Kunsthåndværk er noget, der står i en montre, som man ikke må sætte fedtede fingre på. Sådan lyder dommen over vores fagområde fra en studerende på Designskolen Kolding. Hen over vinteren har Formkraft bragt tankevækkende og ind imellem også nedslående reportager om uddannelsen på de nye design-universiteter, som skolerne er godt i gang med at udvikle sig til. Kunsthåndværket ser desværre ud til at tabe terræn.
At de studerende hellere ser sig selv som udøvere af craft frem for kunsthåndværk er helt i orden. Vi skal – og det gælder også os selv i DKoD – rydde op i begreberne og huske at “craft” giver associationer til håndarbejde, hvorimod “kunsthåndværk” signalerer, at der samtidig er en vis æstetisk ambition involveret. Dermed ikke sagt, at kunsthåndværk så er dømt til at samle støv som kunstgenstand i en museumsmontre resten af sin levetid. Tværtimod.
Kunsthåndværkere giver fremtiden form. Det er vores adelsmærke. Kunsthåndværk indeholder den gode blanding af håndværk og kunst, hvor vi forener form og funktion, ja vi forskønner hverdagen for at bruge en mere gammeldags term. Hvor blev ordet brugskunst egentlig af?
Indrømmet: Vi etablerede kunsthåndværkere må gribe i egen barm. Vi mangler at definere, hvad kunsthåndværk er og kan i dag. Ikke mindst mangler vi at gøre verden og åbenbart også de danske designskoler opmærksom på alle vores fortrin.
Her tilslutter jeg mig møbelsnedker Johannes Foersom, der efterlyser praktisk forskning på designuddannelserne. Foersom rammer hovedet på sømmet. Bør forskning ikke netop her på designuddannelsen være baseret på praktiske undersøgelser? Har vi aflivet specialisterne til fordel for generalister? Det er som at skulle skrive en symfoni uden at kunne spille et instrument. Hvor skal man lære håndværket? På YouTube?
Om nogen bidrager kunsthåndværkeren til at give nye bæredygtige materialer den æstetiske vinkel, som også er nødvendig. Vi er eksperter i materialebaserede undersøgelser. Hvis man som studerende bliver selvkørende med hensyn til teknikker og materialer, lærer man tidligt at gøre produkter brugbare. Så baseres resultatet ikke primært på leg og tilfældighed. Oplæringen skal gå fra hånd til hånd, og fedtfingre er mere end velkomne.
Danske Kunsthåndværkere & Designere råder over en værdifuld bank af fagspecialister, som man på skolerne skal skynde sig at lære af, inden det er for sent. Kunsthåndværk er noget væsentligt og værdifuldt, som vi skal overlevere til næste generation. Ellers forsvinder den basale knowhow og fundamentet for, at dansk design holder formen. Derfor er mit store ønske, at vi på flere planer får blandet den gamle garde med de nye vilde. Det kunne der komme noget virkelig frugtbart ud af. Stafetten er hermed givet videre.
Speakers Corner
Debat er en betydningsfuld disciplin, der rummer muligheder for at rykke holdninger, skabe idéer, forstå nuancer og udvide horisonter.
Formkraft genlancerer kategorien Speakers Corner som også findes i tidligere tidsskrifter for kunsthåndværk og design. Ordet gives til kunsthåndværkere, designere, fagpersoner, kulturpersoner, forskere, undervisere, studerende og andre med noget på hjerte. Hvis du vil bidrage med en Speakers Corner-artikel kan du sende et forslag til Formkrafts redaktion: formkraft@dkod.dk
Vi opfordrer til, at debatten fortsættes i god tone på Formkrafts sociale medier: Instagram, Facebook og LinkedIn.
Tema: Studenteroprør
Formkraft giver ordet til både studerende og institutioner og undersøger samtidens uddannelsesmuligheder for kunsthåndværkere og designere. Læs tema