I den klassiske udstilling, fra de tidlige design- og kulturhistoriske udstillinger vi kender til, var formen enkel og ofte bygget op om genstande fra samlingen udstillet i montrer. I dag bevæger udstillingerne sig i en alt mere digital retning, hvor det centrale udstillingsgreb er iscenesættelser af fortællingen i form af totalinstallationer og interaktive oplevelser. Dette skift i formidlingsformen, fra den fysiske udstilling til den digitale, har forårsaget et skift i den hastighed, hvormed udstillingen produceres, men også hvor hurtigt den aldres. Fremtidens udstillinger behøver ikke at være et valg mellem det fysiske og det digitale, men kan opstå i mødet mellem de to medier. Her kan design og kunsthåndværk spille en afgørende rolle.
Gennem et antal nedslag i udstillinger, som JAC Studios har gennemført og i en refleksion over vores arbejdsmetoder, vil jeg forsøge at berøre nogle af de værktøjer, vi bruger til at skabe en udstilling.
Bibliotek, Laboratorie og Wauw
Sam Thorne, direktør på Nottingham Contemporary i UK., refererer i en tekst til en forelæsning fra 1889 med titlen ”The Future of the Museum” hvor en kurator fra the Smithsonian i Washington, D.C forudsiger:
Biblioteket tolker jeg som et sted, hvor vi slår op, et levende arkiv, hvor vi inviteres indenfor til at søge viden, men i dag måske også med en funktion som kulturhus og som et åndehul i byen. Laboratoriet, som et dynamisk miljø, der bebos af nysgerrighed, drivkraften af at udforske, afprøve og skabe innovation. Biblioteket og laboratoriet bygger begge på viden, hver på sin måde og med sit eget perspektiv, men måske med en fælles ambition om at bidrage til en bedre verden.
I den indledende dialog med kultur- og naturhistoriske museer eller besøgscentre, som er de institutioner vi overvejende arbejder med hos JAC studios, mødes vi ofte med begreber som ”oplevelsesøkonomi”, ”instagram-moments” og ”wauw-oplevelser”. Der er et ønske om at indskrive sig i oplevelsesøkonomien og skabe en succes, der måles ved højere besøgstal, ”instagram-moments” der selviscenesætter gæsterne, så udstillingen får sin gang i de sociale medier og ”wauw-oplevelser”, der sikrer, at vi som gæster forlader udstillingen og straks må fortælle andre, at udstillingen er et ”must see”.
Med risiko for at fremstå som kedelig, vil jeg mene, at drivkraften i vores arbejde, er at skabe udstillinger, der berører og engagerer uden at nødvendigvis at råbe højt. En ambition der på ingen måde begynder med det umiddelbare ”wauw”. Gennem en proces der bygger på et eller flere forsøg, prøver vi at forstå den faktuelle eller fiktive fortælling, som ønskes formidlet og vi giver os tid til at finde frem til et rum, der er skabt i en dialog mellem viden, eksperiment og stedets eller arkitekturens ånd.
Det performative feltarbejde
Som udstillingsarkitekt er man i den heldige position, at man i hvert projekt bliver inviteret ind og udfordret af en ny viden og en ny kontekst. At forstå konteksten af temaet og den fortælling, som skal formidles og få det ind under huden, har ofte vist sig at kræve mere end blot litteratur, manuskripter og genstande. I flertallet projekter har der tegnet sig en proces, hvor vi har forsøgt at tage fysisk del i konteksten, studeret området og taget del i fortællingen og levet os ind i situationen som både gæster og videnskabsfolk. I udstillingerne på Vadehavscentret, Københavns Museum og på Isfjordscenter i Ilulissat, er disse undersøgelser også blevet en del af selve udstillingen.
I projektet med at skabe udstillingen på Vadehavscentret i Vester Vedsted og i fortællingen om de op mod 15 millioner trækfugle, som hvert år rejser igennem Vadehavsområdet, blev vi stillet opgaven: ”at gøre fuglene nærværende” og ”at skabe relation mellem menneske og fugl”. Fuglene er dyr, som vi oftest betragter på afstand, de er bogstaveligt flygtige, og lige så flygtigt er Vadehavets dynamiske landskab, der to gange i døgnet, på grund af tidevandets kræfter, fremstår som nyfødt.
