Mathilde Aggebo: ”Lad os spole lidt tilbage: Jeg havde da hørt, at det rumlede. Og havde også snakket med flere om det. Så var der åbent hus for nye studerende online, og der blev ’hejst et digitalt flag´ med beskeden: ’Søg ikke ind her, for der er ingen værksteder. Det er ikke en god uddannelse.’ Det tog vi selvfølgelig alvorligt, og så måtte vi jo have fat på, hvad det handlede om.”

“Vi var lige kommet tilbage fra to massive nedlukninger på grund af pandemien, og man kan ikke lave kunstnerisk videregående uddannelse på højeste niveau hjemme i køkkenet. Men det gjorde vi. Jeg vil ikke sige, det hele er pandemiens skyld, men det er et bagtæppe i hvert fald. Der var bachelorstuderende, som to gange havde måttet sidde hjemme uden adgang til værkstederne, og da de så vendte tilbage, oplevede de, at der ikke var fri adgang til værkstederne hele døgnet, fordi der stadig var restriktioner. Det blev klart oplevet, som om der ikke var adgang for dem, og at det ikke var den uddannelse, de havde drømt om. Det har ikke været tilfredsstillende. Hvorimod der på Bornholm var mindre smitte, så der kunne man faktisk lukke de studerende ind; Bornholm sluttede sig heller ikke til protesten.”

Har I kunne rette op på det og udvide adgangen til værkstederne?

”Ja, vi udvidede åbningstiden og gav mulighed for ekstra undervisning. Men det gik ret hurtigt op for mig, at der var et dybere problem– hvad siger de studerende i studienævnet, tænkte jeg? Men der var ingen! Jeg nærlæste de studerendes meget lange protestbrev fra februar, som er velformuleret, men som også stritter i mange retninger. De vidste ikke, hvordan uddannelsesdemokratiet er bygget op. Vi er en statsinstitution med en bekendtgørelse, et Folketing og en Bologna-aftale i ryggen. Alle de krav de stillede, kan jeg sagtens forstå, men de tappede ind på mange niveauer af hele denne beslutningsstruktur. Så jeg forsøgte at tegne en oversigt over, hvem der egentlig bestemmer hvad, og hvad vi har indflydelse på her på institutionen.”

“Det, jeg snakker meget med de studerende om, er, at vi skal have et fælles fundament for opgaven her: ’Hvis I vil have medindflydelse – kammerater, venner og skønne studerende – så er det bare om at melde jer, for vi har et studienævn, hvor I har fire pladser, men I er der ikke.’ De gik så med i studienævn og institutråd og de arbejdsgrupper, vi nedsatte for at kigge på problemerne med værkstederne og for at justere bacheloruddannelsen, så den ikke opleves helt så akademisk. Vi lavede konkrete forslag og arbejdede sammen, og jeg har lært rigtig meget af det.

Vi kan jo ikke ændre på, at uddannelsen skal bygge på videnskab, praksis og kunstnerisk udvikling – det er vi sat i verden til. Vi kan ikke sige, at vi ikke vil have de akademiske discipliner. Vi skal uddanne i designhistorie, æstetik, teori, hele metodologien for design. Moderne formgivere skal både have fantastiske kompetencer i værkstedet og en akademisk og analytisk tilgang til arbejdet. Vi står over for megaudfordringer med grøn omstilling, så vi skal uddanne designere, som laver løsninger, der er så attraktive, at vi ikke kan lade være med at bruge dem.”

Er det fordi, at især den grønne omstilling bringer os alle ud i ukendt farvand, at faget også må forandre sig og blive mere akademisk?

”Ja, hvis vi skal få has på nogle af de udfordringer, så skal vi have designeren på arbejde side om side med en ingeniør, en økonom, en jurist. Alle de forskellige faggrupper, som har deres metode og måde at gå til tingene på. Det har vi jo også som designere, så hvordan interagerer vi med de mennesker? Hvis vi skal lave løsninger, som holder for alvor og meget længe, så skal vi lave det sammen med brugerne derude. Idéen om den enlige designer, der sidder for sig selv og får en god idé – det findes ikke på samme måde som tidligere. Men derfor skal man alligevel være en dygtig formgiver for at få formgivet de løsninger, som bygger på den nyeste viden.

Modulet om strategisk design var meget kritiseret. Hvor det før var lidt mere til den abstrakte side, og handlede om unframed strategisk design, hvor man skal identificere den strategiske udfordring, – så er opgaven nu i stedet framed, så man får serveret den strategiske udfordring, – og så skal løse den.

Den praktiske del af faget er med hele tiden, så man kommer ud og lærer i virkeligheden. Et modul gælder samarbejde med offentlige institutioner og et andet samarbejde med private virksomheder. De studerende vil også gerne det her, der var bare nogle ting, som skulle justeres. Og igen: De havde jo siddet hjemme under pandemien og derfor læst mere teori end normalt. Men et modul er nu lavet om til et fordybelsesforløb for tredje årgang med mere tid på værkstederne, for det har de manglet. Derefter skal de så i praktik, og det forberedes nu med et særligt modul.”

