med til at ændre, svarer han:
”Jeg har en mission om at bringe byggeriet og kunsthåndværket tættere på hinanden for at skabe bedre byggeri i Danmark. Jeg er uddannet arkitekt og har i mange år arbejdet på tegnestuer og oplevet en branche i identitetskrise, hvor arkitektens rolle gradvist mister momentum. Mange af de store tegnestuer bliver opkøbt af ingeniørvirksomheder, som i stigende grad sætter dagsordenen.
En vej ud af krisen er at insistere på kvalitet i arkitekturen. Her kan kunsthåndværket spille en afgørende rolle. Historisk har kunsthåndværkere været integreret i byggeprocessen og formet arkitekturen gennem facadeelementer, bygningsdetaljer og materialebearbejdning, fra murværk og stenhugning til træarbejde og stedsspecifikke bygningsdele. Deres bidrag har ikke været overfladiske tilføjelser, men en forudsætning for arkitekturens konstruktion, taktilitet og identitet.”
Mikkel Nielsen fortsat: “Jeg ser et stort potentiale i at genetablere kunsthåndværket som en naturlig del af byggeriet. Kunsthåndværket er materialenært og funktionelt forankret og dermed direkte relevant for arkitekturen. I spændingsfeltet mellem materiale, funktion og form ligger et fælles grundlag, der kan styrke kvaliteten i fremtidens byggeri.”
(Læs også Dorte Østergaard Jakobsens speakers Corner: Jeg undrer mig)
Potentialet i kunsthåndværk og design
Forperson Hanne B Sønnichsen er enig i, at kunsthåndværket skal aktiveres og ikke kun være noget, man taler om:
”Foreningens vigtigste opgave i dag er at italesætte, at kunsthåndværk og design altid har været og fremadrettet skal forblive en væsentlig del af dansk kultur. Der holdes mange skåltaler om store danske ikoner og vores omdømme som designnation. Det er ikke tilstrækkeligt – de immaterielle værdier skal illustreres på andre måder end i de berømte regneark, så området får den status, det fortjener.
De immaterielle værdier er netop noget af det, vi efterspørger i den moderne og storforbrugende verden. En kop købt hos en kunsthåndværker maner til påpasselighed. Den kommer med en historie om æstetik: materialeforståelse, farve- og formsans. Den stimulerer flere af dine sanser – er f.eks. rar at røre ved. Den koster mere end en massefremstillet kop, men bliver til gengæld en del af sin nye ejers “familie.” Den er udvalgt med omhu og bliver derfor passet på og ikke kasseret, før det er absolut nødvendigt. Vi bærer endda over med både skår og revner, så længe koppen holder tæt.
Produkter med den baggrund bliver overleveret til næste generation. Den bæredygtige tilgang har kloden brug for, for den er ved at blive kvalt i overforbrug.”
Som formidler af området er jeg enig. Det er på tide, at de åbenlyse fordele, som dansk design og kunsthåndværk repræsenterer og eksekverer, bliver synlige for andre end os, der arbejder med og i feltet. Emilie Palle Holm understreger, at kunsthåndværk og design besidder en unik tilgang, som nytænker traditionen og eksperimenterer med materialer og udtryk. Og er det ikke her, man plejer at sige, at innovation opstår? Holm siger følgende:
”Dansk kunsthåndværk og design har rødder i en stærk tradition kendetegnet ved et tæt samspil mellem høj håndværksmæssig kvalitet, nærværende formgivning og et detaljeorienteret æstetisk udtryk. Samtidig er der en stærk materialebevidsthed og et klart fokus på helhedsorienteret bæredygtighed.
Kunsthåndværkere og designere i Danmark viderefører både traditionelle håndværk og teknikker, men eksperimenterer samtidigt aktivt med nye tilgange og videreudvikler metoder og praksisser, som udfordrer og redefinerer, hvad kunsthåndværk og design er og kan være.
