Når vi møder kunst, gør vi det som levende kroppe, der mærker, reagerer og fortolker. I mødet mellem krop og kunst opstår et felt, hvor skabelse, udtryk og oplevelse smelter sammen. Forståelsen af kroppen som kunstens fundament er afgørende for at forstå kunstens væsen. Kroppen er ikke blot et medium for kunst, men en uundgåelig og aktiv medskaber af både det kunstneriske udtryk og den måde, værket bliver erfaret på. Samtidig spiller materialitet en central rolle i dette samspil mellem krop og kunst. Materialer er ikke neutrale – de har tekstur, tyngde, temperatur og historie. De påvirker, hvordan kroppen bevæger sig, hvordan kunstneren former sit udtryk, og hvordan beskueren møder værket. I dette rum – mellem krop og materiale – opstår noget sanseligt og foranderligt, hvor kunstens form bliver et fysisk aftryk af både menneskets indre og ydre, og verden omkring det.

Kunstnerne Marie Breyen, Anne Søgaard Frandsen og Magdalena Köb arbejder på hver sin måde med kroppen i deres kunst af henholdsvis glas og keramik. Krop og materialitet har for dem altid været afgørende faktorer i deres arbejde og intuitive tilgang til skabelse og formgivning. Formkraft har taget en snak med de tre udøvere, for at blive klogere på, hvordan de arbejder med kroppen i kunsten gennem håndværk og materialer.

Kropslig intuition og intention

Den kropslige intuition, den naturlige intention og proces er noget alle tre kunstnere først og fremmest påpeger som essentielt i deres arbejde. Det indbefatter både den fysiske krop og dens bevægelser, men ikke mindst den iboende natur og erfaring, som kroppen har. Alle beskriver de, hvordan skabelsen af værker bliver nænsom og flydende, meditativ og intuitiv.

Denne pointe er Marie Breyen, der også er glaskunstner, enig i og hun uddyber:

“At skabe værker er for mig en meditativ proces. Når man arbejder med glas, bruger man læberne, luften og hænderne. Det er et meget delikat og stille håndværk, hvor kroppen arbejder sammen med materialet. Faget er ikke kun larmende og råt, som man ofte tror, men rummer også en stille og dyb side.”

Lige præcis den meditative karakter, er det, keramiker Anne Søgaard Frandsen også oplever i sit arbejde med ler:

“For mig er det også en meditativ oplevelse. Tid forsvinder, og du er snarere i et stærkt flow. Håndværket bliver en form for sprog først og fremmest,” udtrykker hun.

Også Søgaard Frandsen understreger processen og den kropslige forankring i sit arbejde og beskriver, hvordan hun bevidst skaber mulighed og ro til det, der opstår spontant:

”En del af min proces er, at jeg giver plads og rum til det, der kommer naturligt fra min krop. Den spontanitet eller det, der netop her falder mig ind, er vigtigt for mig at møde og undersøge. Processen er derfor helt afgørende for, hvordan værket udvikler sig og bliver.”

Processen hos Köb indeholder i høj grad det levede liv, de relationer og interaktioner, hun møder i sin dagligdag:

“Jeg er meget inspireret af naturen, omgivelserne, af menneskene, og de møder jeg har. De sker ofte meget naturligt og intuitivt. Jeg lytter meget til min krop og prøver at være mig selv, stole på mig selv og min mavefornemmelse. Det er en stor del af min proces. I kombination med arbejdet med materialet, hvor man former værket, men også efterfølgende kigger på det og træffer beslutninger omkring, hvordan man skal fortsætte. Man kan lære en masse teknisk omkring et håndværk, men hvis man ikke forstår materialet, vil det ikke fungere.”

Tilsammen viser deres perspektiver, hvordan værket ikke kun udspringer af teknik og form, men af en dyb, kropslig dialog, forståelse og proces mellem krop og materiale.

At finde sig selv

Den dybe kropslige forankring bliver også et rum for personlig opdagelse. For udøvere har det gjort sig gældende, at de har fundet sig selv igennem deres kunst og arbejdet med materialer.