Det ville jo også være en mærkelig designuddannelse, hvis den ikke i pagt med faget hele tiden forsøgte at forbedre sig selv?

”I alle de år jeg har været her, har vi lavet radikale forandringer. For ti år siden blev vi fusioneret med arkitekt- og konservatoruddannelsen som Det Kongelige Akademi med en helt ny faglig struktur. I 2016 blev vi dimensioneret (reduceret, red) med 30 procent med tilhørende økonomisk nedgang og har derfor måttet lukke fag. Keramikerne er den sidste årgang af faget på Holmen, og vi har heller ikke længere tekstildesign som selvstændigt speciale. Vi har justeret hele tiden. Og jeg synes, vi har holdt ryggen rank og stadig har verdens bedste bacheloruddannelse, som holder balancen imellem det kunstneriske og det videnskablige. Men den skal hele tiden finjusteres.”

Er der ikke også en generationsforskel på spil, hvor de nye generationer for eksempel gør op med det traditionelle karriereforløb?

”Jo. Afsætningen af vores kandidater er det, vi bliver vi målt og vejet på. Og de studerende vil da gerne have noget at leve af og komme ud på arbejdsmarkedet og få en position og rolle. Men det er ikke det, som står først for dem. En traditionel karriere har aldrig været det vigtigste på designfaget. Det er ikke fordi, vores kandidater ikke kommer i arbejde, men det går bare ikke så hurtigt som på andre uddannelser. De vil hellere have en frihed til at prøve noget af, måske være projektansatte eller arbejde på en mere kunstnerisk karriere i en periode. Det er derfor, vi har praktikken, så de tidligt i studiet får et begyndende netværk og noget erfaring med forskellige dele af branchen. Nogle tager en pause efter bacheloren – og så vender de nogle år senere tilbage på kandidatuddannelsen. På bacheloruddannelsen siger de: ’Hvad skal vi med alle de fag, vi har brug for at fordybe os?’ Men de er nødt til at få det hele med i bagagen, for ellers kender de ikke alle vinklerne på faget.”

Måske kan man sige, at uddannelse kræver, at de studerende har tillid til, at I faktisk ved, hvad der er godt for dem? Og at de for tiden ikke mener, at de får det, de har brug for?

”Det er meget interessant. Og der er jo sket en forandring, fordi aftalen indtil 2016 var, at vi skulle uddanne til højeste internationale niveau. Nu er vores opdrag at uddanne til højeste internationale niveau og at få kandidaterne i beskæftigelse inden to år. Det er derfor, vi har lagt praktik og nye strategiske samarbejder ind tidligt i uddannelsen. Selvom vi godt ved, at ingen bliver gode designere, hvis de ikke også har den dybe faglighed med. Det er jo det, som er vores kerneydelse – at uddanne udøvende designere som kan formgive på højeste niveau, og som samtidig har det analytiske og akademiske med sig. De skal vide, hvordan man researcher, hvornår viden er valid. Det skal de have styr på.

Mange er optaget af andre former for karriere. Nogle drømmer måske om at tjekke lidt ud, dyrke noget bytteøkonomi, eller finde et nyt forhold mellem økonomi og samfund. Jeg tror sådan set, at vi kommer til at få en hel masse engagerede studerende i de kommende år. Det kommer mere og mere, for der er også en generationskløft. Den unge generation synes, at de får dårligere betingelser, end vi havde: Efter fremdriftsreformen er der ikke mulighed for at trække studiet ud, vi har efterladt dem en klimaregning, osv.

De ved godt, at de skal finde andre veje. Skrue ned for behov. Måske er de bare meget fremsynede. De skal sætte dagsordenen i fremtiden, og jeg er meget tryg ved, at det også er dem, som skal forme designuddannelsen i fremtiden. For de tænker godt, de har deres kritiske apparat godt på plads. Det skal man have.”

Men de vil komme op imod politisk træghed?

”Jamen prøv og hør her! Alt med ændringer af en uddannelse går meget langsomt. Vi har en bekendtgørelse, og så laver vi en studieordning, og skal man lave om på den, så tager det minimum et år, for vi har jo lovet nogen noget. Det kan vi ikke lave om på, og det har man jo som studerende også krav på. Der ligger også en sikkerhed i, at man har en studieordning. Vi kan ikke bare lave om på den efter forgodtbefindende. Studieordningen er vores bedste bud på at uddanne en hel designer, som både har formgivningskompetence og dyb erfaring fra værkstederne, og som kan omsætte det til gode forslag til designløsninger.

