Mit hovedbrud om MØNSTERBRUD handler om engagement, om frihed, om at gøre det samme på en anden måde, om at tænke med hænderne, om fællesskab.

Forord

I bogen The Craftsman beskriver professor i sociologi Richard Sennett håndværk som en grundlæggende menneskelig impuls, et engagement og en meget balanceret forbindelse mellem hånd og hoved. Sennett understreger, at selvet og sociale relationer udvikles ved at lave fysiske ting. Han og snedkeren Doug Stowe er med disse tanker en del af en bølge i amerikansk filosofi og samfundsdebat, hvor håndværk tillægges stadigt stigende kognitiv betydning. Stowe skriver på sin blog The Wisdom of Our Hands (2006):
”uden muligheder for at lære gennem hænderne forbliver verden abstrakt og fjern.”

Han taler om, at man mister engagement og opmærksomhed i etablerede kunstige indlæringsmiljøer.

Lærke Bagger

Den danske strikdesigner og influencer Lærke Baggers historie er en historie om, hvordan personligt engagement, lyst, mod og fandenivoldskhed kan ændre faste normer om, hvordan ting skal gøres, og tanker kan tænkes.

Uddannelse

Hvad er en uddannelse?
Det er ok at starte noget, droppe det, begå fejl og gøre noget nyt. Det gjorde Lærke Bagger, da hun som ung droppede ud af et universitetsstudie og fandt en anden vej i livet. I Lærke Baggers liv har strik været en rød tråd af lyst gennem flere generationer.

Denne lyst foldede sig i højere grad ud, da tekstilkunstneren Isabel Berglund tilbød hende en praktikplads og dermed en mulighed for, at Lærke kunne bruge tid på og måske leve af at strikke. Arbejdet for Isabel Berglund åbnede for et større begreb om strik.

Siden Lærke var 8 år gammel, havde hun strikket, ligesom mormor og mor strikkede sweatere, og nu strikkede hun en 10 meter høj skorsten til en modeuge. Hun siger selv, at det at tænke stort og tænke anderledes gav hende mod på at søge ind på Designskolen, en designskole, hvor mønstret var et valg imellem Fashion og Tekstil, og Lærke Bagger insisterede på Håndstrik.

Håndstrik

Hvad kan strik som udtryk?

Strik tager tid. I en tid med fuld fart på, en speedkultur, hvor mange mennesker bliver hægtet af det mønster, de lever i, er tid luksus. Tid er et livsbehov, og ved at flytte fokus fra maskinen til hænderne, der strikker, bryder Lærke Bagger et usundt fokus på hastighed. Hun flytter desuden fokus fra kun at handle om resultater til at handle om processer. Hun siger om det at strikke som en skabende proces:

”Jeg kan lide processen i strikkeriet, hvor det hele tiden ændrer sig i mine hænder. Selv om det tager længere tid at strikke en trøje, så er selve processen mere givende, for jeg sætter hele tiden nye farver til og formgiver, så der er feedback med det samme. Jeg kan trevle op eller ændre kurs, men det er et konstant samspil.”

Lærke Baggers proces bryder med vane- og normtænkning i en perfektionskultur, meget få mennesker kan leve op til – eller leve i. I stedet sætter hun fokus på et mønster, som kræver nærvær og bevidste valg. Hun anvender intuition som metode og udfordrer konstant sin egen ”gode smag”.

Demokratisk bæredygtighed

Hvad er striktivisme?

Under første corona-lockdown blev det tydeligt, at det at strikke kan binde mennesker sammen. Lærke Baggers lancering af sin første opskrift på en sweater i eget navn, Alone Together Sweater, blev en succes, og i dag følges hun af flere tusinde strikkere på Instagram. Hun bruger ordet striktivisme om sit arbejde med håndstrik, et begreb, som er i tråd med tankerne om craftivisme og kamp for frihed og ærlighed. Hun er et menneske, som har en bevidst holdning til det at strikke.

I et interview (Femina, 2021) siger Lærke Bagger om strik:

Det jeg godt kan lide ved strik er, at det er demokratisk, fordi det er tilgængeligt for de fleste, og det fortæller en historie om, at det i tidligere tider er opstået netop af nødvendighed og med det, man nu lige havde.

Dette sociale aspekt beskriver den britiske forfatter og forkæmper for begrebet craftivism Betsy Greer i bogen Knitting for Good!

”Jeg begyndte at forstå, at der er fordele ved at strikke sammen med andre ud over bare at lære dem noget nyt. Vi kan have samtaler, der udspiller sig ligesom strikketøjet i sig selv. (…) [Det] hjælper os med at forbinde os med andre ud over vores egen racemæssige, økonomiske eller sociale baggrund (…).” (Greer)

Michelle Baggerman i bogen Social Fabric: “Når vi deler ekspertise, forbliver vidensmassen i bevægelse, hvilket hjælper både håndværket og de mennesker, der praktiserer det, med at udvikle sig. Vi kalder denne sociale konstruktion af håndværk for ’socialt stof’.” (Baggerman)

Vidensdeling

Fra hånd til tanke.

I sociale sammenhænge skabes en rytme mellem mennesker. Hænder, der strikker, følger en rytme med tid til eftertanke og refleksion, som gør det lettere at tale også om svære ting. Det oplevede jeg i min barndom i køkkenet på landet, når der en hel dag blev slagtet og forarbejdet kød. Alle var i gang med hænderne, og talen gik frit om liv og død og alt derimellem. Viden og erfaring blev delt.

Det samme erfarede jeg, da jeg blev uddannet væver på Aarhus Kunstakademi og et helt år blev undervist i materialelære. Vi var et hold, der spandt mange fibre det år, og vi gjorde det i fællesskab. Vi vævede vævemønstre og klippede dem i stykker for at dele dem. Vi blev alle klogere, hver gang en af os havde vævet et mønster.

Forbillede

Hvad kan sociale medier?

Lærke Bagger deler og opfordrer alle til at dele og poste deres erfaringer med strik step by step på de sociale medier, og i 2021 udkom bogen LÆRKE BAGGER STRIK på forlaget Gyldendal. Den rammer lige ned i hjertet på mange unge, som jeg møder i mit arbejde som højskolelærer. For dem er bogen strikkeinspiration, men i høj grad også menneskelig livsinspiration.

Lærke Bagger udtrykker en befriende holdning både til håndværket strik og til livet, det sociale stof og den individuelle søgen imod stillingtagen og frihed i sit liv. Modet til at tro på sig selv og omfavne de fejl, der gør, at man lærer noget nyt. Lad os blive ved med det og hjælpe hinanden med at bryde mønstre, både fysisk og digitalt – carpe diem!