Der er et stigende behov og ønske for at se, opleve og mærke nutidens kunsthåndværk og design. Denne kortlægning af større og mindre steder, hvor du kan opleve kunsthåndværk og design, peger på, at der mangler en kunsthal for feltets udøvere, hvor de kan udstille på tværs af faglige tilhørsforhold, materialer samt udstille store formater. En del af kortlægningen viser også, at samtidens kunsthåndværk og design i høj grad formidles via kunstnerdrevne initiativer, gallerier og pop-up udstillinger på udøvernes egne værksteder, midlertidige lokationer eller som tilbagevendende projektformater.
Kunsthåndværkere og designere er generelt gode til at skabe deres egne scener, men det har også en konsekvens. For selvom det skaber synlighed og publikummet er tilstede, så er scenerne håndholdte, sporadiske og bliver ofte ikke dokumenteret. Når dokumentationen mangler, bliver udstillingerne, udøvernes værker og intention ikke en del af den faktuelle designhistorie og dermed traditionen og forskningen. Det er et problem i forhold til den løbende kulturarv og skævvrider billedet af feltet. For hvis kun en tredjedel af de samlede oplevelser og værker dokumenteres, er det langtfra retvisende.
Nedenfor finder du en liste, der er tilstræbt fyldestgørende i forhold til at kortlægge de museer, kunsthaller, gallerier, pop-up-formater og formidlingsplatforme, der udstiller og formidler professionelt kunsthåndværk og design af høj kvalitet.
Skulle du mod forventning kende til andre professionelle steder eller kanaler, må du meget gerne informere os om det via denne mail: formkraft @ dkod.dk

MUSEER:
BRANDTS
Kunstmuseum i Odense, der af og til viser udstillinger, hvor design og kunsthåndværk er på dagsordenen, som den aktuelle udstilling Nål og Tråd.
BORNHOLMS KUNSTMUSEUM
Større kunstudstillinger og mindre kunsthåndværkudstillinger med lokalt afsæt præsenteres på museet.
CLAY
Keramikmuseum med forskellige udstillinger om historisk som nutidig keramik. I 2024 med ny tilbygning af internationalt format.
DESIGNMUSEUM DANMARK
Landets største museum for design og kunsthåndværk med permanent samling, forskningsforpligtelse og en bred palet af udstillinger, der primært formidler design (af og til kunsthåndværk) ud fra historie, tradition og fornyelse.
GLAS
Det tidligere Glasmuseet Ebeltoft, der med nyt navn og ny direktør har fokus på den kunstneriske praksis indenfor glas frem for, som tidligere, udelukkende kunsthåndværket.
HEMPELS GLASMUSEUM
I Odsherred ligger det mindre museum, der med en formidabel udsigt over vandet, viser mindre særudstillinger og en permanent samling af glas. Museet er også stifter af Hempels Glaspris. Museet er pt. lukket pga. ombygning.
HJORTH’S FABRIK
Det tidligere produktionssted på Bornholm er nu udstillingssted med skiftende udstillinger om keramik samt arnested for residency-ophold og en mindre produktion, der sælges i egen butik.
HOLMEGAARD VÆRK
Glasblæseri og museum, der både formidler historien og håndværket og byder på restaurant og butik.
KOLDINGHUS
Tidligere hjemsted for Biennalen for Kunsthåndværk & Design og afgangsudstillingerne fra Designskolen Kolding. Nu føjet til de royale udstillingssteder Kongernes Samling.
KØNG MUSEUM
I Lundby på Sydsjælland er den tidligere vævefabrik omdannet til et mindre museum. Her formidler den faste udstilling fabrikkens historie, mens museets anden sal anvendes til skiftende kunsthåndværkudstillinger med fokus på tekstil.
MUSEUM FOR PAPIRKUNST
I Hune ved Blokhus ligger dette forholdsvis nye museum, der har papir som afsæt for udstillinger med kunstnere, kunsthåndværkere og designere.
TEKSTILMUSEET
Tekstilmuseet hører under Museum Midtjylland og tager afsæt i den industrielle tekstilindustri, der har præget trekantsområdet i generationer. Museet er mestendels et oplevelsesmuseum.
TRAPHOLT
Kunst og designmuseum i Kolding, der viser varierede udstillinger om primært kunst, sekundært design i skiftende tempi. Har de sidste par år skabt borgerinddragende udstillinger og workshops med kunsthåndværkere og designere i spidsen. Projektet er nu et samarbejde med Aarhus Universitet.
VEJEN KUNSTMUSEUM
Mindre kunstmuseum i Vejen med relevante udstillinger om især keramik. Har egen keramiksamling.

