Keramikeren Martin Bodilsen Kaldahl viser i øjeblikket den på flere måder rige udstilling Cuts, Stripes and Knots – A Ceramic Retrospective på keramikmuseet Clay i Middelfart, hvor 140 værker skabt over lidt mere end 30 år fylder den store udstillingssal med udsigt mod vandet. Som wow-effekt er antallet af udstillede værker gjort til et koncept i udstillingsdesignet, hvor de unikke keramikskulpturer er placeret på ensartede kvadratiske, hvide podiedele, samlet til seks store podier af forskellig højde. På det hvide underlag træder de mange skulpturer frem i imponerende form- og farverig flok.

Keramikskulpturer og digitale udtryk

På væggene udstilles et mindre antal objekter på hylder, en række tegninger og skitser samt større vægskulpturer. Til indføring i Kaldahls tanker og keramiske praksis viser udstillingen en nyproduceret portrætfilm, som er optaget på værkstedet i Roskilde samt på Statens Værksteder for Kunst, hvor Kaldahl har arbejdet med en række værker til udstillingen på Clay. Filmen viser bl.a. Kaldahl arbejde med en skulptur af typen spatial drawing, som vi ser flere variationer af på udstillingen. Røragtige installationslignende former bringer mindelser om en 3D screensaver mange af os havde engang, og det er fascinerende at se, hvordan Kaldahl igennem en årrække har arbejdet med digitale former og udtryk i keramisk skulptur.

Udstillingen taler i høj grad gennem skulpturerne og gør ikke meget ud af at forklare os om værkerne, og det kan der normalt siges meget godt om. Vi overlades til en rig verden af forskellige kroppe. Imidlertid fremstår en digital påvirkning så allestedsnærværende i udstillingen i kraft af de mange hybride former, blobs og spatial drawings, at det vækker interesse for at vide mere om denne del af Kaldahls udforskning. Her må man ty til den lille udstillingsfolder, som oplyser om navne, typer og årstal på de enkelte skulpturer, men ikke meget mere. Jeg ville gerne have hørt mere om det digitale i mødet med keramikkens tyngde, form og spændstighed, for det fremgår tydeligt af den korte portrætfilm, at Kaldahl er en nærværende og dygtig formidler.

Udstillingen skaber sanselige og tankevækkende møder – men mængden tager over

Selvom kvantiteten af udstillede værker umiddelbart fungerer som et rumligt greb, er det ikke det, der fastholder interessen, når det første wow har lagt sig. Det er i stedet mødet med individuelle skulpturer såsom den skævvredne Sculptural Vessel (1990) det blå væsen Tunnel Visions (2023), den lille fortættede og skinnende gule Guardian #1, Yellow Synthesis (2012), gren-blob-hybriden Blobjection #1 (2007) eller den metallisk keramiske vægskulptur Rumbles #3 (2024). Skulpturerne er mange og fascinerende.

Beslutningen om at inddrage så mange værker på udstillingen har den bagside at opstillingen bliver for kompakt. Det er Noahs Ark, som Kaldahl siger i portrætfilmen, men spørgsmålet er, om vi som museumsgæster er inviteret helt med ombord, for den tætte opstilling skaber fysisk, kropslig distance og kommer lidt til at spænde ben for mødet med mange af skulpturerne. Den retrospektive udstilling overbeviser stærkt om de sanselige, sammensatte og eksperimenterende kvaliteter i Kaldahls udforskning af keramikken, men den imponerende mængde af værker bliver også en barriere i oplevelsen på Clay.

Mere viden i ARKIVET

Formkraft rummer en stor samling af digitaliserede tidsskrifter fra 1948-nu. I arkivet kan du søge på relevante emneord. Fx. Udstilling