Orden synes nu klart at dominere over kaos hos Lippmann, der med sin skoling hos Vibeke Klint i 1970erne sluttede sig til rækken af danske formgivere med rod i klassicismen. Mange markante værker er netop skabt til klassiske rum som Thorvaldsens Museum, Folketinget, Konsistoriums mødelokale i Københavns Universitets ældste lokaler, Politigården eller Brygger Jacobsens tidligere private hjem.

Tæpperne, hun har formgivet til disse rum, er på en gang rolige og egensindige flader, som tager deres egen plads uden at obstruere. Det er ikke udsmykninger som disruption, men som en fortsat samtale ned gennem tiderne. Nogle gange helt stilfærdigt, såsom de fem tæpper til Thorvaldsens Museum i 1995, som legede videre med gulvenes egne motiver, farver og mathed; blot at tweake det hele en smule gav stor effekt. Andre gange med fuld farveintensitet, som det store tæppe, der nu ligger under konsistoriums cirkelformede mødebord på Københavns Universitet, så al samtale foregår hen over de overdådige, sanselige blomster.

Heldigvis er der igennem bogen fokus på de mange, som har præget Lippmanns virke, ikke mindst det mangeårige samarbejde med væverne Lis Bech og Gitte-Annette Knudsen, trekløveret bag den praktiske realisering af mange af værkerne. Der er en vigtig pointe i, at kunsthåndværk er en social praksis.

Charlotte Jul står bag en levende levnedsskildring, mens Bodil Busk Laursen kyndigt gennemgår udvalgte værker, og de mange fotos tilføjer gavmildt den uundværlige visuelle dimension. Der zoomes ind på detaljer – delikate vikle- og væveprøver, garner, detaljer i værkstedet – og zoomes ud på den store sammenhæng mellem værkerne og rummene, de indgår i. Der er meget at fordybe sig i, men flere ældre fotos havde ikke været af vejen for at følge Lippmanns udvikling. Og så får man hele tiden lyst til at række ud og føle tæpperne med alle deres intrikate detaljer!

Mere viden i arkivet

Find mere læsestof om Puk Lippmann i arkivet.