Årets hovedtema er netop, hvad man tager med sig fra en ekstraordinær tid, og som Else Skjold skriver i katalogets hovedartikel, betød den sære deceleration ikke mindst, at velkendte ting som boligindretning, teknologi, tøj og arbejdsprocedurer alle blev fremkaldt og mærkbare på en helt ny måde, da verden forskubbede sig. Denne omhyggelige følen på levemåden og materialerne – deres karakter, historier og muligheder –bryder stærkt igennem på årets Biennale.
En række temaer er særligt markante, og et af de store er terroir, som i Ane Fabricius Christiansens grundforskningseksperimenter med lokal bornholmsk kaolin. Materialet har længe været kasseret til dansk porcelænsproduktion på grund af stoffets urenheder, men genopstår her som organiske koralagtige former, hvis udtryk ligger milevidt fra den rene, hvide, stramme porcelæn med alle dets konnotationer af borgerlig nydelighed og hjemlig pragt. Der er også terroir i Anne Damgaards funderinger over hvordan tang og tekstil kan integreres, mens Dorte Østergaard Jakobsens broderede topografier – udført med arvet tråd – fremmaner landskaber og lokaliteter.
Det hele lapper over med temaet natur, der præcis som i samtidskunsten er umuligt at komme udenom i disse år; selvsagt har pandemien kun øget bevidstheden om den menneskemartrede natur. Temaet melder sig som gopleinspireret keramik hos Bente Skjøttgaard og som på en gang milde og ildevarslende dyrefigurer i hjemmelavet modellervoks af Martine Myrup. Top & Bergs delikate stel Flora Danica Raw af lertøj er brændt ved lav temperatur og med direkte plantefarvning fra vilde blomster, et stel som nødvendigvis vil tage farve af maden, som serveres på det, og hos Helle Rude Trolle er naturen til stede i den langsommelige indigoindfarvning af trådene til vævningen. Alle tråde til hendes meterhøje, delikate væv er bidrag sendt fra andre vævere kloden rundt og et billede på et fællesskab hævet over sted og rum, og indigotråden fører dermed videre til endnu et stort tema på årets Biennale: det kollektive.
Også Helen Clara Hemsleys ekspressive smykker er skabt af bidrag fra andre og dermed ladet med historier, mens Anne Fabricius Møllers store samling af glemte og fundne handsker er blevet brugt til at lave aftryk af et helt nyt alfabet af håndtegn: et bidrag til nye pandemiske eller post-pandemiske måder at hilse på. Årets vinder af Biennaleprisen Helle Vibeke Jensen har skabt et helt tegnsystem til sit ”fodboldbord”, som komplet med ny slagsang er en ironisk hilsen til dansk kulturpolitiks store forkærlighed for fodbold og idræt.
Endnu et markant tema er ro og refleksion, der kommer til udtryk i vidt forskellige materialer og formater som Mette Colbergs vinduer, Frederik Gustavs Balanceleg med træ og sten, Marlene Klok Mikkelsens digitale meditationsparodi og Liv Marie Rømers tekstil. Det er i høj grad de små og hybride former, som dominerer årets Biennale, sikkert en afspejling af den både fysiske og mentale komprimering i et mærkeligt år, og man kan savne nogle store armbevægelser, nogle mere voluminøse og kraftfulde udtryk, især i de smukke, men imposante sale på Koldinghus.