Denne praksis understreger vigtigheden af at bevare en undersøgende og eksperimenterende tilgang, som hele tiden udfordrer materialer, teknikker og udtryk og sikrer, at feltet kan udvikle sig i takt med en verden i konstant forandring.”
Hvorfor har kunsthåndværket flere muskler i Norge?
DKoD har i mange år samarbejdet med foreningen Norske Kunsthåndværkere (NK) i netværket Nordic Network of Crafts Associations (NNCA) om fælles mærkesager og internationale projekter. NK fyldte 50 år i 2025, men deres udvikling har set noget anderledes ud end den danske.
Deres organisation er både statsstøttet og får indtægter via sine medlemmer. På grund af statsstøtten har NK mange flere ressourcer til at kæmpe bl.a. politiske kampe, ligesom de er paraplyorganisation for to gallerier, Format i Oslo og Kraft i Bergen, og har etableret organisationen Norwegian Crafts, der promoverer norsk kunsthåndværk i udlandet. Der er med andre ord flere muskler bag den norske organisation, som ville klæde de danske politikere at gøre kunsten efter.
I Norge har al statslig kulturpolitik siden 1970’erne sidestillet kunsthåndværk og billedkunst – som en art slægtninge indenfor visuel kunst. I Norge uddannes kunsthåndværkerne samme steder som billedkunstnerne, hvilket betyder, at de orienterer sig mere mod det samme – og derfor smelter mere og mere sammen.
Jorunn Veiteberg er norsk kunsthistoriker, forfatter og kurator indenfor kunsthåndværk. Derudover har hun virket som forsker, redaktør og underviser på flere nordiske kunstuddannelser, ligesom hun har været medlem af Statens Kunstfond i Danmark og Norsk kulturråd. Hun giver her sit blik på, hvorfor kunsthåndværkets vilkår har udviklet sig forskelligt i de to lande.
Hvorfor tror du, at foreningerne opstod på samme tid i Norge og Danmark?
”Jeg tror, det handler om, at landene var prægede af de samme modkulturelle bevægelser, som var kritiske overfor industriel overproduktion, brug og smid-væk-kulturen og opfattede traditionelt design og kunsthåndværk som borgerligt (trods intentionen fra Arne Jacobsen, Børge Mogensen og Hans J. Wegner om at gøre design demokratisk).
Derudover var mange kunsthåndværkere aktive i Kvindebevægelsen, hvor de blev styrket i at gå nye veje og insistere på kunstnerisk frihed og en mindre kommerciel orientering. Og så var det en tid, hvor mange nye organisationer opstod. Det var en politisk bevidst generation, der når de var engagerede eller skeptiske, etablerede professionelle organisationer.
I Danmark har der ikke været tradition for at skabe store fælles fagorganisationer indenfor kunstfeltet, men i stedet mange individuelle grupper. Det har gjort dem sårbare i forhold til at stille krav til staten.”
Jorunn Veiteberg fortsat: “Når Norge har opnået så gode stipendie- og vederlagsaftaler for udstillinger og brug af kunst i det offentlige rum, er det fordi, at alle de kunstneriske organisationer gik sammen – billedkunst, kunsthåndværk, forfattere, musikere mfl. Sådan opstod Kunstneraktion-74 i 1974, som lagde fundamentet for en øget brug af kunst i samfundet. Gennem denne aktion fik de kunstneriske organisationer forhandlingsret med staten, og det har styrket forståelsen af, at kunsthåndværk handler om kunst – ikke om produkter. Heri ligger en stor frihed og ambition i forhold til kunstnerisk udtryk, fornyelse og muligheden for at eksperimentere – i stedet for alle de hensyn man må tage, hvis man arbejder i en kommerciel designverden.
Det har ændret uddannelserne (i Norge, red.), at det funktionelle aspekt blev tonet ned til fordel for fri kunstnerisk udfoldelse – og da man indførte bachelor- og masteropdeling, blev masteruddannelsen i større grad en kunstuddannelse. Det har betydet, at de to felter i større grad er smeltet sammen, men institutionelt har det været vigtigt, at Norske Kunsthåndværkere har egne gallerier, indkøbsfond og ikke mindst egen international formidling gennem Norwegian Crafts.
