Interviewer Marie Markman (IMM): Tak for at du stiller op til det her interview i Formkraft, Marie. Du var længe om at respondere på henvendelsen; der gik over en måned fra du modtog forespørgslen, til du vendte tilbage. Var der en særlig grund til det?
Marie Markman (MM): For at være ærlig; jeg er ved at opdyrke nye kompetencer i EU’s bæredygtighedsrapportering (CSRD), så jeg ikke er økonomisk afhængig af kunstverdenen. Jeg har i travlheden overset e-mailen. Efter i ti år at have ernæret mig ved at skabe muligheder for andre kunstneres kunst – og hovedsageligt billedkunstneres – besluttede jeg i sommeren 2023, at jeg ville tjene mine penge i andet regi.
Jeg oplevede en tiltagende utilfredshed med økonomien og prioriteringen af kunstnere i de systemer, som jeg arbejdede i. Konsekvensen for mig er i øjeblikket at skabe afstand og økonomisk uafhængighed for bedre at kunne reflektere over, hvordan jeg fremadrettet bidrager til at styrke kunst og kunstnerisk viden på alle niveauer i samfundet.
Et fattigt perspektiv
IMM: Det lyder som noget, som jeg gerne vil vende tilbage til, men jeg vil starte et andet sted. I et interview fra den 19. januar 2023, som jeg læste i regi af Art Matter, og som omhandlede Statens Kunstfonds udpegning af kunstkonsulenter til Statens Kunstfonds rådgivningsorgan for kunst i statslige bygninger, stille du spørgsmål ved, om udpegningen fagligt var bred nok. I artiklen sagde du blandt andet: ”Jeg finder, at det er et fattigt perspektiv, at vi som faggrupper skal kæmpe om pladsen ved et bord, som kun vinder ved, at vi alle er der.” Vil du uddybe, hvad du mener, hvem kæmper om pladsen, og hvem synes du skal sidde ved bordet?
MM: Billedkunstnere har i mange år rådgivet i forbindelse med ”Cirkulære om kunstnerisk udsmykning af statsligt byggeri.” I forbindelse med Statens Kunstfonds udpegning i 2023 var to ud af ti af de udpegede udøvende kunstnere, de resterende havde en mere kuratorisk baggrund.
Jeg tror på, at mangfoldighed i kunst skabes ved, at forskellige faglige perspektiver er repræsenteret, der hvor magten til at træffe beslutninger er.
Det fattige er for mig, at vi fremfor for at se, hvordan vi med forskellige tilgange kan gøre hinanden og kunsten bedre, fremmer faglige metoder og perspektiver, som minder om vores egne.
Der er muligheder i tværfagligt samarbejde
IMM: Men hvilke faggrupper skal gøre hinanden bedre og hvordan?
MM: På tværs af kunstarterne skal vi gøre hinanden bedre. Jeg tror, det vigtige er, at vi i kunstarterne kæmper sammen for bedre vilkår – flere midler og mere indflydelse. I diskussioner om ligestilling mellem kunstarterne er mit bud, at vi ikke skal gå med på ideen om, at vi skal dele en i forvejen lille kage i endnu flere stykker, men at vi skal kæmpe for at få en større kage, så flere kan inviteres til bordet.
Vi må løfte blikket fra en tanke om, at lighed mellem kunstarterne skal komme ved at vi tager fra hinanden, til at vi kæmper for, at dem som ikke har midler eller indflydelse i dag også får det. Så længe vi kæmper om de samme midler og oplever, at vi kunstarterne imellem tager fra hinanden, kommer det for mig at se til at stå i vejen for, at vi kan se det smukke og mulighederne i at samarbejde på tværs.
Solidaritet og en større kage
IMM: Du bruger ordet ”kæmper” mange gange, og når du taler om ikke at ville dele de muligheder bredere som allerede er i regi af Statens Kunstfond og også lokale billedkunstudvalg, er det så ikke blot fordi, billedkunstnere i øjeblikket har forrang?
MM: Jeg tænker i stigende grad, at vi som udøvende kunstnere, uanset hvilken kunstart vi er udøvende indenfor, er nødt til at tænke mere solidarisk både i relation til kollegaer i samme kunstart, men også med kollegaer bredere og på tværs af kunstarterne.
Jeg tror, at solidariteten skal ligges i, at vi taler hinanden op og politisk kæmper for, at kunsten skal fylde mere i vores samfund. Det har en kæmpe værdi, at også kunsthåndværkere og designere samt andre kunstarter er med, og det tror jeg skal komme ved, at vi løfter rammerne for bevillingerne og i den forbindelse også tager diskussioner omkring, hvordan vi repræsenterer de forskellige kunstarter i egen tid og også giver dem videre til eftertiden.
Kunsten skal tages ligeså alvorligt som viden fra humaniora og naturvidenskab
IMM: Det lyder lidt som om du advokerer for, at kunstnere skal gøre det samme som arbejderne gjorde, da arbejderbevægelsen blev stiftet tilbage i 1800-tallet? Det lyder lidt gammelt, Marie?