Ligesom ’livet ifølge Kierkegaard’ skal en uddannelse også forstås bagfra. Den ældste årgang er tilbage fra praktik og har lavet nogle fantastiske praktikrapporter, hvor tingene begynder at samle sig. Men ja, der var et hak i tilliden hos de studerende. ’Er vi på den rigtige vej?’ De syntes ikke, at deres porteføljer var gode nok til at søge videre, fordi de ikke var udkommet med nok form i nogle af forløbene.”

Så oprøret udspringer faktisk af ambitioner og idealisme?

”Ja, af faglige ambitioner, og det tager jeg hatten af for. Vi har meget aktive studerende, og kritikken var så deres måde at kommunikere et behov på. De vil gerne have indflydelse på faget, og det er der også mulighed for. Men vi havde været for langt væk fra hinanden og det har vi forsøgt at rette op på.

Jeg drømmer om at være med til at få designere højere op i værdikæden på arbejdsmarkedet. Vi skal ikke bare have flere designere ansat, de skal også ind i bestyrelserne. Jo højere op i værdikæden, des mere overskud på bundlinjen. Når man kommer op på et strategisk niveau, giver det meget mere.”

“Uden designere kommer den grønne omstilling heller aldrig til at lykkes. Vi tager design for givet i Danmark, fordi formgivning er en selvfølgelig del af hele samfundet. Vi går i velindrettede institutioner og skoler fra vi er børn. Samfundet har en kvalitetssans. Men der er brug for en kulturændring inden for faget: fra drømmen om at udkomme i eget navn som en anden rockstjerne-designer til det tværfaglige arbejde med de store problemstillinger. Og vi har da nogle fantastiske af designerstjerne herhjemme, nogle af dem uddannet her, for eksempel Lærke Bagger med hendes budskab om, at vi bare skal sætte os og strikke vores trøjer derhjemme! Det er fyrtårnene, som sætter dagsordenen, og dem skal vi også have. Men andre designere skal ud at arbejde i virksomhederne.

Derfor prøver vi også at have et meget bredt optag. På kvote 2 skal de være meget fagligt dygtige, og på kvote 1 skal de have et højt snit. Men faktisk er optag på kvote 2 mest ekskluderende. For at blive dygtigere, søger man ofte ind via et forløb på en forberedende skole, men hvordan skal man finde vej til en forberedende skole, hvis man ikke kender nogle, der kan vise én vejen?”

“Den mest lige form for optag er alt andet lige ud fra karaktergennemsnit. På ungdomsuddannelsen bliver man taget i hånden og bliver vejledt. Og vi vil virkelig gerne have de studerende, som fx bare har syet hele livet – så skal vi nok få skolet dem. Men omvendt: Hvis man har fået et godt gennemsnit, så er man sikkert god til at studere. Uddannelse er også dannelse, og inden de studerende, vi tager ind i dag, er færdige, har dele af arbejdsmarkedet ændret sig. Så det man lærer, er at lære, og så må man siden holde sig opdateret og deltage i diskussionerne på faget for at følge, hvor det er på vej hen.”

Er det ikke også et problem for faget, at få egentlig ved, hvad en designer laver?

”Alt hvad vi laver, udkommer i sidste ende som form. Der er ikke noget mere magisk end at se sine ting i brug og se, at andre bruger dem, at de bliver en del af livet. At tingene gør det, de skal. Det er det kunstneriske element, for vi laver jo anvendt kunst. Hele processen er kunstnerisk – eksperimenttænkningen, arbejdet med materialerne. Vi har eksperimentet som metode og en kritisk-refleksiv praksis.

De studerende spørger mig tit: ’Hvad er den kunstneriske metode?’ Det er at træde ind i et felt, hvor man ikke på forhånd har et svar, men informerer det undervejs. Vi bruger også eksperimenterne ligesom i forskningen. På den måde er hele faget meget konkret, og det er jo det magiske. Man er fuldstændig fri – rummet er åbent. Men ens produkt skal forholde sig til omverdenen, til mennesker, til en funktion.”

Design er vel egentlig altid en kollektiv proces?

”Vi danner fra starten små grupper af opponenter, der skal lære at forholde sig til hinandens projekter. Det er den didaktiske og pædagogiske metode i uddannelsen, og det kan være meget grænseoverskridende for nogle studerende, at der er kritikker og gennemgange masser af gange i løbet af en projektperiode på et par måneder. Man er nødt til at diskutere og være opmærksom: Hvilken kritik får de andre, og hvad skal jeg selv gøre anderledes?
Men alt det var aflyst under pandemien. Jeg kan godt forstå, at de studerende var sultne efter at komme tilbage til studiemiljøet og ikke mindst værkstederne. Jeg var selv var bare så lettet over at være tilbage sidste vinter – men de var utålmodige.”

Mere viden i arkivet

Arkivet på Formkraft rummer mere viden om emnet. Søg på relevante emneord og find frem til artikler:

Studerende

Designskoler

Uddannelse

Politik

Historie 

Håndværk

Værksteder