Det mest deprimerende jeg har oplevet i Danmark var, da de nedlagde keramikafdelingen på Designskolen Kolding. Signalværdien i, at Danmark har reduceret uddannelserne, har stor effekt, fordi keramik i Danmark har så højt et niveau. Jeg tror, at den stærke statslige satsning i Norge på kunstuddannelser og støtten til kunstnerorganisationer skyldes, at vi er en ung nation. Vi fik først vores uafhængighed i 1905. En nation, der kræver uafhængighed, må have sin egen kultur, sine egne institutioner og en stærk forståelse af, hvor vigtig kultur er for identiteten. Sprog er her en nøgle. Jeg oplever, at I er vældig ubevidste omkring sproget i Danmark. I Norge har vi to skriftsprog; nynorsk og bokmål, men vi har også et urfolk og fire nationale minoriteter med retten til eget sprog. Det gør, at alle må tage stilling til sproget, og det giver en større bevidsthed på et fundamentalt niveau. Dette kan overføres til kunsten.
Der ligger dybe historiske grunde til, at Norge behandler kunsthåndværk og billedkunst som ligestillede kunstformer. Men her skal man også huske på, at Norge ikke har haft tradition for private fonde som støtter kunst. Det er først opstået for ganske nylig.”
Foreningen i fremtiden
Hos DKoD er det således ikke opgaver, der mangler på skrivebordet. Og især den politiske fakkel for at skabe bedre vilkår og større synlighed for området brænder stærkt. Men tiden er på mange måder også med foreningen, og de værdier området står for. På den baggrund kan man sige, at DkoD med 50 år i bagagen står overfor en ny æra. En æra, der med flere medlemmer, flere yngre kræfter, større synlighed og stærkere digital tilstedeværelse kan tage fat på de mange opgaver og politiske ambitioner.
Tiden fordrer fællesskab og netop her har foreningen også en markant fordel. I beretningen fra det nylige årsmøde hedder det, at foreningen skal arbejde for at styrke faglige fællesskaber som grundlag for engagement, synlighed og rekruttering. Det skal bl.a. ske igennem faglige arrangementer, aktiviteter, videndeling og samarbejde med eksterne aktører.
Identifikationen starter med medlemmerne – nye som ældre. Tekstildesigner og kunstner Emilie Palle Holm er et af de nye, og fortæller her, hvordan hun mener, foreningen kan spille en væsentlig rolle for de nye generationer:
”Danske Kunsthåndværkere & Designere kan spille en afgørende rolle ved at støtte de nye generationer gennem netværk og synlighed. Organisationen kan skabe platforme, hvor unge kunsthåndværkere og designere kan udstille deres arbejde og møde både et nysgerrigt publikum og potentielle samarbejdspartnere. Samtidig kan organisationen skabe stærke netværk mellem etablerede og nye designere og kunsthåndværkere, hvilket giver mulighed for værdifuld vidensdeling og læringsrige mentorordninger. Derudover kan DKoD fungere som et talerør over for politikere og kulturinstitutioner og således arbejde for bedre vilkår for kunsthåndværkere og designere i Danmark”, mener hun.
Mikkel Nielsen er enig. Foreningen er relevant, men den skal også gøre sig relevant.
”Mit fokus er at være med til at gøre kunsthåndværket mere aktuelt og trække det ind i nogle nye sammenhæng – som f.eks. 1,5% ordningen – altså at 1,5% af anlægssummen i et (offentligt, red.) byggeri skal bruges på kunst. Her er det naturligt at spørge, hvorfor ikke også kunsthåndværk? Jeg drømmer om at skabe mere arbejde til kunsthåndværkerne, selvom det er et langt og sejt træk. At kæmpe sammen som et samlende organ. Jeg ville ikke kunne gøre det her alene. Det er lettere at skabe forandring blandt ligesindede.”
