Forestillinger om fremtiden

Jeg bevæger mig gennem udstillingen en solrig november formiddag, mens det gyldne sollys strømmer ind gennem de høje, sprossede vinduer. De mange indtryk gør mig nysgerrig og frister mig til at skynde mig igennem for at se det hele, men jeg tvinger mig selv til langsomhed – til at dvæle ved hvert enkelt projekt.

Materialerne i fokus

Der er et markant fokus på, hvad det vil sige at arbejde bæredygtigt med materialer i udstillingen – hvilket leder til undersøgelser af levende materialer, nye materialekombinationer, relationelle materialer og materialer skabt af affald. Der præsenteres ikke kun materialemæssige løsninger, men stilles også spørgsmål ved, hvad greenwashing vil sige, og hvordan man kan arbejde mere autentisk med f.eks. bioplast. Samtidig undersøges, hvordan man kan gå mere cirkulært til materialer og genbrug: Kan materialer f.eks. vandre på tværs af industrier med sætningen “den enes affald er den andens guld” som ledestjerne?
Æstetik som et omskifteligt parameter i materialedrevet design undersøges også. For hvis udgangspunktet er f.eks. kasserede tekstiler, må man omfavne deres teksturer og farver, hvilket kan bane vej for en ny æstetik, der ikke dyrker perfektion og ensartethed, men i stedet fremhæver det rå og uregelmæssige og måske rummer omskiftelighed.

Det åbne og forvitrede

Denne tankegang går igen i projekterne med det åbne som omdrejningspunkt: at åbne design og arkitektur, så det levede liv og naturen kan være medspillere, der præger formsprog, funktioner og livscyklusser står i klar kontrast til lukkede løsninger, som ikke giver plads til brugsspor og forvitring. Når en form lukker sig om sig selv, stivner den og bliver ude af stand til at følge livets strømninger og forandringer.

Et andet eksempel er projektet Wetlands, der betragter arkitektur som udviklende, dynamisk og åben, og som udforsker mulighederne for selvforsynende arkitektur i samspil med naturen. Projektet tegner et æstetisk nærende billede af bosættelse i en oversvømmet verden præget af relationer – noget, man ellers let kunne have forestillet sig som dunkelt og dystopisk.

Den næste tidsalder

Man kan – og bør måske – spørge, om mennesket nødvendigvis skal være omdrejningspunkt, når vi designer og bygger. Flere af projekterne udfordrer netop et antropocænt verdensbillede og undersøger, om samspil med naturen, eller endda en symbiose med økosystemer, er næste naturlige skridt. Hermed peges der på en bevægelse væk fra the Anthropocene og ind i det, der ofte betegnes som the Symbiocene: en forståelsesramme for en mulig næste tidsalder, hvor naturen ses som aktiv medspiller. I ét tilfælde tildeles naturen endda politisk indflydelse.

Projektet The Host undersøger skoven som politisk aktør. Det bygger på fem måneders observationer i en svensk skov, hvor de to arkitekter bag projektet hengav sig til iagttagelser og refleksioner og nåede frem til idéer om understøttende arkitektur, der udformes med respekt for og i dialog med naturen.

Måske er det tid til en ny eksistensfilosofi, som ikke kun fokuserer på menneskets liv og indbyrdes relationer, men også ser naturen som aktør?

Det genfortryllede landskab

Jeg sætter mig i det lille, halvaflukkede område, hvor der vises korte film, og bider særligt mærke i projektet Towards a New Perception of the City. Fokus er på at skabe nyt liv i Danmarks afsidesliggende, affolkede byer. Løsningsscenariet, som projektet undersøger, er en form for rewilding: mere natur, mere taktilitet, mere fleksibilitet.

Samtidig insisterer projektet på, at transformation kan erstatte ekspansion: at vi bør anvende de bygninger, der allerede findes, i stedet for at udvide med nybyggeri eller rive ned og bygge nyt. Der skal flere rekreative områder til, mindre homogenitet – og langt flere upolerede, dynamiske miljøer, hvor det levede liv kan udvikle sig.

I samme spor arbejder projektet Uhørte fortællinger om mystiske væsener og finurlige naturtyper (skøn titel!) med idéen om det genfortryllede landskab. Tesen er, at genfortryllelse kan føre til mere omsorgsfuldt jordbrug og nye former for natur og fællesskaber.

Novembersolen blev fyldt af både inspiration og håb

Udstillingen rummer altså, ud over konkrete forslag – fra nye regenerative materialer til inkluderende piktogrammer og fællesskabsorienteret arkitektur til Roskilde Festival – mere abstrakte, eller måske snarere poetiske og filosofiske undersøgelser af fundament, hjem, natur og menneskeliv. Hvordan lever vi bæredygtigt? For bæredygtighed er mere end ressourceoptimering og grønt forbrug; det bæredygtige liv er et liv, der nærer os, og som vi kan retfærdiggøre. Et liv, der opleves meningsfuldt; som er relationsbåret og etisk forankret.

Man får håb for fremtiden, når man bevæger sig fra projekt til projekt: der er simpelthen så mange vidunderligt visionære måder at arbejde mere bæredygtigt med design og arkitektur på og dermed bremse – måske endda tilbagerulle – klimaforandringerne. Samtidig tegner der sig også et billede af en dystopisk fremtid: have uden fisk, få tilbageværende naturressourcer og langt flere naturkatastrofer. Undervejs rejser udstillingen også spørgsmålet om vores individuelle ansvar – hvad kan og bør vi som enkeltindivider gøre?

Der er noget poetisk, menneskeligt og lidt ydmygt over udstillingen. Den påstår ikke at kunne løse alle problemer, men vil først og fremmest inspirere. Man kan nemt bruge en hel formiddag (eller eftermiddag) i det højloftede lokale – det gjorde jeg. Og så er den ovenikøbet gratis at besøge.

Jeg vil anbefale at se udstillingen sammen med én, man holder af at diskutere med. Jeg gik i hvert fald ud i novembersolen fyldt af både inspiration og håb – og med stor lyst til at tale om det, jeg havde oplevet.