Læs brevet og find underskriftindsamlingen her
Hvorfor har Danmark brug for en kunsthal dedikeret til kunsthåndværk og design? Hvorfor er det ikke godt nok at være med på Forårsudstillingen og alle fagmuseerne?
Morten Løbner Espersen: Der er ganske få museer, der fokuserer på design og kunsthåndværk. Det er væsentligt for fagets selvforståelse og udvikling af området med en platform, der viser eksperimenter, processer og færdige værker. En kunsthal, der professionelt kan planlægge en udstillingsrække flere år frem i tiden, vil bidrage til at vise den enorme bredde, som området besidder. Det er endnu ikke lykkedes for de private, der har taget initiativ til noget lignende. De har måttet lukke. Ikke pga. kvalitet i det udstillede, men på grund af manglende økonomisk opbakning til at drive et ambitiøst sted.
Er der ikke opbakning fra de private fonde?
Morten Løbner Espersen: Fonde støtter kun yderst sjældent drift i form af husleje og personalelønninger – og det er den største udgift. Det er vidunderligt, at der findes privat fondsstøtte, men de fleste fonde støtter max et eller to år, hvilket gør det lange træk umuligt. Vi savner et sted, der har økonomisk ro og mulighed for at fokusere på indholdet og ikke overlevelse. De fleste fonde MÅ ikke give driftsstøtte, hvor end de gerne ville.
Kan du give eksempler på udstillingssteder, der er lukket?
Morten Løbner Espersen: For nylig er Bygning A lukket efter et par år med udstillinger med meget højt kunstnerisk niveau. Det var et ”ikke-kommercielt” udstillingsrum, og det bedste der har eksisteret i Danmark. En række kommercielle keramikgallerier er også lukket gennem årene: Galleri Nørby, Drud&Køppe og Copenhagen Ceramics. Der er publikum til udstillingerne, men de er dog sjældent købestærke. Der er også udstillinger, der ikke har ”varer”, hvilket betyder, at det er umuligt at få økonomien til at hænge sammen.
Hvor sikkert er det, at det ikke er svigtende publikum, der får steder til at lukke?
Morten Løbner Espersen: Det kan jeg ikke svare på, da jeg ikke driver et udstillingssted, men min oplevelse er klart, at der ER et nysgerrigt publikum, der følger med på området. Så både for deres skyld og for os, der er udøvende, er det livsvigtigt med et levende udstillingsmiljø i Danmark.
Bettina Bakdal: Danmark har brug for et kontemporært udstillingssted, da design og kunsthåndværk er et bevægeligt fag, der afbilleder vores samtid. Vi er en designnation, der har en stor arv med i bagagen, som vi skal være stolte af. Men vi skal blive ved med at udvikle os, og det gør vi bedst i et analogt rum. Design og kunsthåndværk spiller på alle sanser og har sin største virkning i samspil med levende mennesker. Fagmuseerne er ofte bagudskuende, og er derfor ikke formidlere af nye tiltag samt yngre designere og kunsthåndværkere.
Boris Berlin: Branchen skal kunne vise sig til danskerne og omverden og ikke mindst se sig selv, mærke sig selv. Museerne er per definition seriøse formidlere af designhistoriske processer og oftest uden kapacitet til at tage sig af det nye og usikre. Det vil være så fint, hvis f.eks. Designmuseum Danmark åbner en afdeling for Dansk Design Nu. Men det er svært at se, hvordan det kan gennemføres praktisk indenfor de eksisterende bygningsmæssige, mandskabsmæssige og økonomiske rammer.
Astrid Krogh: Kunsthåndværk- og designområdet er et mangfoldigt område, der rummer så forskellige genrer som tekstil, møbel, keramik, smykkekunst, og hvad der ligger derimellem. Et udstillingssted for kunsthåndværk og design, der ikke er musealt, kunne måske åbne op for udstillinger, hvor de forskellige genrer udfordrede hinanden og skabte nye udstillingsoplevelser. Et udstillingssted, der hyldede eksperimentet og ikke kun resultatet.
I nævner betydningen af et samlingssted for branchen, et sted for processer og eksperimenter. Er det ikke netop et udstillingssted og projektrum som Officinet, I efterlyser?
Astrid Krogh: Officinet er et udmærket udstillingssted, men det mangler i visse tilfælde m2.
Morten Løbner Espersen: Officinet er en platform for medlemmer. Det vi efterlyser, er en udstillingshal for design og kunsthåndværk, der skal give plads til hele den omfattende bredde, som feltet indeholder, og vise alt fra vilde forulykkede ideer, eksperimenter, processer til formfuldendte og gennemarbejdede udstillinger. En statsstøttet udstillingshal, hvor økonomien er sikret. Steder, der ikke skal fungere som et kommercielt galleri, er der kun ganske få af, og de gør et stort og godt arbejde. Det er således ikke en kritik af de eksisterende gallerier eller museer, der viser området, men et ønske om et tiltrængt supplement til de begrænsede platforme, der eksisterer.
Hvorfor har udstillingsformatet stadig en berettigelse set i lyset af klimakampen og den store mulighed for at formidle digitalt?
Morten Løbner Espersen: Digital formidling er et supplement til fysisk formidling. Det er ikke muligt at få samme oplevelse og forståelse for et værk på en skærm eller en telefon: farverne er ofte ikke præcise og taktiliteten er fraværende. Oplevelsen af et fysisk værk er reelt set kun mulig, når man er til stede ved siden af det.