KUNSTHALLER
AUGUSTIANA KUNSTHAL
Kunsthallen i Sønderjylland viser samtidskunst og nogle gange materialebaseret kunst og kunsthåndværk.
BORNHOLMS CENTER FOR KUNSTHÅNDVÆRK GRØNBECHS GÅRD
Det gamle pakhus på Bornholm viser udstillinger med kunsthåndværk og design på alle etager og har en mindre butik i stueplan med mestendels lokalt kunsthåndværk.
DEEP FOREST ARTLAND – SKOVSNOGEN
En kunsthal under åben himmel. Skovsnogen ved Herning rummer også enkelte værker af kunsthåndværkere.
DRONNINGLUND KUNSTCENTER
Dronninglund Kunstcenter er et kunst- og kulturhus i Nordjylland, der med skiftende udstillinger fokuserer på kunst og til dels kunsthåndværk.
KUNSTETAGERNE HOLSTEBRO
I Kunstetagerne vises der tre-fire store samt et antal mindre særudstillinger om året med fokus på nutidskunst, kunsthåndværk og design. Møbelvirksomheden Rud Thygesens arkiv er desuden tilknyttet.
KUNSTCENTRET SILKEBORG BAD
Det tidligere sanatorium er i dag ramme for udstillinger indenfor kunst, design og kunsthåndværk.
MUNKERUPHUS
Designer og kunstner Gunnar Aagaard Andersens tidligere villa i Nordsjælland er omdannet til kunsthal for skiftende udstillinger med kunstnere, kunsthåndværkere og designere.
NICOLAI KUNST OG DESIGN
I midten af Kolding ligger kulturcentret, der både er en udstillingsplatform og et kulturcenter for børn og voksne. Af og til udstilles kunsthåndværk og design.
NORDATLANTENS BRYGGE
Nordatlantens Brygge viser skiftende udstillinger om kunst og kunsthåndværk fra Grønland, Island og Færøerne.

GALLERIER
CINNOBER
Boghandel og galleri i København med skiftende udstillinger af kunsthåndværkere.
DRIFTSKONTORET
Det tidligere driftskontor på Bruunshåb Gl. Papfabrik i Viborg er et kunstnerdrevet udstillingssted, hvor kunsthåndværkere og kunstnere kan søge om residency-ophold med efterfølgende udstilling.
ETAGE PROJECTS
Galleri med ’Collectable design’ med skiftende udstillinger.
FORMA
I Nexø på Bornholm ligger Forma, der er et kollektiv af flere udøvere indenfor glas og keramik, og således både et galleri med skiftende udstillinger og salg af kunsthåndværk.
GALLERI GOLDFINGERS
Galleri for smykkekunst i det indre København, hvor kommerciel virksomhed blandes med smykkekunstudstillinger.
GALLERI MONTAN
Med fokus på glas og korpussølv er Montan i Bredgade et klassisk galleri med temaudstillinger om glas i ny og næ.
GALLERI PAGTER
Et af de ældste gallerier i Danmark, der formidler kvalitets-kunsthåndværk. Galleriet ligger i Kolding.
GALLERI RUMMET
Butikken Dina Vejling Kunsthåndværk og Design i Brandts Passage i Odense åbnede for et par år siden galleri samme sted, hvor skiftende udstillinger med kunsthåndværkere præsenteres – ofte i samspil med talks.
GALLERI VISBY
I Lønstrup udstiller Galleri Visby skiftende kunsthåndværkudstillinger med særligt fokus på keramik.
HELLO THE ROSES
Nyt smykkegalleri i København med skiftende udstillinger.
HINT PROJECT
Hint Project er en kunstnerdrevet non-profilt udstillingsplatform i Aarhus med stillinger, talks og events. Pt. er Hint Project på pause.
KUNSTNERFLØJEN ANNEBERG KULTURPARK
Stedet huser 25 kunstnere og kunsthåndværkere med værksteder og et galleri, hvor gæster kan opleve kunstnernes fælles udstillinger.
KØPPE CONTEMPORARY OBJECTS
I Rønne på Bornholm udstiller Køppe Contemporary ’high end’-kunsthåndværk med en lang række danske og nordiske udøvere.
MATTER HOUSE OF CRAFT
Matter House of Craft i Nexø er et levende værksted, der sælger kommercielt keramik og glas, men som også er vært for skiftende udstillinger med kunsthåndværk.
OFFICINET
Danske kunsthåndværkere & Designeres galleri i Bredgade med udstillinger, fremvisninger af prototyper, talks og foredrag. Officinet er et af Københavns få frie rum for kunsthåndværk og design. Her vises også nye talenter udvalgt efter et open call.
PEACH CORNER
Keramik i alle sine repræsentationsformer er det kunstnerdrevne galleris anker sammen med et mindre ’Wunderkammer’, hvor der kan købes keramik fra hylderne. Galleriet er baseret på Frederiksberg i København.
RVNHUS
Galleri i Kolding for kunst og kunsthåndværk – her vises også smykkekunst.
SE! UDSTILLINGSRUM
se! er en uafhængig non-profit udstillingsplatform for den eksperimenterende og ofte materialebaserede samtidskunst beliggende i Aarhus.
TABLEAU – CPH
Tableau er en blomsterbutik, webshop og galleri, der viser kunsthåndværk, kunst og design i skøn og mangfoldig forening. Indehaver Julius Værnes Iversen var med til at udvælge deltagere til sidste Biennale for Kunsthåndværk & Design ligesom han var udstillingsarkitekt på biennalen, da den blev vist på Copenhagen Contemporary 2023.
TILVÆRKS
På Østerbro i København åbnede forrige år et nyt galleri med fokus på arkitektur, design og kunsthåndværk.

