Fra kyshånd til kritisk kuratering

Hvordan vælger man, hvilke værker der skal indgå i en glaskunstsamling? På Glas – Museet for glaskunst i Ebeltoft er svaret en kombination af kunstnerisk kvalitet, relevans og historisk perspektiv. Ifølge udstillingsansvarlig Sandra Blach er museets samling, der i dag tæller over 1.600 værker, udelukkende opbygget gennem donationer og lån – og ikke gennem køb.

“Vi har ikke haft et egentligt budget til at købe værker. Men det er faktisk noget, bestyrelsen er begyndte at overveje. Måske ændrer det sig lidt fremover,” fortæller hun.

Et eksempel på en nylig tilføjelse til samlingen er værket The Last Supper – Den Sidste Nadver af glaskunstner og kunsthåndværker Micha Karlslund, som har været knyttet til museet helt fra begyndelsen. Værket, der består af ni glaspaneler, skabt af genbrugsglas, smeltet sammen med planter, kobber- og sølvblad og ét billede, baseret på fotografi, er blevet vist på en udstilling i New York, men blev siden tilbudt Glas. Museet takkede ja, da værket er det første af den slags fra denne kunsthåndværker, fortæller Sandra Blach.

Samtidskunst i glas

I museets tidlige år, fra grundlæggelsen i 1986, tog man imod næsten alt – fra eksperimentalglas fra nogle af studioglassets pionerer til anerkendte værker. Men tiderne har ændret sig. “Før tog vi imod alt med kyshånd. Nu er vi blevet mere kritiske. Vi har ganske enkelt ikke plads længere – og vi ønsker, at det, vi tager imod, er væsentligt for vores samling og peger fremad.”

Et kunstnerisk råd vurderer de donationer, museet får tilbudt. Og hvor man tidligere havde værker af varierende kvalitet, har man nu særligt fokus på kvalitet, relevans og kunstnerisk udvikling.
“Vi vil gerne vise tendenserne og værker af høj kvalitet og godt kunsthåndværk. Det betyder også, at vi i højere grad prioriterer værker, der eksperimenterer med teknikker eller perspektiver, som ikke tidligere har været repræsenteret i samlingen.”

For Sandra Blach handler det ikke kun om æstetik og teknik, men også om at udvide opfattelsen af, hvad glas kan være som kunstnerisk materiale. Derfor har museet i stigende grad åbnet dørene for samtidskunstnere, der normalt ikke arbejder med glas, men som eksperimenterer med materialet i museets eget værksted. Målet er at udbrede glasset som et kunstnerisk medie til en bredere kreds af kunsthåndværkere og kunstnere.

“Vi arbejder både med kunst og kunsthåndværk. I de senere år har vi fået flere værker i større formater og med et mere konceptuelt udtryk. Men kunsthåndværket har stadig en stor placering i vores samling. Det er en prioritering.”

Der er også fokus på mangfoldighed i både samling og udstillinger. ”Glasfamilien er meget mangfoldig, både hvad angår nationalitet og køn. I dag repræsenterer museet værker fra omkring 700 glaskunstnere fra hele 53 lande,” fortæller Sandra.

Et museum for publikum og for glassets udvikling

Glas – Museet for glaskunst er en selvejende institution, og dermed er museet afhængigt af at tiltrække publikum. Derfor er indsamlingen og udstillingen af værker i sagens natur styret af muligheden for en god publikumsoplevelse.

“Vi skal selvfølgelig give vores gæster en god oplevelse, men vi vælger ikke værker udelukkende for publikums skyld. Hvis vi f.eks. støder på en ny teknik eller et format, vi ikke har præsenteret før, og det er kunstnerisk relevant – så er det det, vi går med.”