I begyndelsen af februar 2026 blev der i forbindelse med Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2025 afholdt et seminar på Designskolen Kolding, hvor vi, Karen Marie og Morten begge var på programmet. Ingen af os har en formel uddannelsesbaggrund indenfor design, men vi repræsenterer det, man kan kalde en udvidet forståelse for, hvad design er.
Fra forskellige ståsteder, Morten som etnolog (godt nok med et mangeårigt engagement med særligt designmetodologier) og Karen Marie som materialeorienteret ingeniør (godt nok med toning mod design), arbejder vi, som forskere og undervisere, med at forstå og udfordre, hvad designpraksis er, og hvordan design som faglighed og profession fortsat – og gerne i endnu højere grad – er relevant i nutidens og fremtidens samfund.
Designfaget befinder sig i – og har givetvis altid befundet sig i – et spændingsfelt mellem forskellige traditioner, interessefelter, praksisser og verdensforståelser og udvikler sig i takt med samfundet. Designfaget skal imidlertid stadig favne spændet mellem det basale og det sublime, mellem det unikke og den industrielle produktion, mellem kunstværk og masseproduktion, og i det opstår der nogle naturlige spændinger.
Det er spændinger, som vi også oplever på Designskolen Kolding. Skolen, der begyndte i 1967 som Kunsthåndværkerskolen, en afdeling af Kolding Tekniske Skole, har siden udviklet sig løbende gennem introduktion og udfasning af discipliner, omorganisering af institutter og overbygningsspor, flytning fra Kulturministeriet til Uddannelses- og forskningsministeriet og i tråd med det øvrige uddannelseslandskab, en stigende grad af akademisering.
I løbet af den rejse, har vores opdrag som uddannelsesinstitution udviklet sig og vi uddanner i dag designere med forankring i kunstnerisk materiale- og værkstedbaseret undervisning. Kunsthåndværket er en del af skolens historie og DNA, og det er en professionel praksis som nogle færdiguddannede designere fra skolen vælger, men handlerummet – og mulighedsrummet – som studerende på skolen er større og hvor den produkt-baserede designløsning vil reflektere mødet mellem produktet og den kontekst produktet er tænkt ind i.
Vi, sammen med vores søsterskole, Det Kongelige Akademi – Designskolen, er selvsagt ikke de eneste, der uddanner designere, og nationalt såvel som internationalt ser man en stigning i uddannelsesprogrammer inden for eller i relation til design. Det gør forståelsen for og opmærksomheden omkring faglighed og kompetencer helt essentiel, hvorfor vi løbende stiller spørgsmål som, hvordan den designpraksis vi repræsenterer, er særegen, og hvad vores afgængere særligt kan bidrage med på nutidens og fremtidens arbejdsmarked.
På tværs af traditionelle designfagligheder
Skolens nuværende uddannelser er struktureret som treårige disciplinfaglige bachelorprogrammer (beklædningsdesign, tekstildesign, accessory design, industrielt design og kommunikationsdesign) i kombination med toårige tværfaglige kandidatprogrammer (‘Design for Planet’, ‘Design for Play’ og ‘Design for People’). Kandidatprogrammerne, der blev introduceret som del af en revideret kandidatuddannelse i 2018, er rammesat omkring samfundsudfordringer, hvor den designfaglighed, vi repræsenterer, qua sin historik har noget særligt at byde på.
De studerende kommer ind på kandidatprogrammerne med forskellige designdiscipliner og har forskellige forståelser af, hvad en fremtidig professionel praksis skal indeholde, og hvordan de ønsker at udvikle sig i løbet af kandidatprogrammet.
For at forstå det landskab af profiler, der skabes af kandidatprogrammerne, vil vi låne en forklaringsmodel fra designuddannelsesforskeren, Johan Redström , som skelner mellem uddannelsesprogrammer som ’punkter’ og som ’baner’.
Et monodisciplinært program kan beskrives som et punkt med en stabil kerne (også selvom der kan være en bane indeni punktet)
Et tværdisciplinært program, som det er tilfældet på kandidatprogrammerne på Designskolen Kolding, kan beskrives som en bane – eller en retning – der besidder en øget grad af valgfrihed og dermed kompleksitet.
Det gør, at vores afgængere repræsenterer et designlandskab med stor bredde i former for roller, procesforståelse og anvendte metoder og engagement med aktører såsom brugere og aftagere.
