100 års debatkultur
For netop 100 år siden, 16. februar 1923, skrev Poul Henningsen en kronik i Politiken, Kritikens Hensigt, hvor han forklarede og forsvarede sin linje som anmelder siden 1921. Det var ikke mindst hans stærke kritik af Politigaarden, som var under opførelse, der skabte uro i arkitektkredse.
Anmeldelser bliver skrevet i et afgrænset format, så der er ofte for lidt plads til at udtrykke en klar, overordnet linje bag kritikken. Derfor leverer PHs kronik og andre bemærkninger, han får flettet ind i senere tekster, meget kærkomne overvejelser om mål og vilkår for faglig kritik og offentlig debat.
De er meget vedkommende i forhold til den debatkultur, vi til stadighed må vedligeholde – og diskutere. De vedrører ikke kun anmeldelser af arkitektur og design, men rækker langt videre til kultur- og samfundsdebatter, der fremfor alt lå PH på sinde. Der synes i dag at være en ubalance mellem fagkritik og en offentlig debat, der hurtigt ryger ud af proportioner og savner saglighed og sigte.
Spørgsmålet om kritikkens hensigt giver mig anledning til både at overveje hensyn til den offentlige debatkultur i dag og den situation, som en mere faglig kritik indenfor et område som kunsthåndværk og design står i. Designkritik burde have klarere stemme i samfundsdebatten om såvel ulighed som bæredygtighed, hvilket også er et mål for Formkraft.
Kritikens hensigt i offentligheden
”I denne for Kritiken saa urolige Vinter er der ogsaa gaeet Storm i det Glas Vand, som hedder ledende danske Arkitektkrese,” skrev PH om det fagfelt, hans anmeldelser havde skabt røre i. Gennem de sidste par år har vi også haft voldsomme dønninger i den andedam, som nutidens ’ledende danske’ kulturliv, forskning og politik. Vores aktuelle debatter om kultur og identitet, ulighed og racisme ender lynhurtigt i hver sin skyttegrav, hvor duellanterne skyder dygtigt forbi hinanden, mens offentligheden mister orienteringen. Selvom PH helt sikkert ville have nydt, at folk går til stålet, hvis han kunne have været med i dag, så ville han samtidig have ærgret sig over alle de velmente kugler fra begge sider, der ikke ramte noget mål på grund af skævt sigte og manglende hensyn til debatkulturen.
Den centrale erkendelse i Kritikens Hensigt er, at kritikken for at nå sit mål og bidrage til forbedringen af samfundet, nøje må overveje, hvilke aspekter af sagen der vedkommer offentligheden. Hvis den kritiske debat skal føres i offentlige medier, skal den tage udgangspunkt i de kultur- og samfundsforhold, som offentligheden genkender og kan engagere sig i. For PH hørte æstetiske og tekniske spørgsmål hjemme blandt fagfæller, i en fagkritik. I en offentlig kritik var de kun biting. I hans øjne skulle en offentlig kritik sigte på sociale udfordringer, fælles institutioner og demokratisk indstilling, som alle kan og bør have en holdning til, hvis kritikken er saglig og klar.
I de seneste års offentlige debatter har hensigten godt nok været kultur- og samfundskritik i forhold til køn og kolonialisme. Men kritikken har gang på gang bygget sine argumenter på meget fjerne forhold, i tid og sted, der ikke vækker genklang i en dansk hverdag, og en mur af begreber, man kun kan yde retfærdighed i en akademisk kritik. Teorierne rammer fagligt set måske plet, men når det gælder formidling og politisk handling, så vender bøtten. Så må teoretikeren påtage sig at oversætte argumenter og eksempler til en bred offentlighed. Ellers gavner man ingen sag, hvor væsentlig den end må være. Der er væsensforskelle mellem akademisk kritik blandt fagfæller og offentlig kritik, der ønsker at påvirke befolkningen og politikerne.
Den vedkommende debat
”Kunsten er Samfundets Nerve, og det Kaos, som den stærke Samfundsudvikling har ført den til, har Karakteren af nervøst Sammenbrud.” Vi deler i dag den opfattelse, som PH også havde af, at kunsten har muligheden for at kondensere og kommunikere en kritik af samfundstilstanden. Ja, kunsten har pligt til at bruge sine greb om kommunikation og erkendelse.
Men netop i kommunikationens og erkendelsens interesse er det afgørende at holde sigtet på ’Hovedsagen over for Bitingen’. Nutiden har mange problemer med stigende økonomisk ulighed, forskelsbehandling og manglende integration, som er nærværende og vedkommende for den brede befolkning. Og det er der, der kan skabes ændringer gennem debat og politik.
Derfor virkede de famøse sager med 1700-tals buster og gamle, koloniale stereotyper i varemærker for kaffe, vanilje og flødeis, der de seneste år er blevet kørt frem af kunstnere og forskere, ret langt fra skiven, hvis hensigten var at påvirke offentligheden.