MM: Du har ret, det lyder gammelt… Jeg tror i øjeblikket, at vi står i vejen for os selv og den indflydelse, vi som kunstnere kunne have, og som kunsten kunne have i vores samfund, fordi vi ikke kæmper for bedre vilkår sammen.
Karikeret vil jeg sige, at vi i kampen for egen overlevelse og vores respektive kunstarts indflydelse, afstår fra at tage et tværslag for kunsten, og som på sigt vil skabe bedre vilkår for os alle på tværs af arkitektur, billedkunst, film, litteratur, kunsthåndværk, design, musik og scenekunst.
Jeg tror ikke kunst og kunstnerisk viden kommer til at spille en større rolle i vores samfund, før vi skifter perspektiv. Perspektivskiftet handler bl.a. om, at den viden som er i det kunstneriske, skal tages ligeså alvorligt som viden fra humaniora og naturvidenskab, og der skal investeres lige så meget i den.
Kunstnere fra de forskellige kunstarter skal sidde med, når vi som samfund nedsætter tænketanke. Der skal disponeres statslige midler til at kunstnere kan forske. Vedr. arbejderbevægelsen, så kostede solidariteten, som ledte til bedre vilkår, også den enkelte noget i en periode.
Det er nok det, som vi i kunstverdenen må sande: at hvis vi på den lange bane vil ændre ”magt, systemer og penge i kunsten” så kan det på den korte bane have ubehagelige konsekvenser, fordi vi må sige nej til premisserne for kunst, og som de er i dag. Jeg tror, vi må være klar til ”ingen” frem for ”lidt” økonomi, til strejker hvor vi lukker landets museer for at få det politiske system i tale og skabe en farbar vej for kunsten.
Kunsten er der hele tiden
IMM: Det leder mig tilbage til, hvor vi startede interviewet, og at du nu arbejder med EU’s bæredygtighedsrapportering (CSRD). Er du blevet desillusioneret og har opgivet kunsten?
MM: Kunsten er med mig hele tiden i mit arbejdsliv. Mit kunstneriske virke har de seneste tyve år været at bevæge mig på tværs. I øjeblikket bidrager jeg til perspektiver på bæredygtighed i en privat virksomhed samtidig med, at jeg lærer om et Danmark, jeg som kunstner ikke kender så meget til.
Mit arbejde pt. giver mig også viden, som vil kunne gavne mig i mit kunstpolitiske arbejde. … men jeg laver også kunst og har bl.a. et samarbejde med kunstmuseet Glas omkring mit værk ”En lysning i skoven” som handler om glasproduktion i Danmark og realiseres i 2025/2026. Jeg arbejder også i øjeblikket på en lille udgivelse med tegninger under titlen ”Fantastiske Insekter”, og som skal udgives i 2025. Sideløbende vegeterer jeg over, hvor jeg placerer mit kunstpolitiske engagement.
IMM: Tak for tiden Marie, det har været spændende at tale sammen.
MM: Selv tak, og må jeg stille et afsluttende spørgsmål, selvom det er dig der interviewer?
IMM: Ja selvfølgelig.
MM: Jeg er virkelig nysgerrig på, hvad der fik jer til at bede om mit perspektiv på magt, systemer og penge i kunsten. Jeg kender ikke jer på redaktionen i Formkraft, og jeg er overrasket og ret beæret over, at I kontaktede mig.
IMM: Det var bl.a. dit politiske engagement og din erfaring fra Aarhus Kommune.
MM: Tak, det er jeg glad for, at du deler. Jeg tænker, at mange af os, som har et kunstpolitisk engagement, har oplevelsen af at stå i egne netværk og råbe, men at være ude af stand til at skabe den brede samtale, som vi ønsker. Jeg vil tage med fra interviewet, at jeg selv skal starte en bredere samtale, hvis jeg skal gøde jorden for solidariteten, som jeg drømmer om.
Bio
Marie Markman er stifter og ejer af forskningslaboratoriet Farmen, hvor hun med afsæt i det æstetiske, udvikler nye måder og metoder til fremme af bæredygtighed og løsning af biodiversitets- og klimakrisen.
Farmen er med sine tre tønder land fysisk udviklingsramme om Marie Markmans tværdisciplinære forskningsprojekter, samt om rådgivningsarbejde, som hun praktiserer for statslige styrelser, kommuner og private virksomheder om bygnings- og landskabsintegreret kunst og klimatilpasning. Pt. kombinerer Marie Markman sit arbejde som kunstner og forsker med at være ESG-ansvarlig (jævnfør EU’s bæredygtighedsrapportering; Environment, Social og Governance) i en privat virksomhed, hvor hun er ansvarlig for virksomhedens bæredygtighedsrapportering og driver en ambitiøs ESG-implementeringsproces på tværs af alle afdelinger i virksomheden.
Marie Markman, En lysning i skoven, Glas – museet for glaskunst.
Tema: Magtens Korridorer
Formkraft finder den skarpe lygte frem, og belyser hvilke rammer, der er med til at definere samtidens kunsthåndværk- og design. Temaet Magtens Korridorer undersøger systemer, strukturer og valg, der påvirker kunsthåndværk- og designfeltet.
Følg med i de løbende udgivelser, hvor vi giver taletid til institutioner, kommunale råd, kunsthåndværkere og mange flere.