MARKEDER
Craft Fair Vejen
Danske Kunsthåndværkere & Designere afdeling Syd har taget initiativ til et nyt marked på Vejen Kunstmuseum.
Flid Marked
Tre dage fylder Nørrebrohallen i København, hvor kunsthåndværkere og designere op mod jul tager imod publikum.
Frue Plads Marked
Danske kunsthåndværkere & Designeres prestigefyldte marked, der har haft 40 års jubilæum. Her kan foreningens medlemmer deltage over tre dage på den historiefyldte plads. Over 100 kunsthåndværkere deltager.
Ovnhus
Censureret marked over tre dage med professionelt kunsthåndværk og design i Nykøbing Sjælland.
Skals
Skals Håndarbejdsskole udenfor Viborg har de sidste mange år dannet ramme om et todages højkvalitetsmarked med kunsthåndværk.
Skælskør Keramikfestival
Endags festival med marked, udstilling og workshops på havnen i Skælskør.
Trapholt markeder
Trapholt holder to årlige markeder med kunsthåndværk og design: et pinsemarked og et julemarked.
FORMIDLINGSPLATFORME
Artmatter.dk
Det tidligere kunsten.nu er omdannet til Artmatter.dk, der udelukkende har fokus på kunst, men af og til, kan man være heldig, at der bliver skrevet om udstillinger eller udøvere om kunsthåndværk. Støttet af fonde og egenindtjening på events.
Charlottejul.com
Platform for artikler, klummer m.m. af stifter Charlotte Jul og øvrige skribenter, der ved lejlighed kan overtales til at skrive. Platformen er også portfolio for stifterens øvrige projekter. Alt er skrevet uden honorar og med hjertet og interessen.
Formkraft.dk
Danske kunsthåndværkere & Designeres formidlingsplatform, der fylder fire år i 2025. Platformen formidler artikler om området af forskellige skribenter og udøvere, ligesom de ældre analoge magasiner som Dansk kunsthåndværk og KUNSTUFF er digitaliseret og kan søges frem på platformen. Platformen er støttet af fonde.
HÅNDVÆRK – bookazine
Rigetta Klint står bag mediet, der både udgives som tryksag og online. Det trykte magasin udgives to gange årligt med fokus på materialitet og (kunst-)håndværk.
Magasinet Kunst
Et analogt medie om kunst, kunsthåndværk, arkitektur/design.
Mindcraftproject.com
Digitale udstillinger, film og artikler fylder denne platform, der fra 2023 igen begyndte at udstille de årlige udstillinger fysisk. Støttet af staten og igennem kommercielle partnerskaber.