Eksemplerne bekræftede ufrivilligt flertallets oplevelse af, at Danmark er et rent smørhul med rene luksusproblemer. Der må findes stærkere billeder på nutidens ulighed og urimelighed, som en bred, dansk offentlighed ikke kan undgå at se i øjnene, hvis kunstnere og kritikere formidler dem.
Designanmeldelser som livsstilsstof
Væsentlige dele af problemet ligger dog i nutidens medie- og debatkultur. For hvad forstår vi ved offentligheden i dag, hvor folk følger vidt forskellige fora på nettet og sociale medier? PH havde en skarp bevidsthed om sit publikum og formulerede sig helt afhængig af, i hvilke blade og fagtidsskrifter, han skrev. Og den brede offentlighed, han skrev til, var klart bestemt som læserne af datidens dagblade.
Det er sværere at holde sit publikum for øje i dag. PH ville for eksempel ærgre sig over, at designanmeldelser er forvist til livsstilsstoffet, hvis han skulle anmelde nu. Arkitekturkritikken rangerer finere som del af kultursektionerne. I dag bliver man nærmest forvirret, når der dukker sociale dilemmaer op i designanmeldelser.
For to år siden var der en serie i Politiken om design i det offentlige rum. En overskrift som ’Nye skraldespande ligner boliger for hjemløse’ (Pol. 6.2.2021), viste, at selv anmelderen var ude af vane med at tage højde for sociale forhold. (Overskriften er dog ændret i netavisen.) Hvorfor i alverden blande hjemløse ind i en ren æstetisk dom over byrummets affaldsbeholdere? De hjemløses vilkår indgår i den fælles virkelighed, som en offentlig kritik netop bør tage op, mens æstetikken kan overlades til fagfolk, hvis den ikke kan gøres mere relevant.
Der skal selvfølgelig flere stemmer til en debat, og der findes kun få faste anmeldere af design og kunsthåndværk. Sagen er desværre, at det nok er det felt indenfor hele kultursektoren, der markerer sig mindst i samfundsdebatten. Det er ellers her udfordringerne med grøn omstilling af forbruget især hober sig op. Selv modedebatten er skarpere, fordi kritikken af modebranchen er blevet så bred.
Men så længe design og kunsthåndværk hører hjemme i livsstilssektionerne, så knytter der sig anderledes forventninger om underholdende selvrealisering og hverdagsromantik til emnerne. PH havde faktisk allerede en oplevelse af, at der havde udviklet sig en særlig form for offentlig forventning til design tilbage i de gyldne år, hvor dansk design blev et fænomen både internationalt og herhjemme. De tilbagevendende møbel- og designudstillinger blev mediestof, og der opstod stærke forventninger til stadige nyheder i form, materiale og, mere sjældent, funktion.
Tanker om et skohorn
Da dansk design fik stor medieopmærksomhed, opstod også en tvang til at skabe stadige nyheder. Det bandede PH over i artiklen, Tanker om et skohorn, i møbelbranchens magasin Mobilia i 1960. Den tvang går stik imod designerens opgave med udvikling af saglige standardløsninger til hverdagsbrug. ”Det kan næppe være rigtigt, at de fleste af os skal tvinges til at levere nyheder til så godt som hvert års udstillinger.”
PH var dog selv så meget cirkushest, at han erkendte, at man ikke burde forsmå denne opmærksomhed fra publikum. Når der nu var et publikum, og dansk design stod for høje kultur- og samfundsidealer, så burde den situation kunne udnyttes konstruktivt. ”Men nu står vi i den store situation at kunstindustriens teater er fuldt. Der sidder en forventningsfuld tilskuer på hver stol. Var tiden nu ikke inde til at spille for dem, så de fik noget med sig hjem, så de blev andre mennesker, når de forlod teatret?”
Momentum for designkritik i samfundsdebatten
I Tanker om et skohorn har PH desværre ikke så konkrete bud på, hvordan design både kan underholde og forandre publikum. Han væver om en ’revolutionær kunstindustri’, der eksperimenterer kunstnerisk og udfordrer vaner og forventninger som udstillingsprojekter. Men løsningerne skal på sigt være ’klassiske’ for at komme i produktion. Det svarer lidt til den ’arbejdsdeling’, vi oplever i dag mellem kunsthåndværk, der sigter på udstillinger, og industriel design, der søger markedet.