Motivation og drive
Hvis vi zoomer ind på kandidatprogrammet, Design for Planet, er de studerende typisk frustrerede over det system, de som produkt-baserede designere bliver uddannet til at indfinde sig i og ønsker at gå i en anden retning. Et ofte stillet spørgsmål er således: Hvorfor producere flere produkter, når vi allerede har så meget?
Man forstår de studerende, som konstant bliver eksponeret for de udfordringer, vi har skabt for os selv, og at det kan virke nytteløst og uoverkommeligt at agere i dem. Paradokset er, at den produkt-baserede og skabende designer kan ses som udkommet af den industrielle revolution og en periode, hvor økonomisk vækst var stor og en forbrugskultur blomstrede. Så hvordan kan man argumentere for, at denne form for designer stadig har sin berettigelse i en tid, hvor vi alle burde (for)bruge mindre?
Langt størstedelen af vores studerende har et brændende ønske om at løfte deres designintention til noget større og i højere grad forholde sig til den verden, vi lever i og det samfund, vi alle er del af. På trods af en mulig fremtid med færre ting, ser vi, at der her er et mulighedsrum og en plads for den materiale- og værkstedsforankrede designer.
I overlappet mellem design og bæredygtighed er der forskel på ’bæredygtigt design’ og ’design for bæredygtighed’.
Mens ’bæredygtigt design’ søger at gøre design bæredygtigt: at reagere på noget ikke bæredygtigt, handler ’design for bæredygtighed’ om at anvende designgreb og -virkemidler til at agere i et større bæredygtighedsfelt:
At agere og afsøge mulighedsrummet, hvilket i sin natur understøtter den undersøgende og eksperimenterende praksis, der undervises i på de kunstneriske designuddannelser. Her flyttes fokus således fra at se et produkt som det primære udkomme, til at se materialer og artefakter som aktive vidensbærere i designprocesser, der f.eks. kan understøtte dialog og samarbejde mellem aktører.
Det handler altså i mindre grad om at designe noget bæredygtigt – nogle ville også påstå, at det i sig selv er umuligt – men om at bruge design til at afsøge, hvordan ‘noget’ vil kunne gøres og udspille sig anderledes og med færre ressourcer.
En uddannelsesrejse gennem materialer, brugere og systemer
Kandidatprogrammet Design for Planet opererer mellem forskellige perspektiver på bæredygtighed: som filosofi, som systematisk metode og som repræsenteret i håndgribelige objekter.
Det kobles indledningsvis til begreber og koncepter fra grund- og disciplinfagligheden, f.eks. indenfor æstetik og etik, farvelære og materialeforståelse, så en fælles og integreret forståelse opbygges.
Programmet tager udgangspunkt i en treenighed mellem materiale, praksis og system, der tones forskelligt i forskellige kurser, og som sættes i kontekst i bl.a. intensive forløb med virksomheder og et halvt års praktik.
De studerende kommer oftest fra produktnære bachelorprogrammer, og det er materialerne, som i første omgang bygger bro til kandidatprogrammet.
Materialer udfoldes som dialogpartnere og integrerede i designerens arbejde og udfoldes bl.a. som kulturelle fænomener, som ressourcer i systemer og som samarbejdspartnere i formgivningsprocesser.
Praksis udfolder de hverdagsliv, brugere og brugergrupper lever, som grundlag for at designe (bedre) produkter, systemer, services og oplevelser. Artefakterne, både de allerede eksisterende og de, der designes som en del af processen, er medspillere og med til at materialisere, skabe og forme praksisser: det være sig f.eks. at bruge værktøj (bestik) til at spise versus at spise med fingrene eller at (for)bruge store mængder tøj og tekstil ganske enkelt fordi det er fysisk og økonomisk tilgængeligt versus at forlænge levetiden gennem reparationsstrategier.
Et produkt vil altid være del af et eller flere systemer, der kan være mere eller mindre intentionelt designede, og påvirkes af organisatoriske strukturer og forretningsmodeller som de er en del af. Samtidig er forståelse for materialer og produkter essentielt for at kunne konkretisere og rammesætte systemer, ligesom det er nødvendigt at forstå de aktører, der interagerer med et system gennem f.eks. deleordninger eller affaldshåndtering.
På sidste års kursus samarbejdede studerende f.eks. med en kommune omkring håndtering af tekstilaffald, som ledte til bud på alternative containerdesigns.
Nye roller og nye ansvar?
