Øverste foto: Chloé, Details Genealogies of Ornament, Lola Moser ©Michelangelo Foundation
Det krævede en sejltur over lagunens blegtyrkise vand at nå frem til årets store Homo Faber-udstilling på øen San Giorgio, fem minutter fra Markuspladsen, for så at blive lukket ind i Fondazione Giorgio Cini. Disse smukke rum og haver var i mere end 1000 år et kloster, og de har stadig klosterets ophøjede ro.
Det er med velberåd hu, at Michelangelo Foundation, som de seneste år har støttet udviklingen og bevarelsen af kunsthåndværk i hele Europa, har udvalgt dette næsten overjordiske sted som hjem for den tilbagevendende begivenhed. Homo Faber kalder sig en udstilling, men er snarere en særegen blanding af festival, totalinstallation og udflugtssted – selvfølgelig med gode spisesteder. De enkelte udstillinger gemmer sig rundt omkring i klosterets forgrenede bygninger, og ligesom i Venedig generelt må man vandre rundt i labyrinten og lede sig frem.
Omgivelserne bliver en del af fortryllelsen, så man let desorienteret, men med vækkede sanser konfronteres med stadig nye aspekter af kunsthåndværk i dag, omgivet af intenst duftende syrener og styrtdykkende duer. Publikum var i alle aldre og med forbløffende ligevægt mellem kønnene, men med stor overvægt af italienere og franskmænd – på en helt almindelig onsdag i Venedig.
National living treasures
I en af de store sale blev hele udstillingen pakket ind i bløde akkorder fra en harpenist, som leverede baggrundsmusikken. Bagvæggen var dækket af Veroneses vægmaleri af brylluppet i Kana, værkerne stod roligt fordelt på store, lave plinter, lyset var dæmpet og blødt. Harpen var i sig selv et af de udstillede værker. Her mødtes Italien og Japan i deres fælles tradition for udsøgt kunsthåndværk: Man havde inviteret tolv af Japans såkaldte National living treasures til at udstille et lille udvalg af deres værker under titlen 12 Stone Garden, en henvisning til den japanske tradition for sublimerede haver.
Umiddelbart inden for rummet stod Kazumi Muroses maki-e lakæsker. Det var umuligt at fange den indlagte perlemors mystiske glans med kameraet, lidt som en stjernehimmel, der kun for alvor kan ses med det blotte øje. Der var keramik med celadon- og emaljeglasur, kimonoer med håndtrykte geometriske mønstre, helt fantastiske flettede bambuskurve. På væggene var monteret skærme, så man kunne opleve, hvordan mestrene udfører deres håndværk. Mange af de 12 treasures taler om arbejdet som spirituel praksis; om at gøre sig selv til ét med materialet.
Næsten som et spejl undersøgte udstillingen lige nedenunder, Marvellous Liaisons, receptionen af japansk kunsthåndværk i Italien, hvor man i århundreder har overtaget både teknikker og temaer. Venedig har altid været en port til Orienten, så det er intet under, at lokale kunsthåndværkere stadig i dag er betagede af blæksprutter eller laver bonsai-træer i glas, skærme med geometriske mønstre i guld og spejle med kakiemon-blomsterdekorationer. Det hele er rykket over i en meget italiensk æstetik med væsentligt flere farver og mere kompleksitet.
Next of Europe
Farver og kompleksitet karakteriserede også hovedudstillingen Next of Europe, et overdådigt raritetskabinet fuldt af alt, hvad der rører sig inden for europæiske kunsthåndværk i dag, fra det minimalistiske over det organiske til helhjertet maksimalistisk æstetik. Her bevægede mange sig frygtløst langt væk fra den japanske sublime enkelhed, som også er så fremherskende i skandinavisk kunsthåndværk og design.
Et særligt tema syntes at være genoplivningen af ellers uddøde luksusgenstande som vifter, possementer, spilledåser, humidorer og konverssationsstykker labert udført i delikate materialer. Mellem alle tingene kunne man følge kunsthåndværkeres arbejde i små værksteder og høre nærmere om deres felter.
Her var der også piggede vaser i thixotropisk silikone, lange skindhandsker besat med lettende fugle i læder, et skab med døre i epoxy-harpiks besat med blomstercollager. Uha, går det, bliver det ikke for meget? spørger man instinktivt sig selv som skandinav. Ting kan føles som drama queens. Når man skruer op for tingenes udtrykskraft, fylder de mere og afkræver én et engagement. Tingene bliver opmærksomhedskrævende.
Men er der faktisk ikke noget lidt bekymrende ved det nordiske behov for stilfærdige rum og nedtonede genstande; det ligner næsten social angst? Det kontinentale Europa har aldrig delt Nordens utilpashed ved mættede, maksimalistiske rum, hvor man kan blive opslugt i et totaliscenesat univers.
Kølig abstraktion, tradition og dekonstruktion
De danske bidrag fordelte sig over tendenserne: Karin Mørchs og Steen Ipsens skulpturer i glas og keramik placerer sig i en nordisk tradition for kølig abstraktion, Maja Frendrups og Morten Klitgaards organiske keramik er forankret i tradition, mens Stine Bidstrups glas og Bettina Schoris lamper lidt mindre typisk dekonstruerer og genopbygger klassiske elementer med et vink til det groteske.
Mangfoldighed, rituel transformation og sanselighed
Michelangelo Foundation har tydeligvis gjort det til deres projekt at spejle totaliteten af udtryk og muligheder for kunsthåndværket, frem for at foreskrive en reglementeret god smag. Iscenesættelse og minimalisme kan dog også sagtens kombineres. Optakten til dramatikeren Robert Wilsons bidrag, Waiting in peace and darkness, var en lille opdagelsesrejse i sort-hvid: Man måtte bøje sig for at krybe ind gennem den lave låge til et hvidt, køligt rum, dækket med hvide rullesten, som førte til et rum så sort som den mørkeste nat.
En rituel transformation:
Man nulstilles, øjnene gøres klar. Små montrer lang ens smal sort gang så man kridhvide genstande: skrøbelige porcelænsskåle, hvide blomster, fotos af deforme kinesiske lotusfødder. Den samlede udstillings meditation over temaerne i operaen Madame Butterfly viste at rolige, ceremonielle genstande stadig kan være ekstremt dramatisk. Wilsons store hovedtøjer og halssmykker af tynde metalstænger giver således ikke bare kroppen fylde, men gør den utilnærmelig – uden at give den tyngde.
Og mere sanselighed: Der var kø til udstillingen Blossoming Beauties med glaskunst og duftende blomsteropsætninger, og der var teservering midt i møbeludstillingen. Tættest på kroppen kom man i udstillingen Genealogies of Ornament, som udforskede global udveksling af dekorative elementer i tøj, smykker og ure: kimonoer i afrikansk wax print, Van Cleefs halskæde, som fusionerer en lynlås med indiske lotus mønstre.
Næste store skridt for Michelangelo Foundation bliver at udvide deres aktiviteter til at omfatte hele kloden, og det ville ikke være en overraskelse, hvis det globaliserede kunsthåndværk bliver temaet i 2024.
Homo Faber fandt sted på San Giorgio i Venedig 10. april til 1. maj. Det digitale katalog kan ses her