Det, der ifølge PH skal undgås, er, at det eksperimenterende design ryger direkte i produktion og videre ud på markedet som en ’nyhed for nyhedens skyld’, en kortlivet modedille. Det er som talt ind i nutidens dagsorden om bæredygtigt forbrug. Vi har et stærkt momentum for den debat nu, så der er al god grund til at skabe en stærkere debatkultur for kunsthåndværk og design, og de roller, de kan spille hver især og sammen. Og der er rigeligt af udfordringer i produktkulturen, der kunne løfte designkritikken ind i samfundsdebatten. Det er som sagt Formkrafts hensigt, men det er en stor udfordring at løfte diskussioner fra et fagligt forum ind i de offentlige medier.
Brændende spørgsmål
Det, vi måske kan tage ved lære af fra PH’s tanker om designkritik, er hans klare forståelse af og hensyn til den brede offentlighed, som var en forudsætning for hans avisanmeldelser. Hertil hørte en klar prioritering af de ’mest brændende Spørgsmaal’ om sociale udfordringer, fælles institutioner og demokratisk indstilling, som offentligheden kunne og burde forholde sig til. Og dertil en forståelse af publikums forventninger og forbrug. Det er vigtige erkendelser og erfaringer med debatkulturen og offentligheden, som også gælder på andre områder af kultur- og samfundsdebatten.
Designkritik er ved at udvikle sig som et fag i sig selv på verdensplan, men står med helt grundlæggende udfordringer i at spænde netop fra elitære, kritiske designkoncepter og udstillingsfænomener og over til det brede forbrug og reklamekulturen, der er langt vanskeligere at reformere. Hvis industridesignere har følt sig fanget i maskinen og haft svært ved ikke at formgive til overforbrug, så har den følelse ikke været mindre blandt grafiske designere, som har haft deres levebrød i reklamebranchen og livsstilsmedier. Derfor er det værd at fremhæve et kritisk manifest netop fra ledende grafiske designere: First Things First Manifesto 2000.
De opfordrede deres kolleger til at prioritere de vigtigste samfundsopgaver, som grafisk design kunne bidrage til. ”Vi foreslår en vending af prioriteter til fordel for mere brugbar, vedholdende og demokratisk kommunikation – en mental omstilling væk fra markedsføring af produkter og mod udforskningen og skabelsen af en ny slags mening. Debattens perspektiver skrumper; de må udvides.” Det var en opdatering af et tilsvarende, tidligere opråb fra 1964, altså i de samme år, hvor PH forholdt sig til kunstindustriens publikum, og forbrugerismen tog fart. Men reklame- og mediemøllen har kun øget presset siden, så opråbene er kun mere påtrængende nu.
PHs principper
Opfordringen fra de grafiske designere er der al grund til at følge, også på andre områder af kultur- og samfundsdebatten. Det handler om vedvarende at udvikle og pleje demokratisk samtale og ny betydning. Debatten skal konstant udvides i emner, men også i formater for henvendelse til den bredest mulige offentlighed. Og så skal de mest presserende og vedkommende sager tages op, ’First Things First’. Vi kan selvfølgelig ikke være helt enige om, hvad der står først for. Men det er så der en vedkommende debat starter. Samtidig er det helt afgørende, hvilken form for debat og hvilke eksempler, der tjener sagerne og deres løsning bedst. Her kan PH’s principielle redegørelser for Kritikens Hensigt vejlede. ”Ud fra disse forhaabentlig klare Linjer er Kritiken ført, og vil den blive ført. Det er hverken Arkitekternes eller Publikums Interesser, som plejes, men Arkitekturens.” Her kan vi så tilføje kulturens eller samfundets overordnede interesser, fremfor fagfolks- eller publikumsinteresser. Man svigter selve sagen, hvis man ikke nøje overvejer, hvordan man fremmer den bedst muligt – og styrker den offentlige debatkultur. Man skader de afgørende sager, hvis man ikke har blik for forskellen mellem offentlig og mere faglig, akademisk kritik.
PS. Den skarpsindige læser vil have bemærket, at PH bryder de nævnte principper ved at prøve at skrive til fagfolk gennem en offentlig kritik. Det viser netop vanskeligheden ved at skrive en ’Kritik af Kritiken’, idet den ikke har en platform, hvis den vil tage offentligheden til vidne. Formkraft tager debatten op i et fagligt forum, men ønsker også, at den kan sprede sig til andre fag og den offentlige debat.
Kilder
Henningsen, Poul: ”Kritikkens Hensigt” (1923), Kulturkritik, bd. 1, red. Carl Erik Bay & Olaf Harsløf, Kbh: Rhodos 1979, pp. 29-34
Henningsen, Poul: ”Tanker om et skohorn …”, Mobilia nr. 59, 1960, pp. 21-22
Jensen, Hans-Christian: “Designkritikkens hensigt. PH’s designkritik mellem professionsetik og forbrugeroplysning”, Anne Borup & Jørn Guldberg (red.): Kulturmoderniseringens paradokser. Studier I PH’s kulturbegreber, kritik og praksis, Odense: Syddansk Universitetsforlag 2009, pp. 133-172
