”Egentlig er de færdige værker her ikke hovedsagen” siger Sofia Hagström Møller på trappen omgivet af de tre vævede baner, der hænger syv meter ned fra ovenlyset, som regnbuer på afveje, gennem trapperummet mellem bibliotekets nye og gamle bygning. De tre tekstilbaner forbinder etagerne, og farverne peger ud på graffitien på Ungdomshuset, der ses gennem vinduespartierne bag trappen.

De tre vævede værker er det synligste resultat af et huskunstnerprojekt mellem væver og tekstilkunstner Sofia Hagström Møller, Biblioteket Rentemestervej, der på sin hjemmeside også kalder sig selv ”et kulturelt knudepunkt for bydelen Bispebjerg” samt tre skoler fra København og omegn: Engstrandskolen, Hareskov skole samt FGU Østerbro – linjen for design og genbrug.

Sofia Hagström Møller gik ind i projektet med en klar plan om ikke at have et forudbestemt produkt som mål. Og det var også aftalen med værtsbiblioteket fra begyndelsen. Biblioteket og dets daglige brugere kunne ikke forvente sig en udsmykning. Det var selve kulturmødet mellem væveren og de unge, der var afgørende.

Bibliotekets medarbejdere åbnede alle rum og værksteder for projektet, som udfoldede sig i tre forskellige kunstneriske processer. Og tre lige så forskellige vævede værker.
Det havde ikke givet mening at beskrive de endelige værker på forhånd, for så havde der ikke været plads til den kunstneriske udvikling hos de unge deltagere, som Sofia Hagström Møller ønskede:

”Tekstilbanerne i rummet er blevet bedre end jeg nogensinde kunne forestille mig. Men det er jo skitserne, processen, der er selve arbejdet. Det er grundlaget for de endelige værker. Jeg havde været fint tilfreds med et godt samarbejde med de tre klasser og en udstilling af plancher med skitser og prøver.”

Research: At sætte ord på et kulturmøde

Sofia Hagström Møller beskrev forløbet i den invitation, hun sammen med biblioteket sendte til de tre skoler, Engstrandskolen, Hareskov skole og de lidt ældre elever på FGU Østerbro – linjen for design og genbrug. De klasser, der ville være med i huskunstnerprojektet, skulle tilbringe fire hele dage med kunstneren og sammen ville de udforske temaet ’Kontraster mødes’ gennem typiske faser i en kunstnerisk proces: en dag med research; en dag med eksperimenter og undersøgelser; og to dage med produktion.

På førstedagen samlede de unge indtryk fra biblioteket som del af deres research og dannede modsætningsfyldte ordpar: højt/ lavt, koldt/ varmt, inde/ ude. En gruppe kom tilbage til værkstedet og berettede: ”Her er ikke en eneste bog om vævning” – i kontrast til Sofia Hagström Møllers oplæg om tekstilernes allestedsnærværelse.

Men selvom tekstiler og vævning er omkring os alle sammen, og en væver kan se mønstre alle vegne, så bliver vævningens konstruktionsprincipper først nemme at forstå, når man selv prøver at væve på en håndholdt og enkelt måde. Og det kan man gøre uden væv eller tråd.

På dag tre i forløbet uddelte Sofia Hagström Møller papirstrimler i forskellige farver, så de unge kunne arbejde sig ind i vævemønstrets logik med papirvævning. For papirvævning gør principperne om krydsende trådsystemer, trend og islæt, til et fladt billede, som man uden vævetekniske forudsætninger nemt kan variere i forskellige mønstre.

Det ene banner har glidende farveforløb, hvor orange følges af gul, som bliver til pink og følges af lilla og siden blågrønne nuancer. Det er farvelærens ABC, der gnidningsløst bølger ned gennem banneret og lyses op af hvide tern fra sammenfletningen med tværgående baner af stof uden indfarvning.

Det andet banner har plamager af blå og gul, der løber sammen og åbenbarer sig som grøn og plettes af komplementær rød, der blandes til brun for så at blive afløst af hvide tern, sartgule nuanceforløb, koncentrerede prikker og gennemvædede lillablandinger, før mættede farvefelter inden for og hen over ternene slutteligt giver farven magten over vævningens mønster.

I den tredje vævning siler farveblandingerne ned fra top til bund af det gennemgående banner som pink, gule og grønne nuancer. Farveforløbet bliver rytmisk afbrudt af et mønster af hvide tern i dobbelt højde og tværgående vandige kontrastfarver. Til forskel fra de andre to bannere har dette indvævede snoede bånd, der som en ekstra dimension fremhæver det tekstile materiale i den vævede struktur.

Produktion: En menneskelig væv med mange arme må finde en måde at arbejde sammen

”At væve tekstile strukturer i farver er en ideel måde at visualisere et kulturelt møde” siger Sofia Hagström Møller som oplevede det som et kulturmøde i sig selv at komme så tæt på de tre meget forskellige grupper af børn og unge.

Nogle havde god erfaring med gnidningsfrit samarbejde, men fandt det udfordrende at eksperimentere sig frem til et på forhånd ukendt mål. Den kunstneriske proces fører ad snoede veje til noget nyt, der ikke fandtes, før man gik i gang. Det er svært at veksle til læringsmål og for nogle elever svært at forstå. De spurgte: ”Hvorfor gør vi det her?” fortæller Sofia Hagström Møller, der modsat oplevede andre elever gå ind i værkstedet med en forventning om at være udenfor. Derfor gjorde det indtryk på hende at se en af de drenge, som ingen forventede engagement fra, arbejde i lang tid i fuld koncentration med at tegne.

Hun uddyber: ”Selv de unge, som havde nemt ved den kunstneriske udvikling, var ikke vant til at arbejde sammen om kunstnerisk produktion. Men med de lange baner, der skal væves sammen, er man nødt til at samarbejde, og jeg havde faktisk ikke forudset, hvor stor en effekt det ville have. Men det var de unge selv, der sagde: ”Nu må vi blive ved og samarbejde! Vi skal ud at hænge i det store rum.”

Fernisering: Hvis de var kommet, havde jeg fortalt dem, at det er deres værk

Nok var processen det essentielle i huskunstnerprojektet, men på ferniseringsdagen gik det op for Sofia Hagström Møller, hvor betydningsfuldt det er at kunne deltage i en offentlig præsentation af et fællesskabt kunstværk. Hun havde forberedt åbningstalen med tak til alle de deltagende unge. Hun så, at nogle af dem, der deltog, havde familien med og var tydeligt stolte. Andre dukkede op, men blev i periferien og undgik at komme ind i centrum af den typiske summende fernisering, hvor gæster samles og snakker animeret på kryds og tværs. En stor gruppe dukkede aldrig op på ferniseringsdagen for at se de færdige værker ophængt i trapperummet.

”Og det var nok dem med det største behov for at opleve anerkendelsen, som ikke dukkede op”, spekulerer Sofia Hagström Møller. Måske har de set værkerne udstillet på biblioteket i løbet af sommeren, men uanset holder hun takketalen igen, når værkerne bliver hængt op på klassernes respektive skoler. Og huskunstneren overvejer, om ferniseringer, ligesom en kunstnerisk proces, også kan designes på nye måder, som giver mere mangfoldige muligheder for at deltage: ”Der har også været meget læring i denne proces for mig”.

Læs også