Hanne B. Sønnichsen får som forperson for foreningen det sidste ord.
”Lige nu har kunsthåndværket momentum, nationalt og internationalt. Det skal vi udnytte. De historiske bedrifter er indiskutable, og vi har brug for at opruste med nye dygtige udøvere. Derfor skal uddannelserne prioriteres, og der skal tilføres tilstrækkelig økonomi, så vi i Danmark fortsat kan bryste os af at være førende på området.
Vi skal sikre, at vigtig viden og kunnen, som er opnået ved generationers arbejde med håndværket, kan videregives. Det er for flere fagligheder ved at være allersidste udkald. Der findes stadig udøvere med en bred håndværksmæssig erfaring, mange er dog i de sidste aktive arbejdsår. Smykkeuddannelserne er f.eks. allerede nedlagt. Ofte fremhæves, at det, vi ikke længere kan tilbyde uddannelse i herhjemme, kan man finde i udlandet.
Det er efter min opfattelse et alt for lavt ambitionsniveau. At rejse ud er godt og vigtigt, men at kapitulere nationalt er fatalt, især for en designnation. Der skal være bedre vilkår for de færdiguddannede, også når de vælger vejen som solo- eller mindre virksomhed. Det er den ene del – den anden store opgave for DKoD er at facilitere fællesskabet.
Fællesskabet er stedet, hvor viden deles, hvor erfaringer videregives, og hvor man møder sine kolleger. Efter årtiers tiltagende individualisme er det åbenlyst, at vi igen er nødt til at sætte spot på, at sammen kan vi noget andet og noget større, end når vi er alene. Sammen kan vi danne netværk med kollegiale møder, videndeling og gensidig inspiration.
Vi kan i fællesskab opnå større politisk gennemslagskraft, end man kan alene, og vi kan udnytte vores ressourcer bedre i fælles platforme og derved nå længere ud. Rundt i landet kan klynger af værksteder og udøvere opleves. Det enkelte værksted er ikke af særlig stor og målbar værdi i traditionelle målestoksforhold, men tilsammen udgør disse klynger af værksteder, studios og gallerier en vigtig turist- og bosætningsmagnet.”
Hvad drømmer du om for foreningen, hvis du skal tænke STORT?
”Min store drøm er, at Danmark i lighed med Norge sætter kunsthåndværket på finansloven. Det vil skabe et fundament for en sund og bæredygtig udvikling af branchen. Lige nu har foreningens økonomi to hovedkilder: medlemmernes kontingenter og fondstildelinger. Begge kilder er usikre og ressourcekrævende. Det er svært at planlægge langsigtet, når økonomien i praksis kan variere voldsomt fra år til år. En for stor del af vore ressourcer allokeres til at søge funding.
En plads på finansloven vil samtidig signalere den samfundsmæssige blåstempling af kunsthåndværk og design – et tiltrængt og vigtigt statement.
Dernæst drømmer jeg om et markant statsstøttet udstillingssted for kunsthåndværk. Et sted, hvor f.eks. Biennalen for Kunsthåndværk & Design kunne finde et permanent hjem, og hvor man året rundt kunne formidle dansk kunsthåndværk i verdensklasse. Lige nu er kunsthåndværket “på midlertidige besøg” på forskellige adresser.
Et udstillingssted for kunsthåndværk og design ville være et stort skulderklap til dem, der har båret faget gennem foreningens første 50 år, og til de nye talenter, der skal bære faklen videre.”
Fakta
Danske Kunsthåndværkere & Designere (DKoD) er foreningen for de professionelle kunsthåndværkere og designere. Foreningen blev stiftet i 1976.
Foreningen står bl.a. bag Officinet, Biennalen for Kunsthåndværk & Design, Frue Plads Marked, Green Crafts & Design Guide, Formkraft og har tidligere stået bag endnu flere initiativer som VÆRK julemarked og det analoge magasin Kunstuff.