Spinderihallerne
Spinderihallerne. Kenneth Stjernegaard – Fotografi & Film
Anmeldelse

Poetisk helhed


De to spirende kunsthåndværkere Alberte Bager og Anne Søgaard Frandsen undersøger sammen hinandens praksisser gennem værker, der poetisk og kunstnerisk præsenteres som tråde med, mellem og mod hinanden – tråde i både fysisk og psykologisk forstand. De søger at skabe en forbindelse og en relation – mellem hinanden og i os selv.

Fra bomuldsfabrik til udstillingssted

Udstillingen finder sted i en af Spinderihallernes rå bygninger. Her danner den industrielle arkitektur med dets patinerede søjler, åbne loftsvinduer og slidte betongulve en markant kontrast til værkernes og kurateringens bløde organiske materialitet og sanselige kvaliteter.

Den tidligere bomuldsfabrik fra 1896 bærer stadig sin historie tydelig og ærlig. De store rum og de nøgne overflader skaber rammen om en udstilling, der i sin essens er en undersøgelse af materialitet, natur, sanselighed og taktilitet. Her opstår en tydelig spænding mellem det industrielle og det håndgjorte, mellem hårdhed og skrøbelighed, som understøtter udstillingens tematiske fokus på relationer og forbindelser.

Mellem værk og helhed

Værkerne findes både ude i rummet blandt de mangfoldige spinkle søjler og langs væggene omkring. Små øer samler en række værker i et sammenspil, der på mange måder skaber ét værk – en installation – i dialog med sig selv om med sine omgivelser. Det åbne rum og afstanden mellem værkerne skaber på en og samme tid en distance, men også en forbindelse. Det giver mulighed for at se værkerne enkeltvis – som individuelle kommentarer i en samlet helhed, der danner sine egne relationer. Det opleves som en konstant vekslen mellem værk og helhed, en forbindelse i konstant bevægelse.

Værkerne, og måden de er kurateret på, fungerer som en modvægt til rummets hårdhed og tilfører en nuanceret karakter og kvalitet uden at gå på kompromis med kunstens tilstedeværelse. Sammen formår kunsthåndværkerne og kurator Sara Staunsager at skabe en udstilling, der er poetisk og refleksiv, nærværende og intuitiv, levende og sansende. Her er ingen hvide vægge, men derimod et rum, der insisterer på at være medspiller ud fra sin karakter. Udstillingsstedet giver en særegen unik ramme og skaber nogle unikke konnotationer i dets dialog og sammenspil med de bløde sanserige værker.

Strukturelle tekstiler og organisk keramik

De keramiske skulpturer, skabt af Anne Søgaard Frandsen, er svungne og organiske i deres form, og de tekstile værker, skabt af Alberte Bager, er bløde dog samtidig strukturelle. Ved udstillingen begyndelse ses et tableaux af materiale eksperimenter kurateret på fineste vis til at blive et værk i sig selv – inspirerende, informativ og yderst betagende. Her gives en forståelse for processer og teknikker, der giver en dybere indsigt i kunstnernes arbejde. Det bidrager til dimension og tyngde til de i forvejen stærke og selvstændige værker.

Keramiker Anne Søgaard Frandsen beskæftiger sig med og er optaget af det immaterielle og flygtige i vores liv – det skjulte, ordløse og de ofte oversete forbindelse i vores spirituelle og følelsesmæssige liv. Det er tydeligt, at hendes værker indeholder en kropslig bevægelse og et nærvær, hvor man føler kunstnerens tilstedeværelse i skabelsen – en bevægelse der hænger ved selv i værkets statiske eksistens. Overfladerne bærer spor af hænder, fugtigt ler og intuitive processer, og værkerne fremstår på sin vis som øjeblikke i en kontinuerlig bevægelse låst i tiden. Skulpturerne virker som små individuelle væsner med eget liv og bevægelse. Nærmest gemt i en dynemasse eller tronende i en installation af jord fortæller de en stille historie i form, farve og udtryk.

Alberte Bagers tekstile univers trækker elementer af naturen med sig ind i rummet i både farver og materialer. Med plantefarvede garner, håndspundet uld og naturlige fibre skaber hun værker, der taler direkte til sanserne. Farverne er afdæmpede, jordnære og rolige. Tekstilerne inviterer både øjet og kroppen til at komme tættere på. Placeret foran en lysvæg får nogle af værkerne lov til at træde i karakter og stå på sin styrke – ren form, ren taktilitet i kombination med en porøs og fin væveteknik. Også en større installation opleves ved udstillingens begyndelse og får lov at fylde i sin spinkelhed fra gulv til loft. En stille men stadig stærk visuel og kropslig oplevelse. Dragende og levende i deres væsen formår hendes værker at indfange en ro og refleksion.

Et alternativ til museerne

Tråde mellem Jord og Himmel er en eftertænksom og sanselig udstilling, der langsomt folder sig i takt med, at du bevæger dig igennem udstillingen og giver dig selv lov til at dykke ned i værkerne, installationerne og sammenspillet imellem dem. Den kræver ikke store forklaringer, men inviterer i stedet til fordybelse, opmærksomhed, langsomhed og kropslig intuition. Her oplever du håndværk og materialitet, enkelthed og kompleksitet, blide former og farver. Udstillingen viser, hvordan håndværk, materialitet og rum kan arbejde sammen uden at overdøve hinanden, og hvor interessant en sammenhæng og fortælling, der kan skabes værker og arkitektur imellem.

Som udstillingssted sigter Spinderihallerne på at præsenterer et dynamisk og agilt program af dansk og international samtidskunst og design med spirende talenter, der eksperimenterer med materialer, teknologi og innovation, det i rå omgivelser som en modvægt til traditionelle museale udstillingsplatforme.

Om udstillingen

Udstillingen Tråde mellem Jord og Himmel kan opleves i perioden 29.1.26 frem til 27.02.26 i Spinderihallerne, Spinderigade 11 Vejle.

Læs mere