I dette interview tegner jeg en streg i den bløde århusianske jordler og lader Mariko Wada fortælle om sine inspirationskilder, arbejdsmetoder og den røde tråd.
Sara Staunsager (SS): Hvad er dit ærinde som kunstner?
Mariko Wada (MW): Først og fremmest er jeg keramiker – nogle gange kalder jeg mig keramisk-kunstner. Det vigtigste for mig er at arbejde med ler og bruge hænderne, for det er min måde at opleve og forstå verden på. Det er igennem processen, at jeg forstår og oplever verden bedre.
Terrain – et borgerinddragende projekt
Med nakken tilbage kigger vi på aftryk af bildæk, cykeldæk, barnevognsdæk og fodspor fra mennesker i alle aldre. Værket Terrain er 1,6 m x 9,0 m og består af 15 sammenhængende sektioner som et keramisk relief, hvorpå beboere i Nye har bevæget sig rundt i et felt af blødt lerjord for at sætte personlige aftryk.
Sporene er forskelligartede og er aftryk af aftryk – det vil sige, at de er støbt i en negativ form, hvor de endelige spor præsenteres som fyldige og nærværende. Værket er støbt i indfarvet keramisk beton og derefter efterbehandlet med ler opsamlet i Nye.
Terrain er Wadas første kunstprojekt i det offentlige rum skabt til den nye by Nye, der er under opførelse nord for Aarhus fra bar mark til på sigt at rumme op til 10.000 boliger. Det var en lang undersøgende proces, hvor Wada blev en del af Nye og dermed naturligt inviterede en stor del af tilflytterne ind i sit kunstprojekt.
MW: Jeg var fra begyndelsen vidne til byens udvikling og tænkte derfor, at det ville være meningsfuldt, hvis den kunst, der skulle skabes til Nye, kunne reflektere over udviklingsprocessen med de første beboere og samtidig bygge videre på stedets historiske lag, så der blev dannet en forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid.
Det er sidst på eftermiddagen, og vi mærker, hvordan mørket trænger sig på, da værket med vilje ikke er oplyst. Terrain påkalder sig kun opmærksomhed, når den søges. Dette tegner et billede af kunstnerens opfattelse af verdenen, hvor undersøgelser, overvejelser og en generel usikkerhed driver hendes kunstneriske virke.
MW: Jeg er ikke den type, der råber så højt. Det kan godt være, at mine værker har samme personlighed – de råber heller ikke særligt højt, men for nogen betyder det noget.
Med Terrain ville Wada berøre de allerførste tilflyttere i den nye bydel, og generationerne efterfølgende. Hun ville skabe et værk, hvor hun som kunstner trådte i baggrunden og lod de nye tilflyttere være medskabende. At lade Terrain indgå i en social kulturel sammenhæng, der gradvis opbygges i byen og skabe noget, der er genkendeligt for beboerne og forankret i stedet.
MW: Det føltes mere meningsfyldt, at borgerne var med til det – sådan at de får ejerskab. Der var måske også noget med, at det her sted var en helt ny bydel, der er bygget på en bar mark. Nu starter vi på et nyt liv – jeg kunne mærke, at borgerne havde noget tilfælles. De ville fællesskabet. Som et nyt kapitel for dem og for mig som keramiker.
Inspirationskilder
SS: Hvem er dine kunstneriske helte?
MW: Jeg kan rigtigt godt lide den japanske kunstner Tadashi Kawamata (1953). Han skaber installationer og bygger ting – han udfylder byrummet. Da der var oversvømmelser i Japan i 2011, brugte han aktivt naturkatastrofen og skabte installationen ”Under The Water”, hvor han brugte mængder af byggematerialer, døre, møbler og andre ting – i et fysisk niveau som er højere end os, så vi kan fornemme, hvordan tingene flyder på vandoverfladen. Uden ord fornemmer man hans ærinde.
Med afsæt i Tadashi Kawamatas installation Under The Water (2012) blev Wada inspireret til sit værk, Terrain. Det befinder sig over jordniveau og samtidig under jordniveau, da aftrykkene buler ud, og bliver til tunge fodskridt og hjulspor over os – fordi vi jo netop går under værket. Wada skaber en ny kontekst med materialerne, der giver os en ny oplevelse af, hvordan vi sanser virkeligheden.
Arbejdsmetoder
Ligesom mange andre bliver Mariko Wada grebet af materialet ler. Det giver hende muligheder for at udforske og skabe indtryk i forskellige skalaer.
MW: Leret opfører sig, som man behandler det. Alligevel er det en udfordring at kontrollere. Det er svært at tvinge materialet. Det kræver hele tiden, at man arbejder sammen med leret. Man kan sige, at det er et samarbejde med materialet. Som tegn man kan aflæse. Det vil jeg gerne fange, udnytte og bruge til at skabe indtryk, oplevelser og inspirationer.
