Åbningsfest af Thoravej 29 den 14. marts 2025.
Åbningsfest af Thoravej 29. Foto Mathias Eis.
Artikel

Kan man kuratere fremtiden?


Hvordan kan kunst og kultur ikke blot afspejle verden, men også aktivt være med til at forme den? Er det muligt at bringe kuratering i spil som et strategisk redskab til at undersøge og håndtere de komplekse og langsigtede udfordringer, vi står overfor?

Kuratering handler traditionelt om at udvælge og præsentere, men vi ser det som noget langt mere end det. Vi ser det som en metode til at skabe forbindelser, der ellers ikke ville opstå. En praksis, der kan trække linjer mellem det etablerede og det endnu uformede, mellem det sanselige og det strukturelle, mellem spekulation og konkret handling.

Vi arbejder med en praksis, der insisterer på, at forestillinger om det mulige ikke kun hører hjemme i politiske strategier eller teknologiske fremskridt, men også i kunstens evne til at åbne sanserne og skabe nye billeder af det, der endnu ikke findes.

Lige nu føles fremtiden ikke længere som et rum for muligheder, men tynget af kriser og uløste problemer. Vi ønsker at udfordre denne fremmedgørelse. Vi lever i en tid, hvor kriser griber ind i hinanden – klimaforandringer, geopolitisk uro, teknologiske skift, voksende ulighed. Det er udfordringer, der ikke kan løses inden for de samme strukturer, der skabte dem. Derfor må vi også gentænke, hvordan vi arbejder med kunst og kultur. Ikke som passive rum for refleksion, men som aktive laboratorier for mulige fremtider.

Vi arbejder med en praksis, der insisterer på, at forestillinger om det mulige ikke kun hører hjemme i politiske strategier eller teknologiske fremskridt, men også i kunstens evne til at åbne sanserne og skabe nye billeder af det, der endnu ikke findes.

Kan vi kuratere mulige fremtider? Vi insisterer på at forsøge…

Fakta

Nicklas Larsen er UNESCO Co-Chair i Futures Capabilities, Senior Advisor hos Instituttet for Fremtidsforskning og underviser ved Parsons School of Design i Paris. Han arbejder for at udruste både unge og ledere med fremtidskompetencer og fremmer politisk repræsentation for kommende generationer.

Majken Overgaard er kurator og skribent med fokus på kunst, teknologi og videnskab. Hun har arbejdet med VEGA, Statens Museum for Kunst og Christiansborg og ledte Catch – Center for Art, Technology and Design (2016-2021). Hun sidder i bestyrelsen for Nordens Institut på Åland og rådgiver virksomheder og beslutningstagere i at bruge kunst og teknologi som strategiske redskaber til at forme fremtiden.

Mathias Eis

Majken Overgaard og Niclas Larsen ved åbningen af Thoravej 29.

Baggrund for samarbejdet

Vi har arbejdet sammen i godt fem år på tværs af formater – fra udgivelser, foredrag og podcasts til undervisning på IT-Universitetet og samtaleprogrammer for Kulturmødet. Vores samarbejde udspringer af en fælles interesse for, hvordan vi ved at bygge bro mellem domæner og bringe mennesker sammen på tværs af kunst, teknologi og fremtidsstudier, kan udfordre etablerede perspektiver og åbne for flere stemmer i den offentlige samtale.

Et eksempel er Friktion, som vi i 2024 lancerede på Kulturmødet Mors – et samtaleprogram, der også fungerede som et aktivistisk greb: at bruge kuratering til at skabe uventede møder, stille de svære spørgsmål og insistere på flerstemmighed. Friktion bestod af en række samtaler, vi talte bl.a. med Merete Pryds Helle, forfatter og forperson for Kunstfonden, Pernille Taagaard Dinesen, KØN, Christian Have, Have Kommunikation samt Ellen Marie Hedegaard, Unges Laboratorier for Kunst, SMK om hvad det vil sige at være kulturaktør i en ny politisk virkelighed, hvor cancel-kultur er en realitet og diversitet og inklusion fylder i manges bevidsthed.

Vi debatterede også queerkulturens mangfoldighed og betydning, samt hvordan queerness manifesterer sig i det danske kulturliv sammen med Ada Ada Ada, kunstner, Didi Cancerella, drag kunstner og Helene Nyborg Bay fra Nikolaj Kunsthal. Samt meget mere. Friktion vender tilbage på Kulturmødet i 2025.

Gennem vores arbejde har vi oplevet, hvordan kulturinstitutioner ofte bygger på faste strukturer, traditioner og mediering. Vi ønsker at undersøge, hvordan kuratering kan bruges som et strategisk redskab til at skabe mere åbne, inkluderende og fremtidsorienterede kulturmiljøer.