POP-UP-FORMATER
Biennalen for Kunsthåndværk & Design
Hvert andet år sætter Biennalen fokus på aktuelt dansk kunsthåndværk og design med et stærkt formidlingsprogram, en Open Call-udstilling og den eftertragtede Biennalepris på 100.000 kr. Biennalen produceres af Danske Kunsthåndværkere & Designere i samarbejde med skiftende udstillingssteder.
3daysofdesign
Den danske designfestival 3daysofdesign forvandler København til et mekka for designentusiaster og presse fra hele verden, der besøger udstillinger, showrooms, talks og øvrige events. I 2024 var der 615 events at gå ombord i.
Designskolen Kolding
Designskolen Kolding udstiller flere gange årligt – nogle gange er det mindre projekter andre gange er det en større helhed, der præsenteres. Som den årlige afgangsudstilling af bachelorer og kandidater. Udstillingslokationen har varieret de sidste år, men skolens nye ombygning i Kolding lagde hus til dette års afgængere. Det er uvist om det bliver en fast lokation eller om afgangsudstillingen fortsat rejser rundt.
Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering
På Holmen i København er den årlige afgangsudstilling for arkitekter, designere og konservatorer et must, hvis man vil have indblik i de unge kandidaters syn på verden. Omkring 250 projekter præsenteres i tre sale henover sommeren. Det Kongelige Akademi viser også andre udstillinger løbende på biblioteket eller i udstillingssalen, hvor der præsenteres mindst en særudstilling om året.
Det Kongelige Akademi – Glas og Keramik, Bornholm
Det Kongelige Akademi’s afdeling for kunsthåndværk, nærmere betegnet glas og keramik holder til på Bornholm. Afgangsudstillingen for uddannelsens professionsbachelorer vises hvert år på Center for Kunsthåndværk Grønbechs Gård, hvorefter udstillingen splittes op og vises på hhv. GLAS i Ebeltoft for glaskandidaterne og på CLAY for keramikerne.
European Ceramic/Glass Context
Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering står bag denne triennale, der hvert tredje år præsenterer glas og eller keramik fra hele Europa. Triennalen foregår på Bornholm i samarbejde med Bornholms Kunstmuseum og Center for Kunsthåndværk Grønbechs Gård. Udover udstillinger flere steder på øen, tilbyder triennalen også talks, walks og andre events i udstillingsperioden.
Kunstforeningen af 14. august
Foreningen indkøber kunsthåndværk og udlodder værkerne blandt medlemmer. De indkøbte arbejder bliver hvert år udstillet på et galleri eller et museum i forbindelse med et medlemsarrangement.
Snedkernes Efterårsudstilling
Snedkernes Efterårsudstilling (SE) er en sammenslutning af møbelarkitekter, designere og producenter. Hvert år udstiller foreningens medlemmer under et givent tema et nyt udstillingssted. SE er en eksperimenterende platform, der præsenterer nye møbelbud ud fra et givent tema.
Spacious Copenhagen
En nomadisk udstillingsplatform med fokus på samtidens smykkekunst. Skiftende udstillinger i København.
UKURANT
Udstillingsplatformen Ukurant er forholdsvis ung og er initieret af en gruppe yngre primært møbeldesignere, der startede med at kuratere og udstille ungt design og kunsthåndværk under 3daysofdesign i 2020. I år står platformen også bag kurateringen af den kommende Biennale for Kunsthåndværk & Design.
Læs også
Kunsthal med formidlingspligt?
Danmark mangler en scene, der rendyrket udstiller kunsthåndværk og design. Vi har flere museer og gallerier, der dedikerer sig til feltet, men den store scene, hvor kunsthåndværkere og designere kan boltre sig frit med udsyn til både fortid og fremtid, mangler. En scene, der kan manifestere og formidle det potentiale, der netop ikke skal tage hensyn til politiske diskurser og museumsforpligtelser, men udelukkende kan fokusere på form og de tværmaterielle potentialer.
Speakers Corner af Charlotte Jul, skribent og kurator.

Q&A: Danmark har brug for en statsstøttet kunsthåndværk- og designhal
Lukningen af Bygning A kom som en dårlig overraskelse for kunsthåndværk- og designbranchen. Derfor har designer Boris Berlin, keramiker Morten Løbner Espersen, modedesigner Betina Bakdal, tekstildesigner Astrid Krogh og økonom Jesper Moseholm taget initiativ til en underskriftindsamling og sendt et åbent brev til kulturministeren og folketingets kulturudvalg. I brevet efterlyser de en statsstøttet udstillingshal til kunsthåndværk og design. Formkraft har inviteret initiativtagerne til at uddybe tankerne bag brevet. (udgivet 2023)

Ny kronik af Lars Dybdahl: Hvornår svarer kulturministeren og folketingets kulturudvalg?
En ny kronik af Lars Dybdahl genoptager debatten om behovet for en samlende kunsthal for kunsthåndværk- og designområdet.