Bettina Bakdal: Fordi design og kunsthåndværk skaber produkter, som relaterer til mennesket og ofte har en funktion og en skala, som arbejder ud fra kroppen. Her er den virkelige interaktion vigtig for forståelsen og fornemmelsen af de udstillede værker.
Men måske skal vi tænke lidt over, hvilke værdier, vi ellers har at byde ind med til Danmark.
Netop designeren og kunsthåndværkeren har stort fokus på ansvarlighed i både proces og produktion. Det er en vigtig faktor at formidle i forhold til klimakampen.
Boris Berlin: Den stadig mere og mere virtualiserede verden er ved at drukne i et vandfald af digitale billeder og har endnu større behov for det bogstaveligt talt håndgribelige, haptiske og tilstedeværende. Den sande opfattelse af objektet foregår ved direkte konfrontation, ved forholdet til egen krop og ikke gennem et voyeuristisk ”nøglehul” via computerens eller oftest mobiltelefonens skærm. Det er i øvrigt tvivlsomt, om digital formidling er så klimavenlig i betragtning af det enorme energiforbrug der kræves.
Astrid Krogh: Coronaperioden, hvor verden og kommunikation i den grad var skrumpet ind til det digitale medie, skabte hud-, materiale-, berørings- og nærværssult. Og påviste den digitale formidlings muligheder og begrænsninger. Aldrig har strikning været så populær, aldrig har valget af morgenkaffens beholder været så vigtigt, og aldrig kan vi lukke den fysiske berøring ud af ligningen om det store livshjul.
Hvordan ser en reform af kunststøtten ud i jeres øjne?
Morten Løbner Espersen: En reform af kunststøtten kunne starte med, at man kiggede på, hvordan fordelingen af de forskellige områder ser ud. Ingen vil opgive privilegier, og det er ikke vores intention at tage penge fra andre områder, men tværtimod at se på om der kan justeres på beløbene og tilføres de midler, der skal til, så design og kunsthåndværk kan udvikle sig og blive vist frem for offentligheden på en fair og god måde.
Bettina Bakdal: Hvis en reform betyder nedskæringer, som der ofte er lagt op til, så er det ikke en reform, der skal vægtes. Men at turde satse økonomisk på design og kunsthåndværk, vil kun komme rigeligt tilbage, hvis faget formidles og synligøres.
Boris Berlin: I et ideelt tilfælde ville det føre til prioritering af designområdet – ikke bare i politisk retorik, men i praksis ved at sikre et udstillingssteds eksistens.
Astrid Krogh: Verden er og har været i en voldsom forandring bare de sidste 10 – 20 år…og årene før. Kunst burde reflektere den omgivende verden….ditto kunststøtten. Spørgsmålet er: Gør den det? Hvornår er kunststøtten via Statens Kunstfond egentlig sidst blevet revideret? Jeg synes, at man burde gøre sig den øvelse at nulstille alt. Lidt ligesom den øvelse, som man p.t. gør sig på museumsområdet. Kunne man f.eks. forestille sig et gigantisk kunstråd med repræsentanter fra alle områder, der fordelte den samlede pulje til fagudvalgene? Næppe, men i princippet burde man gøre sig den øvelse. Et gigantisk rivegilde, hvor ’plejer’ fik lov at gå med badevandet, og Fugl Fønix igen kunne genopstå. I efteråret skabte Politiken en debat om kunststøtten, hvem og hvordan den fordeles. Den endte, som det altid gør: nogen tror og påstår, at kunststøtten kun bliver givet til dem, som i forvejen er venner. Min erfaring fra 4 år i kunststøttesystemet viste det stik modsatte. Af bare angst for at kunne få den påtale praktiserede man gerne det modsatte. Så hvorfor bliver den myte ved med at overleve? Endnu en grund til at revidere kunstsystemet. Generelt vil jeg sige: jeg er ikke ude på at slagte det nuværende kunststøtte-system. Det er en vigtig pointe. Faktisk er systemet ret unikt. Det skal bare justeres.
Hvorfor er der ikke allerede en ligelig fordeling af kunststøtten? Hvad bunder uligheden i?
Morten Løbner Espersen: Uligheden bunder blandt andet i en misopfattelse af, at design og kunsthåndværk er kommercielle områder, der nemmere tjener egne penge og derfor ikke behøver samme støtte. Det er der intet, der tyder på, tværtimod ligger mange kunsthåndværkere indtjeningsmæssigt absolut i bunden.
Bettina Bakdal: Design og kunsthåndværk er det yngste barn inden for kunststøtte, og det kan være en af grundene. Desuden arbejder en stor procentdel i erhvervslivet og har måske ikke brug eller behov for den håndsrækning eller anerkendelse. Men det betyder ikke, at faget ikke skal udstilles og formidles, og at de områder i særdeleshed bliver underprioriteret.
Boris Berlin: Nok skyldes det den gamle opfattelse af, at noget er finkulturelt, og noget ikke er. En underlig gammeldags betragtning især i et land, hvor demokratiske værdier står så højt. Kunsthåndværk og design er nemlig hverdagskunst, der bør opprioriteres, men helst ikke på bekostning af resten af kunsten.
Astrid Krogh: At nogen eller noget har glemt at opdatere sig med den virkelige verden. Hvilket område markerer sig anno 2023 bedst på den nationale og den internationale scene? Og hvilke områder har brug for støtte for at nå dertil? Og I hvilket omfang?
Note: Q&A er udført som en mailkorrespondance med spørgsmål stillet af Helle Dyrlund Severinsen
