Bænkene er fyldt, og de sidste tilhørere må stille sig udenfor, da debatten ”Arkitekturens sjæl: Fremtidens byggeskik” begynder i Arkitekturcaféen på Kulturmødet Mors. Undervejs kommer flere til, selvom en operasanger i renæssance-tøj står lidt længere nede af gaden og kurtiserer en harmonikaspiller i et vindue på 1. sal. Der er nok at opleve på Kulturmødet, men interessen for, hvordan arkitektur og kunsthåndværk kan – og bør – hænge sammen er tydeligvis stor.

Arkitekter i identitetskrise

Mikkel Nielsen, der er arkitekt, designer og bestyrelsesmedlem i Danske Kunsthåndværkere & Designere får som den første ordet. Han fortæller, at han i de 10 år, han har arbejdet som arkitekt på tegnestuer i både Danmark og udlandet, i stadig højere grad har oplevet en arkitektstand i identitetskrise.
”Vi arkitekter bliver mere og mere kritiseret i den offentlige samtale, og de nye byggerier bliver i højere og højere grad kritiseret. Så jeg tænkte, ’kan jeg gøre et eller andet?’” fortæller han.

Det blev startskuddet til hans interesse for kunsthåndværk og design – fagområder, der før modernismen var tæt forbundet med arkitekturen, påpeger Mikkel Nielsen. Interessen blev dog ikke en tilbagevenden til tiden før 1900-tallet, for hammer og mejsel er skiftet ud med avancerede computerprogrammer og smarte maskiner.

Er nyt byggeri menneskefjendsk?

Hvad er egentlig problemet med identiske typehuse eller ensartede etageejendomme uden detaljer eller krummelurer? Ifølge Mikkel Nielsen er meget moderne byggeri decideret ”menneskefjendsk”.

”Dekorationer og udsmykning på gamle facader fortæller historier. Der ligger nogle menneskelige tanker bag. Der er et andet menneske, der vil noget med det udtryk. Det savner jeg rigtig meget i moderne byggeri, hvor alt er meget standardiseret. Alt ser ens ud med de samme skærmtegl,” siger han.

Det udsagn får moderator Henriette Ejstrup til at påtage sig rollen som djævelens advokat.
”Er det ikke bare os, der sidder og er enige om, at det, der bliver bygget derude, er menneskefjendsk? Der er en masse mennesker, som faktisk godt kan lide at bo i det industrialiserede byggeri, og som synes, at det er nogle dejlige køkkener og så videre. Er vi ikke bare en lille snæver gruppe, der sidder og piller i vores egne navler og synes, at den menneskelige skala er væk?” spørger hun debattens anden deltager, Pernille Stockmarr, der er senior kurator ved Dansk Arkitektur Center og har en baggrund som design- og arkitekturhistoriker.

Stockmarr mener ikke, der er tale om smagsdommeri fra en eksklusiv elite. Selvom det dog nok kun er de færreste, der er i stand til at sætte ord på, hvad det er, der mangler.

”Vi ved fra forskningen, at det sanselige betyder noget. Al forskning viser også, at vi er mere tilbøjelige til at bevare det, vi holder af, og som har en kvalitet, der gør, at vi knytter os til det. Der er vi også mere tilbøjelige til at give det en ekstra chance, hvis ikke det skulle virke,” siger hun.

Holdbarhed

Udover hvad der er rart for øjet, handler dogme nummer 1 med sit fokus på omhu og skønhed også om bæredygtighed. Om bevarelse af det eksisterende og om at bygge noget, der kan blive stående i århundreder. Og her kommer kunsthåndværkerne med deres helt særlige materialeforståelse ind i billedet, mener begge paneldeltagere. Som Pernille Stockmarr udtrykker det:

”Udfordringen, når vi skal til at bevare, er, at vi faktisk ikke altid har kendskab til, hvad vi har i forvejen, og der kan kunsthåndværkerne spille en rolle. De registrerer, de udforsker, de har en særlig materialeforståelse og sensibilitet over for materialer og deres virkning,” siger hun.
Ofte betyder det, at man må vende processen om.

Elefanten i rummet

Da ordet efter godt en halv times debat bliver givet frit, beder en ung mand med lilla kasket og en bæltetaske på tværs over brystet om mikrofonen.