Når vores studerende går ind i deres afgangsprojekter og senere ud i professionel praksis har de viden, perspektiver og erfaringer at trække på. Nogle orienterer sig primært mod en disciplin, nogle orienterer sig primært mod bæredygtighedsfeltet, men alle befinder sig et sted midt imellem.
I 2024 fik vi mulighed for at dykke ned i kohorten af afgængere fra programmet. Vi søgte her at blive klogere på mulighedsrummet for afgængere fra Design for Planet gennem spørgsmålene: Hvordan omsættes kompetencer erhvervet i programmet til professionel praksis? Hvordan skaber det nye ansættelsessteder? Og hvordan forstås designerens rolle i samfundet – her specielt af arbejdsgivere? Vi søgte yderligere at forstå de udfordringer der kan være i transitionen mellem uddannelse og professionel praksis, særligt i en tid hvor designerens traditionelle roller bliver gentænkt og -etableret.
Vi kortlagde 84 afgængeres profiler på LinkedIn, afholdt fokusgrupper og interviews med 28 af disse, og vi blev inviteret til besøg i afgængeres professionelle praksis.
14 forskellige ansættelsestypologier blev identificeret fordelt på den private, den offentlige og den privat-/offentlige sektor, der udfoldede sig gennem undervisning og forskning, produktdesign og -udvikling, strategisk design, procesfacilitering og forretningsforståelse, bæredygtigt design og ESG/bæredygtighedsafrapportering og selvstændige bl.a. med forankring i en kunstnerisk designpraksis.
Her kunne vi se, at afgængerne satte kompetencer i spil, der er tilegnet gennem disciplinen så vel som kandidatprogrammet. Det var dog ikke altid, at afgængerne selv så eller anerkendte, hvornår og hvordan de blev sat i spil. Vi kunne også se, at kompetencer i relation til professionel modning såsom viden om bæredygtighedspolitikker og -procedurer, entreprenørskab og ansøgninger til fonde for nogle var vitale for transitionen mellem uddannelse og profession.
Dette fordi feltet (stadig) er mindre etableret og at stillinger ikke bliver slået op, men opstår indefra, og som der ofte skal søges (eksterne) midler til. Vi håber således, at politikere og beslutningstagere i stigende grad støtter (etableringen af) nye jobkategorier og strukturer, der anerkender hybride kompetenceprofiler, så de karrieremuligheder, vi ser, der ligger udenfor og understøtter konventionelt produktdesign og -udvikling, men bliver informeret gennem forståelse for materialer og produkter og, bliver mere åbenlyse og tilgængelige.
Er værkstedbaseret praksis – og dermed undervisning – fortsat relevant?
Med et designlandskab i forandring må og skal en stærk og forankret værkstedspraksis fortsat være et særkende for designere uddannet på en af de kunstneriske designuddannelser. Vi ser frem i nye professionelle praksisser, men forståelse for f.eks. materialer, teknikker og formgivning er en grundpræmis for kunstnerisk designudvikling, idet det er herigennem, at koncepter – repræsenteret gennem materialer, produkter, systemer og oplevelser – gøres håndgribelige og mulige at gå i dialog med.
Kan praktiserende designere – og designuddannelserne – favne alt?
Det korte svar er ’nej’, det er ikke muligt at favne alt og hvordan uddannelserne skal formes og rammesættes, er løbende til diskussion. I det ligger en bevidsthed om, at vi som designuddannelse i endnu højere grad skal tydeliggøre vores position i designlandskabet– og understøtte studerende og afgængere i at gøre det samme, så der er overensstemmelse mellem det, der ønskes, det der tilbydes og i sidste ende, det der fra samfundet er behov for.
Fakta
Karen Marie Hasling og Morten Krogh Petersen, lektorer og del af forskningsledelsen i Laboratoriet for Design og Bæredygtighed på Designskolen Kolding. Karen Marie Hasling er derudover programansvarlig for KA-programmet, Design for Planet og Morten Krogh Petersen er studieretningsansvarlig for institutionens diplomuddannelse.
Kilder
Kucher, I., Hasling, K.M., & Ræbild, U. (2025) Sustainable Design Competences in Action: Bridging Educational and Professional Practices, i Clemente, V., Gomes, G., Reis, M., Félix, S., Ala, S., Jones, D. (red.), Learn X Design 2025, 22-24 September 2025, Aveiro, Portugal. https://doi.org/10.21606/drslxd.2025.111
Redström, J. (2020). Certain Uncertainties and the Design of Design Education’. Design Education.Part I 6 (1), s. 83–100. https://doi.org/10.1016/j.sheji.2020.02.001.