“Jeg har aldrig været god med ord, og det har tidligere været svært for mig at udtrykke mig selv. Det var lidt tilfældigt, at jeg kom ind i arbejdet med glas, men da jeg gjorde, så var det som at finde mig selv igen. Jeg fandt på en måde barnet indeni mig gennem materialet – jeg kunne tillade mig at lege med materialet og bruge mine tillærte evner. Jeg fik et sprog,” fortæller Breyen og fortsætter:

“Men oplevelsen af at finde mig selv i materialet gik først op for mig efterfølgende, så det var en ubevidst proces for mig. Erkendelsen af, hvor stor betydning det havde og stadig har i min proces oplever jeg stadig.”

Kroppen som tema

Kroppen som omdrejningspunkt er ikke blot et vilkår i kraft af selve håndværket, men træder også direkte ind i værkernes tematikker. Breyen beskriver, hvordan hendes praksis kredser om netop dette:

“Min kunst bevæger sig ofte hen imod emnet omkring kroppen. Det kan være meget bogstavligt, men for det meste er det i psykologisk forstand – for eksempel følelser, fænomener eller processer som foregår i kroppen eller i hovedet. Mine værker er et mix, men med omdrejningspunktet omkring kroppen,” siger hun, hvorefter hun præciserer:

“Mine værker er i dag både en repræsentation af kroppen, hvor man kan genkende kroppen i det, men også i mere overført betydning.”

Kroppens indre liv og en spirituel tilstedeværelse er ofte det, der optager Søgaard Frandsen. Hun beskriver den kunstneriske søgen som et personligt rum, hvor værkerne for hende åbner for møder og nye forståelser:

“For mig er det vigtigt at skabe personlige værker – det skaber et rum for at møde mennesker, det ukendte eller alt det, vi ikke ser eller forstår. Min passion er at bringe nuancer frem omkring det indre liv, der ellers er skjult – give det flygtige og spirituelle et fokus; ære det, der er kropsligt gennem materialet.”

Materialets dualisme

Arbejdet med glas og keramik kredser ofte om materialets gennemsigtighed og skrøbelighed, og for kunstnerne bliver disse kvaliteter både et visuelt og et sanseligt sprog. Breyen beskriver, hvordan det transparente er centralt i sin praksis og arbejde med glas:

Hun uddyber, hvordan hun fletter transparens og fortælling sammen i sine værker.

“Det er som at have en historie i værket selv, men også en historie omkring det. På den måde bliver det en historie omkring mellemrummet – hvad der foregår mellem de to fortællinger – samt værket og verden omkring.”

Også for Köb rummer glasset en særlig sensitivitet og en mulighed for at udforske grænser:

“Jeg elsker at arbejde med skrøbeligheden ved glas. Jeg udfordrer grænserne for, hvad glas kan. Jeg nyder øjeblikket med materialet meget. At se hvad der sker og prøve at komme i dialog med det. Og også bringe ydre og indre temaer ind i forhold til hvordan jeg former glasset.”

Relation og dialog

Kunstens rolle som et mødested – mellem mennesker, følelser og mellem os og verden – træder tydeligt frem i kunstnernes beskrivelser af deres arbejde. Breyen peger på, hvordan kunst skaber rum for forbindelser:

“Kunst er en måde, hvorpå vi deler historier, følelser, oplevelser. Og det er det skønne ved at besøge udstillinger eller lave udstillinger. Her er et rum, hvor vi har mulighed for at connecte. Det handler om, hvordan vi responderer på det, vi ser. Jeg får en følelse af at være mere i forbindelse – både med de som er tilstede med kunstneren, jorden og vores omgivelser helt generelt.” Hun understreger samtidig kunstens stille, men dybtgående virkning: “Kunst kan nå den enkelte på et dybt niveau, uden du egentlig er klar over det.”

Köb ser ligeledes kunsten som et relationelt felt, hvor møder og samtaler er centrale:

“For mig handler kunst – både min egen og andres – rigtig meget om mødet med mennesker, om at skabe relationer og dialog, om at bringe mennesker sammen, samtidig med en opmærksomhed på, hvad det gør ved mig.” Hun fremhæver også den følelsesmæssige resonans kunst kan bære med sig:

“Jeg er helt enig i, at det smukke og skønne ved kunst er, at det kan nå dig på et dybt niveau.”

Sammen viser deres perspektiver, hvordan kunst ikke blot er et objekt eller en oplevelse, men en levende udveksling, der skaber forbindelser – både synlige og usynlige – mellem mennesker, materialer og den verden, vi deler.

Læs også: