Kasper Kyster
Kasper Kyster. Crafting Plastic, Officinet, 2024.
Anmeldelse

Drømmer forbrugere om stole af plastic?


Plastic er praktisk. Plastic er et problem.
Gennem tiderne har der også iblandt været en vis nedvurderende holdning til plastic. Plastic – det billige skidt. Eller er det naturen, man taler sådan om?

I hvert fald synes der at være en modstilling og en modsætning mellem plastic og natur. Vi har en meget lang tradition for fornem møbelarkitektur baseret på træ.

Plastic blev også en del af møbeldesign med hele Eames-Panton-traditionen, men netop som industriel masseproduktion: Formstøbt. Ens udseende. Og på sin vis et billede på en moderne tid uden alt det gamle og traditionelle. Selv formerne på de nye plasticmøbler synes designede til »rumalderen« og moderniteten.

Det er på mange måder den historie, der er til fornyet samtale i Kasper Kysters udstilling Crafting Plastic, der vises i Officinet til 27. juni.

Udstillingen består af en række møbler i plastic, men netop ikke industrielt fremstillet. Vi er tilbage til håndværksmæssige dyder, hvor hvert enkelt møbel er fremstillet af designeren selv. Hver stol, hvert bord, de to lampemodeller er individuelt formgivet, men ikke som kunstværker. Tværtimod er møblerne nærmest demonstrativt arketypisk udformede. Plastic og andre, meget moderne materialer inspirerede mange møbeldesignere – som man kan konstatere på landets møbelmuseer – til at arbejde med ikke alene skulpturelt udformede møbler, men også noget, der mimer den frie kunst.

Kasper Kyster. Crafting Plastic. Officinet 2024
Kasper Kyster. Crafting Plastic. Officinet 2024

Udfordringen for en designer – for eksempel af møbler – vil altid være, at de perfekte stole sådan set er formgivet. De findes blot i forskellige skikkelser afhængig af tid, smag, økonomi osv. Kan designeren føje nyt til gennem eksperimenter? Udstillingen tyder på, at Kasper Kyster kan.

Kasper Kyster (født 1994) er uddannet møbelarkitekt fra Kunstakademiet. Hans afgangsprojekt, The Master Collection, i 2022 bestod af ikke færre end 11 stole og kom på sin vis til at belyse metode og proces frem for færdigt resultat.

Kasper Kysters møbelserie kan ses som et statement. Den er et eksempel på, at man kan fremstille møbler af andre materialer end ædle træsorter. Kyster modtager sit materiale i plasticplader, som han så skærer i baner, han kan forme og klistre eller svejse sammen, så de får brugsfunktion.

Crafting Plastic er således også et relevant bidrag til bestræbelserne på ikke alene genbrug af materialer, men også individuel håndværksmæssig fremstilling modsat industrielle produkter, der måske tilmed er transporteret fra lavtlønslande med kritisable arbejdsforhold.

I den form for plastic, Kasper Kyster anvender, er 30 procent genbrug. Med den forskning, der foregår indenfor udvikling af muligheder for genbrug, kan man forestille sig, at den procentdel kan øges. Samtidig kan møblerne smeltes og materialet genbruges, når eller hvis de kasseres.

Crafting Plastic er således også et relevant bidrag til bestræbelserne på ikke alene genbrug af materialer, men også individuel håndværksmæssig fremstilling modsat industrielle produkter, der måske tilmed er transporteret fra lavtlønslande med kritisable arbejdsforhold. Desuden et bidrag til en æstetisk diskussion om, hvad der er »grimt«, og hvad der er »smukt«.

Kasper Kysters plasticmøbler er indiskutabelt smukkere end for eksempel de fleste havemøbler fremstillet i formstøbt plastic. Måske er de ikke for alle og enhver. Men omvendt er det heller ikke alle og enhver, der sværger til Wegners møbelklassikere.

Tilbage er spørgsmålet om funktion. Form og funktion skal gå op i en højere enhed, så gør Kasper Kysters møbelserie det? Man sidder udmærket, men skal man bruge det lave sofabord til at stille vinglas på, løber man en betydelig risiko for, at de vælter, og indholdet ikke blot flyder ud men også går tabt. Og mellemrummene i reolens hylder gør det til en problematisk affære at have bøger stående oprejst som i en traditionel reol. Men reoler bruges jo til så mange andre former for lagring udover bøger…

Om udstillingen

“Crafting Plastic” er en undersøgelse af plastens sanselige og funktionelle kvaliteter. Det er en transformation fra industrielt til organisk. Udstillingen kan ses i Officinet frem til den 27. juni 2024.

Læs mere

Tema: Bæredygtig produktion

Danske Kunsthåndværkere & Designere, Kulturens Analyseinstitut og DDC – Dansk Design Center indgår nyt samarbejde for at styrke det grønne aftryk, skabe debat og nye købsvaner blandt forbrugerne. Målet er at udvikle en digital platform, Green Craft & Design Guide, der giver både forbrugere og udøvere værktøjer til handle mere bæredygtigt.

Formkraft kickstarter projektet med en artikelrække, der sætter fokus på bæredygtig produktion, nye materialer og forbrugeradfærd.

 

Mere viden om emnet

Formkraft rummer flere interessante artikler om bæredygtighed, holdbarhed, materialer mv. Søg på relevante emneord i ARKIVET.

 

Læs også

GenJord- bæredygtig keramisk praksis

Projektet GenJord har fået massiv interesse blandt danske og udenlandske keramikere. Her giver keramiker og projektleder Helle Bovbjerg indblik i tankerne bag projektet, der er blevet en bevægelse mod en mere bæredygtig keramisk praksis.

Læs artikel

GenJord
Foto: GenJord

Too Good to Throw: bedre forbrug med kunsthåndværk og design

Hvad kendetegner fremtidens forbrug? Hvor mange nye ting må vi blive ved med at købe og eje? Deltag i debatten på Folkemødet lørdag den 15. juni.

Læs om debatten

Atelier Tonni arbejder udelukkende med plastaffald, der er blevet kasseret i Danmark. Værk: Milk Jug af Atelier Tonni 2023. Genbrugsplast. Foto: Atelier Tonni
Foto: Atelier Tonni