Man kan sige, mit arbejde er at aflæse hvad, der kan lade sig gøre. Jeg har ikke en bestemt idé. Kun en retning, så resultatet finder jeg ud af hen ad vejen. Det er en proces for mig. Jeg vil gerne være åben for alle muligheder. Resultatet plejer at blive meget bedre, når jeg kan bruge lerets egenskaber.
SS: Hvordan ved du, når et værk er færdigt?
MW: Nogle gange kan jeg se det umiddelbart – det sker naturligt. Men det kan også handle om praktiske årsager, fx at leret er for tørt til at modellere videre. Keramik har som alle andre materialer muligheder og begrænsninger. Det er hele tiden et spørgsmål om valg, og der bliver færre og færre muligheder. Man håber hele tiden, at man har valgt de bedste løsninger undervejs, og på et tidspunkt skal der ikke træffes flere beslutninger.
SS: Bliver du overrasket over resultaterne?
MW: Det er en lang proces at udvikle – det sker lidt ad gangen. Når jeg tænker tilbage, så er arbejdet meget anderledes fra start til slut. Den populære japanske forfatter Haruki Murakami har udtalt om sit forfatterskab, at han skriver sine romaner med en bevidst strategi om, at han ikke ved, hvordan de udvikler sig på forhånd. Hvis han vidste det, ville han ikke behøve at skrive dem.
Det er lidt det samme med mig. Det giver ikke nogen mening at skabe min keramik, hvis jeg kender resultatet på forhånd. For mig er det en stor glæde at arbejde med hænderne og leret. Keramikken er et spændende og fascinerende univers – og jeg opnår en særlig tilfredsstillelse ved at vise, hvad der kan lade sig gøre, når man er en dygtig håndværker.
SS: Er du en håndværker eller en kunstner?
MW: Jeg er begge dele. Måske er det på den måde, at min japanske baggrund spiller ind – at jeg holder fast i vigtigheden af håndværket i mit arbejde. Jeg synes, det er det, der gør det muligt, at skabe det særlige kunstneriske udtryk.
Den røde tråd
SS: Er der en sammenhæng i dit kunstneriske virke?
MW: Mine værker peger i forskellige retninger og afhænger af konteksten. Det betyder jo, at det er svært at identificere, at værkerne er af den samme kunstner. Så det gennemgående i alle mine værker er den undersøgende proces. Altså, hvordan jeg er kommet frem til resultatet, så den røde tråd er synlig for mig.
Mariko Wada er lige nu aktuel på gruppeudstillingen Open & Closed ved The Future Perfect Gallery i New York i samarbejde med Statens Kunstfond. Af andre danske kunstnere tæller Annelie Grimwalde Olofsson, Cathrine Raben Davidsen, Elly Glossop, Iben Høj, Ida Elke Kallehave, Louise Hedegaard Madsen, Pettersen & Hein og Stine Mikkelsen.
Om Mariko Wada
Mariko Wada har en japansk baggrund og har siden 1998 været bosat i Aarhus. Hun har en uddannelse fra 1995 i æstetik og kunstteori fra Doshisha University i Kyoto, Japan, og fik sin keramiske uddannelse på Designskolen i Kolding i 2006. Hun har modtaget priser i både ind- og udland, og senest Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Hendes værker er indkøbt af flere kunstforeninger og kommuner, og Statens Kunstfond har sikret hende musealt. Wada er desuden en del af kunstnergrupperne Versus og Guirlanden, der udstiller på danske museer. Med udstillinger i Norge, Finland, Tyskland, Schweiz, Belgien, Frankrig, Italien, Spanien, Kina, Taiwan, Sydkorea og USA præsenterer hun dansk keramik på internationalt niveau.
Mariko Wada portrætteret til Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2019. Fotograf: Dorte Krogh
Mere viden i Arkivet
Lerets universelle sprog af Tinne Delfs
Kunstuff 3/2009
Afsked med et forældet udsmykningsbegreb af Kristian Berg Nielsen
Dansk Kunsthåndværk 1/1999
Tema: Atmosfære – kunsthåndværk og design i det offentlige rum
Formkraft sætter i efteråret 2021 fokus på, hvilken atmosfære kunsthåndværkets iboende materialekultur, teknik og æstetik kan tilføre det offentlige rum. Og hvorfor det mere end nogensinde er relevant at medtænke kunsthåndværkeren og designeren, når de statslige bygninger renoveres, når kommunen udvikler kunstneriske udsmykninger, og når de private aktører skal have tilført sjæl og sanselighed til den moderne by.