Processen, med at skabe en relation til det landskab og dyreliv, der ligger bag diget, bar præg af gentagende besøg og ornitologiske vandreture med eksperter. Turene inspirerede os til at vi, i en performativ ånd, iscenesatte os selv som ornitologer og biologer. Vi udviklede redskaber til at indsamle det flygtige gennem afstøbninger af havbund og i en kortlægning af landskabet indsamlede vi fund fra naturen i form af jord- og ler aflejringer, fjer og planter der nøjsomt blev registreret og konserveret på reagensglas. I en efterfølgende evaluering af udstillingen viste det sig, at et af de mest fotograferede motiver fra udstillingen netop var gæsterne foran reagensglassene – et ikke på forhånd udtænkt ”instagram-moment”.
Ligesom til udstillingen på Vadehavscentret har arbejdet med at skabe en fortælling til udstillingen ”The story of Ice”, som åbner juni 2021 på Isfjordscentret i Ilulissat, Grønland, inviteret os ud i landskabet for at søge både forståelse, men også form til udstillingens design. Illulissat Isfjordscenter er tegnet af Dorte Mandrup arkitekter og er beliggende lige på grænsen til UNESCO Verdensarvs område ved Isfjorden. Bygningen er tegnet som en forlængelse af de vandreruter, der fører gæsterne ud i landskabet og ned til isfjorden. Fra udstillingen er der direkte udsyn til det omkringliggende landskab og isfjorden, Kangia, som fodres med isbjerge fra den mest produktive gletsjerfront i Grønland.
Fortællingen og udformningen af udstillingen har til formål at inspirere gæsterne til at opsøge naturen og skabe forståelse for den betydning isen har og har haft for både mennesker og klima.
I processen med at skabe fortællingen søgte vi at opnå en relation til naturen og isen og at finde en måde til at repræsentere den på, uden at skabe kopier eller scenografiske repræsentationer af landskabet udenfor i selve udstillingen.
Ved sejl- og fisketure med de lokale fiskere ude i isfjorden, samlede vi isblokke op, som vi scannede i 3D, bearbejdede og håndblæste i glas. En proces hvor udstillingsinventaret har taget form af isens, vandets og klimaets påvirkning.
Men også en rejse i og udforskning af, hvordan natur, materiale, design og kunsthåndværk bidrager med at skabe værdi og autentisitet.
Både Vadehavscentret og Isfjordcentret er besøgscentre, som til forskel fra et museum ikke har en samling genstande, hvorfor vi har været nødt til selv at skabe og frembringe det, som skulle formidles og fremvises. Her udfylder udstillingsarkitekten både rollen som designer, kurator og projektleder.
Udstillingerne på Københavns museum bød på et anderledes feltarbejde.
Rummet som formidler
Det nye Københavns Museum, tidligere Bymuseet, flyttede i februar 2020 ind i det tidligere Overformynderi på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade i København. Bygningen blev opført i 1893-94 med Hans J. Holm som arkitekt. Hans Jørgen Holm var en dansk arkitekt og professor, elev af J.D Herholdt og han var en af de førende arkitekter i dansk nationalromantisk arkitektur.
I Herholdt-værket refererer Holm til en af sine oplevelser i sit arbejde på Herholdts tegnestue:
”Var det sket en uskyldig Fejl, havde han meget mod at rive ned, hvad der en Gang var gjort, naar det i øvrigt var godt Arbejde. Det gav ham undertiden Anledning til at bearbejde Sagen saaledes om, at Fejlen ikke mere blev en Fejl men et Led i det Hele. Smaa Uregelmæssigheder oversaa han” (Hans J. Holm: Herholdt-værket, p. 13.)
Arkitekt Holms tilgang til at gentagende at justere designet, hans kærlighed til detaljen og håndværket, som opleves gennem alt, fra de rigeligt ornamenterede lofter, udsmykninger af vinduer, så som Agnes Slott-Møllers glasmosaik, ned til de ugleformede dørgreb, har påvirket både restaurerings-arkitekternes, LETH & GORI og Rørbæk og Møller, og JAC studios arbejde. Husets forvandling til Københavns Museum er sket i et rigt tværfagligt samarbejde, hvor bygningen betragtes som udstillingsgenstand på lige fod med udstillingernes øvrige artefakter. Og ambitionen har været at bringe fortælling, værker og rum sammen til ét samlet hele.