Med Snart – Laboratoriet for mulige fremtider fortsætter vi sammen med Bikubenfonden og 20 andre partnere denne undersøgelse ved at eksperimentere med formater, der bringer forskellige stemmer og fagligheder i spil i fremtidstænkningen. Vores tilgang bygger på nysgerrighed og åbenhed frem for autoritet og faste svar. Fremtiden skal være for alle.

Derfor må vi løbende spørge os selv: Hvem mangler stadig? Hvordan kan vi skabe rum, hvor alle føler sig inviteret til at deltage og bidrage?

Vi er bevidste om, at mangfoldighed ikke kun handler om repræsentation, men om aktivt at skabe rum for forskellige meninger og idéer, der kan udfordre vores egne forudindtagede forestillinger.

For at sikre, at vi ikke stagnerer i vores syn på verden, arbejder vi aktivt med at udfordre dominante narrativer og forestillinger om fremtiden. Vi søger at udvide vores forståelse af de samfundsmæssige og kulturelle dynamikker, der præger den verden, vi er en del af, og anerkender, at vores egen position er et produkt af historiske og nuværende magtstrukturer, som vi konstant skal forholde os kritisk til.

Når vi spørger os selv, hvem der mangler, tager vi aktive skridt for at engagere stemmer og perspektiver, der ikke nødvendigvis er blevet eller bliver hørt. Vi er bevidste om, at mangfoldighed ikke kun handler om repræsentation, men om aktivt at skabe rum for forskellige meninger og idéer, der kan udfordre vores egne forudindtagede forestillinger.

At skabe et rum, hvor alle føler sig inviteret til at deltage og bidrage, er en kontinuerlig proces. Vi prioriterer inklusion og åbenhed, og vi erkender, at det kræver vedvarende opmærksomhed og aktivt arbejde at gøre vores rum både trygt og tilgængeligt for alle. Dette indebærer at lytte uden forudindtagethed, facilitere åbne dialoger og skabe konkrete muligheder for deltagelse på tværs af baggrunde, erfaringer og perspektiver.

Om Snart – Laboratoriet for mulige fremtider

I september 2024 underskrev Danmark FN’s “Erklæring for fremtidige generationer” og forpligtede sig dermed til at varetage kommende generationers interesser – ikke kun for at skabe et bedre samfund på lang sigt, men også for at finde fremsynede løsninger på nutidens komplekse udfordringer. Med dette afsæt åbnede Snart – Laboratorium for mulige fremtider den 14. marts 2025 på Thoravej 29 i København NV.

Det er et eksperimenterende laboratorium, hvor vi i samarbejde med en lang række partnere arbejder med at skabe et rum, hvor vi sammen arbejder på at styrke vores forestillingsevne og handlekraft.

Her stiller vi spørgsmålet: Hvad sker der, når vi giver plads til fremtiden – når vi kombinerer forandringspraksis fra fremtidsforskning, social innovation, systemisk transformation, økonomisk bæredygtighedsteori og demokratisk engagement med kunstneriske metoder, der engagerer vores kroppe og sanser til at udforske det, der kan komme? Hvad nu hvis vi, i stedet for blot at diskutere fremtiden, kan stå i den, mærke den, røre ved den, bevæge os igennem den?

Rummet udvikler sig i løbet af hele 2025 med bidrag fra Snarts mange partnere og deltagende praktikere, embedsfolk, forandringsagenter, forskere, ledere, beslutningstagere, kunstnere, designere, aktivister, studerende og politikere, der samles til events, workshops og læringsprogrammer.

Partnere i Snart

Akademiet for Social Innovation
INVI – Institut for Vilde Problemer
WELA – Wellbeing Economy Lab
We Do Democracy
Systems Shift
Analyse & Tal
Generation Hope
Roskilde Festival & Grasp
Kunsthal Spritten
Snedkernes Efterårsudstilling
Fremtidskoalitionen
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
DTU – Danmarks Tekniske Universitet
Københavns Universitet
Aalborg Universitet
Tess Sophie Skadegård Thorsen, Ph.d.
Kunstnerduoen Baum & Leahy
Mathias Toubro, kunstner
Cecilie Waagner Falkenstrøm, kunstner, ARTificial Mind

Der kommer løbende flere partnere til.