”Jeg synes, I danser om ilden,” siger han.
”Når alt kommer til alt, så handler det jo om finansiering, og man kan ikke få værdien af æstetik ind i et Excel-ark. Det er den store elefant i rummet. Hvordan kan vi gøre det anderledes? Vi har håndværkere, vi har kunstnere, men det er finansieringen, der gør det hele muligt,” siger han.

Pernille Stockmarr nikker.
”Det har du helt ret i. Vi skal turde,” siger hun og nævner som eksempel projektet KAPELLET GENFORTALT på det gamle Frederiksberg Sygehus, “hvor arkitekter, kunstnere og kunsthåndværkere sammen har undersøgt det mere end 70 år gamle kapels potentialer og påbegyndt en transformation af bygningen ved at fremhæve, bevare og tilføje elementer nænsomt, så nye rumlige og sanselige kvaliteter træder frem,” fortæller Stockmarr og fortsætter:

”Det er et eksempel på, at nogen har turdet tænke nogle processer anderledes. Men det kræver jo at bygherre giver lov til det, og tør give noget økonomi til noget, de måske ikke ved endeligt, hvad de får ud af. Det er en ny måde at tænke på, som kræver noget af rigtig mange mennesker, fordi det er ikke den måde vi samarbejder, er struktureret og organiseret på nu, hverken finansielt eller tidsmæssigt,” siger hun.

Også Mikkel Nielsen anerkender, at økonomi spiller en rolle, men påpeger at penge ikke er alt:

”Jeg synes også, det handler om, hvad vi som samfund gerne vil. Ligesom vi stiller krav til mange af de tekniske aspekter af byggeriet, kan vi også stille større krav til, hvordan det ser ud, og hvordan det opleves. Æstetik har også en funktion. Derfor synes jeg, det er for enkelt at betragte den som noget påklistret eller som ren pynt. Der er mange penge i byggeriet, og der er nogen, der tjener rigtig gode penge – og det er også fint. Men det er ikke, fordi der ikke er råd til de her ting. Det nægter jeg simpelthen at tro.”

Bedre investering på lang sigt

Og skal vi endelig tale økonomi, er det også en misforståelse, at smukke detaljer bare er flødeskum, der ikke giver nogen reel værdi, understreger han.

”Ja, det koster noget ekstra, hvis man gerne vil lege lidt med udtrykket. Men på den anden side, så tænker jeg altså også, at det vil være en bedre investering på lang sigt. Man vil jo sikkert også gerne sælge sit hus igen på et tidspunkt eller have muligheden for det i hvert fald, og der er der altså nogle andre muligheder, end hvis det er et typehus, der ligner de ti andre, der ligger omkring,” siger han.

Her skal bankerne også blive bedre til at tænke langsigtet, bliver det påpeget flere gange undervejs i debatten. Så længe det er lettere at låne penge til at rive ned og bygge nyt, end til at forskønne og bevare, har forandringen lange udsigter.

Henriette Ejstrup påpeger:
”Vi har nogle banker, som gør, at det er mere favorabelt at sige ’jeg vil hellere have 10 kvadratmeter ekstra end ornamentikken, for ejendomsmægleren siger, at jeg kan sælge mine kvadratmeter videre’. Ornamentikken skal altså have en funktion, som I også peger på,” siger hun og vender sig mod de to paneldeltagere.

”Så vi må ud og være dygtige til at forklare, hvad den funktion er.”

Da debatten er gået et kvarter over tid, må Henriette Ejstrup runde af. Spørge- og debatlysten var ellers stor blandt de 50-60 tilhørere, og hvis ikke det næste arrangement i Arkitekturcaféen var lige oppe over, kunne samtalen om skønhed, omhu, kunsthåndværk og arkitektur været fortsat længe endnu.

Tema: Steder og det materielles handlingskraft

Formkraft undersøger, hvordan kunsthåndværk og design kan være med til at forme vores steder: fra materialer og detaljer i byggeri til landskaber, råstoffer og globale magtstrukturer. Fælles er interessen for, hvordan materialer, design og kunsthåndværk kan skabe forbindelser mellem mennesker og deres omgivelser.

Læs tema