I et forstudie af bygningen tegnede og opmålte vi, detaljer fra arkitekturen. Disse nære detaljestudier, hvor hånd, blyant og papir har været vores redskaber, har senere i processen kunne guide os i den måde hvorpå, vi har arbejdet med proportioner og opdelinger af inventar og materialevalg. På måske samme måde som vi fortolker, at Hans J. Holm har skabt et Overformynderi, der er præget af en dialog mellem funktion og dekoration, har vores tilgang med udstillingsdesignet været at skabe en balance mellem det rationelle og det poetiske.
Udstillingsdesignet på Københavns Museum responderer på det levede liv inde i bygningen på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade gennem et bevidst brug af højglanspoleret stål, der gennem spejlinger, refleksioner og lys iscenesætter rummet og spejler arkitekturen og museets gæster. De spejlende overflader er en invitation til gæsten om at reflektere over sin egen tilstedeværelse og et øjebliksbillede på, at vi skaber historie, når vi går på museum.
Den autentiske og engagerede oplevelse
Fælles for de processer jeg har nævnt er, at de involverer et håndværk, hvor processen i sig selv udmunder i ”et design” og ”et værk”.
I udstillingen om Tøndermarskens landskab, der åbnede sommeren 2019 i den gamle mølle i Højer, inviterede vi keramiker Ole Vesterlund ind til at skabe keramiske værker af fugle, som lever i udstillingslandskabet, ikke som en scenografi men som et formidlende værk, der komplementerer naturfilmen og fotografiet.
Et andet eksempel er Yumin Art Nouveau museum i Sydkorea, tegnet af den japanske arkitekt Tadao Ando, hvor billedkunstner Egor Jagunov udførte digitale collager, der danner baggrund til og placerer den udstillede glaskunst i en kontekst.
Glasprismerne, tidligere nævnt i forbindelse med Ilulissat Isfjordcenter, er udviklet og blæst i et samarbejde med kunsthåndværker og designer Susanne Jøker og glaspuster Bjørn Friborg fra Holmegaard.
En udstilling kan ikke opleves på samme måde online eller på distance, og det er derfor det kontekstuelle, det sociale og rummets sanselighed, som er udstillingens styrke.
Jeg tror, at fremtiden for udstillinger i høj grad bygger på kreative og innovative samarbejder, hvor udstillingen bliver en arena der tegnes og programmeres på tværs af fagligheder og hvor museer og besøgscentre åbner op for kunstnere, kunsthåndværkere, forfattere, digtere, designere og arkitekter, som fælles bidrager til uventede og engagerende og autentiske udstillingsoplevelser.
Faktaboks
Om Johan Carlsson f. 1972, Arkitekt og designer MDD, KADK, RIBA 1 The Architectural Association School of Architecture.
Stifter af tegnestuen JAC studios i København, Danmark.
Med en baggrund i performancekunst er Johans fokus storytelling Johan arbejder med en innovativ tilgang til både kuratering og design, altid med fokus på håndværk og forståelsen af, hvordan objekter og inventar bliver udviklet og fremstillet. Således at kunst, håndværk og teknologi i praksis er tre grundelementer i et indbyrdes lige forhold.
Fungerer som gæsteforelæser og censor på bl.a. Det Kongelige Danske Kunstakademi, Pratt University NY, DIS Copenhagen og Konstfack Stockholm.
JAC studios
JAC studios står bag internationalt anerkendte projekter så som House of Sweden udstillingen for den svenske ambassade i Washington DC, UNESCO, Vadehavscentret i Vester Vedsted, Isfjordscenter i Grønland og det prisvindende udstillingsdesign for Yumin Art Nouveau Collection på Jeju i Sydkorea.
Modtager af Statens Kunstfonds treårige legat, vinder af The Nordic Light Award, German design award og udpeget som vinder af den prestigefylde pris World Interior Architecture 2018. Bestyrelsesmedlem i Rungstedlundfonden og medlem af Kunstnersamfundet.
Udgiver arkitekturmagasinet DEAR publication.