Snart er initieret af Bikubenfonden

Snart. Thoravej 29. Fotograf Hampus Berndtson

Snart. Thoravej 29. Fotograf Hampus Berndtson

At rumme fremtiden

I Snart eksisterer kunst, design og litteratur som sanselige installationer og konkrete metoder, der inviterer til aktiv deltagelse. Snart er ikke en udstilling i traditionel forstand, hvor kunst, design og litteratur eksisterer som afsluttede værker, der skal betragtes på afstand. Forandring sker ikke kun i sindet – den sker gennem kroppen, gennem følelser, gennem sanselige oplevelser, der ændrer vores forståelser på måder, som ord alene ikke kan. Ikke gennem en total vision af én bestemt fremtid, men gennem nøje kuraterede fragmenter og artefakter, der giver dig mulighed for at tage ejerskab over din egen forestillingsevne i stedet for at leve i andres.

Vi har udviklet en række installationer og samarbejder, der findes i rummet nu. Midt i laboratoriet står Two Loop Table, skabt af Mathias Toubro, som en fysisk fortolkning af Berkana Institutes “Two Loop Model”. Modellen illustrerer, hvordan systemforandringer sker – hvordan noget må udfases, mens nye strukturer spirer frem. De materialer, der er brugt i bordene, stammer fra Thoravej 29s historie, elementer fra det gamle system, der nu bliver til grobund for nye idéer. Ved bordet kan vi konkret arbejde med, hvilke praksisser vi skal give slip på, hvilke vi bør bevare, og hvordan vi kan understøtte fremkomsten af nye, bæredygtige løsninger?

I Agora, en interaktiv installation af Cecilie Waagner Falkenstrøm og ARTificial Mind, kan vi engagere os i samtaler med fem AI-agenter, der repræsenterer fremtidige generationers perspektiver på kærlighed, universet, økonomi, teknologi og natur. AI-agenterne er trænet på forskellige datasæt om fremtiden – fra videnskabelige rapporter til science fiction-litteratur – udviklet i samarbejde med Analyse & Tal. De inviterer os til at reflektere over, hvordan kunstig intelligens kan være en samarbejdspartner i at give stemme til fremtiden – både for mennesker og andre livsformer. AI-agenterne er fysisk integreret i bænke skabt af genbrugsmaterialer fra Thoravej 29 og fungerer som samlingspunkter for samtaler om, hvilke valg vi træffer i dag, og hvilke konsekvenser de kan have på lang sigt.

Åbningsfest af Thoravej 29 den 14. marts 2025.
Agora - en interaktiv installation af Cecilie Waagner Falkenstrøm og ARTificial Mind.
Foto: Mathias Eis

På væggene hænger Pantopia, en installation skabt af Baum & Leahy med FLOKKR på Roskilde Festival og GRASP. De store bannere fremviser drømmeagtige og komplekse scenarier for økologiske fremtider – formet via AI baseret på unges visioner og aktivistiske drømme om bæredygtighed. Det er en kollektiv stemme, der kommer til orde: Hvilken fremtid ønsker vi at skabe sammen? Hvordan kan vi bruge kunstneriske visioner til at omsætte håb og aktivisme til konkret handling? Pantopia er lånt fra Roskilde Festival, som et eksperiment i cirkulær visning af kunst, der fortsætter med at udvikle sig og inspirere nye fællesskaber.

Tilknyttet hver installation findes metode-kits, der vejleder besøgende i at omsætte deres idéer til konkrete handlinger. Tilsammen danner disse elementer en eksperimenterende ramme, hvor vi kan undersøge, hvordan vi kan bidrage til forandring – ikke bare ved at forestille os fremtiden, men ved aktivt at forme den. Derudover kommer et læringsprogram, Futures Fellows, der blev lanceret den 27. marts. Samt alle de øvrige samarbejder, der kommer til at findes i rummet løbende. Samt alt det der ikke er defineret endnu.

Snart er ikke kun et sted. Det er en invitation til at praktisere fremtiden – til at gøre den nærværende. Ikke abstrakt, ikke passiv, men levet og udforsket, her og nu.

Så vi spørger: Hvordan føles det at træffe beslutninger, som om fremtiden står lige ved siden af os?

Fakta

Der er gratis adgang til Snart, der ligger på Thoravej 29.
Åbningstider: Man–fre: 9–16 eller efter aftale
Læs mere 

Tema: Kunsthåndværkets scener

Fotograf Ole Akhøj. Keramik.
Peach Corner.
Foto: Ole Akhøj

Formkraft rækker blikket mod kunsthåndværkets udstillingssteder og kuratorer. Hvilke steder viser kunsthåndværk? Hvordan kurateres værker? Hvad er udfordringerne, mulighederne og manglerne? Artikler udgives løbende.

Læs tema